Legislator Case Law & Legislation
C19882505508 DK

FORSVARSKOMMANDOBESTEMMELSE Ø.073-2 om afgift ved og kontrol med indførsel af varer til Grønland (2. udgave, revideret).

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Bestemmelse 1988 25055 Valid

Bilag 1

1. INDLEDNING

1.1. Kontrolloven Side 1.03 1.1.1. Kontrollovens ikrafttrædelse - 1.03 1.1.2. Danske afgifter - 1.04

1.2. Afgifts- og samhandelskontrollen for Grønland - 1.04

1.3. Kontrolmyndigheden i Grønland - 1.05 1.3.1. Kontrolmyndighedens kompetence - 1.05 1.3.2. Kontrol af skibe og fly - 1.06 1.3.3. Kontrol af varer - 1.06 1.3.4. Kontrol af passagerer og rejsego - 1.06

DENNE INSTRUKS INDEHOLDER DE REGLER, DER SKAL IAGTTAGES VED AFGIFTS- OG STATISTIKBEHANDLING AF VARER, DER INDFØRES I ELLER UDFØRES FRA GRØNLAND.

1.1.1. Landstingsloven om registrering af og kontrol med ind- og udførsel af varer til og fra Grønland.

Grønlands Landsting vedtog i 1984, at loven om registrering af og kontrol med ind- og udførsel af varer til og fra Grønland, blev sat i kraft med virkning fra 1. januar 1985.

Kontrolområde

Kontrolområdet omfatter det grønlandske landområde, det grønlandske søterritorium samt luftrummet over de nævnte områder.

Afgifts- og statistikbehandling

Alle varer, der indføres til Grønland eller som udføres fra Grønland skal gennemgå en afgifts- og statistikbehandling, som danner grundlag for såvel en eventuel afgiftsopkrævning som for udenrigshandelsstatistikken.

Afgifs- og statistikbehandlingen foretages på grundlag af

a. Landstingslovene

b. Landstingsbekendtgørelserne

c. Brugstariffen

Varer til Danmark

Varer, der forsendes til Danmark og som har oprindelsesstatus i henhold til OLT-ordningen, skal ledsages af et i Grønland udstedt varecertifikat EUR 1 eller EUR 2.

På varer henhørende under Brugstariffens kapitel 2, 3, 5, 15, 16, 22, 23, 25, 26, 41, 43, og 53 og som forsendes pr. skib til Danmark skal der afgives udførselsangivelse i Grønland.

Varer til EF

Varer til de øvrige EF-lande (Belgien, England, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxemburg, Portugal, Spanien, Vesttyskland) der har oprindelsesstatus i henhold til OLT-ordningen, skal ledsages af et i Grønland udstedt varecertifikat EUR 1 eller EUR 2.

Varer til Finland, Island, Norge og Sverige

Varer til Finland, Island, Norge og Sverige, der har oprindelsesstatus i henhold til aftalerne, skal ledsages af et i Grønland udstedt varecertifikat EUR 1 eller EUR 2.

Varer fra udlandet via Danmark

Varer fra udlandet, der skal videresendes fra Danmark pr. skib og pr. post skal afgifts- og statistikbehandles i Danmark, inden videreforsendelse til Grønland.

Varer fra Færøerne

Varer fra Færøerne skal afgifs- og statistikbehandles efter de almindelige regler.

1.1.2. Danske afgifter

De danske afgifter (moms og punktafgifter m.v.) er ikke gældende for Grønland.

1.2. Afgifts- og Samhandelskontrollen for Grønland

Ansvaret for administrationen af Landstingslovene påhviler

KALAALLIT NIUERFIAT - GRØNLANDS HANDEL

og varetages af

KALAALLIT NIUERFIAT - GRØNLANDS HANDEL

Afgifts- og Samhandelskontrollen for Grønland

Grønlandshavnen

Postboks 8100

9220 AALBORG ØST

tlf. 08 - 15 76 77

telex 69688 (KNIAAL DK)

1. 3 Kontrolmyndigheden i Grønland

Kontrolmyndigheden i Grønland varetages af KALAALLIT NIUERFIAT - GRØNLANDS HANDEL

De til kontrolmyndigheden tilknyttede personer, er forsynet med et særligt tjenestetegn (legitimationskort), hvormed de kan legitimere sig.

1.3.1. Kontrolmyndighedens kompetence

Uhindret adgang

Kontrolmyndigheden har uhindret adgang til overalt på pladser, heliporte, pakhuse samt i skibe, fly og automobiler at udøve kontrol, når dette skønnes nødvendigt af kontrolhensyn.

Undersøgelse

Kontrolmyndigheden kan forlange godsforsendelser åbnet for kontrol.

Det påhviler varemodtagere og vareafsendere at foretage det nødvendige arbejde (ud- og indpakning, opvejning, opmåling m.v.) i forbindelse med undersøgelse af varer.

Varer, der ved åbning af emballagen vil blive beskadiget eller ødelagt eller som vil kunne forvolde skade på ting eller personer må dog ikke åbnes ved godsregistreringen.

Dette gælder for eksempel

- natrium

- gasser i trykbeholdere

- radioaktive stoffer

- smitstoffer

- lysfølsomme film

- plastsprøjtepulver i hermetisk lukkede beholdere

Såfremt forsendelser indeholdende nævnte varer ønskes åbnet, må modtageren underrettes af kontrolmyndigheden, således at denne kan instruere om, hvorledes varerne kan åbnes på forsvarlig måde.

Enhver indførsel af varer til Grønland skal anmeldes til kontrolmyndigheden i henhold til de efterfølgende regler.

Alle varer der ønskes udført fra Grønland, hvad enten det er til Danmark eller udlandet, skal principielt kontrolleres af kontrolmyndigheden forinden de indlades i transportmidlet.

Overtrædelse af Landstingslovene

Kontrolmyndigheden anmelder overtrædelser af Landstingslovene til Politiet i Grønland, herfra dog undtaget de i instruksen nævnte undtagelser ligesom ASK holdes underrettet.

Alle oplysninger, som kommer kontrolmyndigheden i hænde i forbindelse med udøvelsen af kontrolmyndigheden SKAL behandles STRENGT FORTROLIGT.

1.3.2. Kontrol af skibe og fly

De kontrolopgaver, der skal udføres i Grønland af skibe og fly, foretages af kontrolmyndigheden.

Politiet yder efter anmodning fra ASK bistand i forbindelse med visitation af skibe og fly.

Overtrædelsessager behandles af Politiet.

1.3.3. Kontrol af varer.

De kontrolopgaver, der skal udføres i Grønland i forbindelse med vareindførsel og vareudførsel foretages af kontrolmyndigheden.

1.3.4. Kontrol af passagerer og rejsegods.

Kontrollen med passagerer og rejsegods varetages af Politiet i Grønland i henhold til de af Grønlands Landsstyre udgivne særlige bestemmelser.

Bestemmelse 1988 25055 Valid

BILAG 2

8. FORSVARSOMRÅDERNE SDR. STRØMFJORD OG THULE AIR BASE (DUNDAS)

8.1. AMERIKAS FORENEDE STATERS STYRKER Side 8.02 8.1.1. Varer til den militære styrke - 8.02 8.1.2. Varer til militært personel og - 8.02 disses pårørende

8.2. ANDRE PERSONER MED FAST BOPÆL I FORSVARSOMRÅDERNE - 8.03 8.2.1. Indkøb i forsvarsområderne - 8.03

8.3. KONTROLBESTEMMELSER - 8.04

8. FORSVARSOMRÅDERNE SDR. STRØMFJORD OG THULE AIR BASE.

Ind- og udførsel af varer til og fra forsvarsområderne i Sdr. Strømfjord og Thule Air Base skal, med undtagelse af de i nedennævnte tilfælde anførte, behandles efter de samme bestemmelser som gælder for ind- og udførsel af varer til og fra det øvrige Grønland.

Følgende forsendelser kan ind- og udføres uden kontrolmyndighedens mellemkomst og uden afgivelse af ind- og udførselsdokumenter

8.1 Amerikas Forenede Staters styrker

Varer og materiel, der indføres til brug i forbindelse med den virksomhed, som er omfattet af overenskomsten om forsvaret af Grønland.

Varer til militært personel samt disses pårørende på betingelse af, at varerne er til de pågældendes eget brug eller forbrug.

8.1.1. Varer til den militære styrke

Varer og materiel, der indføres til den militære styrke, kan indføres uden formaliteter. Varerne skal ikke frembydes for kontrolmyndigheden til godsregistrering, ligesom der ikke skal afgives indførselsangivelse (Afgifs- og statistikanmeldelse).

Såfremt varerne er blevet godsregistreret, frigives de uden afgivelse af indførselsangivelse mod fremlæggelse af den pågældende godsdeklaration (rød advistalon), der forsynes med påtegning om, at varerne er udleveret.

Kontroltalonen attesteres med kontrolmyndighedens stempel og underskrift, og ekspeditionen afsluttes efter reglerne om udførsel af godsregisterede varer.

8.1.2. Varer til militært personel og disses pårørende

Medlemmer af den militære styrke samt disses pårørende kan fra udlandet få leveret varer, der er til deres eget brug eller forbrug.

De varer, der indføres fra udlandet, kan udleveres til den pågældende uden formaliteter.

Varerne skal ikke godsregistreres eller afgiftsbehandles.

Er varerne blevet godsregistreret, kan de frigives uden afgivelse af indførselsangivelse. Godsregistreringsekspeditionen afsluttes efter samme regler som nævnt under varer til den militære styrke.

8.2. Andre personer med fast bopæl i forsvars områderne

Ind- og udførsel af varer, behandles efter samme bestemmelser som gælder for ind- og udførsel af varer til og fra det øvrige Grønland.

8.2.1. Indkøb i forsvarsområderne

Indkøb af afgiftsfrie varer må kun foretages af personer, der har fast bopæl i forsvarsområderne og som har afgivet følgende erklæring

»Undertegnede, der har fast bopæl i forsvarsområdet, erklærer herved, at de varer som jeg indkøber i forretninger i forsvarsområdet, og som er afgiftsbelagt i det øvrige Grønland, er bestemt til mit eller min husstands personlige brug eller forbrug. Jeg er bekendt med, at misbrug, herunder videresalg, af de pågældende varer er strafbart efter loven om afgifter til Den grønlandske Landskasse.«

+++SKEMA+++

Erklæringen, som afgives på blanket ASK 13, opbevares hos kontrolmyndigheden i aktuelle område.

8.3. Kontrolbestemmelser

Der skal i almindelighed ikke føres kontrol med varernes anvendelse, men i tilfælde, hvor kontrolmyndigheden bliver opmærksom på misbrug, skal der afgives indberetning til ASK, Aalborg.

Misbrug kan f.eks. bestå i, at der foretages videresalg til den øvrige del af Grønland af varer, der er indkøbt afgifsfrit.

Bestemmelse 1988 25055 Valid

BILAG 3

9. KONTROL MED REJSENDE

9.1. Kontrolregler Side 9.02 9.1.2. Diplomater m.v. - 9.03

9.2. Afgiftsfri indførsel af varer - 9.03

9.3. Transportpersonale - 9.04

9. KONTROL MED REJSENDE

Persontrafikken mellem udlandet og Grønland samt mellem Danmark og Grønland er undergivet Politiets kontrol.

9.1. Kontrolregler

Kontrollen udføres i forbindelse med den kontrol, der gennemføres med hensyn til de grønlandske indførselsafgifter m.v., jfr. § 5 i Grønlands Hjemmestyres landstingslov nr. 16 af 29. oktober 1985.

Efter disse kontrolregler skal personer, der rejser til eller fra Grønland, på Politiets forlangende standse op for kontrol.

Endvidere har personer, der rejser til eller fra Grønland, eller som ankommer fra et afgifsfrit område i Grønland, pligt til at angive samtlige medbragte varer og til at give de for kontrollens udøvelse nødvendige oplysninger.

De skal endelig påvise alle rum og gemmer i bagage m.v. og deres eventuelle befordringsmiddel samt i det omfang, det ønskes, udpakke bagage m.v.

Politiet er berettiget til at foretage eftersyn på personer.

Eftersynet skal ske med størst mulig hensynsfuldhed og må ikke være videregående, end de kontrolmæssige formål nødvendiggør.

Eftersyn, der ikke begrænses til den ydre beklædning, må kun foretages, når der findes rimelig grund til at antage, at vedkommende ulovligt medfører varer m.v. skjult på sin person.

Den, der skal efterses, kan kræve, at eftersynet overværes af et vidne udpeget af vedkommende.

Eftersynet må kun udføres og overværes af personer af samme køn, som den person, der skal efterses.

9.1.2. Diplomater m.v.

Fremmede staters diplomatiske udsendinge og udsendte lønnede konsuler og disses familiemedlemmer samt personer, der udfører hverv for internationale organisationer og institutioner og medlemsstaternes repræsentanter i sådanne organisationer og institutioner er fritaget for eftersyn af person og bagage, men de er ikke fritaget for at angive medbragte varer.

9.2. Afgiftsfri indførsel af varer.

Ved indrejse i Grønland kan rejsende afgiftsfrit medføre varer i følgende omfang

a) 200 cigaretter eller 50 cigarer eller 100 cigarillos eller 250 g røgtobak.

b) 200 stk. cigaretpapir eller cigarethylstre.

c) 1 liter spiritus eller 2 liter hedvin samt 2 liter bordvin.

d) 50 g parfume og 1/4 liter toiletvand.

e) 2 liter øl.

f) 1 kg chokolade- lakridsvarer eller lignende.

g) 1 kg kaffe eller the.

h) 5 kg kød, kødvarer eller fjerkræ.

Ved afgiftsfrihed for rejsegods i medfør af ovenstående omfatter betegnelsen spiritus: destillerede drikkevarer og andre spiritusholdige drikkevarer med et alkoholindhold på over 22%, hedvin: destillerede drikkevarer, andre spiritusholdige drikkevarer, aperitiffer på basis af vin eller alkohol, med et alkoholindhold af 22% eller derunder mousserende vin og hedvin, bordvin: anden (ikke- mousserende) vin.

Afgiftsfri indførsel af spiritus, vin og tobaksvarer kan kun foretages af personer, der er fyldt 18 år.

Til personlig brug under rejsen kan afgiftsfrit indføres kosmetik og toiletmidler, der er afgifspligtige efter loven, såfremt genstandene, under hensyn til deres mængde og beskaffenhed kan betragtes som sædvanligt rejseudstyr.

Såfremt rejsende ved indrejse medfører varer, der overstiger de tilladte mængder, konfiskeres varen og der pålægges bøde.

Det er en forudsætning for afgiftsfrihed som rejsegods, at

- varerne medbringes på personen eller i håndbagagen (den ved indrejsen personligt medbragte bagage), således at de kan frembydes til samtidig afgiftsbehandling på indrejsestedet.

- indførslen ikke har erhvervsmæssig karakter.

Som indførsel af ikke-erhvervsmæssig karakter anses indførsel

a) der finder sted lejlighedsvis, og

b) som udelukkende vedrører varer, der er bestemt til brug eller forbrug for den rejsende personligt eller dennes husstand eller beregnet til gaver disse varer må hverken efter deres art eller mængde give anledning til nogen formodning om, at indførslen sker af erhvervsmæssige grunde.

Det påhviler personer, der anser sig berettiget til afgiftsfrihed for varer som rejsegods, ved afgiftsbehandlingen på efter Politiets skøn fyldestgørende måde at godtgøre, at de herfor fastsatte betingelser er opfyldt.

9.3. Transportpersonale.

Som transportpersonale anses personale på transportmidler (skibe og fly, der er indsat i international trafik) som udfører arbejde, der hænger sammen med transportmidlets drift eller betjening om bord.

Sådant personale kan, når indrejsen sker i forbindelse med deres beskæftigelse medføre varer i følgende omfang

I. Efter ophold uden for Grønland i mindre end 15 dage

a) 60 cigaretter eller 40 cigarer eller 50 cigarillos eller 250 g røgtobak.

b) 2 liter hedvin og 2 liter bordvin, men ingen spiritus.

c) 50 g parfume og 1/4 liter toiletvand.

d) 500 g kaffe.

e) 100 g the.

II. Efter ophold uden for Grønland i 15 dage eller derover

a) 200 cigaretter eller 50 cigarer eller 100 cigarillos eller 250 g røgtobak.

b) 200 stk. cigaretpapir eller cigarethylstre.

c) 1 liter spiritus eller 2 liter hedvin samt 2 liter bordvin.

d) 50 g parfume og 1/4 liter toiletvand.

e) 2 liter øl.

f) 1 kg chokolade-, lakridsvarer eller lignende.

g) 1 kg kaffe eller the.

h) 5 kg kød, kødvarer eller fjerkræ.

Afgiftsfri indførsel af spiritus, vin og tobaksvarer kan kun foretages af personer der er fyldt 18 år.

Bestemmelse 1988 25055 Valid

FORSVARSKOMMANDOBESTEMMELSE Ø.073-2 om afgift ved og kontrol med indførsel af varer til Grønland (2. udgave, revideret).

Ref.: Instruks for »Afgifts- og Samhandelskontrollen for Grønland« af 1 DEC 1986.

Bilag: 1. ASK afsnit 1. Kontrolloven. Kontrolmyndigheder i Grønland. 2. ASK afsnit 8. Forsvarsområderne Sdr. Strømfjord og Thule Airbase (Dundas). 3. ASK afsnit 9. Kontrol med rejsende og Afgiftsfri indførsel af visse varer.

Erstatter: FKOBST Ø.073-2 af JAN 1978.

1. I henhold til Grønlands Landsting varetager GRØNLANDS HANDEL = KALAALLIT NIUERFIAT = KNI kontrollen med ind- og udførsel af varer til og fra Grønland.

De nærmere regler herfor er fastsat i Instruks for

AFGIFTS- OG SAMHANDELSKONTROLLEN FOR GRØNLAND (ASK)

hvor instruksens afsnit 1, 8 og 9 er af særlig interesse for forsvaret og forsvarets personel til tjeneste i Grønland, hvorfor afsnittene vedlægges som bilag 1, 2 og 3.

2. I tilslutning til bilag 1, pkt. 1.3 bemærkes, at »Kontrolmyndigheden i Grønnedal/Ivigtut området« på KNI vegne varetages af Grønlands Kommando, og at

Chefen for Forvaltningsafdelingen og

Økonomiofficeren

i den anledning er forsynet med »Særligt Legitimationskort«.

3. For så vidt angår de nordlige områder af Grønland, varetages kontrolfunktionerne af Chefen for Slædepatruljen SIRIUS og Lederen af Station Nord, idet kontrollen for SIRIUS vedkommende begrænses til kun at omfatte indførselskontrol med post og gods, der modtages/losses ved stationerne DANEBORG og ELLA Ø.

For Station Nords vedkommende begrænses kontrolopgaverne til kun at omfatte indførselskontrol med post og gods, der ankommer til/afsendes fra Station Nord.

Personel ved SIRIUS og Station Nord er ikke forsynet med »Særligt Legitimationskort« fra KNI, men foretager kontrol m.v. på grundlag af deres militære myndighed og for SIRIUS vedkommende den tillagte politimyndighed.

4. Fra Landstingsloven vedrørende afgifter ved indførsel af visse varer til Grønland skal fremhæves følgende, idet efternævnte varer generelt p.t. er belagt med afgift.

Sukker, chokolade, øl, vin, spiritus, tobak, cigaretter, kaffe, the, mineralvand, parfume/kosmetik, knallerter, motorkøretøjer, snescootere, personbiler, kød af forskellig art, fjerkræ, videooptagere, båndoptagere, grammofonplader, kassettebånd og spilleautomater m.fl.

Landstingslovens § 1.

Stk. 1. Afgiftsområdet omfatter det grønlandske landområde, det grønlandske søterritorium samt luftrummet over de nævnte områder.

Stk. 2. Afgiftsområdet omfatter ikke områder, der i henhold til traktat af 27 APR 1951 om forsvaret af Grønland er forsvarsområder.

Stk. 3. Landsstyret kan træffe bestemmelse om, at dele af de i stk. 1 nævnte områder skal holdes uden for afgiftsområdet og om oprettelse af frilagre.

FKO bemærkning: Forsvarsområderne, der er afgiftsfrie områder i henhold til stk. 2 omfatter p.t. alene Sdr. Strømfjord (SAB) og Thule Airbase (TAB) (Dundas).

Der er p.t. ikke andre områder, der er fritaget for afgift i henhold til pkt. 3.

5. Følgende varer - normalt benævnt som Eneretsvarer - må kun indføres i Grønland af KNI

Øl, der indeholder over 1,75 vægtprocent alkohol. Vin, spiritus, tobaksvarer, cigaretpapir, chokoladevarer og sukkervarer af enhver art og glykose.

6. a. Følgende varer må ikke indføres i Grønland

- Narkotika,

- pistoler samt ammunition hertil,

- motorcykler,

- malt og maltekstrakt,

- humle,

- ekstrakter, der sædvanligvis alene anvendes til hjemmefremstilling af stærke drikke (koncentrater til vinfremstilling).

Der gælder dog særlige regler for indførsel til forsvarsområderne SAB og TAB (jf. bilag 2).

b. Levende dyr så som

- Hunde,

- katte,

- kaniner,

- marsvin, egern, hamstere, almindelige akvariefisk og skildpadder,

- fugle,

- høns,

- andre levende dyr,

må kun indføres til Grønland, såfremt der foreligger en forud indhentet tilladelse fra Grønlandsdepartementet under Statsministeriet.

For så vidt angår hunde kan disse indføres til Ivigtut Kommune/Grønlands Kommando efter forud indhentet tilladelse fra

Grønlands Kommando,

Ivigtut Kommune og

Grønlandsdepartementet under Statsministeriet.

Nærmere oplysninger om attester m.v. som kræves før indførelse må finde sted, kan gives ved henvendelse til FKO eller GLK.

7. Landstingslovens § 3 .

Stk. 1. b. Fritaget for afgift er: »Varer, der leveres til og forbruges i danske orlogsskibe, som opholder sig i Grønland mindre end 8 måneder årligt«.

FKO bemærkning: Inspektionsskibe m.fl. er således fritaget for afgifter efter grønlandsk lov, medens inspektionskuttere og SKA-både vil være omfattet af afgiftspligten fra ankomst til Grønland.

8. Landstingslovens § 8 .

Landstyret kan, hvor ganske særlige forhold gør sig gældende, fritage for betaling af afgifter.

FKO bemærkning: Forsvaret eller forsvarets personel er p.t. ikke fritaget for nogen form for afgifter i henhold til denne paragraf.

9. Udstationering til tjeneste i Grønland .

For så vidt angår personel og lønmæssige forhold i forbindelse med udstationering til tjeneste i Grønland henvises til

FKOBST Ø.560-2. afsnit 3-7. Godtgørelse af udgifter til kost m.v. under tjenesterejser til, i og fra Grønland (Grønlandsaftalen).

Skattetræk under tjeneste i Grønland.

EB

N.K.SKOV

generalmajor

Chef for Økonomistaben

Fordeling : Standardfordeling

+ Rigsrevisionen (2)

Direktoratet for Toldvæsenet (5)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →