Cirkulæreskrivelse om meddelelse om spørgsmål om ret til efterløn som fuldtidsforsikret, når medlemmet har haft deltidsarbejde
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om spørgsmål om ret til efterløn som fuldtidsforsikret, når medlemmet har haft deltidsarbejde
Kommentarer m.v.
Et medlem overgik til deltidsarbejde, fordi hun ikke længere magtede/evnede at have fuldtidsarbejde. Hun bibeholdt sin forsikringsstatus som fuldtidsforsikret. Ved overgangen til efterløn måtte hun betragtes som deltidsforsikret. (82-332-151) Når der ikke er tvivl om rådigheden, bevarer den fuldtidsforsikrede retten til fuldtidsefterløn, selvom den fuldtidsforsikrede i en periode frem til overgangen til efterløn har haft deltidsarbejde. (86-332-1500).
Meddelelse om afgørelsen
82-332-151
Et medlem ønskede at overgå til efterløn 1. januar 1982. Medlemmet var fuldtidsforsikret og havde frem til januar 1979 haft fuldtidsarbejde. Da hun ikke længere magtede fuldtidsarbejde, søgte og fik medlemmet arbejde i 91 timer pr. måned. Hun ændrede ikke forsikringsstatus til deltidsforsikret.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse om, at da medlemmet ikke længere evnede at arbejde i fagets fulde sædvanlige arbejdstid, burde medlemmet have ladet sig overflytte til deltidsforsikring. Man fandt derfor, at medlemmet ved overgangen til efterløn var at betragte som deltidsforsikret, og at efterlønnen skulle udbetales efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 e.
86-332-1500
Et medlem ønskede at overgå til efterløn 1. juni 1986. Medlemmet var fuldtidsforsikret og havde indtil ca. 5 år forud for ansøgningen haft fuldtidsarbejde. Medlemmet søgte, og fik nedsat arbejdstiden til 30 timer om ugen.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse om, at medlemmet måtte betragtes som deltidsforsikret med den begrundelse, at medlemmet havde indrettet sig på arbejde på nedsat tid, og at medlemmet ikke samtidig havde været tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende til fuldtidsarbejde.
Ankenævnet, derimod, fandt, at der efter det i sagen oplyste ikke havde været begrundet tvivl om medlemmets rådighed for arbejdsmarkedet i fagets fulde sædvanlige arbejdstid. Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet ved overgangen til efterløn opfyldte betingelserne for ret til efterløn som fuldtidsforsikret, og at efterlønnen skulle udbetales efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d.
Der er udførligt redegjort for ankenævnets afgørelser i Ankenævnets Årsberetning for henholdsvis 1982 og 1987.
Arbejdsdirektoratet, den 3. juni 1988