Skrivelse om udlodning af rationaliserings- og effektiviseringsoverskud (Handelsskoler, tekniske skoler m.fl. institutioner)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om udlodning af rationaliserings- og effektiviseringsoverskud
(Handelsskoler, tekniske skoler m.fl. institutioner)
Vedlagt fremsendes Finansministeriets cirkulære af 8. februar 1988 (LP. 19/88) og cirkulære af 22. marts 1988 (LP. 49/88) om aftaler om udlodning af rationaliserings- og effektiviseringsoverskud.
Aftalerne, der er indgået mellem Finansministeriet og centralorganisationerne (bortset fra Lærernes Centralorganisation) og CO-STAT, har virkning fra 1. januar 1988.
Som det fremgår af cirkulæret af 8. februar 1988 forudsættes det, at der skal indgås særskilt aftale om det enkelte projekt, og Finansministeriet har indtil videre givet Undervisningsministeriet en stående bemyndigelse til at indgå særskilte aftaler på dette område.
Det fremgår af aftalerne, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at udlodning kan ske, jf. § 4, ligesom det er angivet, i hvilken form udlodningen kan ske, jf. § 6, samt den procedure der skal følges, jf. §§ 7 og 8.
Da vurderingen af, om betingelserne for udlodning kan anses for opfyldt, forudsætter et nøje kendskab til den enkelte institutions produktion/serviceniveau, og ministeriets løn- og personaleafdeling ikke har et så indgående kendskab hertil som direktoraterne, har løn- og personaleafdelingen delegeret kompetancen til at indgå eventuelle aftaler på ministeriets vegne til de respektive direktorater.
Aftaler kan herefter indgås mellem et direktorat og vedkommende centralorganisation eller den underorganisation, der måtte blive bemyndiget hertil, jf. § 1.
Indgåede aftaler skal af vedkommende direktorat indsendes til Finansministeriet og Undervisningsministeriets Løn- og Personaleafdeling.
Den i cirkulæret af 8. februar 1988 omtalte vejledning om produktivitetsanalyser i statslige intitutioner forventes at foreligge i løbet af sommeren 1988, og vil kunne købes hos Statens Informationstjeneste, Bredgade 10, Postboks 1103, 1009 København K.
P.m.v.
e.b.
A. Jahnsen
eksp.sekr.
Bilag.
Bilagene er udeladt her. Der henvises til F CIR 17 19880208
(* 1) Skrivelsen er bortfaldet som følge af udsendelsen af Finansministeriets cirkulære af 25. juni 1993 om rammeaftale om effektivisering og udvikling