Statut for UNI.C, Danmarks edb-center for forskning og uddannelse
Table of Provisions (35)
Statutory Text (35 Articles)
§ 1. Undervisningsministeriet har ved en fusion af de regionale edb-centre ved Københavns Universitet, Danmarks tekniske Højskole og Aarhus Universitet pr. 1. februar 1985 etableret et landsdækkende edb-center for forskning og uddannelse. Centret har fra 1. januar 1988 status som statsvirksomhed under undervisningsministeriet.
Stk. 2. Centrets navn er: UNI.C, Danmarks edb-center for forskning og uddannelse.
§ 2. Centret har til opgave at stille edb-kapacitet og -faciliteter af international standard samt viden om anvendelse af edb i forbindelse med forskning/udvikling og uddannelse til rådighed for primære såvel som andre statslige, ikke-statslige og private brugere. Centret kan gennemføre aktiviteter, f.eks. udviklingsopgaver, kursus- og service- virksomhed, der fremmer dette formål.
Stk. 2. Den i § 3 nævnte brugerkreds kan endvidere anvende centrets ressourcer ved løsning af opgaver i forbindelse med administration, herunder biblioteks-, informations- og dokumentationsopgaver.
Stk. 3. Centret kan i øvrigt gennemføre samarbejdsprojekter med offentlige myndigheder/institutioner og private organisationer/virksomheder såvel nationalt som internationalt med henblik på udnyttelse af centrets viden og faciliteter til opgaver af udviklingsmæssig karakter og/eller opgaver, som behøver specielle faciliteter eller driftsformer, som er tilgængelige ved centret.
§ 3. Centrets primære brugerkreds omfatter statslige institutioner for forskning og videregående uddannelse.
§ 4. Centret er omfattet af de for statsvirksomheder gældende regler.
§ 5. Prissætning af centrets ydelser foretages af direktøren og godkendes af bestyrelsen.
§ 6. For at fremme kommunikationen og formidle viden om centrets aktiviteter samt for at sikre brugerne indflydelse på centrets samlede udvikling og drift nedsættes et repræsentantskab med følgende opgaver
- Valg af 6 af bestyrelsens 11 medlemmer, jfr. § 13.
- Rådgivning af bestyrelsen gennem drøftelse af overordnede, generelle og principielle spørgsmål i relation til centrets udvikling og drift.
§ 7. Repræsentantskabets sammensætning
a) Medlemmerne af centrets bestyrelse.
b) Mindst 27 og højst 45 medlemmer, hvoraf mindst 2/3 skal repræsentere centrets primære brugere. Antallet af medlemmer fastsættes af undervisningsministeriet for en 3-årig periode ad gangen.
c) 3 medlemmer udpeget af planlægningsrådet for forskningen.
d) 3 medlemmer udpeget af henholdsvis administrations- & personaledepartementet, industri- & handelsstyrelsen og direktoratet for de videregående uddannelser.
e) 3 personlige medlemmer, fortrinvis fra erhvervslivet, udpeget af bestyrelsen efter indstilling fra direktøren.
Stk. 2. For hvert af de under b-e i stk. 1 udpegede medlemmer udpeges endvidere en personlig suppleant. Direktøren drager omsorg for, at de udpegningsberettigede udpeger medlemmer/suppleanter.
§ 8. Udpegningsret, jfr. § 7, stk. 1. pkt. b), meddeles af undervisningsministeriet efter indstilling fra bestyrelsen. For at en institution kan opnå udpegningsret kræves et faktisk brugertilhørsforhold til centret.
Stk. 2. Senest 3 måneder før en funktionsperiodes udløb afgiver direktøren forslag til bestyrelsen om sammensætningen af repræsentantskabet, jfr. stk. 1.
§ 9 Som formand for repræsentantskabet fungerer bestyrelsens formand.
§ 10. Repræsentantskabet afholder ordinært møde hvert år i september. Væsentlige anliggender, der ønskes drøftet ved et ordinært møde, skal fremgå af den udsendte dagsorden. Medlemmer, der ønsker et bestemt emne optaget på dagsordenen, må senest 2 uger før mødets afholdelse skriftligt fremsætte begæring herom over for bestyrelsen.
Stk. 2. Ekstraordinære repræsentantskabsmøder kan afholdes, såfremt bestyrelsen eller direktøren skønner det ønskeligt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt fremsætter begæring herom over for bestyrelsen med angivelse af, hvilke emner der ønskes optaget på dagsordenen.
Stk. 3. Repræsentantskabet indkaldes af formanden senest 3 uger før mødets afholdelse. Dagsorden udsendes senest 1 uge før mødets afholdelse. Kun sager optaget på dagsordenen kan bringes til afgørelse på mødet. Dagsordenen tilsendes endvidere direktøren.
Stk. 4. Der udfærdiges referat af repræsentantskabsmøder, og dette udsendes til medlemmerne samt direktøren.
Stk. 5. Repræsentantskabets møde ledes af formanden.
Stk. 6. I repræsentantskabets møder deltager direktøren samt centrets chefer.
Stk. 7. Centret varetager repræsentantskabets sekretariatsforretninger.
§ 11. Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede.
Stk. 2. Beslutningen træffes ved simpelt stemmeflertal, idet hvert repræsentantskabsmedlem eller dennes suppleant har een stemme. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Såfremt formanden skønner det, eller 1/3 af repræsentantskabets medlemmer ønsker det, skal skriftlig afstemning finde sted.
§ 12. Valg af medlemmer til bestyrelsen finder sted som adskilte valg ved skriftlig afstemning på repræsentantskabets ordinære møde, idet der vælges medlemmer fra hver af nedennævnte grupperinger således
a) 2 medlemmer repræsenterende primære brugere Øst for St. Bælt.
b) 1 medlem repræsenterende primære brugere Vest for St. Bælt.
c) 1 medlem repræsenterende ikke statslige forsknings-/uddannelses institutioner som er brugere af centret.
d) 1 medlem repræsenterende offentlige myndigheder/institutioner, som er brugere af centret.
e) 1 medlem repræsenterende planlægningsrådet for forskningen.
Stk. 2. Repræsentantskabets medlemmer kan bringe kandidater, såvel inden som uden for repræsentantskabets personkreds i forslag ved skriftligt at anmelde disse til bestyrelsens formand senest 2 uger før repræsentantskabsmødets afholdelse. For den i stk. 1 under e) anførte gruppe er kandidatkredsen dog begrænset til de af planlægningsrådet for forskningen udpegede medlemmer til repræsentantskabet. Anmeldelsen skal tillige være underskrevet af kandidaten som accept af, at denne er villig til at modtage valg. Genvalg kan finde sted. Senest 1 uge før repræsentantskabsmødets afholdelse udsendes kandidatlister til repræsentantskabets medlemmer.
Stk. 3. Såfremt der til en ledig bestyrelsesplads kun opstilles een kandidat bortfalder valghandlingen, og den pågældende betragtes som valgt.
Stk. 4. Selve valghandlingen foregår ved, at hvert tilstedeværende medlem eller dennes suppleant får udleveret een stemmeseddel for hvert valg, der skal afholdes, med kandidatnavne og institutionstilhørsforhold påført. Stemmesedlen udfyldes med et kryds ud for den kandidat, der ønskes valgt. Stemmesedlen er kun gyldig, såfremt den overholder det foran beskrevne. For hver kandidat sammentælles antallet af stemmer, og kandidaten med flest stemmer er valgt. Opnår flere kandidater samme antal stemmer, foretages omvalg blandt disse på den ovenfor anførte måde. Ved fortsat stemmelighed mellem flere kandidater afgøres valget ved lodtrækning.
§ 13. Undervisningsministeriet beskikker en bestyrelse på 11 medlemmer således
a) 6 af repræsentantskabet valgte.
b) 2 udpeget af undervisningsministeriet.
c) 3 valgt af centrets medarbejdere.
Bestyrelsens medlemmer beskikkes for en periode af 3 år.
Stk. 2. Ved nyvalg eller -udpegning til en bestyrelsesplads, der bliver ledig inden for en funktionsperiode, gælder valget indtil funktionsperiodens udløb.
Stk. 3. Bestyrelsens formand og næstformand udpeges af undervisningsministeriet blandt de i stk. 1 under a) og b) nævnte medlemmer efter indstilling fra bestyrelsen.
§ 14. Bestyrelsen har til opgave, inden for rammerne af de af undervisningministeriets fastsatte retningslinier,
- at fastlægge retningslinier for centrets udbygning og drift herunder dets driftsstrategi og prispolitik samt aktivitetsniveau,
- at fastlægge rammer for centrets udgifts- og indtægtsbudget, produktionsmål og ressourcefordeling mellem brugerkategorier,
- at godkende centrets organisation, normering, budget, udbygning for så vidt angår både infrastrukturen og generel kapacitet/basale faciliteter samt specielle services/faciliteter og driftsformer,
- at godkende aktivitetsplaner, herunder arbejdsprogrammer for udviklings- og samarbejdsprojekter samt fordelingen af ressourcer mellem drifts- og brugerservicemæssige opgaver og projekter.
- indstille om meddelelse af udpegningsret til repræsentantskabet,
- indstille om besættelse af stillingen som direktør og godkende direktørens ansættelser af chefer.
Stk. 2. Bestyrelsen påser, at fastlagte retningslinier overholdes, og godkendte planer realiseres.
§ 15. Bestyrelsen indkaldes af formanden mindst een gang hvert kvartal. Herudover indkaldes bestyrelsen, når formanden, direktøren eller tre af bestyrelsens medlemmer ønsker det.
Stk. 2. Ethvert bestyrelsesmedlem samt direktøren har ret til at få optaget sager på dagsordenen.
Stk. 3. Dagsordenen skal udsendes senest 1 uge før mødets afholdelse. Sager, der ønskes behandlet på bestyrelsesmødet, skal fremgå af den udsendte dagsorden. Kun sager, der er optaget på dagsordenen, kan bringes til afgørelse på mødet.
Stk. 4. Der føres beslutningsprotokol over bestyrelsens møder, og udskrift af denne udsendes til bestyrelsens medlemmer samt direktøren efter hvert møde.
Stk. 5. Direktøren deltager i bestyrelsens møder.
Stk. 6. Centret varetager bestyrelsens sekretariatsforretninger.
§ 16. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 6 medlemmer er til stede, hvoraf den ene er formanden eller næstformanden.
Stk. 2. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, idet hvert bestyrelsesmedlem har een stemme. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Såfremt tre af bestyrelsens medlemmer ønsker det, skal skriftlig afstemning finde sted.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
§ 17. Centrets ledelse varetages af direktøren. Bestyrelsen afgiver indstilling til undervisningsministeriet om besættelse af stillingen.
Stk. 2. Direktøren har ansvaret for centrets samlede udvikling og drift over for bestyrelsen og undervisningsministeriet.
§ 18. Til støtte i den daglige ledelse af centret har direktøren et antal chefer.
Stk. 2. Direktøren ansætter og afskediger chefer efter godkendelse fra bestyrelsen.
§ 19. Centrets øvrige medarbejdere ansættes og afskediges af direktøren.
§ 20. Direktør og chefer kan ikke vælges som medlemmer af bestyrelsen.
§ 21. Samarbejdet mellem ledelse og medarbejderne sker i overensstemmelse med det for statens virksomheder og institutioner gældende cirkulære om samarbejde og samarbejdsudvalg.
§ 22. Nærværende vedtægt træder i kraft ved undervisningsministeriet stadfæstelse.
Stk. 2. Bestyrelsen kan fremsætte forslag til ændring af centrets statut, som forelægges repræsentantskabet og skal godkendes af undervisningsministeriet. Ændringer kan endvidere foretages af undervisningsministeriet, for så vidt angår kapitlerne II, IV og V dog først efter høring i bestyrelsen.
§ 23. Centrets direktion udgøres af en ledende direktør udpeget af Undervisningsministeriet samt en salgs- & marketingdirektør og en teknisk direktør. Sidstnævnte to stillinger nedlægges ved ledighed.
Stk. 2. Den ledende direktør forstår og leder direktionens arbejde samt har ansvaret for centrets samlede udvikling og drift over for bestyrelsen/undervisningsministeriet.
Stk. 3. Direktionens medlemmer deltager i bestyrelsens og repræsentantskabets møder.
§ 24. Nuværende medlemmer af centrets bestyrelse fortsætter deres respektive beskikkelsesperioder ud.
Stk. 2. Den f.t. gældende udpegningsret af medlemmer til centrets repræsentantskab forlænges indtil udgangen af 1988.
Undervisningsministeriet, Direktoratet for de Videregående Uddannelser den 25. august 1988.
P.d.v.
Birgit Andersen
Kapitel I: Virksomheden
Kapitel II: Formål og virke
Kapitel III: Økonomi
Kapitel IV: Repræsentantskab
Kapitel IX: Overgangsbestemmelser
Kapitel V. Bestyrelse
Kapitel VI: Direktion
Kapitel VII: Samarbejdsforhold
Kapitel VIII: Ikrafttrædelse og ændringer
Statut for UNI.C, Danmarks edb-center for forskning og uddannelse
Ingen