Cirkulære om italiensk som begyndersprog i gymnasiet
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om italiensk som begyndersprog i gymnasiet
I henhold til gymnasiebekendtgørelsens § 1, stk. 5 har direktoratet godkendt, at der kan tilbydes italiensk som begyndersprog i gymnasiet som alternativ til tysk, fransk, spansk eller russisk. Faget kan udover som obligatorisk fag på begge linjer også tilbydes på højt niveau.
Oprettelse er første gang betinget af direktoratets godkendelse, jfr. bekendtgørelsens § 11.
For faget gælder følgende bestemmelser
Obligatorisk niveau
Formål
Formålet med undervisningen er,
- at eleverne bliver i stand til at læse og forstå lettere italienske tekster,
- at eleverne opøves i mundtlig sprogfærdighed og forståelse af talt italiensk, og
- at eleverne, gennem arbejdet med teksterne, opnår kendskab til kulturelle forhold i Italien.
Undervisningen
Der læses mindst 170 normalsider.
En del af teksterne læses intensivt, andre ekstensivt med benyttelse af forskellige læsemetoder.
Alle teksttyper, herunder film, lydbånd, billeder og edb, kan indgå i læsepensum. Læsepensum kan nedsættes for arbejde med av-materiale, således at 1 lektion svarer til 1,5 normalside, dog højst 30 normalsider.
Der arbejdes med mindre skriftlige opgaver som støtte for elevernes mundtlige udtryksfærdighed.
Det skriftlige arbejde skal sprogligt og indholdsmæssigt være en naturlig forlængelse af det daglige arbejde.
Eksamen
Der afholdes en mundtlig prøve med forberedelsestid.
Der opgives 60 normalsider af det læste stof fordelt på mindst tre tekster og temaer. En tekst eller et tekstuddrag må højst være på 25 normalsider. Der må kun opgives ubearbejdede tekster. Det opgivne stof kan ledsages af gennemgået billedmateriale. Der prøves i et af censor valgt ulæst prosastykke på 1 normalside og i 1/2 normalside af det opgivne stof. 1/4 normalside af ekstemporalteksten, fortrinsvis fra begyndelsen, oversættes, resten refereres i hovedpunkter på dansk. Der prøves i oplæsning i det opgivne tekststykke. Dette anvendes som udgangspunkt for samtale på italiensk. Den uddybende del af samtalen kan afrundes på dansk.
Højt niveau
Formål
Formålet med undervisningen er,
- at eleverne videreudvikler deres mundtlige udtryksfærdighed, deres forståelse af talt italiensk samt deres evne til at læse og forstå italienske tekster. Der sigtes imod, at eleverne udvikler deres evne til mundtligt at udtrykke sig i et flydende og enkelt sprog,
- at eleverne bliver i stand til at udtrykke sig skriftligt på italiensk i et enkelt sprog, og
- at eleverne, gennem arbejdet med teksterne, uddyber deres kendskab til væsentlige sider af Italiens historie og kultur, herunder regionale forskelle.
Undervisningen
Der læses mindst 150 normalsider.
Pensum sammensættes således, at eleverne får mulighed for at beskæftige sig med væsentlige sider af italiensk kultur i et historisk og aktuelt perspektiv. En del af teksterne læses intensivt, andre ekstensivt med benyttelse af forskellige læsemetoder. Teksterne belyses som led i en tematisk, kulturel eller historisk sammenhæng.
Alle teksttyper, herunder film, lydbånd, billeder og edb, kan indgå i læsepensum. Dette kan nedsættes for arbejde med av-materiale, således at 1 lektion svarer til 1,5 normalside, dog højst 20 normalsider.
Det skriftlige arbejde skal fortrinsvis tage udgangspunkt i de tekster, der læses. Eleverne skal beherske et grammatisk stof, der i omfang afpasses kravene til skriftlig sprogfærdighed.
Eksamen
Der afholdes en skriftlig og en mundtlig prøve.
Til den skriftlige prøve, hvortil der gives 4 timer, forelægges en italiensk prosatekst på ca. 1,5 normalside, evt. suppleret med billedmateriale. I tilknytning hertil skal der besvares to opgaver af friere karakter samt en oversættelse fra dansk til italiensk.
Til den mundtlige prøve gives der en forberedelsestid. Der opgives 70 normalsider fordelt på mindst fire tekster og temaer. En tekst eller et tekstuddrag må højst være på 25 normalsider. Det opgivne stof kan ledsages af gennemgået billedmateriale.
Der prøves i et af censor valgt ulæst prosastykke på 1,5 normalside og i 1/2 normalside af det opgivne stof. 1/3 normalside af ekstemporalteksten, fortinsvis fra begyndelsen, oversættes. Resten refereres i hovedpunkter på dansk. Der prøves i oplæsning i det opgivne tekststykke. Dette anvendes som udgangspunkt for samtale på italiensk. Under samtalen gøres der rede for tekstens indhold, som indsættes i en tematisk, kulturel eller historisk sammenhæng.
Vejledende retningslinjer
Vejledende retningslinjer for gennemførelse af undervisningen i faget udsendes som bilag til dette cirkulære.
De vejledende retningslinjer indeholder eksempelmateriale og forslag til gennemførelsen af undervisningen.
Udover eksempler og forslag indeholder de vejledende retningslinjer en række udfyldende bestemmelser om undervisningens tilrettelæggelse, som supplerer cirkulæret.
Det pålægges rektor at sikre, at undervisningen gennemføres i overensstemmelse med det forannævnte indhold i de vejledende retningslinjer.
Cirkulæret træder i kraft den 1. august 1988. Samtidig ophæves cirkulære af 18. december 1987, RS 02-08.
P.d.v.
Steffen Jensen
undervisningsinspektør
Bilag.
Bilag er udeladt her.