Skrivelse om cirkulære af 20. maj 1988 om normering af tjenestemandsstillinger m.v. i folkeskolen (Til alle amtsråd og Kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om cirkulære af 20. maj 1988 om normering af tjenestemandsstillinger m.v. i folkeskolen
(Til alle amtsråd og Kommunalbestyrelser)
Hermed følger Undervisningsministeriets cirkulære af 20. maj 1988 om normering af tjenestemandsstillinger mv. i folkeskolen.
I forhold til det hidtidige cirkulære af 24. april 1978 (med senere ændringer) er der gennemført en ændret systematik, ligesom en række bestemmelser er omformuleret med henblik på en tydeliggørelse.
Der er alene indsat enkelte nye bestemmelser, og de er omtalt under bemærkningerne til de enkelte paragraffer.
For så vidt angår samordnet indskoling, jf. § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, bemærkes følgende
Bestemmelserne er en følge af gennemførelsen af samordnet indskoling. Der henvises til lov nr. 270 af 6. juni 1985 om ændring af lov om folkeskolen mm. (Skolegangens påbegyndelse mv.) og afsnit 1 i Undervisningsministeriets cirkulære af 14. november 1985 om ændring af lov om folkeskolen (Skolegangens påbegyndelse mv.)
Der henvises endvidere til Undervisningsministeriets cirkulære af 23. juni 1987 om tjenestetid, afspadsering af overtimer, afvikling af undertimer, overtimebetaling og aflønning af børnehaveklasseledere.
Ved samordnet indskoling i årgangsdelte skoler forudsættes det, at undervisningen i det samordnede indskolingsforløb varetages af både børnehaveklasseledere og lærere. Det har ikke været hensigten med lovændringen at begrænse børnehaveklasseledernes samlede timetal. Børnehaveklasseledere/vakancevikarer kan således som led i et samordnet indskolingsforløb undervise elever fra 1. og/eller 2. klassetrin, og lærere kan undervise børnehaveklasseelever.
Samordnet indskoling i ikke-årgangsdelte skoler kan om nødvendigt gennemføres, uden at både børnehaveklasseleder og lærer medvirker.
Undervisningstimer på 1. og 2. klassetrin, som efter § 1, stk. 1, nr. 7, i cirkulæret af 23. juni 1987 om børnehaveklasseledernes tjenestetid mv. tillægges børnehaveklasseledere, og som således ikke indgår i et samordnet indskolingsforløb, kan alene varetages af heltidsansatte børnehaveklasseledere ansat før den 1. august 1987.
I disse tilfælde er det dog en forudsætning, at lærerne - i kommunen som helhed - varetager et tilsvarende antal timer i børnehaveklasserne, således at det ugentlige antal skematimer multipliceret med 40, der tillægges lærere i børnehaveklasserne, mindst skal være lig med det samlede årlige antal skematimer, der efter nr. 7 tillægges børnehaveklasseledere på 1. og 2. klassetrin.
Der henvises til § 1, stk. 1, nr. 7, i cirkulæret af 23. juni 1987 om børnehaveklasseledernes tjenestetid mv. og bemærkningerne til bestemmelsen i følgeskrivelsen af samme dato hertil.
Bemærkninger til de enkelte paragraffer
Til § 3
I stk. 1 omfatter »den ugentlige timetalsopgørelse for lærere m.fl.« følgende stillingskategorier: »Lærere/overlærere (herunder lærere/overlærere i lønramme 18/26 ved øvelsesskoler), timelærere, småbørnslærerinder, skoleledere, viceskoleinspektører, skolepsykologer og skolekonsulenter. For så vidt angår nr. 13-15, 17 og 20 er der foretaget en redaktionel udskillelse i selvstændige numre.
I nr. 10 medregnes tillæg for afspadsering i det timetal, som overføres.
I nr. 15 henvises til ministeriets cirkulære af 14. maj 1971 om tjenestetiden for tjenestemandsansatte lærere ved statsøvelsesskoler og praktiklærere ved de faste kommunale øvelsesskoler mfl. med senere ændringer.
De kommunale skolemyndigheder anmodes om, at sager vedrørende anvendelse af stk. 3 forhandles med den lokale kreds af Danmarks Lærerforening forud for sagernes forelæggelse for skolekommissionen.
Til § 4
I tilfælde af, at en kommune har ansat flere timelærere, end der efter normeringsberegningen er grundlag for, er forelæggelse for Undervisningsministeriet om tilladelse til at opretholde stillingerne på skoleplanen ufornøden, hvis der - fx i forbindelse med varetagelse af årsvikariater - vil kunne tillægges de pågældende timelærere timer.
Det er en forudsætning, at det i skoleplanen anføres, at et dertil svarende antal stillinger nedlægges ved ledighed.
Til § 6
Medregningen i timetalsopgørelsen efter stk. 1, nr. 10-12 , er indsat som selvstændige bestemmelser. I nr. 12 medregnes tillæg for afspadsering i det timetal, som overføres.
De kommunale skolemyndigheder anmodes om, at sager vedrørende anvendelse af stk. 5 forhandles med den lokale kreds af Danmarks Lærerforening forud for sagernes forelæggelse for skolekommissionen.
Til § 9
Lederne af selvstændige skoler med kun 1 lærer bevarer dog den hidtidige benævnelse, enelærer.
Til § 13
Bestemmelsen i stk. 2 er ny.
Til § 14
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den hidtidige, men er nu redaktionelt indsat i § 14.
I de tilfælde, hvor normeringsgrundlaget for stillingen som ledende skolepsykolog bortfalder på grund af nedgang i børnetallet, vil stillingen med Undervisningsministeriets godkendelse kunne opretholdes.
Til §§ 16, 23 og 24
Undervisningsministeriet har ved den senest gennemførte ændring af 3. marts 1988 af normeringscirkulæret af 24. april 1978 gennemført en ophævelse af normeringsgrænserne for skolekonsulentstillinger.
Som konsekvens heraf anføres funktionsområder ikke længere i normeringscirkulæret.
Ved normering af stillinger som skolekonsulent skal der således tillige træffes beslutning om, hvilket funktionsområde der henlægges til stillingen.
Som udgangspunkt herfor kan ministeriet henvise til ændringen af 3. marts 1988 og følgeskrivelsen hertil af samme dato.
Opmærksomheden henledes på, at kommunens skoleplan/planen for amtskommunens skolevæsen og undervisningsvirksomhed mv., jf. cirkulærets § 2, skal indeholde bestemmelser om funktionsområdet for de enkelte skolekonsulentstillinger. Tilsvarende skal de oplysninger, der ved opslag af en stilling gives om denne, være i nøje overensstemmelse med det i planen om stillingen fastsatte. Der henvises endvidere til afsnit 14 om ansættelsesbrev mv. i Undervisningsministeriets cirkulære af 24. november 1977 om ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd mfl. ved kommunernes og amtskommunernes skole- og undervisningsvæsen.
Til § 17
Faste vikarer skal fortrinsvis varetage undervisning i forbindelse med tjenestemandsansatte læreres og timelæreres fravær på grund af sygdom eller andet forfald af kortere varighed end et skoleår.
------------------------------ --------------------------------
Afsluttende bemærkes, at ved ophævelsen fra den 1. august 1988 at regne af normeringscirkulæret af 24. april 1978 bortfalder de gennemførte ændringer (samt følgeskrivelserne hertil) ligeledes.
Cirkulæret af 24. april 1978 var ændret ved cirkulæreskrivelser af 30. maj 1979, 16. oktober 1979, 24. juni 1980, 19. november 1980 og 12. januar 1981, ved cirkulærer af 17. juni 1981 og 11. oktober 1982, ved cirkulæreskrivelse af 26. maj 1983, og ved cirkulærer af 5. marts 1984, 12. juli 1985, 10. marts 1986, 11. juni 1986, 18. november 1986, 26. februar 1987, 24. juni 1987 og 3. marts 1988.
P.m.v.
e.b.
Ole H Trønning
fuldm.