Cirkulære om speciale i socialpædagoguddannelsen (Til de socialpædagogiske seminarier)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om speciale i socialpædagoguddannelsen
(Til de socialpædagogiske seminarier)
I henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 614 af 23. september 1987 om uddannelse af socialpædagoger § 23, stk. 7 fastsætter direktoratet herved følgende supplerende bestemmelser om speciale
1. Godkendelse af emne, problem- og målformulering.
1.1. Ved godkendelse af specialeemne, problem- og målformulering skal det sikres, at specialet giver den enkelte studerende mulighed for inden for de givne tids- og arbejdsmæssige rammer at nå de fastsatte mål, jfr. uddannelsesbekendtgørelsen, § 23, stk. 1-3.
1.2. Studerende kan arbejde med speciale individuelt eller i grupper på indtil 4 studerende.
1.3. Rektor attesterer for hvert speciale den nøjagtige ordlyd af det godkendte emne, og den af vejlederen godkendte mål- og problemformulering.
2. Vejledning.
2.1. Til hvert speciale knyttes en vejleder, hvis opgave er at give de(n) studerende teknisk og metodisk vejledning i forbindelse med emnevalg, problem- og målformulering, arbejdsplanlægning, metodevalg, disponering af arbejdet, o.lign. samt i givet fald råd og vejledning med hensyn til samarbejdet i gruppen.
2.2. Vejleder udpeges normalt blandt seminariets fast tilknyttede lærere.
2.3. Bestemmelserne i punkt 2.1 hindrer ikke, at den person, der er udpeget som vejleder på et speciale, herudover tildeles undervisning på samme speciale.
3. Specialeproduktet.
3.1. De(n) studerendes arbejde med specialet skal resultere i et produkt. Produktet skal være således udformet, at det kan gøres til genstand for bedømmelse inden for de rammer, der er sat herfor (jfr. afsnit 5 og 6).
3.2. I specialeproduktet skal altid indgå en skriftlig redegørelse, der skal indeholde en diskussion og præcisering af specialets problemstilling, teoretiske og metodiske overvejelser og konklusioner samt en fortegnelse over anvendt litteratur m.v.
3.3. Indgår i specialeproduktet andet end den skriftlige redegørelse (lydbånd, videooptagelse, udstilling, drama o.lign.), skal redegørelsen indeholde oplysninger herom.
3.4. Udarbejdelse af specialeproduktet er alene de(n) studerendes ansvar. Vejleder og undervisere på specialet må derfor under de(n) studerendes arbejde med specialet kun gøre sig bekendt med produktet i det begrænsede omfang, som er nødvendigt for at løse opgaven som vejleder eller underviser.
4. Censor.
4.1. Senest 4 uger før evalueringsdrøftelsen foretager seminariet indstilling til direktoratet om godkendelse af censorer til de enkelte specialer.
4.2. Indstillingen skal indeholde oplysninger, der godtgør, at censor er i besiddelse af indsigt i specialets emne og har kendskab til socialpædagogisk arbejde.
4.3. En person, der har medvirket som underviser i forbindelse med et speciale, kan ikke indstilles som censor til dette speciale.
4.4. Seminariet tilsender i rimelig tid inden evalueringsdrøftelsen godkendte censorer et eksemplar af uddannelsesbekendtgørelsen og cirkulære om speciale, de(n) studerendes skriftlige redegørelse (jfr. 3.2.) samt den i punkt 1.3. nævnte attest.
5. Evalueringsdrøftelsen
5.1. Evalueringsdrøftelsen består af specialefremlæggelsen (jfr. afsnit 6) og specialebedømmelsen (jfr. afsnit 7).
5.2. Evalueringsdrøftelsen har for specialer, der er udarbejdet af en enkelt studerende, en varighed af 55 min. For specialer, der er udarbejdet af en gruppe studerende, beregnes varigheden på følgende måde
2 studerende 95 minutter 3 studerende 120 minutter 4 studerende 135 minutter
5.3. Andre end de direkte implicerede (vejleder, censor og studerende) kan med seminariets tilladelse overvære drøftelsen.
6. Specialefremlæggelsen.
6.1. De(n) studerende råder over indtil 1/4 af den tid, som er afsat i henhold til punkt 5.2, til forelæggelse af specialet, herunder forelæggelse af sådanne dele af specialeproduktet, som er nævnt under punkt 3.3.
6.2. Den øvrige del af specialefremlæggelsestiden udnyttes af vejleder og censor til en faglig diskussion med de(n) studerende med udgangspunkt i specialeproduktet. Diskussionen ledes af vejlederen, der i tilfælde, hvor flere studerende har udarbejdet produktet, skal sørge for, at alle kommer til orde.
6.3. I specialegrupper skal den enkelte studerende kunne svare for hele produktet.
7. Specialebedømmelsen.
7.1. Ved drøftelsens afslutning foretager censor og vejleder en votering. Voteringen ledes af censor, som på grundlag heraf træffer afgørelse om, hvorvidt specialet kan godkendes for den enkelte studerende (jfr. 7.2. og 7.3.). Inden censor træffer afgørelse, har den studerende adgang til at fremsætte korte bemærkninger i tilknytning til voteringen.
7.2. Det forelagte produkt kombineret med den studerendes bidrag til evalueringsdrøftelsen er grundlag for en bedømmelse af, om den studerende gennem specialearbejdet har nået de mål, der er fastsat i uddannelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 1.
7.3. En studerendes speciale kan ikke godkendes, hvis det forelagte produkt kombineret med den studerendes bidrag til drøftelsen viser, at den studerende i forhold til det godkendte emne og den godkendte mål- og problemformulering
har en utilstrækkelig faglig viden og redegør for denne på en sådan måde, at kun få væsentlige forhold medtages,
eller
giver en mangelfuld begrundelse for de fremdragne forhold og sammenligner eller kombinerer disse på en usikker måde
eller
anvender sin viden overfor socialpædagogiske problemstillinger på en usikker måde og med mangelfulde begrundelser.
7.4. Hvis en studerendes speciale ikke godkendes, skal den studerende have en begrundelse herfor. Den studerende skal endvidere have oplysning om, hvorvidt en fremlæggelse til fornyet bedømmelse er tilrådelig og i givet fald vejledning om, i hvilket omfang specialeproduktet eller den øvrige forberedelse til fremlæggelsen bør forbedres.
8. Konsekvenser af et ikke godkendt speciale.
8.1. Godkendes en studerendes speciale ikke, har den pågældende adgang til at forelægge det til bedømmelse påny, evt. efter omarbejdelse af produktet (jfr. uddannelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 6.). I forbindelse med forberedelse hertil gives vejledning (jfr. afsnit 2).
8.2. Studerende, som ikke benytter sig af adgangen til fornyet bedømmelse, eller hvis speciale ikke godkendes ved fornyet bedømmelse, kan ikke få bevis for gennemført uddannelse, men alene en erklæring efter uddannelsesbekendtgørelsens § 36, stk. 3. En sådan erklæring må ikke indeholde oplysninger om standpunktsbedømmelser og eksamenskarakterer.
8.3. Bestemmelserne i punkt 8.1. og 8.2. indskrænker ikke de studerendes adgang til at gå 3. studieår om, jfr. uddannelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2.
9. Ikrafttræden m.v.
9.1. Cirkulæret træder i kraft straks og har virkning for studerende i klasser, der er oprettet i 1986 eller senere.
9.2. Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 516 af 1. juni 1977 om speciale i uddannelsen til børneforsorgs- og omsorgspædagog ophæves. Bestemmelserne heri anvendes dog fortsat for studerende i klasser, der er oprettet i 1985 eller tidligere.
P.d.v.
Per Mollerup