Retningslinier for teknisk-pædagogisk udviklingsarbejde (TP-arbejde)
Statutory Text (1 Articles)
Retningslinier for teknisk-pædagogisk udviklingsarbejde (TP-arbejde)
TP-arbejde omfatter bl.a. udarbejdelse af kursusplaner for nye uddannelser eller uddannelser, der skal ændres i struktur, forløb eller indhold, pædagogisk udviklingsarbejde i øvrigt og i visse tilfælde udarbejdelse af læremidler og løsning af andre udviklingsprægede opgaver, der vedrører gennemførelsen af undervisningen på de tekniske skoler.
Ansøgning om iværksættelse
TP-ansøgning fremsendes i god tid før projektet tænkes iværksat. TP-ansøgningen med bilagene fremsendes i 2 eksemplarer til direktoratet. Standardformular anvendes, jf. bilag.
Ansøgeren skal, før fremsendelse til direktoratet, sikre sig, at projektet kan gennemføres i henhold til den angivne tidsplan, og at deltagerne er villige til at påtage sig arbejdet.
TP-ansøgningen vedlægges en projektbeskrivelse , der indeholder en nærmere redegørelse for baggrunden og behovet for projektet.
Endvidere skal der redegøres for, hvorledes projektet tænkes organiseret, samt hvilken arbejdsform der tænkes anvendt.
I det omfang der knytter sig særlige forudsætninger til projektets gennemførelse, skal disse anføres. F.eks. skal der gives oplysninger om, hvorvidt projektet indgår i en projektrække eller om der forudsættes brug af særligt udstyr, materialer eller lignende.
Igangsætning af TP-arbejde
Såfremt direktoratet accepterer det anførte behov, og kan skaffe de nødvendige bevillinger, vil direktoratet returnere ansøgningen i godkendt stand til ansøgeren, deltagerne i TP-arbejdet og de involverede skoler.
Den projektansvarlige kan herefter iværksætte projektet i henhold til ansøgningen.
Afslutningen af et TP-arbejde
Den projektansvarlige indsender senest 4 uger efter projektets afslutning resultatet af TP-projektet til direktoratet. Det indsendte materiale skal henvise til journal- og projektnr.
Såfremt projektets gennemførelse afviger fra den godkendte ansøgning, skal der vedlægges en kort redegørelse herom, herunder om evt. afvigelser fra budgettet.
Evt. ekstra renskrivningsudgifter vedr. projektmaterialet må af den projektansvarlige i hvert enkelt tilfælde aftales med direktoratet eller ansøgeren.
Det bemærkes, at originalmaterialet , hvis intet andet er aftalt, altid skal indsendes til direktoratet, og at direktoratet vil foranledige eventuel høring i de relevante rådgivende udvalg/nævn, mangfoldiggørelse, udsendelse m.v.
Det skal endvidere bemærkes, at TP-arbejdets resultat i alle tilfælde er undervisningsministeriets ejendom.
Tekniske skolers afregning af udgifter til TP-arbejde
Sker efter særskilt fastsatte regler.
Samtidig ophæves direktoratets skrivelse af 30. oktober 1987, V-809.
P.d.v.
Steen Albertsen
kst. uddannelseskonsulent
Bilag.
Bilag udelades.