Overenskomst mellem udenrigsministeriet (Danida) og Det danske Handelskammer
Statutory Text (2 Articles)
Overenskomst mellem udenrigsministeriet (Danida) og Det danske Handelskammer
I
Som led i Danmarks samarbejde med udviklingslandene og med henblik på at bistå disse lande i deres bestræbelser på at forøge deres eksport påtager Det danske Handelskammer sig hermed igennem en særlig enhed (Importfremmekontoret) på Udenrigsministeriets (Danidas) vegne og på de nedenfor anførte betingelser følgende opgaver
(1) At forberede og gennemføre besøg i Danmark af erhvervsdelegationer fra udviklingslande, som finder sted dels som led i samarbejdet med De europæiske økonomiske Fællesskab (EF) om fremme af importen fra ACP-lande og ikke-associerede udviklingslande dels som led i Udenrigsministeriets (Danidas) samarbejde med Internationale Trade Centre UNCTAD/GATT, Geneve.
(2) At bistå Udenrigsministeriet (Danida) i koordination på handelsfremmeområdet overfor udviklingslandene igennem løbende kontakt og deltagelse i møder med de øvrige nordiske landes importfremmekontorer, med Internationalt Trade Center UNCTAD/GATT (ITC) samt i det af Rådet for De europæiske Fællesskaber etablerede Forum, som her til formå at koordinere Fællesskabets og dets medlemslandes indsats til fremme af udviklingslandenes eksport.
(3) At bestræbe sig for at udvirke, at der i den under punkt (1) og (2) nævnte aktiviteter i størst muligt omfang tages hensyn til de fattigste udviklingslande.
(4) At bistå Udenrigsministeriet (Danida) i handelsfremme samarbejdet med SADCC-landene som led i Norden/SADCC-initiativet fra 1986, herunder varetagelse af forskellige faglige bistandsaktiviteter.
(5) At bistå eksportører fra udviklingslandene i deres bestræbelser for at forøge deres eksport til Danmark.
II
Det forudsættes,
(1) at Det danske Handelskammer holder Industrirådet, Landbrugsrådet og andre danske erhvervsorganisationer samt brancheforeninger og virksomheder, som måtte udtrykke ønske herom, løbende underrettet om henvendelser og forestående besøg i Danmark af erhvervsdelegationer fra udviklingslandene,
(2) at Det danske Handelskammer efter nærmere aftale holder Udenrigsministeriet (Danida) underrettet om forløbet af forberedelserne og gennemførelsen af omhandlede aktiviteter, herunder om spørgsmål, som måtte være af generel eller principiel interesse for Udenrigsministeriet (Danida) i forbindelse med Danmarks samarbejde med udviklingslandene.
III
(1) Med henblik på at sætte Det danske Handelskammer i stand til at gennemføre de under paragraf I anførte opgaver yder Udenrigsministeriet (Danida) på grundlag af forud godkendte budgetter et tilskud til Det danske Handelskammer svarende til de i forbindelse med nærværende overenskomsts gennemførelse forbundne udgifter med fradrag af honorarer fra eventuelle konsulentopgaver, f.eks. fra EF. (2) Det danske Handelskammer fremsender pr. 1. oktober til Udenrigsministeriets (Danidas) godkendelse budgettet for det følgende kalenderårs samlede forventede udgifter, første gang pr. 1. oktober 1989. For så vidt angår kalenderåret 1989, har Udenrigsministeriet (Danida) godkendt Det danske Handelskammer's budget over de forventede samlede bruttoudgifter på 2.187.500 kr.
(3) Halvdelen af det budgetterede tilskud fra Udenrigsministeriet (Danida) for de pågældende kalenderår vil efter budgettets godkendelse blive udbetalt a conto til Det danske Handelskammer pr. 1. januar og halvdelen pr. 1. juli.
(4) Det danske Handelskammer fremsender til Udenrigsministeriet (Danida) senest 1. marts et revideret regnskab over de af Det danske Handelskammer i forbindelse med overenskomstens gennemførelse afholdte udgifter og modtagne honorarer i det foregående kalenderår. En eventuel saldo i forbindelse med det udbetalte tilskud vil være at regulere, når Udenrigsministeriet (Danida) har modtaget og godkendt ovennævnte regnskab, idet overskridelse af budgettet ikke må finde sted uden forudgående godkendelse af Udenrigsministeriet (Danida).
(5) Ligeledes pr. 1. marts fremsender Det danske Handelskammer en beretning om kontorets aktiviteter i de foregående 12 måneder.
IV
(1) Nærværende overenskomst er indgået for perioden 1. januar 1989 - 31. december 1991.
(2) Overenskomsten kan opsiges af hver af parterne til den 1.. i en måned med 6 måneders skriftligt varsel.
København, den 22. december 1988
For Det danske Handelskammer For Udenrigsministeriet
(Danida)
Bent Haakonsen
Ingen