Skrivelse om orientering om de ændringer af delpensionsreglerne, der træder i kraft den 1. januar 1989 (Til socialforvaltningen i samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om orientering om de ændringer af delpensionsreglerne, der træder i kraft den 1. januar 1989
(Til socialforvaltningen i samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
1. Loven om delpension er ændret ved lov nr. 164 af 23. marts 1988.
Lovændringen er en følge af den arbejdstidsnedsættelse, der blev aftalt ved indgåelse af overenskomsterne på arbejdsmarkedet i foråret 1987.
De overenskomstmæssige arbejdstidsnedsættelser får indflydelse på beregningen af delpensionen, da man efter de gældende regler tager udgangspunkt i en fuld overenskomstmæssig arbejdstid på 39 timer.
Arbejdstidsnedsættelsen er aftalt individuelt inden for de forskel- lige områder og får virkning på forskellige tidspunkter. Af administrative grunde gennemføres reguleringerne i delpensionsloven i to omgange med 1 time pr. gang.
Konsekvensændringerne i delpensionsloven får virkning fra den 1. januar 1989 og den 1. januar 1991.
Fra den 1. januar 1989 bliver udgangspunktet for beregningen af delpension en overenskomstmæssig ugentlig arbejdstid på 38 timer. Delpensionen udgør derfor fra dette tidspunkt 1/38 af basisbeløbet for hver time arbejdstiden nedsættes.
Fra den 1. januar 1991 bliver udgangspunktet for beregningen en ugentlig arbejdstid på 37 timer, og delpensionen vil udgøre 1/37 af basisbeløbet for hver time arbejdstiden nedsættes.
Delpensionister, der efter lovens ikrafttræden bevarer den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, de havde den 1. januar 1989 får fortsat beregnet delpension med 1/39 af basisbeløbet for det antal timer, arbejdstidsnedsættelsen udgjorde på samme tidspunkt.
Det er endvidere ved ændringen af loven præciseret, at man efter overgang til delpension ikke kan være beskæftiget som både lønmodtager og selvstændig, se dog om undtagelser fra denne regel nedenfor under Socialministeriets bekendtgørelse.
2. Socialministeriets bekendtgørelse af 25. november 1988 om delpension til personer med anden erhvervsindtægt end lønindtægt.
Bekendtgørelsen er for det første ajourført som følge af de ændringer i delpensionsloven, der er nævnt ovenfor. For selvstændige udgør arbejdstidsnedsættelsen og arbejdstiden efter overgang halvdelen af den fulde overenskomstmæssige arbejdstid.
Dernæst er der i § 1, stk. 3 medtaget en regel om, at lønmodtagere kan modtage delpensiion som lønmodtagere, selv om de har indtægter i form af dagpengegivende anden erhvervsindtægt fra borgerlige ombud o.lign. Dette spørgsmål er omtalt i pkt. 17 i Vejledende Udtalelser om delpension nr. 1.
Reglen i § 2, stk. 1, nr. 5 om beskæftigelse inden overgang er ændret således, at selvstændige skal have arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende i mindst 9 måneder inden for de sidste 12 måneder før overgang. Reglen svarer til den regel, der gælder for lønmodtagere, og ændringen medfører således, at fuld sygemelding i op til 3 måneder inden for de sidste 12 måneder herefter ikke afskærer ret til delpension.
Reglen i § 2, stk. 1, nr. 6 om mindsteindtægt i det sidste år inden overgang til delpension er ændret således, at mindsteindtægten herefter kun skal udgøre mindst 1/3 af basisbeløbet.
3. Sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 25. november 1988 om delpension.
Bekendtgørelsen er ajourført som følge af de ændringer i delpensionsloven, der er nævnt ovenfor.
Endvidere er der i § 3 om opgørelse af lønindtægten ved den første delpensionsberegning medtaget en ny regel, hvorefter anden erhvervsindtægt end lønindtægt kan medtages ved opgørelsen, hvis lønmodtageren før overgang har haft bijob som selvstændig.
4. Sikringsstyrelsens cirkulære af 25. november 1988 om delpension.
Underretning om ansøgning og afgørelse om delpension for ansøgere, der er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal nu gives til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, se § 4.
5. Til orientering er vedlagt korrektureksemplar af Socialministeriets og Sikringsstyrelsens bekendtgørelser, Sikringsstyrelsens cirkulære samt et eksemplar af ændringsloven. Vejledende Udtalelser om delpension nr. 3 er desuden vedlagt. (* 1)
Med venlig hilsen
Gunner Harder Andersen
/Lotte Philipsen