Skrivelse om udbygning af samarbejdet mellem kommuner og arbejdsformidling (Til kommunalbestyrelserne)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om udbygning af samarbejdet mellem kommuner og arbejdsformidling
(Til kommunalbestyrelserne)
Et effektivt samarbejde mellem kommunens social- og sundhedsforvaltning og Arbejdsformidlingen om formidling af arbejde - herunder fremskaffelse af arbejdspladser såvel med som uden løntilskud, erhvervsvejledning og henvisning til arbejdesmarkedsuddannelser - er af stor betydning på en række områder.
Det gælder ved opfølgningen af sygedagpengesager og på revalideringsområdet, og det gælder ikke mindst i forhold til den aktiverende indsats over for ledige kontanthjælpsmodtagere.
Behovet for at samordne og målrette social- og arbejdsmarkedspolitikkens opgaver og se på mulighederne for et styrket samarbejde mellem sektorerne er senest fremhævet i betænkning nr. 1143 om kommunalt udgiftspres og styringsmuligheder.
I forbindelse med realiseringen af den socialpolitiske målsætning om at genskabe ledige kontanthjælpsmodtageres kontakt til arbejdsmarkedet er det bl.a. væsentligt, at der søges etableret et samarbejde, f.eks. således at forbindelsen mellem kommunen og Arbejdsformidlingen varetages af personer, som har et særligt ansvar for netop denne opgave.
Der har i den henseende været gode erfaringer med samarbejdsformer, der inddrager ungdomsteams, beskæftigelseskonsulenter og gensidig udstationering af medarbejdere mellem Arbejdsformidlingen og kommunens social- og sundhedsforvaltning.
Det skal i øvrigt henstilles, at kommunerne - før en kontanthjælpsmodtager henvises til AF - foretager en nøje vurdering af, om pågældende er rustet til at modtage AF's tilbud om job m.v., eller om der er grund til at iværksætte særlige hjælpeforanstaltninger, jf. bistandslovens § 41, stk. 1.
Også spørgsmålet om den direkte og opsøgende kontakt til arbejdsgiverne er et centralt led i indsatsen over for kontanthjælpsmodtagerne.
Den opsøgende kontakt til arbejdsmarkedet påhviler Arbejdsformidlingen. Det fremgår af Arbejdsdirektoratets cirkulære af 1. april 1987 om samarbejdet mellem arbejdsformidlingen, amtskommunerne og kommunerne om foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden.
Ifølge cirkulæret er der imidlertid mulighed for, at også medarbejdere fra andre myndigheder og institutioner kan tage direkte kontakt til arbejdsgiverne. Dette forudsætter dog en forudgående aftale herom med Arbejdsformidlingen.
Socialministeriet skal på denne baggrund henstille til kommunerne at udnytte mulighederne for at indgå lokalaftale med Arbejdsformidlingen om, at der fra social- og sundhedsforvaltningens side kan etableres en direkte kontakt til arbejdsgiverne med henblik på placering af ledige kontanthjælpsmodtagere.
Aase Olesen
/Birthe Frederiksen
Ingen