Skrivelse vedrørende social- og sundhedsplanen 1988-91 (og social- og sundhedsplanen 1989-92) (Til kommunalbestyrelser og amtsråd)

Skrivelse vedrørende social- og sundhedsplanen 1988-91

(og social- og sundhedsplanen 1989-92)

(Til kommunalbestyrelser og amtsråd)

Social- og sundhedsplanerne, der er udarbejdet i henhold til styrelseslovens § 26 for perioden 1988-91, vidner om, at det sociale område befinder sig ved begyndelsen af en ny tid. Planerne vidner bl.a. om kommuners og amtskommuners erkendelse af behovet for omstilling, for at gå nye veje i socialpolitikken og for at fremme det forebyggende, tværgående arbejde.

Generelt viser planerne, hvorledes nye løsninger og arbejdsformer tages i anvendelse, for - under de vanskelige samfundsøkonomiske vilkår - at yde borgerne den bedst mulige service. I vedlagte »redegørelse »88 om social- og sundhedsplanlægning« (* 1) har Socialstyrelsen taget pejling på denne udvikling på en række felter af aktuel interesse.

Et stort antal kommuner og amtskommuner har gennemført temaplanlægning bl.a. omkring de emner, der har været udmeldt fra centralt hold i de senere planrunder. Oftest har man igangsat temaarbejdet med udgangspunkt i særlige, lokalt påtrængende behov. Hvad enten emnet har været f.eks. indsatsen for børn og unge, ældre, administrativ omstilling eller aktivering af kontanthjælpsmodtagere, har temaplanlægningen de fleste steder i denne planrunde været koncentreret om de socialt forebyggende og sundhedsfremmende muligheder.

På trods af den samfundsøkonomiske situation og de kommunale omstillingsinitiativer viser social- og sundhedsplanerne imidlertid også, at der fortsat mange steder planlægges under forudsætning af en betydelig stigning i efterspørgslen og ressourceforbruget i de kommende år.

På børneområdet er der fortsat et stærkt pres om oprettelse af flere dagtilbud, især til de mindste børn.

Der er mange bestræbelser i kommunerne på at nedbringe ventelisterne, dels gennem omstilling og udvikling af tilbuddene, dels gennem udbygning for især de 0-6 årige i det omfang, der findes økonomisk mulighed for det.

I redegørelsen påpeges det, at antallet af 7-13 årige falder ret betydeligt de fleste steder i løbet af planperioden. Dette kunne - sammenholdt med udbygningen med skolefritidsordninger og gennemførelse af samordnet indskoling - give mulighed for at overveje yderligere omstilling af de eksisterende tilbud mellem aldersgrupperne i forhold til det planlagte.

For at imødekomme den stigende efterspørgsel er det desuden, som led i de forhandlinger, der i sommer er ført mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, aftalt, at regeringen fremsætter lovforslag om forøget fleksibilitet på daginstitutionsområdet. Dette kan tillige give mulighed for at give dagtilbuddene nyt indhold.

Der er især grund til at fremhæve de mange udviklingsprojekter, der inddrager forældrene og søger at knytte dagtilbuddene tættere sammen med lokalområdets øvrige aktiviteter, f.eks. kulturelle tilbud, private foreninger og idrætsklubber, hvor der satses på et godt samspil i den forbyggende indsats.

Vedrørende foranstaltninger for at undgå døgnanbringelser af børn og unge finder jeg også anledning til at fremhæve de forebyggende initiativer i lokalområdet, der nu prioriteres mange steder, f.eks. omlægningen til områdeinstitutioner, den tidligere indsats og de familierettede projekter.

Når det gælder fremme af indsatsen for aktivering og revalidering af kontanthjælpsmodtagere m.fl. har mange kommuner sat focus på nye løsninger og metoder med henblik på en bedre udnyttelse af de såvel menneskelige som økonomiske ressourcer.

Det synes givet, at en opprioritering af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde er en forudsætning. Erfaringerne synes imidlertid også at vise, at det nødvendige tværgående samarbejde bl.a. mellem kommunerne og amtskommunerne og andre myndigheder om disse opgaver endnu har alt for svære vilkår. Der ligger store udfordringer på dette område.

I fortsættelse af aftalen med Kommunernes Landsforening om kontanthjælpens størrelse vi regeringen fremsætte lovforslag, der tillige har til formål at fremme kommunernes bestræbelser for at få kontanthjælpsmodtagerne i aktivitet.

På ældreområdet er der mange omstillingsprojekter igang. Dette viser sig bl.a. i nedgangen i antallet af plejehjemspladser. Nedgangen mere end opvejes af et stigende antal ældreboliger og en større indsats for pensionister i eget hjem i overensstemmelse med de ældrepolitiske målsætninger.

For første gang planlægger kommunerne samlet en nedgang i personaleforbruget på plejehjemmene. Personalekvotienten er imidlertid fortsat planlagt at stige mange steder. Kun en del af stigningen kan henføres til nedsættelsen af arbejdstiden.

Planlægningen af personaleforbruget er af central betydning i omstillingsprocessen på ældreområdet.

Mens den planlagte forøgelse af antallet af bl.a. hjemmehjælpere næppe alle steder er fuldt tilstrækkelig til at imødekomme de stigende behov, påpeger mange kommuner de muligheder, der kan være i en fleksibel anvendelse af plejehjemspersonalet i forhold til alle lokalsamfundets ældre.

Regeringen vil arbejde hen imod, at de ansatte på plejehjem skal kunne virke i hjemmeplejeordninger - og omvendt. Der må bl.a. ses på de eksisterende uddannelser.

En del kommuner har iværksat efteruddannelseskurser for personalet for at skabe grundlag for omstillingsprocessen. Mange kommuner har desuden etableret selvstyrende hjemmehjælpsgrupper i lokalområderne for at sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne samt bedre arbejdsbetingeler for personalet. Dermed er der skabt større tilfredshed såvel hos de ældre som hos personalet.

Det er et markant træk i social- og sundshedsforvaltningerne, at opgaverne i stigende grad løses i tværsektorielt samarbejde, bl.a. i samarbejde med borgerne og med de private organisationer. Også i forvaltningerne planlægges uddannelse og en aktiv personalepolitik mange steder som midler til at sikre, at medarbejderne både får de rigtige kvalifikationer og anvendes optimalt.

I mange planer fremhæves det imidlertid, at omstilling uden fortsat vækst i antal beskæftigede stiller store krav til både personale og ledelse. Det kan f.eks. dreje sig om mere individuel og løbende service til ældre end plejehjemsanbringelse eller om øget indsats for aktivering og revalidering, som kan mindske presset på kontantydelserne.

I dette års planer er der totalt på det sociale område planlagt en personaleudvidelse med næsten 10.000 fuldtidsbeskæftigede på landsplan. Hertil kommer, at det er en erfaring, at den planlagte personaleudvidelse angiver et minimum og ofte bliver overgået efterfølgende.

Det er i høj grad et spørgsmål, om der fortsat vil være samfundsøkonomisk mulighed for at realisere sådanne udvidelser, med mindre det sker som led i omstruktureringer. Jeg kan derfor kun opfordre kommunalbestyrelser og amtsråd til nøje at vurdere udviklingen og sammenhængen i personalebevillingerne i de kommende år.

Det er regeringens målsætning, at de kommunale opgaver skal løses så økonomisk og så nær borgerne som muligt - og i vidt omfang ved selvforvaltning med borgernes egen medvirken. Kompetence bør følges af et klart og synligt økonomisk ansvar og overadministration bør undgåes.

Social- og sundhedsplanlægningen har igennem årene bl.a. tjent som anledning til mange konstruktive socialpolitiske debatter, der også har sat sine spor på centralt hold. Amtskommunernes og kommunernes temaplanlægning har bidraget væsentligt hertil.

I Redegørelse'88 omtales hovedlinierne for den forestående fornyelse af plansystemet, som er aftalt med de kommunale organisationer, med udgangspunkt i de gældende lovregler.

Der har i de senere år været et stærkt stigende ønske om fleksibilitet i planlægningen. Kommuner og amtskommuner har haft stadig vanskeligere ved at indpasse social- og sundhedplanlægningen i arbejdsopgaverne. Resultatet har bl.a. været, at der var mange kommuner og amtskommuner, der ikke som forudsat fik indsendt planen for 1988-91 inden den 1. november 1987.

I de forestående afbureaukratiseringsbestræbelsesr vil der imidlertid nu blive igangsat overvejelser om, hvordan der på andre måder kan findes endnu bedre løsninger til tilfredsstillelse af informations- og analysebehovene.

Den igangværende planrunde 1988 (1989-92) bliver under alle omstændigheder den sidste efter de nugældende regler for social- og sundhedsplanlægningen.

Jeg har derfor besluttet at fristen for indsendelse af dette års social- og sunhedsplan ændres til den 1. april 1989 - dvs. 5 måneder efter budgetvedtagelsen - således at den fornødne tid kan tilvejebringes.

Planrunden 1988/89 følger i øvrigt de hidtil gældende forskrifter for planlægning i et ajourføringsår, jf. vejledningen og Socialministeriets skrivelse af 20. januar 1988.

Som følge af overvejelserne har jeg også beslutte, at der ikke er grundlag for at udmelde et særligt fælles plantema for 1989, men jeg vil henlede opmærksomheden på den temaplanlægning, der af sundhedsministeren vil blive igangsat omkring distriktspsykiatri, og som i høj grad involverer de sociale myndigheder.

Det er mit håb, at »Redegørelse »88« og mine bemærkninger ovenfor vil indgå i kommunalbestyrelsens/amtsrådets overvejelser om udviklingen på det sociale og sundhedsmæssige område fremover.

Socialministeriets Udviklingsmidler vil være med til at sætte yderligere skub i den nødvendige omstilling og fornyelse i lokalsamfundet i de kommende år. Jeg håber, at der bliver anledning til at samle de forskellige initiativer op til lokal politisk behandling og bl.a. derigennem mulighed for videreformidling af de indvundne erfaringer, således at de kan blive til gavn også for andre.

Med venlig hilsen

Aase Olesen

/Ib Valsborg