Meddelelse om ændringer af dagpengeloven pr. 1. april 1988 (Til arbejdsgivere, lønmodtagere og kommunernes social- og sundhedsforvaltning)

Meddelelse om ændringer af dagpengeloven pr. 1. april 1988

(Til arbejdsgivere, lønmodtagere og kommunernes social- og

sundhedsforvaltning)

Ved lov nr. 872 af 23. december 1987 er der som led i Regeringens forslag til omlægning af arbejdsgiverbidragene gennemført nogle ændringer af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel for at begrænse de private arbejdsgiveres udgifter til sygedagpenge. Arbejdsgiverperioden er således blevet nedsat fra 5 uger til 1 uge.

Med henblik på at begrænse den kommunale administration af dagpengeordningen efter nedsættelsen af arbejdsgiverperioden har Folketinget den 17. marts 1988 vedtaget yderligere ændringer af loven.

De vigtigste lovændringer er følgende

1) Den generelle nedsættelse af arbejdsgiverperioden til 1 uge har virkning for sygdomstilfælde, der indtræffer den 1. april 1988 eller senere. Da arbejdsgiverperioden løber fra og med 1. hele fraværsdag, gælder nedsættelsen sygdomstilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 1. april eller en senere dato.

2) Private arbejdsgivere afholder selv udgiften til dagpenge i arbejdsgiverperioden, men har desuden pligt til forskudsvis at udbetale sygedagpenge for 2. - 5. uge mod efterfølgende at få dagpengebeløbet efter 1. uge godtgjort af lønmodtagerens bopælskommune.

Private arbejdsgivere er arbejdsgivere, der er omfattet af Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Pligten til at udlægge dagpenge for 2. - 5. uge angår kun de private arbejdsgivere, der skal betale dagpenge i arbejdsgiverperioden. Er arbejdsgiveren fritaget for dagpengepligten, fordi lønmodtageren ikke opfylder betingelserne i §§ 3, 5, 6 og 7, eller fordi virksomheden er tilmeldt forsikringsordningen for mindre arbejdsgivere eller løsarbejderforsikringen, eller fordi der er godkendt en § 12-aftale, udbetaler kommunen dagpenge for hele sygeperioden.

Der vil blive udsendt bekendtgørelse om de nærmere retningslinier for refusionen af dagpenge.

3) Offentlige arbejdsgivere afholder selv udgiften til dagpenge både i arbejdsgiverperioden og de efterfølgende 12 uger, dvs. i de første 13 uger af sygeperioden. Der ydes således ikke dagpengerefusion af kommunen for denne periode.

Offentlige arbejdsgivere er alle arbejdsgivere, der ikke er omfattet af Arbejdsgivernes Elevrefusion og dermed bl.a. også private institutioner, hvis udgifter overvejende dækkes af offentlige midler.

Denne udvidede dagpengepligt har virkning for sygdomstilfælde, hvor den hidtidige arbejdsgiverperiode på 5 uger endnu ikke er udløbet den 1. april 1988, dvs. for sygeperioder fra den 27. februar 1988 eller senere.

Det er endvidere kun de offentlige arbejdsgivere, som for fremtiden kan forlange varighedserklæring efter 2 ugers sygdom ifølge dagpengelovens § 7, stk. 2. Private arbejdsgivere, der yder løn under sygdom, vil eventuelt have ret til at kræve varighedserklæring efter ansættelsesvilkårene.

4) Dagpengeudvalgets kompetence omfatter kun spørgsmål om arbejdsgivers pligt til at betale dagpenge i den 1. uge af sygefraværet (arbejdsgiverperioden), og for offentlige arbejdsgiveres vedkommende desuden pligten til at betale dagpenge i de efterfølgende 12 uger.

Når en privat arbejdsgiver ikke opfylder pligten til at lægge dagpenge ud for 2. - 5. uge, udbetales dagpenge direkte af kommunen til lønmodtageren. For anmodning om dagpenge fra kommunen gælder de frister, der er fastsat i § 18, dvs. inden 1 uge efter udløbet af den periode, hvor arbejdsgiveren har ydet dagpenge, og ellers straks 1. fraværsdag.

5) Sygedagpenge beregnes både i arbejdsgiverperioden og i de følgende 12 uger efter reglerne i lovens kapitel 3, dvs. som hovedregel på grundlag af lønmodtagerens gennemsnitlige ugentlige lønindtægt i de sidste 4 uger før sygdommen.

Dette gælder både privat og offentligt ansatte.

Det gælder dog kun, når det er arbejdsgiveren eller kommunen på dennes vegne (§§ 11, 12, 13, 15 og § 3, stk. 3), der udbetaler fra første dag. Beregningen foretages efter kapitel 8, når arbejdsgiveren fra første dag er fritaget efter 40-timers reglen i § 3 eller efter §§ 5-7.

6) Reglerne for beregning af syge- og barseldagpenge til arbejdsløse, herunder personer der modtager uddannelses- eller iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud til ledige, er ændret sådan, at dagpengene i hele sygeperioden eller under hele barselfraværet skal ydes med mindst samme beløb, som den pågældende kunne have oppebåret i arbejdsløshedsdagpenge, uddannelses- eller iværksætterydelse, dog højest med dagpengenes højestebeløb efter dagpengeloven.

7) Dagpengenes højestebeløb forhøjes med virkning fra mandag den 4. juli 1988 til 2.339 kr. pr. uge.

Samtidig ændres dagpengenes mindstebeløb i lovens § 24, stk. 4 til 234 kr. pr. uge.

8) Den almindelige varighedsbegrænsning efter § 25, stk. 2, er ændret således, at udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge for mere end 91 (tidligere 99) uger i de 36 forudgående kalendermåneder. Forkortelsen af dagpengeperioden skyldes, at de første 13 (tidligere 5) uger af lønmodtageres sygefravær ikke medregnes ved afgørelsen af, om varighedsbegrænsningen er indtårdt. Det samme gælder ved opgørelsen af den særlige varighedsbegrænsning for sociale pensionister m.fl., jf. § 26.

Ændringerne af reglerne om varighedsbegrænsning har først virkning for sygdomstilfælde, der indtræffer den 1. april 1988 eller senere.

9) Ved ændring af dagpengelovens § 41, stk. 1 er bidraget for selvstændige erhvervsdrivende nedsat således, at de samlede bidrag kun skal dække 1/8 (tidligere 3/8) af de samlede dagpengeudgifter til den frivillige sikring, som omfatter de 3 første uger af selvstændiges sygefravær. Bidraget for den højeste dagpengesats (dagpengenes højestebeløb) er herefter fra 1. april 1988 nedsat til 56 kr. pr. kvartal.

F.B. Svarrer/

Jørgen Møller

Ingen