Skrivelse om orientering om lov om ændring af lov om social pension m.fl. love (satsforhøjelser, fremrykning af samspilsløsning, individualprincippet, nyt pristal mv.) (Til socialforvaltningen i samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
BILAG 3
---------------------------------------------------------------------
ORIENTERING OM ÆNDREDE REGLER OM VARMETILLÆG
Reglerne om tildeling af varmetillæg til pensionister er ændret, jf. Socialministeriets bekendtgørelse af 12. marts 1988 om ændring af bekendtgørelse nr. 874 af 23. december 1987.
Fra 1. april 1988 skal varmetillæg enten udbetales efter den enkelte kommunes regler for tildeling af varmetillæg for 1987 (se pkt. 1 nedenfor) eller efter de bindende regler i §§ 11-18 i bekg. (SM) (se pkt. 2 nedenfor).
Reglerne om refusion af kommunernes udgifter til varmetillæg er ændret, jf. lov af 12. marts 1988 om ændring af lov om social pension m.fl. (se pkt. 4 nedenfor).
1) VARMETILLÆG EFTER KOMMUNENS REGLER FOR 1987
Efter den ændrede affattelse af § 19 i bekg. (SM) skal pensionister, der ved udgangen af 1987 modtog varmetillæg efter det sociale udvalgs regler, med virkning fra 1. januar 1988 have beregnet varmetillæg efter disse regler, hvis varmetillægget giver et højere beløb end efter de generelle regler i §§ 11-18 i bekg. (SM)
Det vil sige, at kommunen skal følge de regler, der blev udbetalt varmetillæg efter i 1987, herunder de regler der var gældende med hensyn til egenbetaling, varmeudgiftens størrelse, husstandsforhold, opvarmningsform, indtægts- og formueforhold mv. Varmetillægget i 1988 vil ikke nødvendigvis blive ydet med samme beløb som i 1987, da størrelsen afhænger af de nævnte forhold.
Da varmetillægget skal beregnes fuldt ud efter det sociale udvalgs regler for 1987, skal varmetillægget ikke nedsættes efter den personlige tillægsprocent.
Det er en forudsætning for at få beregnet varmetillæg i 1988 efter det sociale udvalgs regler for 1987, at pensionisten har bopæl i samme kommune, som ved udgangen af 1987.
Beregning af varmetillæg efter reglerne for 1987 skal ske med virkning fra 1. januar 1988. De pensionister, der har modtaget varmetillæg i perioden fra 1. januar til 1. april 1988 efter mindre gunstige regler, skal have efterbetaling for denne periode. Derimod skal der ikke ske tilbagebetaling for de pensionister, der i perioden har modtaget varmetillæg efter gunstigere regler, jf. overgangsreglen i § 2, stk. 2 i ændringsbekendtgørelsen af 12. marts 1988.
2) VARMETILLÆG EFTER DE BINDENDE REGLER I §§ 11-18 I BEKG. (SM)
Med den ændrede affattelse af § 19 i bekg. (SM) er de hidtidige generelle regler i §§ 11-18 gjort bindende for kommunen.
De bindende regler skal anvendes ved beregning af varmetillæg til pensionister, der i 1987 enten ikke har modtaget varmetillæg eller har modtaget tillæg efter mindre gunstige regler end §§ 11-18.
I tilfælde, hvor kommunen fra 1. januar 1988 har udbetalt varmetillæg med et højere beløb efter § 19 i bekendtgørelsen, således som den var gældende indtil 1. april 1988, nedsættes varmetillægget fra denne dato efter reglerne i §§ 11-18 i bekg. (SM)
3) ACONTOUDBETALING EFTER § 41 I BEKG. (SM)
Hvis kommunen i perioden fra 1. januar til 1. april 1988 efter § 41 i bekg. (SM) har udbetalt varmetillæg med accontobeløb, der overstiger den endelige beregning efter de regler der skulle udbetales varmetillæg efter i denne periode, skal det overskydende beløb ikke tilbagebetales.
4) REFUSION
Da reglerne om varmetillæg er blevet bindende for kommunerne, er lovens § 49, stk. 3, 2. pkt. om det særlige rådighedsbeløb til varmetillæg ophævet. Kommunerne vil i stedet for i 1988 få refunderet alle udgifter til varmetillæg med 75% uden loft over refusionen.
Skrivelse om orientering om lov om ændring af lov om social pension m.fl. love (satsforhøjelser, fremrykning af samspilsløsning, individualprincippet, nyt pristal mv.)
(Til socialforvaltningen i samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Folketinget har ved 3. behandlingen den 3. marts 1988 vedtaget et lovforslag (L 168) til lov om ændring af lov om social pension m.fl. love. Loven som vedtaget ved 3. behandling vedlægges som bilag 1 (* 1).
De væsentligste ændringer som følge af den vedtagne lov er
- Det særlige rådighedsbeløb til varmeudgifter ophæves, og der fastsættes ændrede regler for varmetillæg.
- Satserne for grundbeløb og pensionstillæg forhøjes. Forhøjelsen sker på en sådan måde, at satserne for en samgift pensionist nærmer sig satsen for en enlig pensionist.
- »Samspilsløsningen« forbedres og fremrykkes.
- Beregningsgrundlaget for pristalsregulering ændres.
1) VARMETILLÆG
Med virkning fra 1. april 1988 ophæves det særlige rådighedsbeløb til varmetillæg, som blev indført ved lov nr. 868 af 23. december 1987. Samtidig foretages visse ændringer i reglerne om varmetillæg i Socialministeriets bekendtgørelse af 23. december 1987 om social pension.
Socialministeriets ændringsbekendtgørelse og Sikringsstyrelsens vejledende bemærkninger til de ændrede regler vedlægges som bilag 1 (* 1) og 2.
2) ÆNDREDE SATSER FOR GRUNDBELØB OG PENSIONSTILLÆG
Fra 1. juli 1988 forhøjes grundbeløbssatsen for en samgift pensionist. Grundbeløbet til en enlig pensionist forhøjes ikke (bortset fra pristalsreguleringen). På denne måde gennemføres en tilnærmelse af grundbeløbssatserne for enlige og samgifte pensionister. Samtidig forhøjes satserne for pensionstillægget, så enlige og samgifte fremover får det samme i pensionstillæg.
Satsforhøjelserne tager især sigte på de økonomisk dårligst stillede pensionister. For i et vist omfang at modregne stigningen i grundbeløb og pensionstillæg til personer med mellemste og højeste førtidspension, foretages der samtidig en mindre nedsættelse af invaliditetsbeløbet.
Vedrørende de konkrete forhøjelser og nedsættelsen af invaliditetsbeløbet henvises til bilag 4 (* 1), hvori den 3%»s forhøjelse der er omtalt under 4) også er indregnet.
3) FORBEDRING OG FREMRYKNING AF »SAMSPILSLØSNINGEN«
Med virkning fra 1. januar 1989 forhøjes fradragsbeløbet for personlige tillæg til 10.800 kr. for enlige og 21.600 kr. for gifte, således at fradraget herefter bliver dobbelt så stort for gifte som for enlige pensionister.
Samtidig forhøjes fradraget for pensionstillægget til 15.000 kr. for enlige og 30.000 kr. for gifte. Fradragene for gifte bliver således fremover det dobbelte af fradragene for enlige.
Udover de nævnte forhøjelser af fradragsbeløbet for personlige tillæg og pensionstillægget pr. 1. januar 1989, fremrykkes den periode, hvor fradragsbeløbet for pensionstillægget gradvist forhøjes, fra perioden 1. januar 1991 til 1. januar 1995 til perioden fra 1. januar 1989 til 1. januar 1993.
Forhøjelserne af fradragsbeløbene for pensionstillægget sker i denne periode med 7.000 kr. om året for enlige og 14.000 kr. om året for gifte. Fradragsbeløbet for pensionstillægget vil således den 1. januar 1993 være på 43.000 kr. for enlige og 86.000 kr. for gifte (pristal januar 1988 = 100).
For at bevare aftrapningsrelationerne i samspilsloven af 10. juni 1987 sker desuden en forhøjelse af fradragsbeløbet for indtægtsregulering af grundbeløb.
Bilag 4 (* 1) indeholder en oversigt over forhøjelserne.
4) ÆNDRET BEREGNINGSGRUNDLAG FOR PRISTALSREGULERINGEN
Beregningsgrundlaget for pristalsregulering af pensionsbeløb og fradragsbeløb er blevet ændret.
Beløbene der i loven tidligere var angivet i niveau januar 1980 = 100, ændres til det nye pristalsniveau med januar 1988 = 100. Fremover er det disse beløb, der er grundlaget for pristalsreguleringen efter lovens § 49, stk. 5-7.
For ikke at afskære pensionisterne fra den pristalsregulering, der på baggrund af pristallet for oktober 1987 med uændrede regler ville være kommet til udbetaling 1. juli 1988, forhøjes pensionssatserne pr. 1 juli 1988 og satserne for fradragene pr. 1. januar 1989 med 3%. Vedrørende de konkrete forhøjelser henvises til bilag 4.
SKAT AF PENSIONEN I 1988 EFTER SATSFORHØJELSEN
Sikringsstyrelsen henleder opmærksomheden på § 26 i Ministeriet for Skatter og Afgifters bekendtgørelse nr. 539 af 14. august 1987, der gør det muligt for pensionister at overføre en uudnyttet del af fradraget på skattekortet til senere perioder indenfor samme indkomstår. Denne bestemmelse kan få betydning ved beskatningen af de forhøjede pensioner, der udbetales pr. 1. juli 1988. Bestemmelsen kan således sikre, at enlige pensionister, der ikke har andre indtægter end pensionen, undgår at betale foreløbig skat i sidste halvdel af 1988, fordi deres pension selv med satsforhøjelserne ikke vil overstige skattefradraget i 1988.
Med venlig hilsen
F. B. Svarrer
/G. Harder Andersen
---------------------------------------------------------------------