Meddelelse. Afgiftsfri olie til fiskerfartøjer
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse. Afgiftsfri olie til fiskerfartøjer
Til
virksomheder, der er registreret efter olieafgiftsloven og andre
olieleverandører
Afgiftsfri olie til fiskerfartøjer
Folketinget har vedtaget et forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse olieprodukter, som betyder, at olie til brug om bord i fiskerfartøjer på 5 BRT og derover kan leveres uden olieafgift.
Den nye ordning træder i kraft den 1 januar 1989.
Afgiftsfri leverancer
Alle olieleverandører kan levere olie uden afgift til fiskerfartøjer på 5 BRT og derover.
Leverandører, der ikke er registreret efter olieafgiftsloven og som derfor køber olien i beskattet stand, kan få bevilling til godtgørelse af afgift af den olie, som leveres til fiskerfartøjerne. Ansøgning om en sådan bevilling afgives til distriktstoldkamret.
Over for ejerne af fiskerfartøjerne vil ordningen blive administreret ved hjælp af fritagelsesbevillinger. Det betyder, at en ejer af et fiskerfartøj på 5 BRT og derover - for at få leveret afgiftsfri olie - skal være i besiddelse af en fritagelsesbevilling, der udstedes af toldvæsenet.
Ved levering af afgiftsfri olie til et fiskerfartøj skal leverandøren sikre sig, at ejeren af fartøjet har en sådan bevilling.
Hvis leverandøren ikke kan få dokumenteret bevillingsforholdet ved, at bevillingen fremlægges, kan distriktstoldkamret give oplysning herom.
Udstedte salgsfakturaer eller bilag hertil over leverancer til fiskerfartøjer skal bl a indeholde oplysning om fiskerfartøjets nummer og navn samt følgende påtegning: »afgiftspligtig olie excl afgift«.
Indkøbsforeninger eller lignende
Det tillades, at direkte leverancer af olie fra registrerede olieleverandører til fiskerfartøjer på 5 BRT og derover, som faktureres til en indkøbsforening eller lignende, kan ske uden olieafgift.
Udstedte fakturaer eller bilag hertil til indkøbsforeningen eller lignende skal indeholde samme oplysninger, som når leverandøren både leverer og fakturerer olien direkte til bevillingshaveren.
Fakturaer, som indkøbsforeningen efterfølgende udsteder til en bevillingshaver, skal ligeledes indeholde oplysning om fiskerfartøjets nummer og navn, samt at der er tale om en leverance af »afgiftspligtig olie excl olieafgift«.
Andre leverancer af olie, som faktureres til en indkøbsforening eller lignende, skal fortsat ske i afgiftsberigtiget stand.
Afgiftspligtige leverancer
Andre leverancer af olie til en bevillingsvirksomhed end leverancer til brug om bord i fiskerfartøjer på 5 BRT og derover, skal fortsat ske i afgiftsberigtiget stand. Afgiften af sådan olie, der bruges til erhvervsmæssige formål, kan bevillingsvirksomheden få godtgjort på sædvanlig måde.
Overgangsregler
Olie, som leveres til et fiskerfartøj efter den 1 januar 1989, men inden fiskerfartøjets ejer har fået sin bevilling, kan leveres uden olieafgift på betingelse af, at ejeren inden den 1 marts 1989 dokumenterer bevillingsforholdet.
Hvis bevillingsforholdet ikke dokumenteres inden den 1 marts 1989, skal leverandøren straks efteropkræve afgiften.
Yderligere oplysninger
Hvis De ønsker yderligere oplysninger, er De velkommen til at henvende Dem til Deres distriktstoldkammer.
Ingen