Meddelelse. Ændring af lov om afgift af visse detailsalgspakninger
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse. Ændring af lov om afgift af visse detailsalgspakninger
Til virksomheder, der fremstiller eller driver mellemhandel med engangsemballage til flydende mælkeprodukter
Ændring af lov om afgift af visse detailsalgspakninger
Lovændring
Folketinget har den 15 december 1988 vedtaget forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse detailsalgspakninger.
Lovændringen, der er gennemført ud fra miljømæssige hensyn, medfører en forhøjelse af de hidtidige afgiftssatser. Det afgiftspligtige vareområde er samtidig blevet udvidet.
Detailsalgspakninger til drikkevand (uden kulsyre), herunder naturligt mineralvand, er således inddraget under det afgiftspligtige vareområde.
Endvidere er engangsemballage til flydende mælkeprodukter omfattet af afgiftspligten, såfremt em- ballagerne rummer 10 cl eller derover.
Loven er samtidig overført til Miljøministeriet. Afgiften skal dog fortsat betales til toldvæsenet.
Det afgiftspligtige vareområde
Afgiftspligten omfatter herefter detailsalgspakninger til følgende varer
1. Spiritus, vin og frugtvin samt øl.
2. Mineralvand, limonade og lignende alkoholfri læskedrikke samt koncentrater, der anvendes til fremstilling af sådanne drikke.
3. Vand.
4. Saft og most samt koncentrater, der anvendes til fremstilling heraf.
5. Eddike og spiseolie.
6. Denatureret sprit.
Afgiftspligten omfatter endvidere engangsemballager med et rumindhold ikke under 10 cl til flydende mælkeprodukter.
Afgiftens størrelse
De nye afgiftssatser er for Afgift pr stk
Beholdere af glas og plast mv
- med et rumindhold ikke under
10 cl og ikke over 60 cl 50 øre
- med et rumindhold over 60 cl
men ikke over 106 cl 1 kr 62 øre
- med et rumindhold over 106 cl 2 kr 24 øre
Beholdere af metal 80 øre
Beholdere (pakninger) af karton
eller af laminater af forskellige
materialer
- med et rumindhold ikke under
10 cl og ikke over 60 cl 38 øre
- med et rumindhold over 60 cl
men ikke over 106 cl 70 øre
- med et rumindhold over 106 cl 1 kr 90 øre
Engangsemballage med et rumindhold
ikke under 10 cl til flydende
mælkeprodukter 10 øre
Ikrafttræden
Loven træder i kraft den 1 januar 1989.
De nye afgiftssatser anvendes på varer, som udleveres fra de registrerede virksomheder efter den 31 december 1988.
Registrering
Pligtig registrering
Virksomheder, der med henblik på salg fremstiller afgiftspligtige varer - med eller uden indhold - skal anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.
Som fremstilling anses også færdiggørelse af fx papkartoner, der er indkøbt i løbende baner, og som færdiggøres i forbindelse med påfyldningen af juice, mælk mv.
Frivillig registrering
Virksomheder, der driver mellemhandel med ubrugte afgiftspligtige varer, kan anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.
Ved mellemhandel forstås i denne forbindelse videresalg engros til aftapningsvirksomheder og andre emballageforbrugende virksomheder.
Anmeldelse til registrering
Virksomhederne skal senest den 2 januar 1989 anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.
Ved anmeldelse til registrering bruges vedlagte blanket (P 70). Når toldvæsenet har modtaget virksomhedens registreringsanmeldelse, udsendes meddelelse herom.
Tilførsel
Virksomheder, der er registreret efter lov om afgift af visse detailsalgspakninger, har ret til at importere ubrugte afgiftspligtige varer uden at betale afgiften i forbindelse med importen samt til at modtage sådanne varer i ubeskattet stand fra andre registrerede virksomheder, hvis varerne er bestemt til videresalg i ubrugt stand.
Virksomheder, der ikke er registreret, skal ved indførsel fra udlandet af afgiftspligtige varer betale afgift i forbindelse med indførslen.
Opgørelse af den afgiftspligtige mængde
Virksomheden skal for hver afgiftsperiode (kalendermåneden) foretage en opgørelse af den afgiftspligtige mængde.
Opgørelsen foretages på grundlag af udleveringen af afgiftspligtige varer fra virksomheden i månedens løb.
Den afgiftspligtige mængde kan reduceres med varer, der er returneret til virksomheden, hvis køberen får godtgørelse for varens fulde pris indbefattet afgiften.
Udlevering uden betaling af afgift
Afgiftspligtige varer kan udleveres ubeskattet i følgende omfang
1. Til andre virksomheder, der er registreret efter lov om afgift af visse detailsalgspakninger.
Virksomheden skal sikre sig, at modtageren er registreret efter lov om afgift af visse detailsalgspakninger. Hvis virksomheden ikke kan få dokumenteret registreringen ved, at registreringsbeviset fremlægges, kan virksomheden få oplysning herom ved henvendelse til distriktstoldkamret.
2. Til virksomheder, der skal bruge pakningerne til formål, som ikke er omfattet af afgiftspligten. Virksomheden skal i forbindelse med leveringen (optagelse af bestilling) kræve, at køberen giver oplysning om pakningernes anvendelse.
3. Til udlandet, Færøerne, Grønland eller Københavns Frihavn, når der kan fremlægges dokumentation for udførslen.
4. Til virksomheder, der af toldvæsenet har fået bevilling til afgiftsfritagelse. Virksomheden skal sikre sig, at modtageren har bevilling. Hvis virksomheden ikke kan få dokumenteret bevillingsforholdet ved, at bevillingen fremlægges, kan oplysning herom fås hos distriktstoldkamret.
Indbrud mv
Virksomheden kan søge distriktstoldkamret om afgiftsfritagelse, hvis afgiftspligtige varer er gået tabt ved indbrud, brand eller brækage.
Afgiftsfritagelse og -godtgørelse
Distriktstoldkamret kan efter ansøgning give virksomheder bevilling til afgiftsfrit indkøb af eksportemballage, der ikke er genstand for omsætning her i landet.
Distriktstoldkamret kan endvidere efter ansøgning give aftapningsvirksomheder og mellemhandlere bevilling til godtgørelse af den betalte afgift af varer, som ubrugte eller med påfyldt indhold udføres til udlandet mv.
Distriktstoldkamret kan desuden give bevilling til godtgørelse af den betalte afgift af varer, som genudføres til fornyet brug i udlandet.
Regnskab
De registrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for afregningen af afgiften og for kontrollen med afgiftens rigtige betaling.
Regnskabet skal omfatte fremstillingen, tilgangen og udleveringen af afgiftspligtige varer og kan føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab. Regnskabet skal være indrettet på en sådan måde, at det viser fremstillingen, tilgangen og udleveringen af afgiftspligtige varer for hver afgiftssats.
Endvidere skal udleveringen til hver enkelt modtager af ubeskattede varer (både overførsler til andre registrerede virksomheder og udleveringer til afgiftsfri formål) fremgå af regnskabet, således at virksomheden efter anmodning fra toldvæsenet kan give oplysning herom.
Faktura
Ved udlevering af afgiftspligtige varer skal der skrives en faktura med oplysning om leverandørens og modtagerens navn og adresse samt pakningernes art, størrelse og mængde. Pakningerne skal faktureres til priser indbefattet afgift.
Ved levering af varer til afgiftsfrit formål skal fakturaen forsynes med tydelig påtegning om, at varerne er leveret uden afgift og derfor ikke må anvendes til formål, der medfører afgiftspligt.
Denne påtegning er dog ikke nødvendig for varer, der efter deres form (type mv) eller påtryk mv på selve pakningen klart karakteriserer sig som bestemt for afgiftsfrit formål.
Ved ubeskattet overførsel skal der udstedes en faktura med oplysning om leverandørens og modtagerens navn og adresse samt pakningernes art, størrelse og mængde. På fakturaen skal tydelig skrives »Afgiftspligtige pakninger excl afgift« eller anden tilsvarende oplysning.
Afregning af afgift
Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den følgende måned til toldvæsenet angive mængden af de varer, som virksomheden skal betale afgift af.
Angivelsen skal afgives på en særlig blanket, som toldvæsenet sender til virksomheden. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Afgiften skal indbetales til toldvæsenet inden udgangen af den anden måned, der følger efter den pågældende afgiftsperiode.
Kontrolbestemmelser
Toldvæsenet har ret til at foretage eftersyn i de registrerede virksomheder og til herunder at efterse virksomhedernes regnskaber og varebeholdninger.
Yderligere oplysninger
Hvis De ønsker yderligere oplysninger, bedes De henvende Dem til Deres distriktstoldkammer.
Ingen