Legislator Case Law & Legislation
C19881859960 DK

Affaldsafgift

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Vejledning 1988 18599 Historic

Bilag

Uddrag af lov om miljøbeskyttelse

Hvor kan De få flere oplysninger?

Forord

Vejledningen er til brug for virksomheder eller anlæg, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger med henblik på deponering eller forbrænding, og som derfor skal betale affaldsafgift.

Denne udgave af vejledningen træder i stedet for den hidtidige vejledning fra november 1986.

Vejledningen indeholder de vigtigste regler om affaldsafgiften. Hvis De ønsker yderligere oplysninger, er De velkommen til at henvende Dem til det lokale distriktstoldkammer.

En fortegnelse over distriktstoldkamrene findes bag i vejledningen.

Klagevejledning

Toldkamrets afgørelser kan indbringes for Direktoratet for Toldvæsenet, som træffer endelig administrativ afgørelse, medmindre det drejer sig om en sag, der kan indbringes for Momsnævnet, se side 15.

Afgørelser, der er truffet af direktoratet i 1. instans, kan indbringes for Skatteministeriet, Told- og Afgiftsdepartementet.

En eventuel klage bedes af praktiske grunde sendt gennem det lokale toldkammer.

Afgiftspligtens omfang

Efter kapitel 12a i lov om miljøbeskyttelse skal der betales afgift af affald, der tilføres registreringspligtige virksomheder, jf afsnittet Registrering.

Afgiftspligten omfatter - med de nedenfor nævnte undtagelser - alle typer af affald.

Der skal også betales afgift af bygningsaffald, kompost og slagger mv, der tilføres en registreringspligtig losseplads med henblik på regelmæssig afdækning.

Undtaget fra afgiftspligten er

1. Halm, der tilføres et forbrændingsanlæg som rene selvstændige læs.

2. Grene fra buske og træer, rødder fra stormfældede træer, herunder træflis, og andet træaffald, der tilføres et forbrændingsanlæg som rene selvstændige læs. Afgiftsfritagelsen omfatter dog ikke affald, der hidrører fra træ, som er imprægneret, malet, lakeret, limet eller lignende.

3. Træaffald, der hidrører fra nedrivning/opførelse af bygninger, og som er forarbejdet specielt med henblik på afbrænding (træflis). Det er en betingelse, at træaffaldet ikke stammer fra en kommunal renovationsordning, og at det tilføres et registreret affaldsforbrændingsanlæg eller et varmeværk.

4. Hjælpestoffer, fx kalk til afsvovling i forbrændingsanlæg.

5. Rent jordfyld, der tilføres en registreringspligtig virksomhed som et egentligt driftsmiddel. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at jordfyldet tilføres som rene selvstændige læs, og at den registreringspligtige virksomhed ikke opkræver betaling for modtagelsen af jordfyldet.

6. Jord, der efter endt affaldsdeponering tilføres til retablering af vækstlag (slutafdækning) på en losseplads.

7. Specielt sygehus- og plejehjemsaffald, der indsamles, transporteres og forbrændes på en sådan måde, at det ikke sammenblandes med andet affald.

Afgiftens størrelse

Afgiften udgør 40 kr pr ton affald.

Registrering

Registreringspligten

Virksomheder eller anlæg, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding, skal anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.

Ved kommunale renovationsordninger forstås ordninger, som er etableret med hjemmel i kapitel 4.1. og 4.4. i Miljøministeriets bekendtgørelse nr 664 af 16 december 1982 af reglement om miljøbeskyttelse.

Sådanne ordninger er karakteriseret ved, at deltagelse er pligtmæssig for kommunens borgere (grundejere, virksomheder mv), dvs at der af kommunen er fastsat regler (udstedt regulativer eller lignende), som fastslår benyttelsespligten.

Virksomheder eller anlæg, der til deponering eller forbrænding modtager behandlingsrester, kompost mv fra registrerede virksomheder, skal også registreres.

Registreringspligten omfatter også andre affaldsanlæg end traditionelle lossepladser, fx komposteringsanlæg, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger, og som ikke frafører hele den tilførte affaldsmængde.

Anvendelse af kompost til daglig afdækning på lossepladser betragtes som deponering og medfører derfor registreringspligt for modtageren, hvis komposten hidrører fra en virksomhed, som modtager affald fra kommunale renovationsordninger.

Fritagelse for registrering

Virksomheder og anlæg, som ikke under nogen form modtager affald til deponering eller forbrænding fra kommunale renovationsordninger, er fritaget for registrering. Det gælder således anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald, slamforbrændingsanlæg eller specielle anlæg til destruktion af olie- og kemikalieaffald.

Modtagelse af slagger og aske fra et registreret forbrændingsanlæg udløser ikke registreringspligt for modtageren, selv om der er tale om deponering. (Hvis produkterne leveres til i forvejen registrerede virksomheder, skal de medregnes ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt).

Der er herved bl.a. lagt vægt på, at der ved bortskaffelse af affald til forbrændingsanlæg - i modsætning til andre bortskaffelsesmåder - sker en egentlig destruktion af affaldet, hvorefter restproduktet (slagger og aske) ikke længere hidrører fra en kommunal renovationsordning.

Lejlighedsvis modtagelse af affald fra et registreret forbrændingsanlæg på grund af driftsstop udløser heller ikke registreringspligt for modtageren. Det er dog en betingelse, at affaldet ikke har kunnet afleveres til en anden registreret virksomhed, og at affaldet vejes og afgiftsberigtiges af det registrerede forbrændingsanlæg.

Anvendelse af kompost til etablering af grøftekanter og parkanlæg og til lignende formål, der har karakter af genanvendelse og nyttiggørelse, betragtes ikke som en deponering og medfører derfor ikke registreringspligt for modtageren, selv om komposten er fremstillet af affald fra en kommunal renovationsordning.

Anvendelse af kompost til slutafdækning på losse- eller fyldpladser medfører heller ikke registreringspligt for modtageren. Det er dog en betingelse, at leverandøren har tilladelse til at forhandle kompost til udspredning på landbrugsjord, jordforbedringsmiddel mv.

Registreringsanmeldelse

Ved anmeldelse af en virksomhed til registrering bruges en blanket (P 160), som udleveres af toldvæsenet.

Virksomheder, der registreres, får et registreringsbevis (P 161) hos toldvæsenet.

Ændringer i og ophør af virksomheden

Enhver ændring i virksomhedens forhold skal straks anmeldes skriftligt til toldvæsenet.

Det gælder fx følgende ændringer

- virksomheden ophører med at drive registreringspligtig virksomhed

- virksomheden sælges

- ejerforholdene ændres

- ledelsen ændres

- navn eller adresse ændres.

Momsregistrering

Virksomheder eller anlæg, der skal registreres og betale affaldsafgift, skal også være registreret efter momsloven.

Ved opgørelsen af den momspligtige værdi skal affaldsafgiften medregnes.

Opgørelse af den afgiftspligtige vægt

Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt, og den skal fastsættes ved hjælp af en vægt, der kan godkendes af toldvæsenet.

Vægte (såvel brovægte som mobile vægte til måling af akseltryk), som er typegodkendt af Teknologistyrelsen, Sekretariatet for Måleteknik, og som er verificerede, kan godkendes. Verifikation foretages af et laboratorium eller lignende, som Teknologistyrelsen har bemyndiget hertil.

Affaldets bruttovægt kan opgøres ved, at der fra den samlede vægt af affald og køretøj fratrækkes en fast tara for køretøjet. Taraen skal være fastsat ved vejning hos den registrerede virksomhed.

Hvis køretøjet transporterer affaldet i en container, som ikke er permanent monteret på køretøjet, opgøres taraen som køretøjets faste tara tillagt den tara, som er angivet på containeren. Hvis der ikke er angivet tara på containeren, og containerens vægt ikke på anden måde er registreret, skal køretøj og container vejes samlet ved udkørsel.

Toldvæsenet vil normalt stille krav om, at vægtanlægget er bemandet, når der vejes.

Der kan dog vejes uden bemanding, når

- der anvendes særlige ID-kort,

- den faste tara for køretøjet er kodet i ID-kortet, og

- viderekørsel til aflæsningsstedet kun kan ske efter vejning, eller vejningen kontrolleres på aflæsningsstedet.

Tilførsel af affald

Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt for hvert kvartal på grundlag af den mængde afgiftspligtigt affald, der er tilført virksomheden i kvartalet. Vægten af det tilførte affald er affaldets bruttovægt ved tilførslen.

Affald, der ikke hidrører fra en kommunal renovationsordning, skal også medregnes ved opgørelse af den afgiftspligtige vægt. Det gælder eksempelvis affald, der tilføres ved privat foranstaltning, herunder erhvervsaffald, samt slam og ristegods, der tilføres fra rensningsanlæg.

Fraførsel af affald

I opgørelsen af den afgiftspligtige vægt fradrages vægten af det afgiftspligtige affald, der er fraført virksomheden i kvartalet. Vægten af det fraførte affald er affaldets bruttovægt ved fraførslen.

Der kan ikke foretages fradrag for

- perkolat,

- tilførte hjælpestoffer (fx kalk), og

- ikke afgiftspligtigt affald.

Hvis der i et kvartal er fraført mere afgiftspligtigt affald, end der er tilført, fradrages forskellen i følgende kvartal(er).

Regnskabsbestemmelser mv

Almindelige regler

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab over tilførsel og fraførsel af affald, der kan danne grundlag for opgørelse af den afgiftspligtige vægt.

Regnskabet føres på grundlag af de fakturaer eller afregningsbilag, der skal udstedes ved tilførsel af affald, og de fakturaer eller følgesedler, der skal udstedes ved fraførsel af affald, jf nedenfor.

Regnskabet skal i øvrigt føres på en sådan måde, at virksomheden efter anmodning kan give toldvæsenet oplysning om de affaldsmængder, der er modtaget fra andre registreringspligtige virksomheder, og om de affaldsmængder, der er tilført andre registreringspligtige virksomheder.

Regnskabet kan føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab. Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet, skal der føres et specielt regnskab efter toldkamrets anvisning.

Fakturaer mv

Virksomhederne skal for hver modtaget leverance af såvel afgiftspligtigt som afgiftsfrit affald udstede en faktura eller et afregningsbilag i mindst 2 eksemplarer, hvoraf det ene udleveres til leverandøren. Fakturaerne/afregningsbilagene skal være fortløbende nummererede.

Virksomhederne skal endvidere for hver fraførsel af affald udstede en fortløbende nummereret faktura eller følgeseddel i mindst 2 eksemplarer, hvoraf det ene udleveres til modtageren.

Fakturaer, afregningsbilag og følgesedler skal indeholde oplysning om

- dato for udstedelsen,

- transportørens eller leverandørens navn og adresse,

- modtagerens navn og adresse samt

- affaldets art og bruttovægt.

Virksomheden kan i tilfælde, hvor samme leverandør flere gange ugentlig leverer affald, vælge at udstede faktura/afregningsbilag periodevis. Perioden kan ikke overstige en måned.

Opbevaring

Regnskabet med tilhørende bilag, herunder vægtsedler, skal opbevares i mindst 5 år efter regnskabsårets udløb.

Afregning af afgift

Afgiftsangivelse

Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt for hver afgiftsperiode. Afgiftsperioden er kvartalet.

Efter udløbet af hvert kvartal og senest den 15. i den følgende måned skal virksomheden angive

- vægten af det tilførte affald,

- vægten af det fraførte affald, og

- vægten af det affald, hvoraf virksomheden skal betale afgift (den afgiftspligtige vægt).

Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald, angives den med nul.

Angivelsen skal afgives på en blanket (P 162), som toldvæsenet sender til virksomheden. Hvis virksomheden ikke modtager blanketten, skal den henvende sig til toldkamret.

Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse.

Selv om virksomheden ikke i en afgiftsperiode har modtaget affald til deponering eller forbrænding, skal angivelsen alligevel afgives.

Hvis en virksomhed ikke afgiver angivelsen inden den nævnte frist, kan toldvæsenet inddrage registreringen, indtil angivelsen er toldvæsenet i hænde.

Indbetaling af afgift

Afgiften for en afgiftsperiode skal indbetales inden udgangen af den måned, der følger efter perioden.

Til brug ved indbetalingen sender toldvæsenet et girokort på afgiftsbeløbet. Hvis afgiften ikke betales over postgirokontoen, men direkte til toldvæsenet, skal virksomheden vedlægge eller medbringe girokortet. Modtager virksomheden ikke girokortet, skal den henvende sig til toldkamret.

Hvis afgiften ikke betales i rette tid, skal virksomheden betale 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige betalingsdag, dog mindst 10 kr.

Hvis afgiften ikke er betalt senest den 14. dag, efter at fristen er udløbet, kan toldvæsenet inddrage virksomhedens registrering, indtil afgiften er betalt.

Så længe registreringen er inddraget, må virksomheden ikke modtage affald til deponering eller forbrænding.

Hvis en virksomhed ikke betaler afgiften i rette tid, kan toldvæsenet pålægge den at afgive afgiftsangivelsen for kortere perioder end et kvartal. Toldvæsenet kan også pålægge sådanne virksomheder en kortere betalingsfrist end den normale og kan kræve, at virksomheden stiller sikkerhed for betaling af afgiften.

Hvis en virksomhed er blevet pålagt en kortere angivelsesfrist eller betalingsfrist end den normale, og denne frist ikke overholdes, kan toldvæsenet inddrage virksomhedens registrering straks efter betalingsfristens udløb.

Hæftelse for afgift

For betaling af afgift hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.

Kontrolregler

Toldvæsenets kontrolrettigheder

Toldvæsenet har ret til at foretage eftersyn i de registreringspligtige virksomheder. Toldvæsenet har adgang til at efterse virksomhedens forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance mv.

Eftersyn i virksomheden sker normalt i virksomhedens sædvanlige forretningstid, men toldvæsenet kan også kræve at få adgang til virksomheden uden for denne tid.

Personer og virksomheder, som leverer affald til eller modtager affald fra registreringspligtige virksomheder, skal efter anmodning oplyse toldvæsenet om henholdsvis de leverede og de modtagne mængder affald. Toldvæsenet har ret til at efterse regnskaber mv hos disse virksomheder.

Virksomheder, der ikke er registreringspligtige, men som modtager affald til deponering, forbrænding, oparbejdning eller behandling i øvrigt, skal ligeledes efter anmodning oplyse toldvæsenet om de modtagne mængder affald. Toldvæsenet har også hos disse virksomheder ret til at efterse regnskaber mv.

Virksomhedens pligter

Virksomhedens indehaver og de personer, der er ansat i virksomheden, skal yde toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved eftersynene, fx ved gennemgang af forretningsbøger, regnskabsmateriale og korrespondance mv.

Virksomheden skal, når toldvæsenet ønsker det, udlevere eller indsende sine forretningsbøger, regnskabsbilag og andet regnskabsmateriale samt korrespondance mv til toldvæsenet. Dette gælder også i de tilfælde, hvor materialet er hos tredjemand, fx revisor eller regnskabskonsulent.

Efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser

Hvis det konstateres, at en virksomhed har angivet den vægt, hvoraf der skal betales afgift, urigtigt og derved betalt for lidt i afgift, skal virksomheden betale det skyldige beløb senest 14 dage efter, at toldvæsenet har fremsat kravet.

Hvis det skyldige afgiftsbeløb ikke kan gøres op på grundlag af virksomhedens regnskaber mv, kan toldvæsenet skønsmæssigt ansætte afgiftstilsvaret. Virksomheden kan anke ansættelsen til det nævn, der er nedsat i henhold til momsloven (momsnævnet). Anmodning om indbringelse for nævnet skal være fremsat over for toldvæsenet senest 4 uger efter, at virksomheden er gjort bekendt med ansættelsen.

Hvis afgiften ikke betales i rette tid, skal virksomheden betale 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 10 kr.

Straffebestemmelser

Forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser af kapitel 12a i lov om miljøbeskyttelse eller de forskrifter, som er udstedt i henhold til dette kapitel, kan straffes med bøde.

I tilfælde af forsætlig afgiftsunddragelse kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år.

For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kommuner og kommunale fællesskaber kan ligeledes i forbindelse med begåede overtrædelser pålægges bødeansvar.

Momsnævnet

Momsnævnet har den endelige administrative afgørelse af

- spørgsmål om virksomheders registreringspligt

- spørgsmål om den afgiftspligtige vægt

- spørgsmål om afgiftspligt

- klager over toldvæsenets skønsmæssige ansættelser.

Nævnet består af 6 medlemmer: 2 repræsenterer Skatteministeriet og 4 erhvervslivet. Skatteministeren udpeger formanden for nævnet.

Man kan henvende sig til nævnet enten direkte eller gennem toldvæsenet.

Virksomheden kan fremstille sin sag mundtligt for nævnet.

Nævnets adresse er

Nævnet vedrørende Merværdiafgift mv

Frederiksholms Kanal 25

1220 København K.

Vejledning 1988 18599 Historic

Affaldsafgift

Affaldsafgift

Oktober 1988

Indhold

Forord

Klagevejledning

Afgiftspligtens omfang

Afgiftens størrelse

Registrering

Registreringspligten

Registreringsanmeldelse

Ændringer i og ophør af virksomheden

Momsregistrering

Opgørelse af den afgiftspligtige vægt

Tilførsel af affald

Fraførsel af affald

Regnskabsbestemmelser mv

Almindelige regler

Fakturaer mv

Opbevaring

Afregning af afgift

Afgiftsangivelse

Indbetaling af afgift

Hæftelse for afgift

Kontrolregler

Toldvæsenets kontrolrettigheder

Virksomhedens pligter

Efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser

Straffebestemmelser

Momsnævnet

Vejledning 1988 18599 Historic

Ingen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →