Skattedirektoratets cirkulære om den skattemæssige behandling af forældet gæld (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skattedirektoratets cirkulære om den skattemæssige behandling af forældet gæld (* 1)
1. Ved Højesterets dom af 30. juni 1988 er det fastslået, at der ved forældelse af gældsposter, der som udgifter har været fratrukket ved skatteopgørelsen, som udgangspunkt er opnået en indkomstskattepligtig fordel for skylderen.
Højesteret udtalte, at der ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst som følge af forældelsen må foretages en vurdering af fordringernes værdi under hensyn til skatteyderens betalingsevne på tidspunktet for forældelsens indtræden.
Højesteret fandt det uden betydning, at skatteyderen i tiden fra stiftelsen af gælden til forældelsestidspunktet ikke have fortsat den virksomhed, hvori gælden var pådraget.
Højesteret lagde herefter til grund, at appellanten i 1975 var i stand til at betale de omhandlede fordringer, der i 1980 bortfaldet ved forældelse. Appellanten havde ikke sandsynliggjort, at hans betalingsevne i 1980 var forringet på en sådan måde, at dette kunne føre til, at den skattepligtige værdi af fordringernes forældelse blev fastsat til et lavere beløb end gældens nominelle størrelse.
2. Den hidtidige praksis, hvorefter den skattepligtige fordel som følge af forældelsen udgør gældens nominelle beløb, jf. ligningsvejledningen 1987, afsnit C 1.1., kan som følge af dommen ikke opretholdes.
Der må på baggrund af skyldnerens økonomiske forhold på forældelsestidspunktet foretages en bedømmelse af gældens værdi på dette tidspunkt, og den skattepligtige fordel ansættes til denne værdi.
Fastsættelsen af gældens værdi på forældelsestidspunktet må ske efter en samlet vurdering af skyldnerens betalingsevne. Der kan ved denne vurdering tages udgangspunkt i skyldnerens status på forældelsestidspunktet i overensstemmelse med praksis om beskatning af gældeseftergivelse, jf. ligningsvejledningen 1987, afsnit L 3.6.6. Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan fordelen ved forældelsen ansættes til fordringens værdi for kreditor.
3. Fordelen ved forældelse er kun skattepligtig i det omfang, der er tale om forældelse af gæld, der tidligere er kommet skatteyderen skattemæssigt tilgode i form af en skattebesparelse, f.eks. i kraft af et omkostningsfradrag, afskrivning, underskudsoverførsel eller underskudsfremførsel. Er dette ikke tilfældet og foreligger der ikke en gave eller maskeret udbytte, er fordelen ved forældelsen skattefri.
4. De skattelignende myndigheder anmodes om at foranledige indkomstansættelser, hvor der i større omfang end ovenfor anført er sket beskatning af fordel ved forældelse, nedsat i overensstemmelse med foranstående, når den skattepligtige fremsætter begæring herom, eller forholdet i øvrigt er skattemyndighederne bekendt. Genoptagelse kan tillades for indkomstår, der ligger indtil 5 år forud for Højesterets dom, det vil sige indkomståret 1983 og følgende indkomstår.
Hans Westerberg
/Marianne Mandahl