Afgiftsvejledning. Motorkøretøjer
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Afgiftsloven
Fortegnelse over blanketter mv
Forord
Vejledningen er til brug for forhandlere og udlejningsvirksomheder, der er registreret hos toldvæsenet efter loven om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.
Vejledningen kan også bruges af forhandlere og udlejningsfirmaer, som ikke er registreret, og af andre virksomheder inden for autobranchen.
Vejledningen indeholder de vigtigste regler om registreringsafgiften. Har De brug for flere oplysninger, er De velkommen til at henvende Dem til toldkamret.
Enhver henvendelse - skriftlig eller mundtlig - beder vi Dem rette til det toldkammer, som Deres virksomhed hører til. Adresse og telefonnummer på Deres toldkammer står på bagsiden af vejledningen.
I det daglige arbejde i virksomheden kan De også bruge toldvæsenets standardprisfortegnelse med tilhørende forord, varevognsfortegnelse, tabel til beregning af registreringsafgift og vejledning om »Last- og varebiler«.
Klagevejledning
Toldkamrets afgørelser kan indbringes for Direktoratet for Toldvæsenet, som træffer endelig administrativ afgørelse, medmindre det drejer sig om en sag, der kan indbringes for Nævnet vedrørende Registreringsafgift af Motorkøretøjer, se side 43.
Afgørelser, der er truffet af direktoratet i 1. instans, kan indbringes for Skatteministeriet, Told- og Afgiftsdepartementet.
Afgørelser, der er truffet af direktoratet i 2. instans i sager om afgiftsfritagelse efter lovens § 3, stk 6, og i sager om tilladelse til registrering af bestemte grupper af køretøjer uden fremlæggelse af det i lovens § 22, stk 1, omhandlede bevis, jf lovens § 22, stk 3, kan også indbringes for ministeriet.
En eventuel klage bedes af praktiske grunde sendt gennem det lokale toldkammer.
Hvilke køretøjer er afgiftspligtige?
Afgiftspligten omfatter motorkøretøjer, som skal registreres efter færdselsloven, samt påhængsvogne og sættevogne til sådanne motorkøretøjer.
Det afgiftspligtige vareområde er derfor fastlagt på grundlag af færdselslovens regler.
1. Motorkøretøjer
Ved motorkøretøj forstås et motordrevet køretøj, der hovedsagelig er indrettet til selvstændigt at benyttes til person- eller godsbefordring.
Et motordrevet køretøj, der er indrettet til andet formål, men som er konstrueret til eller uden væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til en hastighed af over 30 km i timen, anses også som motorkøretøj.
Motorkøretøjer inddeles i biler og motorcykler således
- en bil er et motorkøretøj, der er forsynet med 4 eller flere hjul eller med bælter, valser, meder eller lignende, eller et motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt overstiger 400 kg.
- en motorcykel er et motorkøretøj på 2 hjul med eller uden sidevogn eller et motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt ikke overstiger 400 kg.
Ved et køretøjs egenvægt forstås vægten af køretøjet med det tilbehør, som køretøjet normalt medfører. Vægten af driftsmidler, herunder brændstof, smøreolie og kølevand, samt fører medregnes ikke til egenvægten.
Biler og motorcykler er omfattet af det afgiftspligtige vareområde, medens andre motordrevne køretøjer (fx traktorer, motorredskaber og knallerter) normalt ikke er afgiftspligtige.
2. Påhængsvogne og sættevogne
En påhængsvogn er et påhængskøretøj, der hovedsagelig er indrettet til befordring af personer eller gods.
En sættevogn er et påhængskøretøj, der hovedsagelig er indrettet til befordring af personer eller gods, og som kobles til det trækkende køretøj således, at køretøjet eller dets last delvis hviler på det trækkende køretøj.
Påhængsvogne og sættevogne er omfattet af det afgiftspligtige vareområde, men kun når de benyttes i forbindelse med et registreringspligtigt køretøj. Hvis de utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport og ikke benyttes til personbefordring, er de dog fritaget for afgift.
3. Påhængsredskaber
Et påhængsredskab er et andet påhængskøretøj end påhængsvogn og sættevogn. Campingvogn anses som påhængsredskab.
Køretøjer, der er registreret som påhængsredskaber, falder uden for det afgiftspligtige vareområde.
4. Sidevogne
En sidevogn er et et-hjulet køretøj, der kobles til siden af et to-hjulet køretøj (motorcykel), og som skal bruges til befordring af personer eller gods.
Sidevogne falder uden for det afgiftspligtige vareområde, men behandles afgiftsmæssigt som udstyr til motorkøretøjer efter reglerne herom. Der skal ikke betales afgift af sidevogne, der leveres som udstyr, når sidevognen utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport.
Hvornår bliver køretøjet afgiftspligtigt?
Første registrering efter færdselsloven
Afgiftspligten indtræder ved et køretøjs første registrering efter færdselsloven her i landet.
Det vil sige, at der skal betales afgift i forbindelse med køretøjets registrering hos politiet. Afgiftsberigtigelse skal således ske, inden køretøjet tages i brug, medmindre det kan fritages for afgift efter reglerne herom.
Det er registreringsmyndigheden (politiets motorkontor og Centralregisteret for Motorkøretøjer), som træffer afgørelse om registrering af køretøjer her i landet.
Afgiftsfritagelse/nedsættelse ikke længere opfyldt
Et køretøj bliver afgiftspligtigt, når betingelserne for en afgiftsfritagelse eller afgiftsnedsættelse, der er givet ved den seneste registrering af køretøjet, ikke længere er opfyldt. Det gælder fx, når en varevogn på gule nummerplader omregistreres til hvide nummerplader.
Ejeren af køretøjet har pligt til selv at anmelde over for toldvæsenet, når køretøjets art eller anvendelse ændres, således at der indtræder afgiftspligt.
Identitetsskifte
Et brugt køretøj bliver afgiftspligtigt, når det efter reparation, ombygning mv ikke kan betragtes som identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj.
Køretøjer, der genopbygges efter tæringsskade, slitage mm eller efter færdselsskade mm, kan dog fritages for afgift på særlige betingelser. Se side 17 og 18.
Et køretøj, der repareres eller ombygges mv, skal efter reparationen/ombygningen svare til det køretøj, der er beskrevet i registreringsattesten. Det vil sige, at der ikke må ske ændringer med hensyn til fabrikat, model, type og årgang.
Hvis et køretøj ændres på en sådan måde, at det ikke længere svarer til registreringsattesten, skal der betales registreringsafgift på ny. Dette kan fx være tilfældet ved montering af byggesæt, motorudskiftning og motortuning, der er omtalt i det følgende.
Montering af byggesæt
Ekstratilbehør og udstyrsgenstande kan uden afgiftsmæssige konsekvenser monteres på et brugt køretøj, hvis monteringen kun medfører mindre afvigelser i forhold til køretøjet før monteringen.
Byggesæt af glasfiber eller plast, som fastgøres på køretøjet ved klæbning eller ved hjælp af skruer, bolte mm, kan også monteres frit. Det er dog en betingelse, at der ikke er tale om karosseridele, der kræver udskæringer for at blive integreret i karosseriet, eller som monteres uden på karosseriet eller i stedet for tilsvarende originale dele.
Motorudskiftning
Der kan uden afgiftsmæssige konsekvenser foretages udskiftning af et brugt køretøjs motor, herunder til en motor med anden drivkraft, hvis udskiftningen kun medfører en effektforøgelse på højst 20 pct i forhold til den originale motoreffekt.
Hvis effektforøgelsen overstiger 20 pct, skal der betales ny registreringsafgift.
Effektforøgelsen beregnes som forskellen mellem køretøjets originale motoreffekt og den originale effekt af den ilagte motor. Hvis den ilagte motor tillige tunes, skal tuningseffekten medregnes.
Ved beregning af effektforøgelsen bruges de DIN-HK, som bilfabrikanten har angivet for begge motorer som nye, og for tuningssæt den effekt, som fabrikanten har angivet.
Motortuning
Tuningssæt, herunder turboaggregater, til standardmotorer betragtes som ekstratilbehør, der uden afgiftsmæssige konsekvenser kan monteres på et brugt køretøj. Det er dog en betingelse, at monteringen sker på køretøjets oprindelige motor eller på en helt tilsvarende motor, som er ilagt senere.
Hvis tuningen også omfatter udskiftning af væsentlige motordele, fx udskiftning af et konventionelt topstykke med et indsprøjtningstopstykke, betragtes det som en ombygning af standardmotoren. En sådan ombygning behandles efter reglerne om motorudskiftning, jf ovenfor (20 pct-reglen).
Anmeldelse til toldvæsenet
Hvis der på et brugt køretøj foretages ændringer, som kan betyde, at der skal betales ny registreringsafgift, skal der ske anmeldelse til toldvæsenet. Der vil herefter blive truffet afgørelse om, hvorvidt ændringerne medfører afgiftspligt.
Den endelige administrative afgørelse af spørgsmålet henhører under Motornævnet, jf side 43.
Ændring mv af stelnummer
Et køretøjs stelnummer må ikke ændres eller fjernes uden anmeldelse til toldvæsenet. Forsikringsselskabernes taksatorer er dog bemyndiget til at kontrollere genihugning af stelnummer i køretøjer, der genopbygges efter færdselsskade.
Afgiftsfritagelse
Der kan efter reglerne i dette afsnit gives afgiftsfritagelse for køretøjer, som tilhører bestemte personer og institutioner mv, samt for specielle typer af køretøjer.
Størsteparten af disse køretøjer kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet. Det drejer sig om køretøjer, som er fritaget for afgift på grund af deres særlige konstruktion eller anvendelse.
Andre køretøjer, som ønskes fritaget for afgift, skal ekspederes hos toldvæsenet, inden registreringen kan finde sted. Der skal for disse køretøjer afgives en anmeldelse om afgiftsfritagelse på toldvæsenets blanketter. Til brug ved registreringen udleverer toldvæsenet en toldattest om afgiftsfritagelse.
Når betingelserne for en sådan afgiftsfritagelse ikke længere er opfyldt, fx når køretøjet sælges eller tages i brug til andet formål, skal der på ny rettes henvendelse til toldvæsenet - med henblik på afgiftsfritagelse for den ny ejer eller betaling af afgift af køretøjet - før det kan omregistreres.
1. Kongehusets køretøjer
Afgiftsfritagelsen omfatter køretøjer, der tilhører kongen og dennes ægtefælle samt visse medlemmer af kongehuset.
Køretøjerne skal ekspederes hos toldvæsenet, inden registreringen kan finde sted. Der tildeles sort/hvide nummerplader.
2. Statens køretøjer
Afgiftsfritagelsen omfatter personkøretøjer samt varevogne med tilladt totalvægt ikke over 4 tons, der tilhører og udelukkende anvendes af danske statsinstitutioner. Køretøjer, der af statsvirksomheder anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende, kan dog ikke fritages for afgift.
Køretøjerne skal ekspederes hos toldvæsenet, inden registreringen kan finde sted. Der tildeles sort/hvide nummerplader.
Afgiftsfritagelsen vedrørende statens køretøjer omfatter kun de biler og motorcykler, der tilhører og udelukkende anvendes af egentlige statsinstitutioner. Offentlige institutioner, der modtager statstilskud til driften, vil normalt ikke blive betragtet som en »statsinstitution« i forhold til reglerne om afgiftsfritagelsen. Ved afgrænsningen af begrebet »statsinstitution« lægges der afgørende vægt på, om institutionens økonomi er et statsligt anliggende i sådan grad, at budgettet er optaget på finansloven.
Anmeldelsen om afgiftsfritagelse (blanket K 6) skal bl a indeholde oplysning om, at køretøjet udelukkende skal anvendes af den pågældende statsinstitution.
Hvis en statsinstitution anvender køretøjet i erhvervsmæssig konkurrence med private erhvervsdrivende, behandles køretøjet afgiftsmæssigt efter lovens almindelige regler. Der kan eksempelvis være tale om turistbusser og rutebiler til erhvervsmæssig personbefordring. Turistbusserne skal i sådanne tilfælde afgiftsberigtiges med 20 pct afgift, medens rutebilerne fritages for afgift som andre rutebiler, jf punkt 5 i dette afsnit.
Last- og varebiler med tilladt totalvægt over 4 tons, mandskabsvogne, motorforvogne samt påhængs- og sættevogne til godstransport er fritaget for afgift efter de almindelige regler, jf punkterne 6, 7, 8 og 10 i dette afsnit. Det gælder normalt også for sådanne køretøjer, der tilhører staten.
3. Brandsluknings- og redningskøretøjer
Afgiftsfritagelsen omfatter køretøjer, der er specielt indrettet og udelukkende anvendes ved udrykning til brandsluknings- og redningsopgaver.
Fritagelsen omfatter endvidere køretøjer, som tilhører og udelukkende anvendes af civilforsvars- og beredskabskommissioner og ikke anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende.
Egentlige brandslukningskøretøjer
Det er køretøjer, som af politiet klassificeres som »brandbil til udrykningskørsel«.
Køretøjerne kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet. Køretøjerne tildeles sort/hvide nummerplader eller særlige nummerplader.
Andre udrykningskøretøjer til brug ved brandsluknings- og redningsopgaver
Der er her tale om personbiler, busser, last- og varebiler (uanset totalvægten) og andre køretøjer, der godkendes og registreres som »udrykningskøretøj« i henhold til justitsministeriets regler, og som udelukkende anvendes ved udrykning til brandsluknings- og redningsopgaver.
Afgiftsfritagelsen omfatter ikke køretøjer, som foruden ved løsning af redningsopgaver helt eller delvis skal bruges til anden tjenstlig kørsel end udrykningskørsel. Sådanne køretøjer skal afgiftsberigtiges efter de almindelige regler.
Køretøjer, der ønskes fritages for afgift, skal ekspederes hos toldvæsenet, inden registreringen kan finde sted. Køretøjerne registreres med sort/hvide nummerplader eller særlige nummerplader.
Anmeldelsen om afgiftsfritagelse (blanket K 6) skal bl a indeholde erklæring fra virksomheden om køretøjets indretning og benyttelse.
Civilforsvars- og beredskabskommissionernes køretøjer
Afgiftsfritagelsen omfatter personbiler, busser, last- og varebiler (uanset totalvægten) og andre køretøjer, som tilhører og udelukkende anvendes af civilforsvars- og beredskabskommissioner og ikke anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende.
Køretøjerne skal ekspederes hos toldvæsenet, inden registreringen kan finde sted. Køretøjerne registreres med sort/hvide nummerplader.
Anmeldelsen om afgiftsfritagelse (blanket K 6) skal bl a indeholde erklæring fra kommissionen om køretøjets benyttelse.
4. Ambulancer og rustvogne
Afgiftsfritagelsen omfatter køretøjer, der er specielt indrettet og udelukkende anvendes til ambulance- og rustvognskørsel.
Det drejer sig om køretøjer, som af politiet klassificeres som »ambulance til sygetransport« eller som »rustvogn«.
Køretøjerne kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet, og de registreres med sort/hvide nummerplader eller med særlige nummerplader.
En ambulance er et køretøj, som er specielt indrettet til båretransport og med andet for udrykningskørsel nødvendigt udstyr. Fritagelsen omfatter således ikke personbiler og busser, som skal bruges til befordring af patienter og donorer. Sådanne køretøjer klassificeres efter færdselsloven som sygebil til erhvervsmæssig personbefordring, og de skal afgiftsberigtiges med 20 pct af den afgiftspligtige værdi efter særlige regler herom.
Bestemmelsen om afgiftsfrihed for rustvogne omfatter kun køretøjer af særlig konstruktion med forhøjet tag og store glaspartier, og som er specielt indrettet til båretransport. Der kan således ikke gives afgiftsfritagelse for biler med karrosseri af almindelig person- eller varebiludførelse, så som stationcars, kassevogne eller køretøjer af pick up type (med aftagelig rustvognskasse). Sådanne køretøjer skal afgiftsberigtiges efter lovens almindelige regler.
Et køretøj kan heller ikke godkendes som rustvogn, hvis det er forsynet med indretninger eller udstyr, fx anhængertræk, med henblik på anvendelse til godstransport.
5. Rutebiler
Afgiftsfritagelsen omfatter personkøretøjer, der anvendes til rutekørsel i henhold til tilladelse efter loven om buskørsel.
Rutebiler kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet. Tilladelse til rutekørsel efter loven om buskørsel skal forevises registreringsmyndigheden ved køretøjets anmeldelse til registrering. Tilladelsen udstedes af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet og i København af Hovedstadsrådet.
Hvis der foreligger en såkaldt entreprenørkontrakt mellem en tilladelsesindehaver og en vognmandsvirksomhed, kan der i stedet fremlægges en særlig attest herom. Attesten udstedes på toldvæsenets blanket K 15, som fås udleveret ved henvendelse til toldkamret.
Køretøjerne registreres med gule nummerplader.
Køretøjerne kan i henhold til tilladelserne anvendes til almindelig rutekørsel, dvs den kørsel, som alle har adgang til (den kollektive transport), eller til speciel rutekørsel, fx kørsel med skoleelever, arbejdstagere eller andre bestemte kategorier af personer.
Bestemmelserne om almindelig rutekørsel gælder for motorkøretøjer uanset størrelse.
Bestemmelserne om speciel rutekørsel gælder kun for motorkøretøjer af busstørrelse.
Køretøjerne kan herudover alene anvendes til kørsel, der må ligestilles med almindelig rutekørsel, og som alene afviger herfra ved at opfylde et kortvarigt trafikbehov. Kørselen skal udføres efter de for det pågældende område normalt gældende takstbestemmelser og i henhold til en forud offentliggjort køreplan.
Køretøjerne kan endvidere anvendes til befordring af passagerer for jernbaner eller luftfartsselskaber, der er ramt af trafikforstyrrelser.
6. Last- og varebiler over 4 tons totalvægt
Afgiftsfritagelsen omfatter motorkøretøjer med tilladt totalvægt over 4 tons, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport.
Køretøjerne må ikke benyttes til feriekørsel eller anden privat personbefordring.
Lastbiler kan benyttes ved skolekørsel, når akselafstanden er mindst 4 m, og den størst tilladte totalvægt er mindst 10 tons.
Køretøjerne kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet. Der tildeles gule nummerplader.
Ved et køretøjs totalvægt forstås efter færdselsloven den ved registrering eller godkendelse tilladte største vægt af køretøjet med driftsmidler, fører og last. Totalvægten fremgår af køretøjets typeattest eller godkendelseserklæring fra en bilinspektør. For allerede registrerede køretøjer fremgår totalvægten af registreringsattesten.
Der er udsendt en vejledning K 56 om almindelige last- og varebiler, i hvilken betingelserne for afgiftsfritagelse er nærmere beskrevet. Heri er endvidere omtalt reglerne om disse køretøjers benyttelse. Vejledningen kan fås på toldkamret.
Det er kun de køretøjer, som opfylder disse betingelser, og som også oprindelig er konstrueret og indrettet til godstransport, der vil kunne anmeldes til registrering hos politiet uden ekspedition hos toldvæsenet.
Biler, som oprindelig er konstrueret og indrettet til personbefordring med sædearrangement bag førersædet, og som er ombygget med henblik på at opnå afgiftsfritagelse, skal ekspederes hos toldvæsenet. Der skal her træffes afgørelse om, hvorvidt køretøjet kan fritages for afgift, eller om det eventuelt skal afgiftsberigtiges efter lovens bestemmelser.
Reglerne i den nævnte vejledning omfatter ikke køretøjer af særlig konstruktion og specielle typer af køretøjer.
Det drejer sig bl a om motorkøretøjer, der er indrettet som arbejdsredskab. Endvidere køretøjer med særlige indretninger til specielle formål, fx udstillings- og salgsvogne, værkstedsvogne, hestetransportvogne, bank- og sparekassebusser og andre kontorvogne samt biblioteksbusser mv.
For sådanne specielle køretøjer gælder der særlige betingelser for afgiftsfritagelse eller afgiftsberigtigelse, og køretøjerne skal derfor ekspederes hos toldvæsenet, inden registreringen hos politiet.
7. Mandskabsvogne
Mandskabsvogne, der skal bruges af virksomheder til erhvervsudøvelse, kan fritages for afgift på følgende betingelser
En mandskabsvogn er et køretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Der skal således være tale om et køretøj, som i egentlig forstand er forsynet med et ekstra rum til befordring af mandskab. Det vil normalt sige et køretøj af dobbeltkabinetype.
Almindelige varebiler kan ikke anses som mandskabsvogne, medmindre de ligesom dobbeltkabinetypen er indrettet med et rum med siddeplads bag førersædet.
Personkabinen i en mandskabsvogn skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst et sæde bag forsæderne. Personkabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Det vil for lukkede køretøjers vedkommende sige, at der skal etableres en fuldstændig, fast adskillelse mellem varerummet og personrummet. Et vindue i adskillelsen kan tillades.
Den del af køretøjet, der udelukkende anvendes til befordring af gods, dvs vareladet eller det lukkede varerum, skal have større fladeareal end personkabinen (dobbeltkabinen eller det udvidede førerrum).
Afgiftsfritagelsen for mandskabsvogne gælder i øvrigt uanset køretøjets totalvægt.
Mandskabsvogne kan anvendes til personbefordring, når de pågældende personer er ansat i ejerens eller brugerens virksomhed og befordres til eller fra den arbejdsplads, hvor de skal anvende det medbragte materiel.
Køretøjerne kan også anvendes til almindelig godskørsel, servicekørsel mv, når det sker som led i erhvervsudøvelsen inden for det pågældende fagområde. Der må i sådanne tilfælde ikke befordres andre personer med køretøjet end føreren.
Køretøjerne må ikke benyttes til privat personbefordring.
Mandskabsvogne skal ekspederes hos toldvæsenet, inden registreringen efter færdselsloven kan finde sted.
Køretøjet skal forevises toldvæsenet, og det skal være påmalet virksomhedens navn på tydelig måde. Anden holdbar og ikke aftagelig afmærkning kan dog godkendes (»svejsebogstaver«).
Der skal afgives anmeldelse om afgiftsfritagelse på toldvæsenets blanket K 6, som bl a skal indeholde erklæring fra virksomheden om, at den foreskrevne påmaling ikke vil blive fjernet eller ændret.
Mandskabsvogne registreres med gule nummerplader. Den udstedte toldattest skal medbringes i køretøjet og skal på forlangende forevises for kompetent myndighed.
8. Motorforvogne
Afgiftsfritagelsen omfatter motorkøretøjer, som hovedsagelig er indrettet til at trække andet køretøj eller arbejdsredskab og udelukkende benyttes som trækkraft for køretøjer eller arbejdsredskaber, der ikke omfattes af registreringsafgiftsloven, eller som er fritaget for registreringsafgift.
Køretøjerne kan anmeldes til registrering hos politiet efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet. Der tildeles gule nummerplader.
Køretøjerne må ikke benyttes til feriekørsel eller anden privat personbefordring.
Hvis en motorforvogn skal anvendes som trækkraft for et påhængskøretøj, der er afgiftspligtigt, fx fordi det er indrettet til befordring af personer, skal der betales afgift af hele vogntoget, forvognen indbefattet.
9. Arbejdsredskaber
Afgiftsfritagelsen omfatter motorkøretøjer, som hovedsagelig er indrettet som arbejdsredskab og udelukkende benyttes som sådant. Det drejer sig om motorkøretøjer af særlig konstruktion, fx tromler, fejemaskiner og grusningsmaskiner, der er konstrueret til en hastighed af over 30 km i timen (køretøjer, konstrueret til lavere hastighed er ikke omfattet af afgiftsloven).
Køretøjerne skal inden anmeldelsen til registrering ekspederes hos toldvæsenet. De registreres med sort/hvide nummerplader.
Almindelige last- og varebiler, som er påmonteret et arbejdsredskab (kran, personlift, jordbor mv) på det åbne varelad, er ikke omfattet af denne afgiftsfritagelse, men behandles efter reglerne for last- og varebiler.
10. Påhængs- og sættevogne
Afgiftsfritagelsen omfatter påhængs- og sættevogne, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport og ikke benyttes til personbefordring.
Køretøjerne kan anmeldes til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet. Der tildeles gule nummerplader.
Påhængsvogne kan benyttes ved skolekørsel, når de er forsynet med to aksler, og den tilladte totalvægt er mindst 8 tons.
Hvis et påhængskøretøj er indrettet tll befordring af personer, skal der betales afgift efter lovens almindelige regler.
11. Påhængsvogne til beboelse
Afgiftsfritagelsen omfatter påhængsvogne, som er indrettet til beboelse, og som ikke benyttes til personbefordring.
Ifølge færdselslovens definitioner anses campingvogne som påhængsredskaber, og disse køretøjer er ikke omfattet af registreringsafgiftsloven.
Det kan imidlertid forekomme, at et påhængskøretøj til beboelse skal registreres som påhængsvogn, og så vil køretøjet principielt være omfattet af afgiftsloven. Det drejer sig om visse påhængskøretøjer til brug for cirkus og lignende.
Køretøjerne skal anmeldes til ekspedition hos toldvæsenet, og der afgives anmeldelse om afgiftsfritagelse på toldvæsenets blanket K 6.
Køretøjerne tildeles af politiet sort/hvide nummerplader.
12. El-drevne motorkøretøjer
Afgiftsfritagelsen omfatter el-drevne motorkøretøjer med tilladt totalvægt ikke over 2 tons, som anmeldes til registrering efter færdselsloven inden udgangen af 1989.
Fritagelsesbestemmelsen omfatter kun egentlige el-drevne køretøjer med et drivkraftsystem, som udelukkende består af el-motorer.
Fritagelsen gælder både for varebiler (gule nummerplader) og for personbiler og motorcykler (sort/hvide nummerplader).
El-drevne køretøjer skal ekspederes hos toldvæsenet inden registreringen efter færdselsloven. Køretøjet skal forevises toldvæsenet ved ekspeditionen, og der afgives anmeldelse om afgiftsfritagelse på toldvæsenets blanket K 6.
Hvis køretøjet ændres til at benytte anden drivkraft end elektricitet, skal der ligeledes ske anmeldelse til toldvæsenet med henblik på afgiftsberigtigelse af køretøjet.
13. Biblioteksbusser tilhørende kommunen
Afgiftsfritagelsen omfatter køretøjer med tilladt totalvægt over 4 tons, der er indrettet som bibliotek, og som tilhører en kommune.
Det drejer sig om køretøjer, der er indrettet med biblioteksudstyr i form af boghylder, borde og stole eller andet sædearrangement til benyttelse ved bogudlån på holdepladser, hvor køretøjet er tilgængeligt for publikum.
Køretøjerne må ikke benyttes til befordring af personer uden for førerrummet.
Køretøjerne skal ekspederes hos toldvæsenet og forevises ved afgiftsekspeditionen. Anmeldelsen om afgiftsfritagelse (blanket K 6) skal bl a indeholde en erklæring fra vedkommende kommune om køretøjets indretning og benyttelse som biblioteksbus.
Der tildeles gule nummerplader.
14. Handicapvenlige hyrevogne
Afgiftsfritagelsen omfatter hyrevogne til erhvervsmæssig personbefordring, som er særligt indrettet til befordring af mindst en person siddende i kørestol. Den særlige indretning skal være godkendt enten ved standardtypegodkendelse eller af Statens Bilinspektion.
For benyttelsen af sådanne hyrevogne gælder de samme regler som for almindelige hyrevogne, der er afgiftsberigtiget med 20 pct afgift.
Køretøjerne skal anmeldes til ekspedition hos toldvæsenet, og der afgives anmeldelse om afgiftsfritagelse på toldvæsenets blanket K 16. Køretøjerne registreres med gule nummerplader.
De afgiftsfritagne køretøjer er ikke omfattet af den frikørselsordning, der gælder for afgiftsbelagte hyrevogne. Køretøjerne kan ikke senere afgiftsberigtiges med 20 pct afgift som almindelige hyrevogne, men skal berigtiges med fuld afgift, når betingelserne for afgiftsfritagelse ikke længere er opfyldt.
15. Diplomatkøretøjer mv
Afgiftsfritagelsen omfatter køretøjer, som tilhører
1. Fremmede staters herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer.
2. Fremmede staters herværende diplomatiske udsendinge og udsendte lønnede konsuler (generalkonsuler, konsuler og vicekonsuler) samt den pågældende families medlemmer, for så vidt de tilhører hans husstand. Afgiftsfriheden er betinget af, at vedkommende ikke er dansk statsborger og ikke her udøver privat erhvervsvirksomhed.
3. Medlemmer af fremmede staters herværende diplomatiske og konsulære repræsentationers administrative og tekniske personale. Afgiftsfriheden er betinget af, at vedkommende ikke er dansk statsborger og ikke her udøver privat erhvervsvirksomhed eller har fast bopæl i Danmark.
4. Forskellige internationale organisationer som FN's informationskontor, UNICEF, WHO's regionalkontor, IAEA, ESRO, Det internationale Havundersøgelsesråd, NATO, amerikanske officerer og andet personel, amerikanske indkøbsofficerer og andet autoriseret indkøbspersonel, Det Nordiske Ministerråds sekretariater (Sekretariatet for Nordisk kulturelt Samarbejde) og EF-organer.
Anmeldelse om afgiftsfritagelse (blanket K 6) skal indgives til Distriktstoldkammer 2 (Indre by), Strandgade 100, Postboks 2164, 1016 København K.
Anmeldelse fra personel tilknyttet det herværende NATO-hovedkvarter indgives dog til Randers Distriktstoldkammer, Toldbodgade 3, Postboks 912, 8900 Randers.
Anmeldelsen skal indeholde oplysning (erklæring) om, at køretøjet udelukkende skal anvendes af den pågældende repræsentation, diplomat, organisation mv. Anmeldelsen skal være forsynet med embedsstempel fra repræsentationen mv eller være ledsaget af en særlig erklæring fra repræsentationen mv om den pågældende persons tilknytning til repræsentationen mv.
Køretøjerne tildeles sædvanligvis blå nummerplader.
Særlig afgiftslempelse og afgiftsfritagelse
Der kan for særlige grupper af køretøjer gives afgiftslempelse eller afgiftsfritagelse. Det drejer sig bl a om
- køretøjer, der tilhører udlændinge, og som disse skal benytte her i landet under et tidsbegrænset ophold.
- køretøjer, der genopbygges efter tæringsskade, slitage mm,
- køretøjer, der genopbygges efter færdselsskade mm.
Udlændinges motorkøretøjer
Betaling af månedsafgift
Udlændinge kan få tilladelse til at betale registreringsafgiften af deres motorkøretøjer med 1 pct af afgiftsbeløbet pr påbegyndt måned, når deres ophold her i landet er tidsbegrænset, men dog medfører, at deres motorkøretøj skal registreres med danske nummerplader.
Ved udlændinge forstås personer, der ikke har dansk statsborgerskab.
Hvis et i øvrigt tidsbegrænset ophold her i landet må antages at ville overstige 3 år, kan der ikke gives tilladelse til betaling af månedsafgift.
Betalingsordningen omfatter køretøjer, som vedkommende udlænding har medbragt fra udlandet, og køretøjer, som udlændingen har købt her i landet. Køretøjet skal være til privat (ikke -erhvervsmæssig) brug.
Køretøjet skal være registreret i den pågældendes navn og må under opholdet her i landet kun føres af ejeren eller af personer, der tilhører hans husstand. Personer, der er beskæftiget i automobilværksteder og lignende, kan dog føre køretøjerne, når kørslen alene finder sted i forbindelse med køretøjets reparation og vedligeholdelse.
Ansøgning om tilladelse til ratevis betaling af registreringsafgiften afgives til toldkamret på toldvæsenets blanket K 10.
Tilladelsen til ratevis betaling gives for en periode af indtil 12 måneder fra og med den måned, hvori registreringspligten indtræder. Tilladelsen kan forlænges for perioder på indtil 12 måneder - dog ikke ud over det tidspunkt, hvor den pågældende har opholdt sig her i landet i sammenlagt 3 år efter indrejsen til Danmark.
Registreringsafgiften afregnes kontant og kan altså ikke tilføres en automobilforhandlers kreditkonto med denne afgift.
Motorkøretøjer, der genopbygges efter tæringsskade, slitage mm
Der er fastsat særlige regler om afgiftsfri genopbygning af motorkøretøjer efter tæringsskade, slitage mm. Det drejer sig dels om køretøjer, som genopbygges i salgsøjemed, dels om køretøjer, som tilhører private, og hvis genopbygning ikke sker med henblik påsalg.
Reglerne om genopbygning efter tæringsskade, slitage mm er fastsat i en bekendtgørelse og nærmere beskrevet i en meddelelse af februar 1985, som kan fås udleveret ved henvendelse til toldkamret.
Reglerne omfatter køretøjer, der skal renoveres som følge af længere tids manglende vedligeholdelse, særlig hårdt brug eller misligholdelse, ubenyttet henståen gennem længere tid og lignende tilfælde, hvor der kan være tale om en ophobning af skader på karosseri og mekaniske dele.
Reglerne omfatter ikke køretøjer, hvor reparation udføres løbende som almindelig vedligeholdelse af køretøjerne. Sådanne reparationer kan udføres afgiftsfrit.
Reglerne omfatter heller ikke køretøjer, som genopbygges efter færdselsskade og lignende skader. Reglerne herom er omtalt i det følgende afsnit.
Som nævnt er reglerne nærmere beskrevet i meddelelsen af februar 1985. Det skal derfor kun bemærkes her, at et køretøj, der genopbygges efter tæringsskade, slitage mm, efter reparationen nøje skal svare til det i registreringsattesten omhandlede køretøj. Der må således ikke ske nogen ændring med hensyn til køretøjets fabrikat, model, type og årgang. Reparationen skal endvidere holdes inden for bestemte værdigrænser.
Arbejdet skal udføres af en momsregistreret virksomhed. Opfyldes betingelserne for afgiftsfri genopbygning ikke, skal der betales registreringsafgift af køretøjet.
Motorkøretøjer, der genopbygges efter færdselsskade mm
Genopbygning af motorkøretøjer, som er blevet beskadiget efter færdselsuheld, eksplosion, ildebrand mm, kan ske afgiftsfrit. En af betingelserne for afgiftsfri genopbygning er, at reparationen går ud på at udbedre de ved færdselsuheldet mm skete skader fuldt ud, således at køretøjet med hensyn til fabrikat, chassis- og karrosseritype efter genopbygningen nøje svarer til køretøjet før uheldet.
Reglerne om genopbygning efter færdselsskade mm er fastsat i en bekendtgørelse, der vil kunne fås udleveret ved henvendelse til toldkamret.
Det er i princippet automobilforsikringsselskaberne, som administrerer disse regler. Reparationen af et køretøj efter færdselsuheld mm skal derfor ske efter forsikringsselskabets (taksators) anvisninger og på grundlag en en skadesopgørelse, som taksator har udarbejdet.
Skadesopgørelsen skal indeholde en specifikation over de dele, som skal udskiftes, med anførsel af priserne på disse. Opgørelsen skal foretages på grundlag af bruttopriser på nye reservedele, herunder nyt karrosseri, og skal indeholde samtlige udgifter til genopbygningen (bortset fra maling og lakering) indbefattet moms.
Der må ikke anvendes selvbærende karrosseri, chassis eller stel, som stammer fra et andet køretøj.
Afgiftsfri genopbygning forudsætter, at reparationen kan holdes inden for reparationsgrænsen, der er køretøjets handelsværdi tillagt 10 pct for hvert hele år, køretøjets alder overstiger 5 år regnet fra køretøjets første registrering. Tillægget kan dog højst udgøre 50 pct.
Handelsværdien, der fastsættes af taksator, er køretøjets genanskaffelsespris, inklusive afgift, umiddelbart før uheldet under hensyn til køretøjets alder, kørt distance, vedligeholdelsesstand og slitage. For køretøjer, der er registreret som fabriksnyt inden for det sidste år før uheldet, og som på skadestidspunktet højst har kørt 25 000 km, sættes handelsværdien normalt til køretøjets værdi som nyt, inklusive afgift.
Hvis genopbygningen sker for forsikringsselskabets regning, kan dette efter genopbygningen på grundlag af taksators erklæring på skadesopgørelsen overlade køretøjets registreringsattest til køretøjets ejer. Køretøjet skal ikke forevises for toldvæsenet.
I andre tilfælde, herunder når reparationsgrænsen overskrides, skal køretøjet afmeldes af motorregisteret, og den originale registreringsattest indsendes af forsikringsselskabet til toldvæsenet med dokumentation for afmeldelsen.
Hvis køretøjet genopbygges for ejerens regning, og dette kan ske afgiftsfrit i henhold til taksatoropgørelsen, skal ejeren efter genopbygningen indgive en anmeldelse (blanket K 33) til toldkamret og vedlægge skadesopgørelsen forsynet med taksators erklæring om genopbygningen.
Køretøjet skal fremstilles for toldvæsenet.
Hvis betingelserne for afgiftsfri genopbygning efter færdselsskade mm ikke er opfyldt, skal der betales registreringsafgift, hvis køretøjet genopbygges med henblik på ny registrering efter færdselsloven.
Hvis et køretøj, som ikke er omfattet af nogen skadesforsikring, genopbygges efter færdselsuheld mm, skal der indgives ansøgning om afgiftsfritagelse til toldvæsenet på blanket K 33, vedlagt taksators skadesopgørelse.
Køretøjet skal fremstilles for toldvæsenet.
Afgiftssatser
Toldvæsenet har udsendt en TABEL til brug ved afgiftsberegningen. Tabellen kan fås ved henvendelse til toldkamret.
Fuld afgift (personbiler og motorcykler)
Der beregnes fuld afgift af almindelige personbiler og motorcykler, medmindre køretøjet på grund af sit særlige tilhørsforhold er fritaget for afgift. Personbiler og motorcykler registreres med sort/hvide nummerplader.
Der beregnes også fuld afgift af ethvert andet køretøj, som ikke ifølge sin konstruktion, indretning eller benyttelse er fritaget for afgift eller kan berigtiges med nedsat afgift. Det drejer sig eksempelvis om motordrevne campingvogne, herunder såvel egentlige »motorhomes« som mere enkelt indrettede campingkøretøjer af kassevognstype.
Varebiler af pick up type og lastbiler fx med veksellad, som permanent eller blot lejlighedsvis får påmonteret en indretning til ophold og overnatning på ladet, er også omfattet af afgiftssatserne for personbiler.
Personbiler
For personbiler beregnes afgiften således
Afgiftspligtig værdi: Afgift
Ikke over 19 750 kr 105 pct af værdien.
Over 19 750 kr 105 pct af 19 750 kr og 180 pct af resten.
Motorcykler
For motorcykler beregnes afgiften således
Afgiftspligtig værdi: Afgift
Ikke over 12 500 kr 0 kr af de første 1 500 kr og 120 pct af resten.
Over 12 500 kr 13 200 kr af 12 500 kr og 180 pct af resten.
For nye køretøjer forhøjes den beregnede fulde afgift med 300 kr for personbiler og 100 kr for motorcykler, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
For nye personbiler med særligt trafiksikkerhedsfremmende udstyr gives der fradrag i den beregnede fulde afgift, hvis der for køretøjet findes en anmeldt pris (standardpris), der omfatter udstyret.
Fradraget for det enkelte køretøj kan højst udgøre 10 200 kr for personbiler med blokeringsfri bremser og højst 2 700 kr for andre personbiler.
Fradragsbeløbene fordeler sig således på de enkelte udstyrsdele
1. Rulleseler på bagsæderne.............. 1 600 kr (selerne skal være »E«- eller »e«-mærket) 2. Hoftesele på bagsædets midterste plads 400 kr (selen skal være »E«- eller »e«-mærket) 3. Højre sidespejl, som er justerbart ved indvendig betjeningsanordning........ 300 kr 4. Halogenforlygter...................... 100 kr (Lygterne skal være »E«-mærket og mærket med »HCR« eller »HC« og »HR«) 5. Bagrudevisker og -vasker.............. 300 kr 6. Blokeringsfri bremser................. 7 500 kr
(Bremserne skal være »E« eller »e« godkendt).
Ved »E«- eller »e«-mærkning forstås godkendelsesmærkning efter et ECE-regulativ eller EF-direktiv.
Det samlede fradragsbeløb for hver enkelt bilmodel er oplyst i standardprislisterne. Se side 29.
Værdiafgift (varebiler) Afgiften beregnes med 95pct af den afgiftspligtige værdi for følgende varebiler, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport
1. Køretøjer med tilladt totalvægt ikke over 2 tons.
2. Køretøjer med tilladt totalvægt over 2 tons, men ikke over 4 tons, hvor længden af varerummet er mindre end halvdelen af køretøjets samlede længde.
3. Køretøjer med tilladt totalvægt over 2 tons, men ikke over 4 tons, hvis køretøjer af samme fabriksmærke markedsføres med lignende karosseri i personvognsudførelse (stationcars o lign).
Varebilerne optages på toldvæsenets fortegnelse over godkendte varebiler. De registreres hos politiet med gule nummerplader.
De nærmere regler om indretning og konstruktion mv af varebiler er beskrevet i en særlig vejledning om »Last- og varebiler«. Vejledningen kan fås på toldkamret.
Varebilerne må ikke bruges til befordring af personer uden for førerrummet. Det er dog tilladt at befordre personer uden for førerrummet, hvis de pågældende personer er ansat i ejerens (brugerens) virksomhed og skal befordres til eller fra den arbejdsplads, hvor de skal bruge det medbragte materiel.
For nye varebiler forhøjes den beregnede afgift med 300 kr, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
For nye varebiler med særligt trafiksikkerhedsfremmende udstyr gives der fradrag i den beregnede afgift, hvis der for køretøjet findes en anmeldt pris (standardpris), der omfatter udstyret.
Fradraget for det enkelte køretøj kan højst udgøre 5 000 kr for varebiler med blokeringsfri bremser og højst 1 000 kr for andre varebiler.
Fradragsbeløbene fordeler sig således på de enkelte udstyrsdele
1. Højre sidespejl, som er justerbart ved indvendig betjeningsanordning................................ 300 kr 2. Halogenforlygter................................ 100 kr (Lygterne skal være'E'-mærket og mærket med »HCR« eller »HC« og »HR«) 3. Bagrudevisker og -vasker........................ 600 kr 4. Blokeringsfri bremser........................... 4 000 kr
(Bremserne skal være »E« eller »e« godkendt).
Ved »E«- eller »e«-mærkning forstås godkendelsesmærkning efter et ECE-regulativ eller EF-direktiv.
Det samlede fradragsbeløb for hver enkelt bilmodel er oplyst i standardprislisterne. Se side 29.
Stykafgift (varebiler)
For varebiler med tilladt totalvægt over 2 tons, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, og som ikke er omfattet af punkterne 2 eller 3 i det foregående afsnit, beregnes afgiften således
Varebiler med totalvægt ikke over 3 tons ....... 12 000 kr for hvert køretøj. Varebiler med totalvægt over 3 tons, men ikke over 4 tons ............ 7 500 kr for hvert køretøj.
Varebilerne optages på toldvæsenets fortegnelse over godkendte varebiler. De registreres hos politiet med gule nummerplader.
De nærmere regler om indretning og konstruktion mv af varebiler er beskrevet i en særlig vejledning om »Last- og varebiler«. Vejledningen kan fås på toldkamret.
Varebilerne må ikke bruges til befordring af personer uden for førerrummet. Det er dog tilladt at befordre personer uden for førerrummet, hvis de pågældende personer er ansat i ejerens (brugerens) virksomhed og skal befordres til eller fra den arbejdsplads, hvor de skal bruge det medbragte materiel.
20 pct afgift (busser og hyrevogne mv)
Afgiften beregnes med 20 pct af den afgiftspligtige værdi for følgende køretøjer
1. Turistbusser
Det er køretøjer, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til befordring af mere end 10 personer, føreren indbefattet, og som har et til køretøjet svarende antal passagersæder. Køretøjet må ikke være indrettet til andet formål end personbefordring.
Det er ikke en betingelse, at køretøjet anvendes til erhvervsmæssig personbefordring. Sådanne køretøjer kan derfor registreres efter færdselsloven enten til privat brug eller til erhvervsmæssig personbefordring med sort/hvide nummerplader.
Der må ikke foretages ændringer ved køretøjets indretning. Køretøjerne skal således være indrettet med det antal sæder, der er sædvanligt for sådanne køretøjer. De må heller ikke indrettes på en sådan måde, at de ikke kan anses som et køretøj til personbefordring. Der kan derfor ikke gives tilladelse til, at en bus på 20 pct afgift indrettes til kombineret person- og godsbefordring.
Motorkøretøjer (minibusser mv), der er indrettet til beboelse, fx med opholds- og spiseplads, køkkenfaciliteter, toilet og bad samt sofaer mv, skal afgiftsberigtiges med fuld afgift som almindelige personbiler, uanset det antal siddepladser, køretøjet er forsynet med.
Ved henvendelse til toldvæsenet er der mulighed for at få tilladelse til i større busser (over 20 passagerpladser) at foretage udskiftning af de oprindelige sæder med såkaldte »flysæder«, når køretøjet efter ændringen stadig fremtræder som fuldtbestolet.
Der er også mulighed for at få toldvæsenets tilladelse til i større busser lejlighedsvis at udtage eller sammenflytte de faste sæder ved køretøjets indretning med borde til konferencebrug o lign, samt lejlighedsvis at udskifte de faste sæder med siddebrikse til anvendelse som soveplads i forbindelse med turistkørsel i udlandet.
Anmeldelse af turistbusser til afgiftsberigtigelse med 20 pct afgift afgives til toldkamret på blanket K 7.
For nye turistbusser, som er forsynet med blokeringsfri bremser, gives der et fradrag i afgiften på 4 000 kr. Bremserne skal være »E« eller »e« godkendt.
2. Hyrevogne
Det er køretøjer, som efter bevilling fra kommunalbestyrelsen (i København: Storkøbenhavns Hyrevognsnævn) må anvendes til hyrekørsel, og som benyttes til erhvervsmæssig personbefordring og herudover alene til lejlighedsvis kørsel med hastende småforsendelser uden ledsager, men efter taksten for passagertransport, samt til kørsel af hastende karakter for de sociale myndigheder.
Bevillingsordningen omfatter kun køretøjer, der er godkendt til erhvervsmæssig befordring af mindst 5 og højst 9 personer, føreren medregnet.
Reglerne om hyrevognes benyttelse i henhold til registreringsafgiftsloven fremgår af toldattesten for køretøjet. Bevillingen er personlig, og brugsretten til køretøjet må derfor ikke overføres til andre ved bortforpagtning eller på anden måde.
Anmeldelse af hyrevogne til afgiftsberigtigelse med 20 pct afgift afgives til toldkamret på blanket K 8. Anmeldelsen skal være forsynet med attest af den bevillingsudstedende myndighed (kommunalbestyrelsen eller hyrevognsnævnet).
For nye hyrevogne forhøjes den beregnede afgift med 300 kr, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
For nye hyrevogne, som er forsynet med blokeringsfri bremser, gives der et fradrag i afgiften på 835 kr. Det er en betingelse for fradraget, at der for køretøjet findes en anmeldt pris (standardpris), der omfatter blokeringsfri bremser. Bremserne skal være »E« eller »e« godkendt.
Hyrevogne skal berigtiges med fuld afgift, når køretøjet ikke længere udelukkende skal benyttes til erhvervsmæssig personbefordring. Den beregnede fulde afgift nedsættes med 20 pct af den afgiftspligtige værdi, som fastsættes ved vurdering af køretøjet.
Hyrevogne kan dog fritages for yderligere afgift, når de omregistreres efter at have kørt mindst 3 år og mindst 210 000 km eller mindst 2 år og mindst 250 000 km som hyrevogn. Anmeldelse om frigivelse af køretøjet indgives til toldkamret på blanket K 9.
Køretøjets registreringsattest og toldattest samt de for køretøjet førte trafikbøger skal samtidig afleveres.
Køretøjet skal efter frigivelsen omregistreres hos politiet til sort/hvide nummerplader i almindelig nummerpladeserie.
Ved ejerskifte af en hyrevogn, der fortsat skal anvendes som hyrevogn, kan toldattesten af toldkamret forsynes med oplysning om køretøjets tidligere kørselsperiode (kilometerstand) på grundlag af foreviste trafikbøger. Herved opnås, at der kun skal foretages kontrol af kørselsperioden for den nye ejer, når køretøjet til sin tid ønskes frigivet.
3. Busser til erhvervsmæssig befordring af handicappede
Busser, der tilhører private vognmænd, og som af disse skal bruges til erhvervsmæssig befordring af handicappede i kørestole, kan afgiftsberigtiges med 20 pct af værdien, selv om nogle af de originale bussæder lejlighedsvis fjernes for at give plads til kørestolene.
Det er en betingelse for afgiftsberigtigelsen med 20 pct, at køretøjet godkendes til nævnte formål af Statens Bilinspektion. Hvis køretøjet kan godkendes, udsteder Bilinspektionen en »Attest for køretøj i flere udførelser« (blanket P 540), som skal følge køretøjets registreringsattest.
Det er endvidere en betingelse, at køretøjet er forsynet med det fulde antal bussæder, når det bruges til almindelig buskørsel.
Ansøgning om afgiftsberigtigelse med 20 pct afgift indgives på toldvæsenets blanket K 7.
For nye busser forhøjes den beregnede afgift med 300 kr, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
For nye busser, som er forsynet med blokeringsfri bremser, gives der et fradrag i afgiften på 4 000 kr. Bremserne skal være »E« eller »e« godkendt.
4. Busser, der tilhører plejehjem o lign
Busser, der tilhører plejehjem og lignende institutioner, og som af disse skal bruges til kollektiv transport af egne patienter og handicappede i kørestole, kan afgiftsberigtiges med 20 pct af værdien, uanset hvor mange sæder, der er fjernet for at give plads til kørestolene.
Det er en betingelse for afgiftsberigtigelsen, at køretøjet efter dets konstruktion og indretning ville kunne godkendes som bus til befordring af mere end 10 personer, føreren indbefattet.
Ansøgning om afgiftsberigtigelse med 20 pct afgift indgives på blanket K 7 gennem den offentlige myndighed, der er ansvarlig for institutionen, henholdsvis kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller - for institutioner under særforsorgen - Socialstyrelsen.
For nye busser forhøjes den beregnede afgift med 300 kr, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
For nye busser, som er forsynet med blokeringsfri bremser, gives der et fradrag i afgiften på 4 000 kr. Bremserne skal være »E« eller »e« godkendt.
5. Sygetransportkøretøjer, bortset fra ambulancer Det drejer sig om sygebiler, der tilhører private vognmænd, og som udelukkende skal anvendes til erhvervsmæssig befordring af patienter og donorer.
Det er en betingelse for afgiftsberigtigelsen med 20 pct, at vognmandskørsel er den registrerede ejers og eventuelle brugers hovederhverv.
Ordningen omfatter køretøjer, der i original skikkelse er indrettet til befordring af mindst 5 og højst 9 personer, føreren indbefattet (hyrevognsstørrelsen), eller til befordring af mere end 10 personer, føreren indbefattet (busstørrelsen). Der er altså et minimumskrav til vognstørrelsen, men det er uden betydning, hvor mange sæder, der findes i køretøjet efter eventuel ændring til transport af liggende patienter.
Køretøjet skal på begge de forreste eller begge de bageste sidedøre lige under vinduet med mindst 5 cm høje bogstaver være påmalet ordet »Sygetransport«.
Køretøjet må kun bruges til erhvervsmæssig befordring af personer, der på grund af sygdom eller handicap har særlige vanskeligheder ved at lade sig befordre med almindellge transportmidler, samt til hastende persontransport i forbindelse med sygdomstilfælde.
Ansøgning om afgiftsberigtigelse med 20 pct afgift indgives på toldvæsenets blanket K 7.
For nye sygebiler forhøjes den beregnede afgift med 300 kr, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
For nye sygebiler, som er forsynet med blokeringsfri bremser, gives der et fradrag i afgiften på 835 kr. Det er en betingelse for fradraget, at der for køretøjet findes en anmeldt pris (standardpris), der omfatter blokeringsfri bremser. Bremserne skal være »E« eller »e« godkendt.
6. Teater- og orkesterbusser
Afgiftsberigtigelsen med 20 pct afgift omfatter busser med nedsat bestoling, som tilhører teater- og orkestergrupper, der erhvervsmæssigt skal bruge køretøjet til transport af gruppens medlemmer og udstyr.
Det drejer sig om køretøjer, der ville kunne godkendes som bus til befordring af mere end 10 personer, føreren indbefattet, og hvor nogle af de originale bussæder er fjernet for at give plads til transport af teaterrekvisitter eller instrumenter.
Ansøgning om afgiftsberigtigelse med 20 pct afgift indgives til toldkamret på blanket K 7 med erklæring fra teater- eller orkestergruppens ansvarlige ledelse om køretøjets anvendelse.
For nye busser forhøjes den beregnede afgift med 300 kr, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
7. Specielt indrettede busser
Busser, der er specielt indrettet og udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål, kan afgiftsberigtiges med 20 pct af værdien.
Det drejer sig om køretøjer, der oprindeligt er beregnet til at kunne godkendes som bus til befordring af mere end 10 personer, føreren indbefattet, men hvor indretningen er ændret specielt med henblik på køretøjets erhvervsmæssige formål.
Som eksempler herpå kan nævnes køretøjer, der er indrettet som tandklinikker, udstillings- eller salgsvogne, mobile kontorer, fx bank- eller sparekassebusser, værkstedsvogne og lignende.
Ansøgning om afgiftsberigtigelse med 20 pct afgift indgives til toldkamret på blanket K 7 med erklæring fra virksomheden om køretøjets indretning og anvendelse.
For nye busser forhøjes den beregnede afgift med 300 kr, da der ikke for sådanne køretøjer findes en anmeldt pris (standardpris). Se side 29.
Særlig afgift
(udlejningsbiler til udlændinge)
Motorkøretøjer, der udelukkende benyttes til udlejning til valutaudlændinge, kan afgiftsberigtiges med nedsat afgift - 60 pct af satsen for fuld afgift - efter særlig tilladelse fra toldvæsenet.
Ordningen omfatter kun fabriksnye køretøjer.
Tilladelsen er betinget af, at udlejningsvirksomheden kan dokumentere, at den ved udlejning til valutaudlændinge af køretøjer, der er registreret her i landet, har indtjent et lejebeløb svarende til 70 pct af den afgiftspligtige værdi af det køretøj, som ønskes registreret med nedsat afgift.
Afgiften forhøjes med 300 kr, hvis der ikke findes en anmeldt pris (standardpris) for køretøjet. Se side 29.
Et køretøj, der berigtiges med nedsat afgift, må kun bruges til udlejning til valutaudlændinge.
Salg af køretøjet eller overgang til anden anvendelse end udlejning skal straks anmeldes til toldvæsenet.
Der skal ikke betales yderligere afgift af køretøjet, når der enten er indtjent et lejebeløb svarende til 70 pct af køretøjets afgiftspligtige værdi som nyt, eller køretøjet i forbindelse med udlejningen har kørt mindst 12 000 km.
Udlejningsvirksomheden skal for hvert køretøj føre kørselsregnskab og regnskab over valutaindtjeningen.
Efterberigtigelse af afgift for brugte køretøjer
Når betingelserne for afgiftsfritagelse eller for den skete afgiftsberigtigelse af et køretøj ikke længere er opfyldt, skal der betales afgift af køretøjet efter følgende regler
1. Køretøjer, som er fritaget for afgift
Køretøjerne afgiftsberigtiges med fuld afgift, medmindre betingelserne for afgiftsberigtigelse med værdiafgift (95 pct), stykafgift (12 000 kr eller 7 200 kr) eller 20 pct afgift er til stede.
2. Køretøjer, som er berigtiget med værdiafgift (95 pct)
Køretøjerne afgiftsberigtiges med fuld afgift, dog således at afgiften nedsættes med 40 pct. Det er således 60 pct af det beregnede fulde afgiftsbeløb, som skal betales i afgift.
3. Køretøjer, som er berigtiget med stykafgift
Køretøjerne afgiftsberigtiges med fuld afgift. Disse køretøjer får intet fradrag i den beregnede fulde afgift.
4. Køretøjer, som er berigtiget med 20 pct afgift
Køretøjerne afgiftsberigtiges med fuld afgift, dog således at afgiften nedsættes med 20 pct af den afgiftspligtige værdi.
Der skal dog ikke ske afgiftsberigtigelse af hyrevogne, som omregistreres efter at have kørt mindst 3 år og mindst 210 000 km eller mindst 2 år og mindst 250 000 km som hyrevogn. Se side 23.
5. Køretøjer, som får nedsat totalvægten
Der skal betales afgift af brugte last- og varebiler, som får nedsat totalvægten, således at afgiftsgrænsen ved 4 tons, ved 3 tons eller ved 2 tons passeres.
Køretøjet skal berigtiges med den afgift, der gælder for et nyregistreret køretøj med det pågældende køretøjs totalvægt. Tidligere betalt afgift kan ikke godtgøres.
Køretøjer, som er berigtiget med værdiafgift, skal dog ikke afgiftsberigtiges som følge af en nedsættelse af totalvægten.
Afgiftspligtig værdi
Nye køretøjer
Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet moms, men uden registreringsafgift, ved salg til bruger her i landet.
Importører af motorkøretøjer kan over for toldvæsenet anmelde faste priser - standardpriser - på landsbasis. Sådanne anmeldte priser anvendes da ved beregningen af registreringsafgift, og de må ikke overskrides.
Hvis der ikke er anmeldt en sådan fast pris på landsbasis, fastsættes den afgiftspligtige værdi ved vurdering af køretøjet.
Når en registreret automobilforhandler eller udlejningsvirksomhed anmelder et køretøj til registrering efter færdselsloven uden ekspedition hos toldvæsenet, er det prisen på registreringstidspunktet, som skal bruges ved beregningen af afgiften.
Hvis køretøjet skal ekspederes hos toldvæsenet, før registreringen kan finde sted (ikke - registrerede virksomheder, hyrevogne, turistbusser mv), er det prisen på ekspeditionstidspunktet, der skal anvendes.
Afgiftspligten omfatter køretøjet i den skikkelse, hvori det skal leveres til køberen, og afgiftspligten omfatter derfor enhver aftale om køretøjets salg, som er indgået, før det er overdraget til køberen.
Der skal således beregnes afgift af både selve køretøjet og det udstyr mm, som er monteret eller på anden måde medfølger ved leveringen. Der skal også beregnes afgift af det udstyr mm, som ifølge salgsaftalen skal monteres eller leveres på et senere tidspunkt.
Reglerne om den afgiftspligtige værdi for køretøjer med anmeldt standardpris er nærmere beskrevet i forordet til standardprisfortegnelsen. Der kan herefter ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi ses bort fra betalingen for
- leveringsomkostninger, dog højst med 555 kr (uden moms) for motorcykler og kabinescootere og 1 110 kr (uden moms) for personbiler mv,
- de af justitsministeren fastsatte nummerpladegebyrer,
- sædvanlige finansieringsomkostninger,
- radioapparater, der indgår i handelen om nye biler, dog højst med et beløb på 1 000 kr for hvert køretøj,
- ekstraudstyrsgenstande (lokalt monteret) til en samlet værdi af ikke over 1 500 kr,
- sidevogne til godstransport og
- visse andre leverancer, som ikke er omfattet af standardprisen, fx anhængertræk og specielt udstyr til hyrevogne, skolevogne mv.
Der skal ikke betales afgift af ekstraudstyr, hvis aftale om leveringen heraf er indgået, efter at køretøjet er leveret og fysisk overdraget til køberen. Toldvæsenet kan kræve dokumentation for, at aftalen om leveringen af udstyret er indgået, efter at køretøjet er leveret og fysisk overdraget til køberen.
1. Standardpris
Anmeldelsen af standardpris foretages af bilimportøren til Distriktstoldkammer 2 (Indre by), Strandgade 100, 1401 København K, på toldvæsenets blanket K 35.
Når standardprisen er godkendt af toldvæsenet, udsendes standardprisbladet til forhandlere af det pågældende mærke.
Standardprisbladet indeholder en beskrivelse af køretøjet (model, type osv), udstedelsesdato, gyldighedsperiode og nummer, så forhandleren kan se, at han får tilsendt prisbladene i ubrudt rækkefølge.
Prisbladene indeholder oplysning om den værdi, som skal bruges ved afgiftsberegningen, afgiftsbeløb samt eventuelt fradrag for trafiksikkerhedsfremmende udstyr. Prisbladene indeholder endvidere oplysning om værdier for ekstra udstyr, der er omfattet af standardprisen (fabriksmonteret eller monteret af importøren).
Standardprisen gælder kun for nye køretøjer i original skikkelse, og den må ikke overskrides ved salg til bruger.
Den afgiftspligtige værdi kan ikke nedsættes, selv om forhandleren afmonterer noget af det udstyr, som den anmeldte pris omfatter, eller sælger køretøjet til en lavere pris end standardprisen.
Leveres køretøjet med udstyr, som ikke omfattes af standardprisen eller af et eventuelt standardpristillæg, tillægges betalingen for ekstraudstyret, inden registreringsafgiften beregnes.
Hvis et køretøj er blevet afgiftsberigtiget i forbindelse med indregistrering i forhandlerens eller virksomhedens navn, vil det - ved senere salg til bruger som nyt køretøj - være omfattet af lovens bestemmelser om standardpris. Køretøjet kan altså ikke sælges til en højere pris end den, hvorefter køretøjet blev afgiftsberigtiget i forhandlerens eller virksomhedens navn.
2. Vurderingspris
Hvis der ikke er anmeldt en standardpris for et nyt køretøj, fastsættes den afgiftspligtige værdi ved vurdering af køretøjet.
Anmeldelsen til vurdering indgives gennem toldkamret på toldvæsenets blanket K 52 til vurderingsmyndigheden. Den skriftlige kontrakt eller erklæring, som skal udfærdiges ved ethvert salg af nye køretøjer, skal vedlægges anmeldelsen til vurdering af køretøjet.
Vurderingsprisen er indbefattet moms, men uden registreringsafgift. Vurderingsmyndigheden kan kræve køretøjet fremstillet til besigtigelse i forbindelse med værdifastsættelsen.
Afgiften, beregnet efter vurderingsprisen, forhøjes med 300 kr for nye biler og 100 kr for nye motorcykler. Der foretages dog ingen forhøjelse af afgiften for motorkøretøjer, der er indrettet til befordring af mere end 10 personer, føreren indbefattet, og som afgiftsberigtiges med 20 pct afgift.
Brugte køretøjer
1. Vurderingspris
Den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer fastsættes ved vurdering i følgende tilfælde
1. Demonstrationskøretøjer
Ved første registrering af køretøjer, der er indført her til landet som fabriksnye, men som fx har været benyttet til demonstrationskørsel på prøveskilte.
2. Efterberigtigelse
Ved efterberigtigelse af afgift af køretøjer, som ved første registrering er fritaget for afgift eller berigtiget med nedsat afgift, medmindre køretøjet er behæftet med klausul om nyvognspris.
3. Genopbyggede/ombyggede køretøjer
Ved afgiftsberigtigelse af køretøjer, som efter foretagen reparation eller ombygning ikke kan betragtes som identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj.
Den afgiftspligtige værdi sættes dog til nyvognsprisen, hvis der til opbygningen af køretøjet er anvendt selvbærende karrosseri eller chassis indført fra udlandet.
4. Danske grænsenummerplader
Ved første registrering af køretøjer, som har været midlertidigt registreret med danske grænsenummerplader.
5. Flyttegodskøretøjer
Ved første registrering af flyttegodskøretøjer. Det drejer sig om brugte personmotorkøretøjer og brugte varemotorkøretøjer, der indføres af personer, som tager bopæl her i landet.
Det er en betingelse,
- at indføreren har haft bopæl i udlandet eller på Færøerne eller i Grønland i mindst 1 år umiddelbart før flytningen til Danmark,
- at det pågældende eller et tilsvarende køretøj i mindst 6 måneder har været benyttet af og registreret i indførerens eller dennes ægtefælles navn i udlandet henholdsvis Færøerne eller Grønland,og
- at køretøjet ved første registrering her i landet registreres i indførerens navn.
Såfremt vurderingsprisen for et flyttegodskøretøj overstiger 90 pct af køretøjets oprindelige pris som nyt, kan registreringsafgiften dog beregnes af køretøjets nyvognspris efter fradrag af 10 pct af denne.
6. Arvegodskøretøjer
Ved første registrering af køretøjer, som er indført toldfrit som arvegods. Det er en betingelse, at køretøjet ved første registrering i Danmark registreres i arvingens navn.
7. Forsvarets køretøjer
Ved første registrering af køretøjer, som bortsælges på forsvarets auktioner. Det er en betingelse, at anmelderen (ejeren) af disse køretøjer fremlægger dokumentation for, at køretøjet hidrører fra forsvarets vognpark.
8. Veteranbiler
Ved første registrering af veteranbiler, der er indført som brugte. Dette gælder kun for køretøjer, der er produceret i året 1939 eller tidligere, hvilket skal dokumenteres ved fremlæggelse af registreringsattest eller lignende dokumentation.
Der skal endvidere fremlægges en udtalelse fra en sammenslutning eller forening af ejere af veterankøretøjer om, at køretøjet er af automobilhistorisk interesse.
Ansøgeren skal tillige godtgøre, at han/hun har rådighed over et nyere køretøj til opfyldelse af sit almindelige kørselsbehov.
Ved anmeldelse til vurdering af et køretøj bruges toldvæsenets blanket K 52. Hvis køretøjet har været omsat her i landet, skal der samtidig fremlægges en skriftlig kontrakt eller erklæring indeholdende nærmere oplysninger om køretøjets pris mv.
Vurderingsmyndigheden foretager en besigtigelse af brugte køretøjer i forbindelse med værdifastsættelsen.
Hvis køretøjet frembydes til vurdering uden at være i registreringsklar stand, således at værdien af køretøjet i den foreiiggende skikkelse ikke kan anvendes som afgiftspligtig værdi, henvises køretøjets ejer eventuelt til forinden vurdering at bringe køretøjet i registreringsklar stand.
Vurderingsprisen er indbefattet moms, men uden registreringsafgift.
2. Nyvognspris
For køretøjer, der indføres som brugte, er den afgiftspligtige værdi, når de afgiftsberigtiges ved første registrering her i landet, køretøjets oprindelige pris som nyt.
Hvis køretøjet har været registreret og benyttet i udlandet i mindst 6 måneder, er den afgiftspligtige værdi dog 90 pct af køretøjets oprindelige pris som nyt.
Hvis et køretøj, der er indført som brugt og fritaget for afgift som rutebil eller berigtiget med 20 pct afgift som turistbus, hyrevogn mv, inden 3 år efter første registrering her i landet skal omregistreres til andet brug mod efterbetaling af afgift, er den afgiftspligtige værdi stadig køretøjets oprindelige pris som nyt eller 90 pct heraf.
Der er altså for sådanne køretøjer tale om en 3 års klausulering for værdifastsættelsen.
Registrerede virksomheder
Registrering
Virksomheder, der erhvervsmæssigt sælger afgiftspligtige køretøjer eller anvender sådanne køretøjer til erhvervsmæssig udlejning, kan anmelde sig til registrering hos toldvæsenet efter loven om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.
Det er en betingelse, at virksomheden før registreringen stiller en sikkerhed på mindst 50 000 kr for skyldig registreringsafgift.
Anmeldelse til registrering afgives på blanket K 30. Virksomheden skal i forbindelse med anmeldelsen give oplysning om hvilken art sikkerhed, virksomheden ønsker at stille, samt om sikkerhedens størrelse.
Registreringen, der er frivillig, indebærer, at virksomheden kan anmelde fabriksnye køretøjer, der skal afgiftsberigtiges med fuld afgift (sort/hvide nummerplader), værdiafgift eller stykafgift (gule nummerplader) til registrering efter færdselsloven, uden at køretøjet først skal ekspederes hos toldvæsenet.
Registreringen betyder endvidere, at virksomheden kan afregne afgiften periodevis over for toldvæsenet.
Fabriksnye køretøjer, som skal afgiftsberigtiges med fuld afgift, værdiafgift eller med stykafgift, og som kan anmeldes til registrering efter færdselsloven mod fremlæggelse af køretøjets certifikat hos politiet (motorkontoret), kan ikke anmeldes til ekspedition hos toldvæsenet, medmindre afgiften indbetales kontant. Hvis virksomheden ønsker denne ekspedition, får den altså ikke kredit eller henstand med afgiften.
Andre køretøjer, fx hyrevogne, turistbusser mv og brugte køretøjer, der skal afgiftsberigtiges i forbindelse med første registrering hos politiet eller i forbindelse med overgang til anden afgiftsstatus, skal ekspederes hos toldvæsenet. Der udstedes for disse køretøjer en toldattest eller afgiftsattest som bevis for, at der af hensyn til afgiften intet er til hinder for køretøjets registrering.
Disse køretøjer er omfattet af ordningen, og virksomheden opnår altså den samme kredit eller henstand som for de køretøjer, virksomheden anmelder til registrering hos politiet uden ekspedition hos toldvæsenet.
Når virksomheden har stillet sikkerhed for afgiften, udleverer toldkamret et registreringsbevis og en tolddataplade til virksomheden.
Tolddatapladen skal bruges som legitimation over for politiet, når virksomheden anmelder køretøjer til registrering efter færdselsloven uden forudgående ekspedition hos toldvæsenet.
Tolddatapladen må kun anvendes af den registrerede virksomhed. Tolddatapladen må således ikke overlades til andre virksomheder til brug ved registrering af nye køretøjer, som den registrerede virksomhed ikke selv har solgt til endelig bruger.
I forbindelse med registreringen får virksomheden udleveret en standardprisfortegnelse over de køretøjer, som virksomheden forhandler, samt en varevognsfortegnelse og en tabel til brug ved beregning af registreringsafgift.
Hvis der sker ændring i virksomhedens forhold, skal dette straks anmeldes skriftligt til toldkamret. Dette gælder således, hvis der sker ændring i virksomhedens ejerforhold eller den ansvarlige ledelse, eller der sker ændring vedrørende de bil- og/eller motorcykelmærker, som virksomheden forhandler (fabriksnye mærker).
Hvis en virksomhed ophører, skal den skriftlig afmelde virksomheden fra registreringen hos toldvæsenet, og registreringsbeviset samt tolddatapladen skal samtidig afleveres til toldkamret. Der skal endvidere straks afgives afgiftsangivelse for tiden fra sidste afgiftsperiode indtil afmeldelsestidspunktet.
Registreringen af virksomheden kan tilbagekaldes, hvis den foreskrevne afgiftsangivelse ikke afgives rettidigt, eller afgiften ikke betales senest ved betalingsfristens udløb.
Virksomhedens afgiftstilsvar mv
Virksomheden skal betale registreringsafgift af de afgiftspligtige køretøjer, som den anmelder til registrering efter færdselsloven uden forudgående ekspedition hos toldvæsenet, og af de køretøjer, der før registreringen er ekspederet hos toldvæsenet, og for hvilke toldvæsenet har udstedt en toldattest eller en afgiftsattest til brug ved registreringen.
For de afgifter, som den registrerede virksomhed skal betale, hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.
En registreret virksomhed kan ikke opnå henstand med betaling af registreringsafgift for køretøjer, som er solgt af en anden virksomhed.
Ved anmeldelse til registrering af fabriksnye køretøjer direkte hos politiet (fuld afgift, værdiafgift eller stykafgift) skal virksomheden forsyne køretøjets certifikat og registreringsanmeldelsen (typeattesten) med aftryk af tolddatapladen. Certifikatets erklæring om, at køretøjet vil blive berigtiget med fuld afgift, værdiafgift eller stykafgift, skal samtidig underskrives af virksomheden.
Varebiler, der skal afgiftsberigtiges med værdiafgift eller stykafgift, skal på registreringsdagen være optaget på varevognsfortegnelsen over godkendte varebiler. Fortegnelsen tilsendes virksomheden af toldkamret.
For de køretøjer, som registreres direkte hos politiet, gælder, at de i henhold til registreringsafgiftsloven skal være klausulfrie. I modsat fald skal de før registreringen ekspederes hos toldvæsenet.
Efter registreringen hos politiet skal virksomheden udfylde certifikatets side 2 med beregning af registreringsafgiften. Certifikatet underskrives herefter af virksomheden og vedlægges som bilag til afgiftsangivelsen, når denne efter afgiftsperiodens udløb skal indsendes til toldkamret.
Fabriksnye køretøjer, der skal registreres første gang mod betaling af 20 pct afgift (hyrevogne, turistbusser og lignende) eller særlig afgift (udlejningskøretøjer for bevillingshavere), eller som i forbindelse med betaling af værdiafgift eller stykafgift skal klausuleres i forhold til registreringsafgiften, skal ekspederes hos toldvæsenet.
Det samme gælder brugte køretøjer, der skal afgiftsberigtiges med fuld afgift, værdiafgift, stykafgift eller 20 pct afgift i forbindelse med første registrering eller i forbindelse med overgang til anden afgiftsstatus.
Virksomheden skal udfylde en anmeldelse blanket K 1 om afgiftsberigtigelse af køretøj til det toldkammer, hvor virksomheden er registreret.
Anmeldelsen skal vedlægges køretøjets oprindelsesdokument, dvs certifikat eller erklæring om opbygning her i landet af køretøj, fortoldningsbegæring, tidligere toldattest eller tidligere registreringsattest samt eventuelle ansøgninger, bevillinger mv.
Last- og varemotorkøretøjer med karrosseriopbygning efter køberens specielle ønsker (specialfremstillet åbent varelad eller lukket varekasse) skal ekspederes hos toldvæsenet.
Visse varevogne over 2 tons totalvægt, som efter reglerne herom skal afgiftsberigtiges med værdiafgift, skal ligeledes ekspederes hos toldvæsenet.
Det fremgår af varevognsfortegnelsen, i hvilket omfang last- og varemotorkøretøjer skal ekspederes hos toldvæsenet.
Endvidere skal varevogne med særlig indretning til specielle formål, for hvilke der er meddelt dispensation fra de almindeligt gældende regler om konstruktion og indretning af last- og varemotorkøretøjer, ekspederes hos toldvæsenet.
Hvis køretøjet skal afgiftsberigtiges med 20 pct afgift (hyrevogne, turistbusser mv) eller med særlig afgift (udlejningskøretøjer), eller hvis køretøjet skal klausuleres på anden måde, udsteder toldvæsenet ved ekspeditionen en toldattest til brug ved registreringen hos politiet. Toldattesten skal efter registreringen følge køretøjet til brug ved eventuel senere henvendelse til myndighederne.
Hvis køretøjet skal berigtiges med fuld afgift, værdiafgift eller stykafgift uden klausul i forhold til registreringsafgiften, udsteder toldkamret en afgiftsattest for køretøjet til brug ved registreringen hos politiet. Afgiftsattesten inddrages af motorkontoret, og den er altså alene et bevis for, at afgiftsforholdet vedrørende køretøjet er i orden ved registreringen.
Virksomheden får i begge tilfælde udleveret et attesteret eksemplar af anmeldelsen om afgiftsberigtigelse til brug ved afregningen af registreringsafgift efter afgiftsperiodens udløb.
Afregning af afgift
Registrerede virksomheder skal opgøre afgiften af de køretøjer, hvoraf de skal svare afgift for hver afgiftsperiode. Afgiftsperioden er kalendermåneden.
Efter udløbet af afgiftsperioden og senest den 15. i den følgende måned skal virksomheden indsende en afgiftsangivelse (blanket K 2) til toldkamret.
I afgiftsangivelsen anføres den beregnede afgift af hvert køretøj, der er anmeldt til registrering direkte hos politiet i afgiftsperioden. Disse køretøjer optages i et særligt bilag til angivelsen, specifikation 1.
Endvidere anføres i angivelsen den beregnede afgift af de køretøjer, som i perioden er ekspederet hos toldvæsenet (hyrevogne, turistbusser mv). Disse køretøjer optages i det særlige bilag, specifikation 2.
Certifikater vedrørende køretøjer, der er optaget i specifikation 1, skal vedlægges afgiftsangivelsen sammen med specifikationerne.
Udfyldelsen af afgiftsangivelse, specifikationer, certifikater mv foretages i overensstemmelse med blanketternes rubricering. Der gives således bl a oplysning om til- og fraførsel vedrørende køretøjer, der er afgiftsberigtiget efter vurdering på grundlag af de fra toldkamret modtagne adviser om regulering af registreringsafgift. Postering af til- og fraførsel skal foretages, selv om beløbene eventuelt er af samme størrelse.
Afgiftsangivelsen skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Den skyldige afgift for en afgiftsperiode (kalendermåneden) skal indbetales til toldkamret senest den 20. i den følgende måned (ordinær betalingsfrist), medmindre der er givet henstand med betaling af afgift (forlænget betalingsfrist). I sådanne tilfælde er betalingsfristen fastsat til den 20. i den fjerde måned, der følger efter afgiftsperioden.
Når toldkamret har gennemgået virksomhedens afgiftsangivelse, får virksomheden fra toldkamret tilsendt en meddelelse (advis). Som advis benyttes et eksemplar af afgiftsangivelsen og et eksemplar af hver af specifikationerne med toldkamrets eventuelle bemærkninger.
Hvis der er konstateret fejl eller mangler, som medfører regulering af den samlede registreringsafgift for afgiftsperioden, foretages der korrektion i toldregnskabet for den periode, korrektionen omfatter. Hvis maksimumsbeløbet for virksomhedens kreditordning overskrides ved korrektionen, får virksomheden tilsendt et giroindbetalingskort på det overskydende beløb, der straks skal indbetales til toldkamret.
Afleveres afgiftsangivelsen for sent, eller betales skyldig afgift ikke rettidigt, kan toldkamret inddrage virksomhedens registrering.
Hvis registreringen inddrages, må virksomheden herefter foretage kontant afregning af ethvert afgiftsbeløb, inden et køretøj kan registreres efter færdselsloven. Toldkamret vil i disse tilfælde inddrage virksomhedens tolddataplade.
Hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse og derved betalt for lidt i afgift, skal virksomheden betale det skyldige beløb senest 14 dage efter, at toldvæsenet har fremsat kravet.
Hvis skyldig afgift ikke betales i rette tid, skal virksomheden betale 1,3 pct i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken afgiften skal betales af virksomheden.
Ikke-registrerede virksomheder mm
Ikke-registrerede virksomheder og privatpersoner m fl skal indbetale registreringsafgiften til toldvæsenet inden registreringen af køretøjer efter færdselsloven. Afgiften skal afregnes kontant.
Den, i hvis navn køretøjet registreres, hæfter for betaling af afgiften.
Ved ekspeditionen hos toldvæsenet indgives anmeldelse om afgiftsberigtigelse, blanket K 1. Anmeldelsen vedlægges køretøjets oprindelsesdokument (certifikat, erklæring om opbygning her i landet af køretøj, fortoldningsbegæring, tidligere registreringsattest eller tidligere toldattest) samt eventuel ansøgning, bevilling mv.
Hvis køretøjet skal berigtiges med fuld afgift, værdiafgift eller stykafgift uden klausul i forhold til registreringsafgiften, udsteder toldkamret en afgiftsattest for køretøjet til brug ved registreringen hos politiet. Afgiftsattesten inddrages af motorkontoret.
Hvis køretøjet skal berigtiges med 20 pct afgift (hyrevogne, turistbusser mv) eller med særlig afgift (udlejningskøretøjer), eller hvis køretøjet skal klausuleres på anden måde, fx flyttegodskøretøjer, udsteder toldkamret en toldattest for køretøjet til brug ved registrering hos politiet. Toldattesten skal følge køretøjet til brug ved eventuel senere henvendelse til myndighederne.
Regnskabsbestemmelser
Regnskab
De registrerede virksomheder skal føre regnskab over indkøb og salg af afgiftspligtige køretøjer.
Regnskabet kan føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab, hvis det er indrettet på en sådan måde, at det giver toldvæsenet mulighed for at kontrollere, at registreringsafgiften bliver rigtig opkrævet og indbetalt.
Regnskabet skal føres på ordentlig og overskuelig måde og efter toldkamrets anvisninger.
Regnskabet for filialer, afdelinger mv kan føres i hovedvirksomheden eller i den pågældende filial mv.
Regnskabet med tilhørende bilag skal opbevares i virksomheden i mindst 5 år, og det skal være tilgængeligt for toldvæsenet.
Der er fastsat særlige regler om regnskabsførelse mv for virksomheder med tilladelse fra toldvæsenet til afgiftslempelse for motorkøretøjer, der udelukkende benyttes til udlejning til valutaudlændinge.
Købekontrakter mv
Ved ethvert salg af nye køretøjer, som skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven, skal der udfærdiges en skriftlig kontrakt.
Hvis der ved kontant salg af et køretøj ikke oprettes skriftlig kontrakt mellem sælger og køber, skal der afgives skriftlig erklæring om den indgåede aftale mellem parterne i handelsforholdet.
Kontrakten eller erklæringen skal omhandle køretøjet i den skikkelse, hvori det skal leveres til køberen, og indeholde nærmere oplysninger til identifikation af køretøjet, navn og adresse på sælger og køber, køretøjets fulde pris og prisen uden registreringsafgift.
Det skal altså specificeret fremgå af kontrakten eller erklæringen, hvorledes forhandleren har opgjort den afgiftspligtige værdi for køretøjet. Dette gælder, selv om noget af det leverede udstyr mm efter de gældende regler kan holdes uden for afgiftsberegningen (bilradioer, mindre udstyrsgenstande, leveringsomkostninger mv).
Der skal også udfærdiges skriftlig kontrakt/erklæring ved handel med brugte køretøjer, der sælges efter at være ombygget eller genopbygget på en måde, som medfører afgiftspligt.
Der må ikke oprettes andre kontrakter/erklæringer end de nævnte ved salg af motorkøretøjer, og der må ikke ved salget af køretøjet træffes aftaler, som ikke fremgår af denne kontrakt eller erklæring.
Udstyr
Som nævnt i afsnittet Afgiftspligtig værdi skal der ikke betales registreringsafgift af lokalt monteret eller leveret ekstraudstyr, såfremt aftale om levering af det pågældende udstyr først er indgået, efter at køretøjet er leveret og fysisk overdraget til køberen.
Toldvæsenet kan kræve dokumentation for, at aftalen om leveringen af ekstraudstyret er indgået efter, at køretøjet er leveret og fysisk overdraget til køberen.
Dokumentation for, at udstyrssalget er sket efter nyvognssalget, kan bestå i en dateret erklæring fra sælger og køber om salget af udstyret.
Kontrakter og erklæringer eller genparter heraf samt erklæringer om efterfølgende levering af ekstraudstyr skal opbevares hos sælgeren i mindst 5 år. Materialet skal på toldvæsenets begæring stilles til rådighed for kontrollen med, at de anmeldte standardpriser overholdes, og at alt udstyr, som indgår i leverancen af et køretøj, medregnes til den afgiftspligtige værdi efter reglerne herom.
Kontrolbestemmelser
Toldvæsenet kan forlange ethvert køretøj fremstillet til eftersyn, hvis det skønnes nødvendigt af afgiftsmæssige grunde.
Enhver køber og sælger af køretøjet skal efter anmodning give toldvæsenet de nødvendige oplysninger til brug ved beregningen af afgiften.
Chassis- eller stelnummeret på et køretøj må ikke ændres eller fjernes uden forudgående anmeldelse for toldvæsenet.
Tolddokumenter
Efter registreringsafgiftsloven skal toldvæsenet kun i begrænset omfang udstede et tolddokument om køretøjers afgiftsforhold.
Fabriksnye køretøjer, hvoraf en registreret virksomhed i forbindelse med første registrering skal svare fuld afgift, værdiafgift eller stykafgift, anmeldes således til registrering efter færdselsloven mod fremlæggelse af køretøjets certifikat. Den af Centralregisteret for Motorkøretøjer udstedte registreringsattest er derefter bevis for, at køretøjets afgiftsforhold er i orden.
Endvidere kan visse grupper af afgiftsfri køretøjer anmeldes til registrering efter færdselsloven helt uden ekspedition hos toldvæsenet.
I de tilfælde, hvor der skal anvendes et tolddokument til brug ved køretøjets registrering efter færdselsloven, anvendes 2 grundtyper tolddokumenter, nemlig Afgiftsattest og Toldattest.
Afgiftsattest
Afgiftsattest, toldvæsenets blanket K 11, anvendes, når køretøjets afgiftsstatus er fuld afgift, værdiafgift eller stykafgift uden klausul. Afgiftsattesten udstedes, når køretøjet afgiftsberigtiges af ikke-registrerede forhandlere, private m fl, og ved afgiftsberigtigelse af brugte køretøjer, som ændrer afgiftsstatus, genopbygges mv.
Afgiftsattesten inddrages af registreringsmyndigheden ved køretøjets registrering efter færdselsloven. Den udstedte registreringsattest er herefter alene bevis for, at køretøjets afgiftsforhold er i orden.
Toldattest
I alle andre tilfælde, hvor der skal udstedes et tolddokument til brug for registreringen, udstedes en toldattest, som findes i 3 udgaver og bruges således
Afgiftsstatus Toldattestens art
Afgiftsfri Toldattest om afgiftsfri- tagelse (K 12)
20 pct afgift eller særlig Toldattest om afgifts-
afgift (evt fuld afgift, berigtigelse (K 13)
værdiafgift eller stykafgift
med klausul)
Fuld afgift (evt værdiaf- Toldattest om afgifts-
gift, stykafgift eller berigtigelse af køretøj
20 pct afgift), som beta- ved betaling af må-
les med 1 pct af afgifts- nedsafgift (K 14).
beløbet pr påbegyndt måned
Toldattesten forevises registreringsmyndigheden i forbindelse med køretøjets registrering efter færdselsloven og tilbageleveres. Toldattesten skal således følge køretøjet til brug ved eventuel senere henvendelse til myndighederne.
På bagsiden af toldattesten er optrykt de mere almindeligt forekommende klausuler, som gælder for den pågældende afgiftsberigtigelse af køretøjet.
Attestens forside indeholder oplysning om de klausuler, der gælder for det pågældende køretøj. Her kan endvidere være påført særlige klausuler for det aktuelle køretøj samt i visse tilfælde oplysning om, at toldattesten skal opbevares i køretøjet og på forlangende forevises for kompetent myndighed.
Erstatningsattester
Hvis en afgiftsattest eller en toldattest er bortkommet, og der er behov for at få udstedt en erstatningsattest, indgives ansøgning herom til toldkamret på toldvæsenets blanket K 34.
Erstatningsattester kan udstedes til følgende
- til den, der i registreringsattesten er anført både som ejer og bruger af køretøjet, når vedkommende afgiver skriftlig erklæring om, at den originale attest er bortkommet. Er brugeren ikke registreret som ejer af køretøjet, skal erklæringen afgives af den registrerede ejer,
- til den, der i registreringsattesten er anført som ejer og bruger af køretøjet, når vedkommende i anmeldelsen oplyser, at attesten skal bruges som dokumentation over for en offentlig myndighed,
- til den, der ifølge udskrift af fogedbog, dombog eller lignende er ejer af køretøjet, uden at dette fremgår af registreringsattesten, når vedkommende sandsynliggør, at den originale attest ikke kan fremskaffes,
- til den, der ifølge skriftlig erklæring fra den registrerede ejer nu er blevet ejer af køretøjet, når vedkommende sandsynliggør, at den originale attest er bortkommet,
- til offentlig brug.
Registreringsattester
Politiets motorkontorer bruger tolddokumenterne som grundlag for kodning af de oplysninger om registreringsafgiften, som skal fremgå af registreringsattesten. Registreringsattesten er derfor som oftest det eneste dokument, som viser køretøjets afgiftsstatus.
Registreringsattesterne er bl a forsynet med rubrikker med ledeteksterne »Nummerpladefarve«, »Toldsted« og »Tolddokument«.
Endvidere er registreringsattesterne påført oplysning om, hvorvidt tolddokument skal forevises eller ikke ved omregistrering af køretøjet.
Et køretøjs afgiftsstatus kan udledes ved registreringsattestens oplysninger på følgende måde
Nummerplade
farve Tolddokument Afgiftsstatus
Sort/hvid CERTIFIKAT Fuld afgift
Sort/hvid AFGATT/ Fuld afgift måned og år
Sort/hvid TOLDAT/ Fremgår af måned og år toldattesten
Sort/hvid INTET Afgiftsfri
Gul CERTIFIKAT Værdiafgift eller stykafgift efter totalvægten
Gul AFGAT/ Værdiafgift måned og år eller stykafgift efter totalvægten
Gul TOLDAT/ Fremgår af måned og år toldattesten
Gul INTET Afgiftsfri
Gul-sort-hvid AFGAT/ Halv afgift måned og år ligestillet med fuld afgift
Farve ikke TOLDAT/ Afgiftsfri
oplyst (regi- måned og år diplomater m fl)
strerings- ifølge toldatnummer test.
76 000 - 77
999)
Vurderingsmyndigheden
Vurdering af motorkøretøjer foretages af vurderingsmænd, der er beskikket af skatteministeren.
Der er følgende vurderingsdistrikter
Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer, København, Strandgade 100
Postboks 2164
1016 København K
omfattende toldkamrene i København samt Helsingør Distriktstoldkammer.
Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer, Sjælland mv, Strandgade 100
Postboks 2164
1016 København K
omfattende toldkamrene i Køge, Næstved, Nykøbing F, Korsør, Kalundborg og Rønne.
Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer, Odense mv, Lerchesgade 35
Postboks 915
5100 Odense C
omfattende toldkamrene i Odense, Fredericia og Svendborg.
Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer, Sydjylland, Lerchesgade 35
Postboks 915
5100 Odense C
omfattende toldkamrene i Esbjerg, Haderslev, Kolding og Sønderborg.
Vurderingsmyndigheden vedrørende
Motorkøretøjer, Aalborg,
Østerågade 29
9000 Aalborg
omfattende toldkamrene i Aalborg, Frederikshavn, Thisted, Holstebro og Skive.
Vurderingsmyndigheden vedrørende
Motorkøretøjer, Århus,
Havnen
8000 Århus C
omfattende toldkamrene i Århus, Randers, Herning, Horsens og Vejle.
Fremstilling til vurdering af anmeldte køretøjer sker normalt ved toldkamret. Tidspunktet for fremstillingen fastsættes af den pågældende vurderingsmyndighed, og nærmere oplysning herom kan fås ved det toldkammer, hvor køretøjet er anmeldt til afgiftsberigtigelse efter vurdering.
Ved henvendelse til det lokale toldkammer kan det oplyses, hvor stort et depositum for afgiften, der skal stilles for et køretøj, som påtænkes anmeldt til afgiftsberigtigelse ved vurdering.
Det understreges, at et depositum kun er en sikkerhedsstillelse for det afgiftsbeløb, som endeligt skal betales af et køretøj. Et depositum eller en forhåndsoplysning om beløbet er derfor ikke bindende. Det endelige afgiftsbeløb, som beregnes på grundlag af vurderingsprisen, når vurderingen af køretøjet har fundet sted, kan derfor afvige fra det stillede depositum, således at der skal ske efterbetaling, eventuelt tilbagebetaling.
Eventuelle klager over vurderingsforretninger skal indsendes skriftligt gennem toldkamret.
Andre bestemmelser
Afgiftsnævnet
Skatteministeren har nedsat et afgiftsnævn, Nævnet vedrørende Registreringsafgift af Motorkøretøjer, som har den endelige administrative afgørelse af
1. spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for afgiftsfritagelse efter de regler, som skatteministeren fastsætter i medfør af lovens § 3, stk 3, er opfyldt, samt om, hvorvidt køretøjet efter genopbygningen eller ombygning kan betragtes som identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj, eller om køretøjet skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven,
2. spørgsmål om, hvorvidt der kan tilstås afgiftsfritagelse eller -nedsættelse efter § 2, stk 1, § 5, stk 1-2 og § 6, stk 1, nr 1 og 3-7,
3. spørgsmål om, hvorvidt der for et køretøj foreligger en anmeldt standardpris, jf lovens § 9, stk 1.
Hæftelse for afgiften i særlige tilfælde
Efter lovens § 30, stk 1-2, kan krav om betaling af registreringsafgift i nedennævnte tilfælde gøres gældende mod en anden end den, der efter lovens almindelige bestemmelser hæfter for afgiften.
Er et køretøj, der efter foretagen reparation eller ombygning ikke kan betragtes som identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj, blevet registreret eller omregistreret til ny ejer, uden at afgiften er betalt, kan krav om betaling af det afgiftsbeløb, som skulle have været betalt ved første registrering eller første registrering af ejerskifte efter reparationen eller ombygningen, gøres gældende mod den, der har foretaget reparationen eller ombygningen.
Er et køretøj, der er indført som brugt, blevet registreret, uden at afgiften er betalt, kan krav om betaling af afgiftsbeløbet gøres gældende mod den, som med henblik på køretøjets registrering har afsat køretøjet til den, i hvis navn det første gang er registreret.
Straffebestemmelser
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen, eller som overtræder visse udtrykkeligt nævnte lovbestemmelser og forskrifter, der er udstedt i medfør af loven om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.
Straffen kan stige til hæfte eller fængsel indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt til afgiftsunddragelse.
For overtrædelser, som begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Bilag 2
Fortegnelse over blanketter mv
Anvendelse Blanketnavn Blanket nr
Registrering Registreringsanmeldelse om afgiftsberigti-
af virksom- gelse af køretøjer K 30
heder Registreringsbevis for registrering efter lov om registreringsafgift af motorkøre- tøjer mv K 31
Afregning Afgiftsangivelse om afgiftsberigtigelse K 2
af afgift Specifikation 1 til afgiftsangivelse K 3 Specifikation 2 til afgiftsangivelse K 4 Meddelelse om regulering af registrerings- afgift K 5 Tabel til beregning af afgift af køretøjer K 57
Anmeldelse Afgiftsberigtigelse K 1 Tillæg til anmeldelse om afgiftsberigti- gelse K 53 Turistbusser m fl med 20% afgift K 7 Hyrevogne med 20% afgift K 8 Frigivelse af hyrevogne med 20% afgift K 9 Entreprenørattest om afgiftsfritagelse for rutebiler, der uden ekspedition hos told- væsenet kan registreres ved motorkontorerne/ Centralregistreret med gule nummerplader K 15 Væsentlige ændringer ved motorkøretøj Reparation/ombygning af køretøj K 33 Standardpris for motorkøretøj K 35 Vurdering af køretøj K 52
Ansøgning Afgiftsfritagelse K 6 Afgiftsfritagelse af hyrevogn K 16 Betaling af afgift med 1 % om måneden (dansk tekst) K 10 Betaling af afgift med 1 % om måneden (engelsk tekst) K 10 E Bortkommet tolddokument (Erstatningattest) K 34
Oprindelses- Certifikat om afgiftsberigtigelse-
dokument afgiftsfritagelse (fabriksnyt køretøj) K 20 Certifikat om afgiftsberigtigelse - afgiftsfritagelse (fabriksnyt chassis) K 21 Erklæring om opbygning her i landet af køretøj K 22
Attest Afgiftsattest om afgiftsberigtigelse K 11 Erstatnings-afgiftsattest K 11 e Toldattest om afgiftsfritagelse K 12 Erstatnings-toldattest K 12 e Toldattest om afgiftsberigtigelse K 13 Erstatnings-toldattest K 13 e Tilladelse/Toldattest om udlændinges berig- tigelse af registreringsafgift ved betaling af månedsafgift K 14
Forespørgs- Forespørgsel om registreringsafgift af
ler motorkøretøj (nypris) K 51
Orienterin- Midlertidig indførsel og benyttelse af
ger mv personmotorkøretøjer Ø 192 Indførsel af brugte personmotorkøretøjer som flyttegods fra andre lande end EF-lande Ø 196 Bestemmelserne for indførsel af person- motorkøretøjer, undtagen som flyttegods Ø 197 Indførsel af brugte personmotorkøretøjer som flyttegods fra andre EF-lande Ø 198 Meddelelse af marts 1982, F 2331/82, til ejere af hyrevogne, om registreringsafgift af hyrevogne, der overgår til anden an- vendelse Meddelelse af februr 1985, F 847/85, til autoreparatører m fl om genopbygning af motorkøretøjer efter tæringsskade, slitage mm Afgiftsvejledning om last- og varebiler til godsbefordring, K 56 Forord-Standardpriser Forord-Fortegnelse Forord-Fortegnelse, last- og varemotorkøretøjer. -O- De nævnte blanketter mv udleveres gratis til publikum. Anmeldelse, K 1, skal dog købes i boghandelen (Barfod & I Chr Petersen A/S, blanket nr 576).
De i parentes anførte numre henviser til Barfod & I Chr Petersen-blanketter, der af virksomheden skal købes i boghandelen. De øvrige blanketter udleveres til virksomheden af toldvæsenet.
Afgiftsvejledning. Motorkøretøjer
Afgiftsvejledning
Februar 1988
Motorkøretøjer
Registreringsafgift
Indhold
Forord
Klagevejledning
Hvilke køretøjer er afgiftspligtige?
Hvornår bliver køretøjet afgiftspligtigt?
Afgiftsfritagelse
Kongehusets køretøjer
Statens køretøjer
Brandsluknings- og redningskøretøjer
Ambulancer og rustvogne
Rutebiler
Last- og varebiler over 4 tons
Mandskabsvogne
Motorforvogne
Arbejdsredskaber
Påhængs- og sættevogne
Påhængsvogne til beboelse
El-drevne motorkøretøjer
Biblioteksbusser tilhørende kommunen
Handicapvenlige hyrevogne
Diplomatkøretøjer mv
Særlig afgiftslempelse og afgiftsfritagelse
Udlændinges motorkøretøjer
- Betaling af månedsafgift
Motorkøretøjer, der genopbygges efter tæringsskade, slitage mm
Motorkøretøjer, der genopbygges efter færdselsskade mm
Afgiftssatser
Fuld afgift (personbiler og motorcykler)
Værdiafgift (varebiler)
Stykafgift (varebiler)
20 pct afgift (busser og hyrevogne mv)
Turistbusser
Hyrevogne
Busser til erhvervsmæssig befordring af handicappede
Busser, dertil hører plejehjem o lign
Sygetransportkøretøjer, bortset fra ambulancer
Teater- og orkesterbusser
Specielt indrettede busser
Særlig afgift
(udlejningsbiler til udlændinge)
Efterberigtigelse af afgift for brugte køretøjer
Afgiftspligtig værdi
Nye køretøjer
Standardpris
Vurderingspris
Brugte køretøjer
Vurderingspris
Nyvognspris
Registrerede virksomheder
Registrering
Virksomhedens afgiftstilsvar mv
Afregning af afgift
Ikke-registrerede virksomheder mm
Regnskabsbestemmelser
Regnskab
Købekontrakter mv
Udstyr
Kontrolbestemmelser
Tolddokumenter
Erstatningsattester
Registreringsattester
Vurderingsmyndigheden
Andre bestemmelser
Afgiftsnævnet
Hæftelse for afgiften i særlige tilfælde
Straffebestemmelser
Stikordsregister
Ingen