Legislator Case Law & Legislation
C19881831009 DK

Varelagerloven - levende dyr

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1988 18310 Historic

Varelagerloven - levende dyr

1. Ved Vestre Landsrets dom af 10. marts 1988 fik en kreaturhandler medhold i, at hans beholdning af kreaturer var omfattet af varelagerloven, og at han derfor var berettiget til at nedskrive på beholdningen af kreaturer ved regnskabsårets udløb.

Virksomheden, hvor der solgtes 2-3.000 kreaturer på årsbasis, blev drevet således, at størsteparten af købte kreaturer blev videresolgt straks, men der skete også i et vist omfang opstaldning for en kortere periode på kreaturhandlerens landbrugsejendom, hvor der var udlagt store arealer med græs. Netop på tidspunktet for regnskabsårets udløb den 31. juli kunne der være en relativ stor lagerophobning.

Dommen fastslår, at varelager i varelagerlovens forstand omfatter levende dyr, der hører til en erhvervsvirksomhed, og som er bestemt til videresalg.

2. Dommen medfører, at skatteydere, der driver erhvervsvirksomhed med køb og salg af dyr, herunder husdyr, skal anvende reglerne i varelagerloven, bekendtgørelse nr. 564 af 21. august 1987 om skattemæssig opgørelse af varelager m.v., på beholdninger af dyr.

Derimod skal landbrugere, der driver erhvervsvirksomhed med opdræt og salg af husdyr m.v., anvende reglerne i husdyrbeskatningsloven, lov nr. 208 af 13. maj 1981 om den skattemæssige behandling af husdyrbesætninger, på deres besætning af husdyr.

Landbrugeres husdyrbesætninger omfatter dyr, der forud for husdyrbeskatningsloven henregnes til husdyrbesætningen: Trækheste, kreaturer, grise og får m.v. Landbrugsheste, der indgår i en slagtehestebesætning eller som anvendes til avl af rideheste til salg behandles dog også som tilhørende husdyrbesætningen.

3. Erhvervsdeivende, der driver dambrug, hjortefarme, pelsdyrfarme eller stutteri, har hidtil behandlet deres besætninger af dyr som salgsbesætninger, men uden adgang til skattemæssig nedskrivning.

Dommen medfører, at disse erhvervsdrivende nu kan anvende reglerne i varelagerloven på disse besætninger.

4. De skattelignende myndigheder anmodes om at foranledige indkomstansættelser, hvor der i overensstemmelse med foranstående er mulighed for at anvende varelagerlovens regler på besætninger, genoptaget, når den skattepligtige fremsætter begæring herom. Genoptagelse kan tillades for indkomstår, der ligger indtil 5 år forud for Vestre Landsrets dom, det vil sige indkomståret 1983 og følgende indkomstår.

De af ligningsrådet fastsatte normalværdier kan ikke anvendes som værdiansættelse efter varelagerloven.

Hans Westerberg Marianne Mandahl

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →