Cirkulæreskrivelse om forældelse af entreprenørsvar
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om forældelse af entreprenørsvar
Vejdirektoratet har forhandlet med Entreprenørforeningen om ændring af Entreprenørforeningens forbehold, udsendelse 49/87 af 19. december 1987, pkt. 12, hvori der står »at Entreprenørens ansvar for mangler ophører 5 år efter arbejdets aflevering«.
Entreprenørforeningen ønsker ikke at udelade pkt. 12 af forbeholdet. Men Entreprenørforeningen har med vedlagte medlemsudsendelse nr. 7/88 af 19. februar 1988 meddelt, at ved anlægsarbejder for statslige bygherrer under Trafikministeriet »kan forbeholdets bestemmelse om 5- års-ansvar frafaldes under kontraktforhandlingene«.
Vejdirektoratet skal derfor herved anmode om, at entreprisekontrakter vedrørende arbejder på hovedlandevejsnettet indgås under den forudsætning, at pkt. 12 i Entreprenørforeningens forbehold frafaldes af entreprenøren ved kontraktforhandlingene.
Såfremt der er behov for yderligere oplysninger kan henvendelse rettes til afdelingsingeniør Mogens Fejer.
Med venlig hilsen
Bendt Jørgensen
Erhvervsforhold
5 års-forbeholdet
I stigende grad finder 5-årssystemet nu anvendelse i byggeriet. Der mangler kun en aftale med de institutionelle bygherrer, men den er på vej.
På anlægsområdet går det lidt langsommere, fordi det ikke har været muligt at nå noget resultat i forhandlingerne med Trafikministeriet. Det har heller ikke været muligt at nå til enighed med ministeriet om en overgangsordning, der skulle være gældende, indtil de nye AB bliver vedtaget.
Samtidig har AB-revisionsudvalget under Boligministeriet begyndt sit arbejde, og der er efter Entreprenørforeningens opfattelse god grund til at forvente indførelse af et 5-års entreprenøransvar i de nye AB.
Det må nu vurderes, om det er omkostningerne værd at genoptage konfliktsituationen for anlægsarbejder under Trafikministeriet for at gennemtvinge det 5-års entreprenøransvar tidligere end ved de nye AB. Det er foreningens vurdering, at det er det ikke. Derfor vil det ikke kunne opfattes som ukollegialt, hvis en medlemsvirksomhed frafalder 5-årsforbeholdet under kontraktsforhandlinger om anlægsarbejder med disse bygherrer. Faktisk er situationen den, at tilbud fra Entreprenørforeningens medlemmer af de statslige bygherrer under Trafikministeriet i kontraktforhandlinger vil blive behandlet, som om de ikke var afgivet med forbehold om 5-års ansvar, altså uden nogen kapitalisering ved frafald af denne forbeholdsbestemmelse.
Situationen kan herefter sammenfattes således
Statslige bygherrer under trafikministeriet
For anlægsarbejder: Forbeholdsbestemmelsen om 5-års ansvar kan frafaldes under kontraktsforhandlingerne.
For byggearbejder: Forbeholdsbestemmelsen om 5-års ansvar fastholdes. Det vil blive respekteret, da også statslige bygherrer under Trafikministeriet for byggearbejders vedkommende skal følge ansvarscirkulæret.
Kommuner og amtskommuner
I Entreprenørforeningens nuværende forbehold 49/87 af 19. december 1987 er der henvist til den aftale, som er indgået med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. Forbeholdsbestemmelsen om 5-års ansvar fastholdes i kontraktsforhandlingerne i overensstemmelse hermed.
Forsikringsselskaber, pensionskasser, ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond
Forhandlingerne med disse forløber positivt, men er endnu ikke afsluttet. Det er aftalt, at indtil da kan indføjes følgende bestemmelse under kontraktsforhandlingerne i entrepriseaftalen
»Organisationernes standardforbeholdsbestemmelse om 5 års ansvar udgår. I det omfang, der ved de igangværende forhandlinger mellem Assurandør-Societetet, Pensionskasserådet. Lønmodtagernes Dyrtidsfond, ATP, Byggefagenes kooperative Landssammenslutning, Entreprenørforeningen og Håndværksrådet opnås enighed om 5-års forældelse af entreprenøransvaret, er parterne enige om at denne forældelsesregel også skal gælde for nærværende aftale.«
Alle andre statslige og private bygherrer
Forbeholdsbestemmelsen om 5-års ansvar fastholdes, og der gælder ingen overgangsordninger.
ENTREPRENØRFORENINGEN
NØRRE VOLDGADE 106. 1358 KØBENHAVN K
TELEFON 01 12 88 01. TELEX 27049 ENTREX. GIRO 5 00 30 75
Ingen