Cirkulæreskrivelse om fremsendelse af vejledning til rammeaftale om lokal amtskommunepulje til øget flexibilitet i lønfastsættelsen for amtskommunalt ansatte tjenestemænd i folkeskolen, tjenestemænd ved amtskommunale enkeltfagskurser og tjenestemænd ved specialundervisning for voksne m.fl. (* 1) (Til alle amtsråd og Frederiksberg kommunalbestyrelse)
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 2
Vejledning til rammeaftale om lokal amtskommunepulje til øget fleksibilitet i lønfastsættelsen for amtskommunalt ansatte tjenestemænd i folkeskolen, tjenestemænd ved amtskommunale enkeltfagskurser og tjenestemænd ved specialundervisning for voksne mfl.
Indledning
Regeringen og de kommunale organisationer har ønsket, at lønfastsættelsen i den offentlige sektor i større omfang skal være en integreret del af personalepolitikken, dels ved at dele af lønfastsættelsen decentraliseres, dels ved at lønnen til den enkelte medarbejder i højere grad afspejler den individuelle indsats.
Under aftaleforhandlingerne i 1987 er der åbnet mulighed for etablering af fleksible lønsystemer. Således er der såvel inden for det kommunale som det statslige aftaleområde afsat puljer til fleksibilitet i lønsystemet. Amtsrådsforeningen har i skrivelse af 8. maj 1987 orienteret samtlige amter herom.
Tjenestemænd i amtskommunerne, for hvem Finansministeriet forhandler løn- og ansættelsesvilkår, er ikke omfattet af den pulje, som er meddelt ved ovennævnte skrivelse. For disse tjenestemænd er der afsat en særlig pulje. De nærmere vilkår for anvendelse af pulje fremgår af den rammeaftale, som er indgået mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation den 4. december 1987, se bilag 1.
Ordningen indebærer, at de enkelte amtsråd efter aftale med den lokale amtskreds af Danmarks Lærerforening, Dansk Aften- og Ungdomsskole Forening eller Speciallærerforeningen af 1981 får mulighed for i perioden 1. april 1987 - 31. marts 1989 at anvende et beløb til honorering af lærere mfl., som ud fra objektive kriterier yder en særlig indsats. I perioden 1. april 1987 - 31. marts 1988 har amtskommunen mulighed for at anvende et beløb svarende til halvdelen af amtskommunens pulje. I perioden 1. april 1988 - 31. marts 1989 kan der anvendes beløb svarende til amtskommunens pulje. Ikke forbrugte midler fra første år kan anvendes i andet år.
Hvem kan komme i betragtning?
Omfattet er
- amtskommunalt ansatte tjenestemænd i folkeskolen (lærer/overlærer, skolekonsulenter, skoleledere, amtskonsulenter for folkeskolen, amtsskolepsykologer)
- tjenestemænd ved amtskommunale enkeltfagskurser bortset fra adjunkter og lektorer
- tjenestemænd ved amtskommunale undervisningsinstitutioner med undervisning efter lov om specialundervisning for voksne
- tjenestemænd ansat som amtskonsulenter for fritidsundervisning og faglig medhjælp for denne (skolekonsulent)
- timelærer, vikancevikarer, faste vikarer, årsvikarer, månedslønnede vikarer og timelønnede vikarer ansat efter reglerne i Undervisningsministeriets cirkulære af 1. marts 1984 med senere ændringer
Undtaget er bl.a.
- det personale inden for ovennævnte områder, som er ansat i henhold til overenskomst mellem kommunale organisationers forhandlingsorganer og en faglig organisation (f.eks. pedel, skolesekretær, skoleassistent, socialpædagog og adjunkt/lektor). Disse medarbejdere er omfattet af de af de kommunale organisationer meddelte kommunepuljer.
- timelønnede lærer ansat efter reglerne i Finansministeriets
cirkulærer om timelønnet undervisning
Hvad kan amtskommunens pulje bruges til?
Af rammeaftalen fremgår, at puljen skal anvendes til honorering af særlige indsats efter objektive kriterier. Der er ikke i rammeaftalen lagt nærmere bindinger for, hvilken former for særlig indsats der kan honoreres.
Det har dog ikke været hensigten, at opgaver, som kan vederlægges efter andre regler, skal betales med midler fra denne pulje.
I hvilken form kan puljen anvendes? Puljen kan anvendes til engangsvederlag og vederlag for perioder af en varighed på op til 12 måneder.
Puljen kan ikke anvendes til ydelse af personlige tillæg eller til personlige omklassificeringer.
Vederlagenes størrelse
Der er ikke i rammeaftalen fastsat regler om størrelsen af det enkelte vederlag. Det forudsættes dog, at det enkelte vederlag har en sådan størrelse, at det lever op til ordningens formål.
Vederlagene beregnes som enheder a 100 kr. i grundbeløb pr. 1. oktober 1984.
Fremsættelse af forslag
Amtsrådet kan når som helst fremsætte forslag om anvendelse af amtskommunens pulje. De lokale amtskredse af henholdsvis Danmarks Lærerforening, Dansk Aften- og Ungdomsskoleforening og Speciallærerforeningen af 1981 kan ligeledes fremsætte forslag.
Kun forslag, som der opnås enighed om, gennemføres.
Enighed om forslag stillet af amtsrådet kan enten opnås ved, at vedkommende lokale amtskreds ikke inden 21 skoledage har bedt om en forhandling af et af amtsrådet stillet forslag, eller efter en af den lokale amtskreds ønsker forhandling.
Enighed om forslag stillet af den lokale amtskreds opnås ved forhandling. Amtskommunen er forpligtet til at indlede forhandling om forslaget inden for en rimelig frist og senest 6 uger fra modtagelsen af forslaget fra den lokale amtskreds. Såfremt amtskommunen umiddelbart kan tilslutte sig amtskredsens forslag, er en mundtlig forhandling ikke nødvendig. Det vil være tilstrækkeligt, at amtskommunen inden for den fastsatte frist skriftligt meddeler amtskredsen, at man kan tilslutte sig forslaget.
Såfremt der er opnået enighed om et forslag, forudsættes det, at parterne skriftligt bekræfter den således indgåede aftale ved underskrivelse af forslaget og/eller ved underskrivelse af mødereferat.
Lokal enighed
Rammeaftalens parter har forudsat, at forhandlingen af forslag sker lokalt. Rammeaftalen giver derfor ingen mulighed for, at den ene eller begge parter i en lokal forhandling kan anmode rammeaftalens parter (Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation) om at overtage forhandlingerne og indgå aftaler om anvendelse af amtskommunens pulje til særlig indsats.
Såfremt der ikke inden 31. marts 1989 er opnået enighed om anvendelse af amtskommunens pulje eller dele heraf, tilbageføres restpuljen til central anvendelse ved aftale mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation.
Der er intet til hinder for, at amtskommunen og de lokale amtskredse indgår aftaler om honorering af særlig indsats, der strækker sig ud over den 31. marts 1989. f.eks. for resten af skoleåret 1988-89. Aftalerne skal blot være indgået inden 31. marts 1989.
Opgørelse af puljen
Pr. 31. december 1988 skal der foretages en opgørelse over anvendelsen af puljen, Opgørelsen sendes til Undervisningsministeriet senest den 15. januar 1989.
Opgørelsen kan f.eks. ske på grundlag af en oversigt svarende til den i bilag 2 viste. Kopi af en sådan oversigt er tilstrækkelig tilbagemelding til Undervisningsministeriet.
Det anbefales, at parterne så vidt muligt søger at afslutte forhandlingerne om anvendelsen af puljen inden 31. december 1988, idet de centrale forhandlinger om eventuelle ubrugte puljemidler vil ske på baggrund af de opgørelser, der i overensstemmelse med ovenstående er tilsendt Undervisningsministeriet.
Råd og vejledning i øvrigt
Såfremt amtskommunerne måtte have behov for yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til Amtsrådsforeningen i Danmark og Undervisningsministeriet.
Såfremt de lokale amtskredse måtte have behov for yderligere vejledning, kan der rettes henvendelse til Danmarks Lærerforening, Dansk Aften- og Ungdomsskole Forening og Speciallærerforening af 1981.
Underbilag.
Underbilagene er udeladt. Der henvises til F AFT 6915 19871204.
§ 45 i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken i den affattelse, der følger af Finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 671 af 2. oktober 1986 som ændret ved lov nr. 885 af 23. december 1987
§ 45. Løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd fastsættes ve
d aftale mellem finansministeren og de i § 49 nævnte centralorganisationer.
Stk. 2. Aftale, der alene angår ansættelsesvilkår for tjenestemænd under et enkelt ministerium, kan dog efter nærmere bestemmelse af finansministeren indgås af vedkommende minister.
Stk. 3. Aftale om ansættelsesvilkår, der alene angår tjenestemænd i folkeskolen, kan efter finansministerens nærmere bestemmelse indgås af vedkommende (amts)kommunale myndighed i det omfang, indgåelse af sådan aftale er led i opfyldelse af en i henhold til stk. 1 eller stk. 2 indgået aftale.
Stk. 4. Aftaler efter stk. 1-3 kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov eller i henhold til lov eller angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov.
Cirkulæreskrivelse om fremsendelse af vejledning til rammeaftale om lokal amtskommunepulje til øget flexibilitet i lønfastsættelsen for amtskommunalt ansatte tjenestemænd i folkeskolen, tjenestemænd ved amtskommunale enkeltfagskurser og tjenestemænd ved specialundervisning for voksne m.fl. (* 1)
(Til alle amtsråd og Frederiksberg kommunalbestyrelse)
Hermed sendes til videre foranstaltning at eksemplar af »Vejledning til rammeaftale om lokal amtskommunepulje til øget fleksibilitet i lønfastsættelsen for amtskommunalt ansatte tjenestemænd i folkeskolen, tjenestemænd ved amtskommunale enkeltfagskurser og tjenestemænd ved specialundervisning for voksne m.fl.«, hvori som bilag 1 indgår rammeaftalen af 4. december 1987 mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation.
Opmærksomheden henledes på side 5 i vejledningen, hvoraf fremgår, at der pr. 31. december 1988 skal foretages en opgørelse over anvendelsen af puljen, jf. § 6 i rammeaftalen. Opgørelsen - jf. bilag 2 - skal indsendes til Undervisningsministeriet senest den 15. januar 1989.
Det anbefales, at parterne så vidt muligt søger at afslutte forhandlingerne om anvendelsen af puljen inden den 31. december 1988, idet de centrale forhandlinger om eventuelt ubrugte puljemidler vil ske med udgangspunkt i de opgørelser, der i overensstemmelse med overstående er tilsendt Undervisningsministeriet.
Som bilag er optrykt § 45 i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken i den affattelse, der følger af Finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 671 af 2. oktober 1986 som ændret ved lov nr. 885 af 23. december 1987.
P. m. v.
e. b.
Susanne Boe
fm.
Bilag 1.