Cirkulære om bedøvelse af slagtedyr (Til samtlige eksportslagterier, offentlige og private slagtehuse, fjerkræslagterier og kaninslagterier samt de kontrollerende dyrlæger ved disse)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om bedøvelse af slagtedyr
(Til samtlige eksportslagterier, offentlige og private slagtehuse,
fjerkræslagterier og kaninslagterier samt de kontrollerende dyrlæger
ved disse)
I henhold til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 200 af 26. marts 1986 skal husdyr ved slagtning altid bedøves fuldstændigt, umiddelbart før blodudtømningen påbegyndes, idet dog fjerkræ kan slagtes ved, at hovedet med et hastigt hug skilles fra kroppen.
I henhold til samme bekendtgørelse påser den tilsynsførende dyrlæge ved de godkendte slagtesteder, at bedøvelsen sker ved en metode, der er godkendt for den pågældende dyreart af Veterinærdirektoratet, og at bedøvelsen gennemføres med et apparat, som Veterinærdirektoratet har godkendt til dyrearten.
I medfør heraf fastsættes følgende bestemmelser vedrørende bedøvelse af slagtedyr på godkendte slagtesteder.
1. Behandling af slagtedyrene.
Slagtedyrene (hornkvæg, får, geder, svin, hovdyr, fjerkræ og kaniner) skal bringes i bevidstløs tilstand inden aflivningen.
Såfremt fastgørelse af dyret i fælde eller anden immobilisering er nødvendig, skal denne foretages umiddelbart inden bedøvelsen. Hvis dyret ophejses inden aflivningen, skal bedøvelsen dog indledes senest samtidig med kædepålægning og påhægtning af kædekrog på stikelevatoren.
Fjerkræ og kaniner må dog inden bedøvelse ophænges i benene, såfremt bedøvelsen finder sted umiddelbart efter ophængningen.
Stikningen skal foretages straks efter bedøvelsen, og ved elektrisk bedøvelse samt ved bedøvelse med kuldioxyd skal dødens indtræden ske som følge af blodtabet i forbindelse med stikningen - og ikke som følge af bedøvelsen.
2. Bedøvelse af de enkelte dyrearter må kun foretages ved hjælp af følgende metoder/apparater.
2.1. Et mekanisk instrument - hornkvæg, får, geder, svin og hovdyr.
Ved et mekanisk instruments forstås et skydeapparat, som i sig selv fungerer mekanisk.
Ved brug af skydeapparat med penetrerende bolt (boltpistol) skal slagkraften være så stor, at bolten drives ind i storhjernen.
Ved brug af skydeapparat med ikke-penetrerende bolt skal slagkraften være så stor, at bevidstløshed indtræder øjeblikkelig. Skydeapparat med ikke-penetrerende bolt må kun benyttes efter særlig tilladelse fra Veterinærdirektoratet.
Ved brug af såvel penetrerende som ikke-penetrerende skydeapparat skal indskudsstedet/anslagsstedet være som angivet i bilag 1.
Skydeapparat med løs projektil må kun anvendes efter særlig tilladelse fra den kontrollerende dyrlæge og da kun til voksne tyre og heste.
2.2. Elektrisk strøm - svin, får, geder og fjerkræ.
Vekselstrøm, pulserende jævnstrøm eller en kombination af forskellige strømformer kan benyttes til såvel manuel som automatisk styret elektrisk bedøvelse.
2.2.1. Svin, får og geder.
Bedøvelsesstrømmen skal tilføres dyrets hoved på en sådan måde, at strømmen ledes igennem dyrets hjerne.
Ved manuel bedøvelse skal anvendes to-håndstang.
Ved automatisk bedøvelse skal anlægget anvendes i overensstemmelse med godkendelsesvilkårene.
Bedøvelsesudstyret skal i belastet tilstand kunne afgive en strøm på mindst 1,25 ampere ved en effekt på mindst 300 VA.
Bedøvelsesstrømmen (1,25 amp.) skal kunne aflæses på et amperemeter eller ved et lyssignal (lysdiode).
2.2.2. Fjerkræ.
Strømmen skal føres til dyrets hoved på en sådan måde, at strømmen ledes gennem dyrets hjerne.
Ved anvendelse af strømførende vandbad skal vandbadet placeres således, at dyrene bedøves hurtigt og fuldstændigt, og således at dyrene ikke kan unddrage sig bedøvelsen.
2.3. Kuldioxyd - svin.
Kuldioxyd (CO2) skal anvendes i en blanding med atomsfærisk luft. Bedøvelsesudstyret skal være forsynet med et let læseligt instrument, som angiver den maksimale CO2-koncentration, svinet udsættes for i bedøvelsesforløbet. CO2-koncentrationen skal grafisk registreres. CO2-koncentrationen skal indstilles så lavt som muligt, men dog således at det bedøvede dyr, ved normalt procesforløb, er refleksfri i stikningsøjeblikket.
2.3.1. Oval-anlæg.
Blandingen af kuldioxyd og atmosfærisk luft skal indeholde mellem 60 og 70 volumenprocent CO2 og skal for det enkelte anlæg variere mindst muligt.
2.3.2. Kompakt- og Combi-anlæg.
Anlæggets hastighed skal være i så nøje overensstemmelse med slagteliniens hastighed som muligt.
Bedøvelsen fremkommer som resultatet af kombinationen af svinets totale gennemløbstid i anlægget og CO2-koncentrationen.
Det enkelte svins samlede gennemløbstid i anlægget skal løbende grafisk registreres.
2.3.3. Dip-lift-anlæg.
Funktionstiden, hvorved forstås tiden for nedsænkning, for opholdet ved den maksimale CO2-koncentration og for ophejsningen, skal mindst andrage 55 sekunder.
Anlæggets funktionstid skal grafisk registreres eller skal kunne aflæses på det i anlægget indbyggede ur.
2.4. Kølleslag - fjerkræ og kaniner.
Dyret skal umiddelbart efter ophængningen tilføjes et slag i nakken, som sikrer øjeblikkelig bevidstløshed.
3. Opstilling, drift og tilsyn med bedøvelsesapparatur.
3.1.
Bedøvelse, som angivet under 2.2. og 2.3. må kun foretages ved brug af et anlæg eller en type af anlæg, som er godkendt af Veterinærdirektoratet.
Ansøgning om godkendelse af bedøvelsesapparatur indsendes til Veterinærdirektoratet bilagt beskrivelse af apparaturet og dets driftsmåde.
Opmærksomheden skal henledes på, at arbejdsmiljølovens bestemmelser herudover skal opfyldes, og at udstyr til elektrisk bedøvelse skal være registreret af DMKO (Danmarks elektriske materielkontrol).
3.2.
Dyrlægen skal sikre sig, at det personale, som udfører bedøvelsen, har fået fornøden instruktion om den anvendte metodes virkemåde samt har fået fornøden træning med bistand af erfarent personale, således at apparaterne anvendes korrekt.
3.3.
Dyrlægen skal påse, at det benyttede bedøvelsesapparatur fungerer korrekt og i tilfælde af fejl repareres af sagkyndig personale, samt at bedøvelsen udføres korrekt.
4. Undtagelser.
Uanset foranstående er det tilladt på et eksportslagteri at foretage slagtning af andre husdyr end fjerkræ uden forudgående bedøvelse efter jødisk eller muhammedansk ritus, når der ved slagtningen af kreaturer og fedekalve med en levende vægt over 70 kg anvendes en maskine, jf. § 1, stk. 2, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 200 af 26. marts 1986 om slagtning af husdyr. Rituel slagtning af fjerkræ må kun foretages efter tilladelse fra Landbrugsministeriet, jf. § 2, stk. 7, i Landbrugsministeriet bekendtgørelse af 26. september 1977 i instruks om udøvelse af fjerkrækontrol.
5. Ikrafttræden.
Dette cirkulære træder i kraft den 1. januar 1989. Samtidig ophæves cirkulære af 3. maj 1984 (K.K. 1048-1984) om samme emne.
P.V.V.
K. Hermansen
Bilag 1.
Hest
Indskuddet placeres bag en tværlinie gennem de bageste øjenkonturer og ca. midtvejs mellem denne linie og nakkekammen.
Kvæg
Indskuddet placeres ud for midtpunktet af en linie fra nakkekammen frem til en tænkt forbindelseslinie tværs gennem øjenene. Indskuddet placeres lidt til siden for midtlinien.
Svin
Indskuddet placeres i midterlinien lidt bagved en tænkt linie mellem øjenhulernes bageste kontur. Dette gælder også de braknæsede svin.
Får
Udgangspunktet for placering af indskuddet er to linier mellem henholdsvis øjenhulernes bageste begrænsning og mellem øregrunden. Indskuddet placeres i midterlinien midtvejs mellem de nævnte linier.
Ged
Indskuddet placeres i midtlinien lige bag kornene.
Tekst og tegninger i bilag 1 er baseret på artikelserien »Knoglelidelser i kødkontrollen« af Poul Hyttel & U. Biering-Sørensen (Dansk Veterinær Tidsskrift 1988.)