Legislator Case Law & Legislation
C19881340160 DK

Vejledning om hjortehold

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1988 13401 Historic

Vejledning om hjortehold

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning..........................................................5 1. Hjortearter i farme..............................................6 1.1. Transport...................................................8 1.2. Indsætning af dyrene i hjortefarmen.........................8 1.3. Eksport af levende hjorte...................................9 1.4. Import af levende hjorte....................................9 2. Regler for registrering af hjortefarme og dyrehaver..............9 2.1. Mærkning af hjorte i hjortefarme............................9 2.2. Meddelelse om undslupne hjorte fra hjortefarme.............10 2.3. Ansøgning om dispensation ved hold af andre arter end kron- og dådyr..........................10 3. Forskellige arealers egnethed til hjortefarme...................10 3.1. Belægningsgrad.............................................11 4. Indhegning af hjortefarme.......................................13 4.1. Specielle forhold vedrørende indhegning af dyrehaver.......13 5. Aflivning af hjorte i hjortefarme...............................13 6. Adresseliste....................................................14 7. Bilag 1. Lov om hjortehold......................................15 Bilag 2. Bekendtgørelse om hjortehold m.m.......................17 Indledning

Produktion af hjortekød i hjortefarme er en relativ ny produktionsgren indenfor dansk landbrug. Den er et udtryk for landbrugets forsøg på tilpasning til stigende overproduktion af de traditionelle landbrugsprodukter, De første hjortefarme blev etableret omkring 1980.

Dels for at sikre hjorteavlerne accept og rettigheder på lige fod med andre husdyrproducenter, og dels for at sikre den fritstående bestand af kronvildt i Jylland, er der vedtaget en »Lov om hjortehold«, Lov nr. 224 af 22. april 1987, herefter benævnt »hjorteloven«. I medfør af denne lov er der udarbejdet Landbrugsministeriets bekendtgørelse af 5. juli 1988 om hjortehold m.m. og Landbrugsministeriets bekendtgørelse af 5. juli 1988 om hegning af dyrehaver m.m.

Denne vejledning er udarbejdet for at uddybe og forklare hjorteloven og de nævnte bekendtgørelser.

I hjorteloven skelnes der mellem tre kategorier af indhegninger med hjortedyr

Zoologiske haver, dyreparker og lignende.

Herved forstås indhegninger, hvortil offentligheden har adgang mod betaling af entre. Oprettelse af sådanne indhegninger kræver politiets tilladelse, og er ikke omfattet af hjorteloven.

Dyrehaver. Herved forstås større eller mindre indhegnede områder med passende fordeling af mark og skov, hvor der holdes en eller flere arter af hjortevildt, vildfår eller vildsvin. Formålet med dyrehaver er som regel jagt, men de kan også anlægges, fordi ejeren finder det interessant at betragte dyrene. Ved jagt og aflivning af hjorte i dyrehaver gælder jagtlovens kapitel 5, der omhandler jagtmåder og jagtredskaber. Hegnet omkring en dyrehave skal opfylde bestemte krav, der er nærmere omtalt i afsnit 4.1.

Hvis man ønsker at etablere en dyrehave, kan der indhentes yderligere oplysninger ved henvendelse til Landbrugsministeriets Vildtforvaltning (se adresseliste).

Hjortefarme. Herved forstås indhegninger med kron- og/eller dådyr, der er etableret med henblik på erhvervsmæssig produktion af hjortekød og salg af avlsdyr. Ved registrering som hjortefarm opnår man nogle fordele, bl.a. kan man bevare ejendomsretten til undslupne dyr i indtil 2 måneder efter at dyret er undsluppet, hvis det indberettes til Veterinærdirektoratet (se adresseliste). Ved aflivning af hjorte på hjortefarme gælder jagtlovens kapitel 5 ikke, da der er tale om slagtning af husdyr.

For at få en indhegning registreret som hjortefarm, skal kravene i hjorteloven og den tilhørende bekendtgørelse være opfyldt. Bl.a. skal dyrene være mærkede med et autoriseret øremærke (afsnit 2.1.), hegnet skal opfylde visse krav (afsnit 4.) og der gælder specielle regler for aflivning af hjorte på hjortefarme (afsnit 5.).

Landsforeningen af Danske Hjorteavlere (se adresseliste) er interesseorganisation for hjorteavlerne. Den udgiver et medlemsblad, »Hjorteavleren«, der udkommer 4 gange årligt. Den nyeste danske bog om emnet hedder »Hjorteproduktion«, og er udgivet af Det kgl. Danske Landshusholdningsselskab (se adresseliste).

Alle dyrehaver og hjortefarme skal registreres i Veterinærdirektoratet.

Da der kan forekomme ændringer vedrørende registrering m.v., skal det anbefales at kontakte Veterinærdirektoratet henholdsvis Vildtforvaltningen, før etablering af hjortefarme eller dyrehave påbegyndes.

Der skal endvidere gøres opmærksom på, at det kan være nødvendigt at indhente tilladelse til etablering af hjortefarm eller dyrehave fra andre myndigheder. Det kan derfor anbefales at foretage en grundig forundersøgelse, inden etablering påbegyndes, bl.a. ved henvendelse til amtets tekniske forvaltning.

1. Hjortearter i farme

Efter hjortelovens ikrafttræden må der kun etableres hjortefarme med krondyr (Cervus elaphus) og dådyr (Dama dama).

Definitioner vedrørende de to arter, samt karakteristiske nøgletal er samlet i tabellerne 1.1., 1.2. og 1.3.

Tabel 1.1. Definitioner krondyr.

--------------------------------------------------------------------- Kronhjort/ hjort: handyr over 23 måneder (vægt 150-250 kg) Kronhind/ hind: udvokset hundyr (vægt 90-110 kg) Spidshjort: handyr, 10-22 måneder Smalhind: hundyr, 12-24 måneder Hjortekalv: handyr, 0-9 måneder Kronkalv/ hindkalv: hunkalv, 0-11 måneder Moderdyr: hind, mere end 24 måneder gammel, uanset om den har kælvet det pågældende år, eller er gold Beslåning: parring --------------------------------------------------------------------- Tabel 1.2. Definitioner dådyr. --------------------------------------------------------------------- Dåhjort/ hjort: handyr over 23 måneder (vægt 80-100 kg) Då: udvokset hundyr (vægt 40-50 kg) Spidshjort: handyr, 10-22 måneder Stanghjort: handyr, 2-3 år Halvskuffel: handyr, 3-4 år Helskuffel: handyr, mere end 4 år Smaldå: hundyr, 12-24 måneder Hjortekalv: hankalv, 0-9 måneder Dåkalv: hunkalv, 0-11 måneder Moderdyr: då, mere end 24 måneder gammel, uanset om den har kælvet det pågældende år, eller er gold Beslåning: parring --------------------------------------------------------------------- Tabel 1.3. Nøgletal for kron- og dådyr. --------------------------------------------------------------------- Krondyr Dådyr Vægt, handyr, kg 150-250 80-100 Vægt, hundyr, kg 90-110 40-50 Brunst sep-okt okt-nov Brunstcyklus, dage 18 22 Drægtighed, dage 233 234 Kælvning maj-juni jun-jul Fødselsvægt, kg 8 4 Kælvningsprocent >90 >90 Kalvedødelighed, procent 5-10 5-10 Fravænningsprocent, 100 dage >80 >80 Kalvevægt ved 100 dage, kg 40-45 20-22 Pubertetsalder/vægt, hundyr 16/65 16/30 Vægt, hundyr 16 mdr. (målsætning) >70 >34 Vægt, handyr 16 mdr. (målsætning) >90 >45 Slagteprocent 55 55 Reproduktiv livslængde, år 15 >10 ---------------------------------------------------------------------

Det ses af tabel 1.3., at krondyr groft sagt er dobbelt så store som dådyr. Herudover er der den forskel mellem de to arter, at dådyr er sværere at håndtere end krondyr. Dette kan give problemer, når dyrene skal sorteres, vejes etc. Krondyr kan blive meget tamme og omgængelige, og håndteres bedst i mindre grupper. Dådyr kan også blive meget tamme og omgængelige, men de reagerer ofte voldsomt og uberegneligt, når der lægges pres på dem. De skal fikseres individuelt, når de håndteres, og kræver derfor i den forbindelse mere tid pr. dyr end krondyr. Der er udviklet effektive indfangnings- og håndteringssystemer til begge arter.

Dådyr egner sig bedst til ekstensiv drift, hvor dyrene i vidt omfang passer sig selv og håndteres mindst muligt.

I områder, hvor der findes fritstående bestande af den hjorteart, der holdes på farmen, kan der opstå problemer i brunstperioden. Hjorte fra den fri vildtbane kan opsøge hjortefarmen, og der kan da være risiko for, at disse hjorte beskadiger indhegningen. Det kan resultere i, at nogle af hjortedyrene fra farmen undslipper. Det kan derfor anbefales at holde dådyr i kronvildt områder og krondyr i dåvildt områder.

1.1. Transport

Kron- og dådyr kan transporteres i lastbiler på samme måde som kvæg og får. Da begge arter i udpræget grad er flokdyr, befinder de sig bedst i mindre grupper på op til 10 dyr. Fra august til april skal det dog tilrådes at transportere handyr enkeltvis. Dette gælder især for dåhjorte af alle aldre. Hjortene er mere aggressive i denne periode, og selv om de har fået geviret savet af, kan de gøre alvorlig skade på andre dyr med de knopper, der sidder tilbage. Af hensyn til drægtigheden skal det endvidere frarådes, at transportere moderdyr og 2-års dåer og hinder i perioden 1/5-1/9.

Følgende pladskrav anbefales ved transport af kron- og dådyr

Tabel 1.4. Mindste arealkrav til kron- og dådyr under transport.

--------------------------------------------------------------------- Art Areal/dyr, m2 --------------------------------------------------------------------- Krondyr: kalve (3 mdr.) 0,30 kalve (6 mdr.) 0,35 hinder 0,50 hjorte 0,80 Dådyr: kalve 0,20 dåer 0,35 hjorte 0,50 ---------------------------------------------------------------------

Dyrene kan også transporteres i kasser. Til dådyr skal kassen være ca. 35 cm bred, 125 cm lang og 100 cm høj. Til krondyr skal kassen være ca. 60 cm bred, 150 cm lang og 150 cm høj.

Inden transporten skal dyrene have adgang til vand. Hvis det drejer sig om en længere transport, kan dyrene fodres med roer eller kartofler undervejs. På denne måde vil dyrene få et væsketilskud. Der skal være rigeligt med luft i bilen, dog uden at der er træk. Dyrene vil ofte lægge sig ned undervejs og klarer selv længere stræk uden problemer.

Selve kørslen skal foregå så stabilt som muligt. Bratte opbremsninger bør undgås, ligesom der bør køres roligt i sving.

1.2. Indsætning af dyrene i hjortefarmen

Hvis dyrene, eventuelt i fangfolden, kan lukkes sammen med andre dyr, der er kendt med farmen, vil frigivelsen normalt forløbe roligt. Hvis der ikke er andre dyr på farmen, kan det anbefales at lade dyrene gå på stald nogle dage og falde til ro, før de lukkes ud.

Hvis dyrene skal indsættes direkte fra transportmidlet, parkeres dette lige inden for lågen. Læsserampen orienteres mod midten af folden, således at dyrene ikke løber ind i nethegnet. Dyrene gives tid til selv at forlade transportmidlet, og de bør herefter have mindst en dag til - i fred og ro - at lære indhegningen at kende.

Hvis der er dyr i indhegningen i forvejen, kan disse eventuelt fodres foran transportmidlets læsserampe, således at de to grupper straks får kontakt med hinanden. Familie, naboer og venner bør ikke sammenkaldes for at overvære begivenheden. Luk dyrene ud i rolige omgivelser og lad dem få et par dage til at lære hegnet at kende, før de vises frem. Ellers kan der være risiko for panik blandt dyrene.

1.3. Eksport af levende hjorte

Ved eksport af levende hjorte fra Danmark skal eksportøren udfylde en erklæring. Af erklæringen skal det fremgå, at dyrene ikke eksporteres med henblik på jagt, idet dette er forbudt. Nævnte formular fås ved henvendelse til Veterinærdirektoratet.

1.4. Import af levende hjorte

Indførsel af levende krondyr, samt sæd og embryoner, der genetisk afviger fra den danske stamme, er ikke tilladt. Ved bekendtgørelsens ikrafttræden arbejdes der med retningslinier for administrationen af denne bestemmelse.

2. Regler for registrering af hjortefarme og dyrehaver

Alle hjortefarme og dyrehaver skal registreres. Skemaer og regler for registrering fås ved henvendelse til Veterinærdirektoratet, som forestår registreringen. For registreringen opkræves et gebyr; kr. 1.025 for hjortefarme og kr. 210 for dyrehaver. Gebyrerne tilægges moms. Alle indhegninger tildeles et CKR-nummer (Centralt Kvægbrugs Register nummer), som derefter følger indhegningen og påtrykkes de autoriserede øremærker, der skal bruges på hjortefarme. Ved alle henvendelser til Veterinærdirektoratet eller Vildtforvaltningen skal CKR-nummeret opgives. Ved underskrift på registreringsanmeldelsen indestår man for, at de opgivne data er korrekte.

Af hensyn til tildeling af CKR-nummer, bestilling af øremærker til brug i hjortefarme og registreringen iøvrigt, bør såvel hjortefarme som dyrehaver tilmeldes registrering i god tid, inden dyrene agtes indsat.

Ejerskifte og ophør med drift af hjortefarme/dyrehave skal meddeles Veterinærdirektoratet.

2.1. Mærkning af hjorte

Hjorteloven kræver, at alle hjortedyr i hjortefarme er mærkede. Det autoriserede mærke til brug i hjortefarme er et rundt gult plastic hanmærke, påtrykt farmens CKR-nummer, samt et fortløbende dyr-løbenummer. Det autoriserede hanmærke kan frit kombineres med ethvert hunmærke (farve, størrelse og påtryk) efter avlerens eget ønske, og skal isættes dyrets ene øre. herudover kan avleren frit sætte et ekstra øremærke i dyrets andet øre.

Landsforeningen af Danske Hjorteavlere har indgået en aftale med Allflex Danmarks aps. om fremstilling og levering af det autoriserede mærke.

Det autoriserede hanmærke bestilles på et særligt skema, der rekvireres hos, og indsendes til, Landskontoret for Kvæg (se adresseliste). Landskontoret for Kvæg styrer tildelingen af de fortløbende dyrnumre, avleren skal blot bestille det antal autoriserede mærker, der ønskes. Bestillingsskemaet er iøvrigt påtrykt en udførlig vejledning.

Der stilles ikke krav om mærkning af hjorte i dyrehaver. Det autoriserede hanmærke til brug i hjortefarme må ikke benyttes i dyrehaver.

Alle kalve født efter 1. august 1988 skal mærkes senest ved fravænning. Alle dyr, der er indsat før den 1. august 1988, skal være mærket senest d. 31. juli 1990. Dyr, der indsættes den 1. august 1988 eller senere skal være mærket ved indsættelsen. Når et dyr een gang er mærket med et CKR-nummer/løbenummer, må dette nummer ikke fjernes igen. Hvis dyret sælges som avlsdyr til en anden besætning, skal det beholde det først tildelte nummer. Importerede dyr skal tildeles CKR-nummer/løbenummer i den besætning, de indsættes i efter karantæneperiodens afslutning.

Hvis der fra en hjortefarm undslipper dyr, der er mærkede med det autoriserede mærke, og dette meddeles Veterinærdirektoratet, bevares ejendomsretten til dyrene i indtil 2 måneder.

2.2. Meddelelse om undslupne hjorte fra hjortefarme

Registrering som hjortefarm medfører en række forpligtelser for ejeren bl.a. til meddelelse om undslupne dyr fra farmen. Denne meddelelse skal ske til Veterinærdirektoratet så snart undslippet er kendt. Meddelelsen skal foretages på et særligt skema, og omfatter bl.a. farmens CKR-nummer, dato for undslippet, art, antal og årsag til undslippet. Såfremt der ikke sker meddelelse til Veterinærdirektoratet, mistes ejendomsretten til det undslupne dyr automatisk.

Skemaer fås ved henvendelse til Veterinærdirektoratet.

2.3. Ansøgning om dispensation ved hold af andre arter end kron- og dådyr

Normalt vil det kun være tilladt at holde kron- og dådyr i hjortefarme og i dyrehaver, men der kan i særlige tilfælde opnås dispensation til at holde andre hjortearter, f.eks. sika (Cervus nippon) og rådyr (Capreolus capreolus).

Det skema, der indsendes med anmodning om registrering som hjortefarm/dyrehave, er udformet således, at det korrekt udfyldt samtidig tjener som dispensationsansøgning for hold af andre hjortearter end kron- og dådyr.

3. forskellige arealers egnethed til hjortefarme

Så godt som alle arealtyper kan anvendes til hjortefarme, men der er visse fordele og ulemper ved de forskellige arealtyper, der skal tages i betragtning.

Lave og fugtige arealer er normalt sene i vækst om foråret, ligesom de ofte vil give anledning til parasitproblemer. Især leverikter kan være et problem på fugtige arealer. Græsset på sådanne arealer vil være meget udsat for beskadigelse p.gr.a. optrædning forår og efterår. Det vil derfor oftest være en betingelse for sådanne arealers brug til hjortefarme, at dyrene kun græsser dem i sommermånederne.

Høje og tørre arealer er velegnede til vinteropholdsområder for dyrene. De er til gengæld ofte tørkefølsomme og kan være meget lavtydende i sommermånederne.

Skovbevoksede arealer giver læ og beskyttelse til dyrene i kolde og blæsende perioder. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at med mindre træerne er meget gamle, vil dyrene skrælle barken af dem, -uanset træart. Der findes forskellige metoder til beskyttelse af træerne, men den eneste metode, der virker effektivt, er fysisk beskyttelse af det enkelte træ, eksempelvis ved omvikling med finmasket net. Permanent lævirkning ved brug af yngre beplantning kan således kun etableres, hvis træerne er hegnet fra, så dyrene ikke har adgang til dem.

3.1. Belægningsgrad

En græsmarks produktionsevne er bestemt af en lang række faktorer, f.eks. jordtype, plantebestandens sammensætning, styringsniveau, gødskningsniveau og mulighed for vanding.

Der kan således være stor forskel i udbytte, dels mellem græsmarker på forskellige jordtyper, og dels mellem græsmarker på samme jordtype. Det er derfor umuligt at opstille entydige retningslinier for, hvilken belægningsgrad der kan anbefales på forskellige jordtyper. Ved en simpel teoretisk beregning, der bl.a. tager udgangspunkt i et bestemt udbytteniveau, kan der imidlertid beregnes en vejledende belægningsgrad.

Det antages, at det indhegnede areal er opdelt i to lige store folde. heraf høstes den ene fold til ensilage/hø i juni. Herved bjærges halvdelen af denne folds årsproduktion. Ved hjælp af fodernormerne for kron- og dådyr kan man beregne et moderdyrs energibehov i sommerhalvåret, og belægningsgraden kan herefter beregnes som vist i tabel 3.1.

Tabel 3.1. Beregnet belægningsgrad (antal moderdyr/ha) ved forskellige udbytteniveauer (EF/ha)

--------------------------------------------------------------------- Udbytteniveau 2.000 4.000 6.000 Høstet i 1. slæt 0 1.000 1.500 Til afgræsning 2.000 3.000 4.500 --------------------------------------------------------------------- Antal hinder/ha (* 1) 4 6 10 Antal dåer/ha (* 2) 8 12 18 ---------------------------------------------------------------------

4. Indhegning af hjortefarme

Hjortefarme skal være forsvarligt indhegnede, således at dyrene ikke kan løbe ud, og der er derfor opstillet krav til hegnets styrke og opsætning. De detaljerede krav findes i bilaget til bekendtgørelsen om hjortehold m.m., »Krav til indhegningens hegn«. Her skal de vigtigste punkter nærmere beskrives.

Selve nethegnet skal opfylde visse krav til styrke og dimensioner. Nethegnet skal være mindst 190 cm højt. Nethegnet skal monteres, så den nederste tråd højst er 10 cm over jorden, og den øverste tråd er mindst 200 cm over jorden. Hvis den øverste tråd ikke er mindst 200 cm over jorden, skal der 20 cm over den øverste tråd monteres en ekstra glat tråd med en brudstyrke svarende til tråd nr. 8. Der må højst være 30 cm mellem de lodrette tråde i nethegnet, og der skal være mindst 17 vandrette tråde.

Pælene skal være mindst 3 m lange og træpæle skal have en mindste diameter i toppen, hjørnepæle mindst 14 cm, mellempæle mindst 10 cm. Desuden kan pæle af jernbeton anvendes. Afstanden mellem pælene skal afpasses efter terrænet og vejledning fra fabrikanten af nethegnet. Det er vigtigt, at nethegnets trampolineffekt, opretholdes, og derfor skal såvel for kort som for stor pæleafstand undgås. Nethegnet skal monteres på indersiden af pælene.

Alle indgange til farmen skal være forsynet med låger, der kun må være åbne i forbindelse med færdsel ind og ud af hjortefarmen.

Sørg for at det nethegn, der opsættes, opfylder kravene i omtalte bilag, og opsættes i overensstemmelse hermed.

4.1. Specielle forhold vedrørende indhegning af dyrehaver

Ligesom hjortefarme skal dyrehaver hegnes forsvarligt, således at dyrene ikke kan løbe ud. Reglerne er beskrevet i bilaget til bekendtgørelse om hegning af dyrehaver m.m., »Krav til indhegningens hegn«. Reglerne for indhegning af dyrehaver er i hovedtrækkene de samme som for indhegning af hjortefarme, men der er dog een væsentlig afvigelse: »Færiste« er tilladt i dyrehaver.

Sørg for at det nethegn, der opsættes, opfylder kravene i nævnte bilag, og opsættes i overensstemmelse hermed.

5. Aflivning af hjorte i hjortefarme

Jagtlovens kapitel 5, der omhandler jagtmåder og jagtredskaber, gælder ikke i forbindelse med aflivning i hjortefarme, idet der her er tale om slagtning af husdyr.

Hjortene kan transporteres levende til et slagteri, men på grund af håndteringsmæssige forhold vil dette kun have interesse i forbindelse med slagtning af krondyr.

Aflivningen af hjorte i hjortefarme skal foregå i en godkendt aflivningsfold. Fangfolde kan i almindelighed godkendes som aflivningsfold. Formålet med en sådan fold er dels at gøre det muligt for dyrlægen at foretage levende syn inden aflivningen, dels at sørge for, at aflivningen foregår under betryggende forhold.

Hvis aflivningen skal foregå ved skydning med riffel på marken, skal der indrettes en speciel aflivningsfold til formålet. Reglerne for etablering af aflivningsfolde findes i bilaget til bekendtgørelsen om hjortehold m.m. Her skal de vigtigste punkter nærmere beskrives.

Aflivningsfolden skal indrettes, så skudafstanden maksimalt bliver ca. 50 m. Aflivningen bør foregå fra en platform, der er afskærmet, så dyrene ikke kan se dyrlægen og skytten. Platformens gulv bør være mindst 3 m over jorden. Hvis platformen placeres langs aflivningsfoldens ene langside, må folden højst være ca. 30x80 m eller ca. 40x60 m. Hvis aflivningsfolden er større, må der etableres flere platforme. Aflivningsfolden må ikke støde op til yderhegnet på farmen. Der må kun være meget begrænset dækning i aflivningsfolden, f.eks. mindre grupper træer/buske, der giver dyrene en tryghedsfornemmelse. Folden skal være overskuelig fra platformen, så eventuelle anskudte dyr kan aflives hurtigst muligt.

For at lette slagteprocessen om efteråret kan følgende simple vejledning følges. Hjortekalvene fravænnes om efteråret eller i løbet af vinteren og græsser i en gruppe for sig selv den følgende sommer. Hvis de vænnes til at blive flyttet fra fold til fold, kan de relativt let flyttes ind i aflivningsfolden, når de skal slagtes. De sidste 14 dage før slagtningen skal finde sted, kan man dagligt fodre spidshjortene ind i aflivningsfolden. Hele slagteproceduren lettes væsentligt, hvis der kun findes slagtedyr i den gruppe, der opholder sig i aflivningsfolden.

I Landbrugsministeriets »Bekendtgørelse om slagtning m.v. af hjortedyr og vildt« (nr. 645 af 2. oktober 1987) er der fastsat regler for, hvem der kan foretage aflivning på hjortefarme og hvilken uddannelse, der kræves. Det fremgår heraf, at hjortedyr fra en indhegning på under 50 ha eller fra en registreret hjortefarm kun må af 1) ejeren selv, brugeren eller dennes personale, 2) en dyrlæge, 3) en skytte med afgangseksamen fra Vildtforvaltningens Skole, 4) en faguddannet slagter eller 5) en anden af Veterinærdirektoratet hertil autoriseret person. Hvis der ved aflivningen benyttes andet end boltpistol, skal den pågældende være i besiddelse af gyldigt jagttegn.

6. Adresseliste

Følgende adresser kan man få brug for i forbindelse med etablering og

registrering af hjortefarme og dyrehaver

Veterinærdirektoratet

Frederiksgade 21

1265 København K

Tlf. 01 11 48 88

Landbrugsministeriets Vildtforvaltning

Kalø

8410 Rønde

Tlf. 06 37 25 00

Landsforeningen for danske Hjorteavlere

Landsformand Eivind Bugge Herlevsen

Bugge Skovgård

Havndalvej 27

Alstrup

9550 Mariager

Landskontoret for Kvæg

Udkærsvej 15

8200 Århus N

Tlf. 06 10 60 88

Det kgl. danske Landhusholdningsselskab

Rolighedsvej 26

1958 Frederiksberg C.

Tlf. 01 35 02 27

Lov nr 224 af 22 april 1987 om hjortehold.

Udeladt her.

Bekendtgørelse nr 391 af 5. juli 1988 om hjortehold m.m.

Udeladt her.

Vejledning 1988 13401 Historic

(* 1) 450 FE/hind afgræsset i perioden 1/5-30/9.

(* 2) 250 FE/då afgræsset i perioden 1/5-30/9.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →