Cirkulæreskrivelse om prøve for læge trikinsøgere
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om prøve for læge trikinsøgere
Til de kontrollerende dyrlæger ved eksportsvineslagterierne.
Det er hidtil meddelt, at der er planlagt kursus og prøve for læge trikinsøgere i perioden 6. juni til 9. evt. 10. juni 1988, begge dage inclusive.
Kursus vil blive afholdt på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København.
Det fremhæves, at den, der ønsker at aflægge prøve, skal være færdiguddannet ved chefdyrlægens foranstaltning.
Ansøgning om optagelse til prøven bedes indsendt hertil senest 2. maj 1988 bilagt en af overdyrlægen bekræftet fotokopi af dåbsattest og eventuel vielsesattest.
Efter ændring af kødkontrolinstruksens bestemmelser om synsprøve og i henhold til aftale med Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole stilles der ikke længere krav om forudgående synsprøve.
Vedlagte regler af 15. februar 1979 for kursus for læge trikinsøgere vil blive revideret i overensstemmelse hermed.
Det forudsættes herefter, at overdyrlægen i forbindelse med uddannelsen af kursisten forvisser sig om, at kursistens synsevne er tilstrækkelig i forhold til opgaven, således at vedkommende kan se og skelne det fornødne.
Opmærksomheden henledes på, at antallet af deltagere, der vil kunne optages på kurset, vil være begrænset, og at der fra et slagteri normalt ikke kan forventes optaget mere end een deltager.
Veterinærdirektoratet har ladet fremstille undervisningsmateriale, som kan rekvireres herfra uden beregning.
Trikinholdigt materiale kan rekvireres fra Institut for Veterinær Mikrobiologi og Hygiejne, Bülowsvej 13, 1870 København V.
P.V.V.
K. Andreasen
DEN KGL. VETERINÆR- OG LANDBOHØJSKOLE
Den 15. februar 1979
Regler for kursus for læge trikinsøgere
(Landbrugsministeriets instruks af 27.09.1974 om udøvelse af kødkontrol § 1, stk. 2)
Afløser reglerne af 27. november 1968.
1. Kursus for læge trikinsøgere afholdes på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
Kursus afholdes normalt kun een gang årligt.
Veterinærdirektoratet udsender meddelelse til de kontrollerende dyrlæger, når kursus afholdes.
2. På kursus kan kun optages et begrænset antal deltagere, og optagelse finder sted efter henvisning fra Veterinærdirektoratet.
3. Forinden optagelse på kursus skal ansøgeren have gennemgået en forberedende undervisning omfattende
a) elementær teori vedrørende trikinens biologi og indøvelse af arbejdsgangen ved den praktiske udførelse af trikinkontrol (Veterinærdirektoratet formidler materiale til denne undervisning),
b) øvelse i mikroskopets anvendelse ved trikinkontrol,
c) kendskab til trikinoskobet og dets anvendelse i praksis,
d) kendskab til digestionsmetodens principper og anvendelse.
4. Ansøgning om optagelse fremsendes til Veterinærdirektoratet af chefdyrlægen, idet der med ansøgningen samtidig fremsendes
a) dåbsattest og evt. vielsesattest (navneskifteattest),
b) lægeerklæring vedrørende den i instruks af 27.09.1974 omtalte synsprøve.
5. Efter ansøgningsfristens udløb videresender Veterinærdirektoratet til Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles studiekontor liste over ansøgerne med angivelse af fødselsdato og tilhørsvirksomhed bilagt dåbsattest og evt. vielsesattest (navneskifteattest), idet samtidig meddeles oplysning om foreliggende synsattest. Højskolen meddeler herefter Veterinærdirektoratet, hvor mange ansøgere, der vil kunne optages på kursus, hvorefter Veterinærdirektoratet underretter ansøgernes tjenestested om evt. optagelse.
6. Undervisningen omfatter teoretisk og praktisk kendskab til trikinen og dens påvisning.
7. Kursus afsluttes med en praktisk og mundtlig prøve.
8. Såfremt prøven består, udsteder Højskolen bevis herfor.
Bevis og den fremsendte dokumentation returneres til ansøgerne af Højskolen, som samtidig underretter Veterinærdirektoratet om, hvilke ansøgere, der har bestået prøven.
For undervisning og prøve erlægger hver eksaminand et gebyr på 400
kr. Gebyret indbetales inden kursus begyndelse til Højskolens
administration.
Ingen