Kirker. Brug. Betaling.
Statutory Text (3 Articles)
Kirker. Brug. Betaling.
Kirkeministeriets skrivelse af 10. februar 1988 til biskoppen over Århus stift.
I skrivelse af 21. januar 1988 har biskoppen anmodet ministeriet om at ville overveje at ændre cirkulære af 27. juni 1986 om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker, punkt 12, således at det bliver muligt for et menighedsråd at fastsætte betaling for at overlade kirken til afholdelse af gudstjeneste i medfør af lovens § 8.
Som begrundelse herfor er der i skrivelsen henvist til, at medlemmer af sognemenigheden i Fjellerup sogn med tilknytning til Djurslands Efterskole i skrivelse af 3. september 1987 har ønsket Fjellerup kirke stillet til rådighed til afholdelse af 11 gudstjenester i perioden fra den 11. oktober 1987 - 5. juni 1988, hvilket medfører betydelige merudgifter for kirken. Det er endvidere anført, at en så hyppig benyttelse af kirken i dette øjemed, som der her er ansøgt om, medfører en belastende situation for den stedlige sognepræst og må anses for at være misbrug af den nævnte lovbestemmelse.
I anledning heraf skal jeg meddele følgende
Lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker § 19 angiver udtømmende de tilfælde, hvor der kan fordres betaling for brug af kirken.
Der er herefter ikke hjemmel til at kræve nogen form for betaling, når kirken i henhold til lovens § 8, stk. 1, stilles til rådighed til afholdelse af gudstjeneste ved en anden præst i folkekirken end den eller de præster, der er ansat ved kirken, jf. lovforslagets bemærkninger til § 19 og ministeriets cirkulære af 27. juni 1986, punkt 12.
Der er herved sket en ændring af den tidligere retstilstand, hvorefter der kunne kræves betaling for kirkens benyttelse til gudstjenstlig brug, dog kun for opvarmning, belysning og rengøring, jf. § 22, stk. 2, i lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m.
Det vil derfor ikke administrativt kunne bestemmes, at der skal erlægges betaling, når kirken i henhold til § 8 i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker stilles til rådighed til afholdelse af gudstjenester. En sådan ændring af den nugældende retstilstand ville alene kunne gennemføres ved en lovændring.
Hvad angår den foreliggende anmodning om benyttelse af Fjellerup kirke, jf. den nævnte skrivelse af 3. marts 1987, bemærkes, at et menighedsråd ikke er forpligtet til at tage stilling til en anmodning, der er fremsat tidligere end 6
uger før det tidspunkt, på hvilket kirken ønskes stillet til rådighed, jf. bekendtgørelse af 27. juni 1986 om brug af folkekirkens kirker m.v. § 1, jf. § 4. Endvidere kan kirken i henhold til § 8, stk. 1, kun stilles til rådighed til afholdelse af gudstjeneste ved en præst, der er ansat i folkekirken, men ikke ved en forhenværende præst, jf. Kirkelove side 95, note 3, vedrørende den tilsvarende bestemmelse i § 4 i lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m.
Jeg finder det i princippet rigtigt, at medlemmer af et mindretal inden for sognemenigheden har adgang til - uden at de skal betale herfor - at benytte deres kirke til afholdelse af gudstjenester ved en anden end den stedlige præst.
Jeg har dog forståelse for, at en så omfattende brug af kirken, som den, der her kan blive tale om, kan skabe visse problemer - økonomiske så vel som andre.
Såfremt det skulle vise sig, at tilsvarende forhold gør sig gældende andre steder i landet, vil jeg tage under overvejelse, om der er behov for ved en lovændring at søge den i lovens § 8 hjemlede ret til at få kirken stillet til rådighed begrænset. Jeg er dog ikke sikker på, om det i så fald bør ske ved at genindføre de tidligere bestemmelser om betaling.
De øvrige biskopper er gjort bekendt med nærværende skrivelse.
Udtalt, at der ikke er hjemmel til, at der kan kræves nogen form for betaling, når en kirke i henhold til § 8 i lov nr. 218 af 23/04/1986 stilles til rådighed til afholdelse af gudstjeneste ved en anden præst i folkekirken end den eller de præster, der er ansat ved kirken.