Legislator Case Law & Legislation
C19881114532 DK

Meddelelse om strafpåstanden i sager om 2. gangs overtrædelser af civilforsvarslovens § 35, stk. 1, nr. 1 og civilværnepligtslovens § 6, stk. 1, nr. 1. ( * 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Meddelelse 1988 11145 Historic

Meddelelse om strafpåstanden i sager om 2. gangs overtrædelser af civilforsvarslovens § 35, stk. 1, nr. 1 og civilværnepligtslovens § 6, stk. 1, nr. 1. ( * 1)

Højesteret har ved en dom, afsagt den 7. marts 1988, taget stilling til valget mellem betinget og ubetinget frihedsstraf i sager vedrørende overtrædelse af civilforsvarsloven.

Sagen vedrørte en 22-årig mand, der, efter den 7. august 1986 indenretligt at have vedtaget en bøde på 800 kr. for overtrædelse af civilforsvarslovens § 35, stk. 1, nr. 1, påny den 8. februar 1987 undlod at give møde efter indkaldelse til aftjening af 6 måneders civilforsvarstjeneste i civilforsvarskorpset.

Tiltalte ønskede på grund af sit medlemsskab af Jehovas Vidner ikke at aftjene nogen form for værnepligt, men ville i givet fald være villig til, som vilkår for en betinget dom, at udføre samfundstjeneste, hvilket han af kriminalforsorgen var fundet egnet til.

Ved retten i Nibes dom af 2. september 1987 blev tiltalte straffet med fængsel i 6 måneder svarende til den ikke aftjente civilforsvarstjeneste. Under hensyn til arten af den begåede lovovertrædelse og begrundelsen for denne samt til tiltaltes personlige forhold, blev straffen gjort betinget med en prøvetid på 1 år og vilkår bl.a. om 200 timers samfundstjeneste.

Ved Vestre landsrets dom af 7. oktober 1987 blev byretsdommen stadfæstet, dog således at straffen blev gjort ubetinget.

Landsrettens flertal (4 voterende) fandt ikke at de udtalelser, der i forbindelse med indførelsen af forsøgsordningen med samfundstjeneste, var fremsat om muligheden for at anvende samfundstjeneste overfor medlemmer af Jehovas Vidner, som nægter at gøre civilforsvarstjeneste, gav fornødent grundlag for en generel ændring af hidtidig praksis.

Flertallet henviste endvidere til højesteretsdom af 30. september 1987 (U 1987.834 H) ved hvilken Højesterets flertal (4 ud af 5) fastsatte straffen for uden oplyst særlige grunde at nægte at udføre civilt arbejde til ubetinget fængsel i 8 måneder, svarende til den resterende tjenestetid.

Landsrettens mindretal (2 voterende) stemte for at stadfæste byrettens dom under henvisning til, at der i betænkningen »alternativer til frihedsstraf« (nr. 806/1977), der indgik i overvejelserne bag forsøgsordningen med samfundstjeneste, blev åbnet mulighed for at anvende samfundstjeneste, når værnepligtige nægter at udføre værnepligt, og til at denne sanktion efter tiltaltes motiver til vægringen mod at udføre civilforsvarstjeneste måtte anses for en velegnet sanktion i den foreliggende sag.

Ved Højesterets dom af 7. marts 1988 blev landsretsdommen stadfæstet. Højesterets flertal (3 voterende) stemte for at stadfæste landsretsdommen i henhold til dens grunde.

Højesterets mindretal (2 voterende) stemte af de grunde, der er anført i dissensen til landsretsdommen, for at stadfæste byrettens dom.

Højesteret har således ved dom af 30. september 1987 og ved dom af 7. marts 1988 stadfæstet den hidtidige praksis i sager om 2. gangs nægtelse om udførelse af civilt arbejde og civilforsvarstjeneste.

De i mine meddelelser nr. 10/77, jfr. 6/86, fastsatte retningslinier for nedlæggelse af påstand i sager om 2. gangs nægtelse af at gøre tjeneste/udføre arbejde, opretholdes herefter uændret.

Per Lindegaard.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →