Vejledning om ækvivalensregler for afholdelse af bundsyn på passagerskibe (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om ækvivalensregler for afholdelse af bundsyn på passagerskibe (* 2)
Passagerskibe skal underkastes hovedsyn med mellemrum af højst 12 måneder, regnet fra sidste hovedsyn.
I de af Søfartsstyrelsen fastsatte regler om synsindhold (* 1) er det bl.a. fastsat, at et periodisk hovedsyn skal omfatte en undersøgelse af skibsbunden udvendig. Dette bundsyn er hidtil i almindelighed blevet krævet udført med skibet i dok.
Søfartsstyrelsen har dog i en række tilfælde tilladt hvert andet bundsyn udført med skibet på vandet.
På grundlag af de herved indvundne erfaringer vil Søfartsstyrelsen for passagerskibe, der skal underkastes bundsyn hvert år, generelt tillade hvert andet bundsyn udført uden dok eller beddingsætning.
Bundsynet vil herefter, efter opfyldelsen af de i pkt. A eller B anførte regler, kunne afholdes uden særlig tilladelse fra Søfartsstyrelsen i de år, der kommer efter år, hvor bundsyn er afholdt med skibet dokket eller beddingsat. Bundsynet kan finde sted plus/minus 3 måneder fra certifikatdatoen.
Det er almindelig praksis, at bundsynet afholdes af det klassifikationsselskab, der har optaget skibet i sit register. Manglende sammenfald mellem selskabets synsterminer og hovedsynsterminerne giver ofte anledning til problemer. For at forbedre fleksibiliteten og undgå unødvendige syn vil styrelsen fremover ækvivalere et gyldigt klassecertifikat med det i forbindelse med hovedsynet krævede bundsyn, forudsat at der i det pågældende selskabs regler er krav om, at der afholdes et årligt udvendigt bundsyn.
Styrelsen er bekendt med, at følgende af de anerkendte klassifikationsselskaber har krav om årligt bundsyn på passagerskibe i sine regler
Bureau Veritas.
Germanischer Lloyd.
For skibe klasset i de øvrige af de anerkendte klassifikationsselskaber eller for skibe, der ikke er klasset, skal rederiet være opmærksom på, at der skal afholdes bundsyn imellem de af klassen krævede bundsyn, som anført ovenfor.
A.
Såfremt skibet er klasset, kan bundsyn på vandet afholdes efter det pågældende klassifikationsselskabs regler for et sådant syn. Når afholdelsen af et årligt bundsyn ikke er krav fra vedkommende klasseselskab for opretholdelse af skibets klasse, skal separat rapport om synet indsendes af vedkommende klassifikationsselskab til Søfartsstyrelsen. Rapporten skal indeholde oplysning om synets afvikling, observerede skader samt andre oplysninger, der kan belyse tilstanden af den udvendige bund, propellerarrangement, søventiler m.v.
B.
Såfremt skibet ikke er klasset, eller hvis rederiet for et klasset passagerskib ønsker, at bundsynet på vandet skal indgå i det af Søfartsstyrelsen afholdte hovedsyn, vil det kunne ske under følgende forudsætninger og regler
Forudsætninger
1. Skibet må ikke være mere end 15 år gammelt regnet fra køllægningsdatoen.
Efter speciel vurdering i Søfartsstyrelsen og ansøgning fra rederiet vil der i særlige tilfælde kunne fraviges fra dette krav.
Det vil dog være en forudsætning, at skibet er under 15 år gammelt ved afholdelsen af det første syn med skibet på vandet, og en forlængelse af ordningen vil maksimalt kunne gives til skibet er 30 år fra køllægningsdatoen.
Opmærkning og indretning
2. Undervandskroget skal være opmærket således, at inspektøren/ dykkeren overalt kan identificere sin position. Følgende opmærkning anses for at være minimum
Tværskibs- og langskibs referencelinier med en minimumslængde af hvert liniestykke/mellemrum på 300 mm og minimumsbredde på 25 mm skal normalt placeres ud for inddelingen af tankskodder. I centerlinien opmærkes med punkteret linie som angivet ovenfor fra for til agter.
Hver 10. spant opmærkes med nummer i centerlinien og ved kimingen.
Langskibsskodder for inddeling af tanke skal mærkes.
Ved skibssiden og i centerlinien skal positionen af tværskibsskodder mærkes, men mærkerne behøver dog ikke at strække sig over 12 m fra basislinien eller over dybeste lastevandlinie.
Åbninger i klædningspladerne for søventiler og overbordventiler skal mærkes udvendigt.
Propellerblade skal nummereres.
Foringer på aksler og pintles samt bøsninger i ror og agterstævne skal mærkes på en sådan måde, at relative bevægelser kan observeres.
3. Riste for søforbindelser skal være hængslede eller på anden måde flytbare, mens skibet flyder, således at søventilkasser kan synes indvendigt.
Alle sø- og overbordsventiler skal gennemgås om bord af skibsinspektøren sammen med en af skibets maskinofficerer. Ventilernes funktion afprøves, og deres tæthed kontrolleres ved åbning af slambokse, drænventiler eller lignende. Dersom det findes nødvendigt at adskille en ventil for nærmere undersøgelse, skal den afblændes udvendigt på søventilkassen.
4. Cederwalskærmene skal være forsynede med inspektionshuller.
Identifikation
5. Et sæt farvefotografier taget efter skibets opmærkning for bundsyn skal sammen med tegninger være tilgængelige for skibsinspektøren, før et bundsyn påbegyndes.
Fotografierne skal vise
Bundmærkningssystem, søventilkasser, ror og skrue med detaljer af området, hvor tolerancer skal måles, låsemøtrikker for rorstamme og pintles, bovpropeller, stabilisatorer etc., hvor disse er monteret, slingrekøle, eventuelle anoder med påtrykt strøm, samt deres fastgørelse til skrog, anoder for katodisk beskyttelse og yderligere enkeltdele, som kan være af interesse.
Tegninger
6. Tegninger og fotografier skal første gang indsendes til Søfartsstyrelsen sammen med rederens anmodning om afholdelse af bundsyn i vandet. Et sæt af samme tegninger og fotografier skal opbevares om bord som instruktionsmateriale for dykkeren.
Tegningerne skal omfatte
Klædningstegning med alle svejsesømme og stød samt alle åbninger i klædningen. Stævn. Agterstævn/rorstævn. Ror og roraksler med bøsninger. Propeller samt identifikation af hvert blad. Anoder og fastgørelse af disse. Slingrekøle. Tegning, som viser opmærkning af bunden. Alle andre tegninger og instruktioner, som er nødvendige for, at dykkeren kan udføre sit arbejde.
Synets udførelse
7. Den udenbords del af bundsynet skal foretages af et dykkerfirma, der før synets påbegyndelse skal være godkendt af Søfartsstyrelsen.
Dykkeren skal have kendskab til skibskonstruktioner.
8. Undervandsbundsyn skal udføres i tilstrækkeligt klart og roligt vand.
9. Skibet skal være så let som muligt, dog skal det påses, at de tilladelige påvirkninger på skroget ikke overskrides.
10. Skroget under vandlinien skal være rent.
11. Dykkeren skal under besigtigelsen være i forbindelse med skibsinspektøren på overfladen gennem et tovejs-kommunikationssystem.
12. Overførsel af informationerne vedrørende skibets tilstand skal ske ved hjælp af et godt tovejs-kommunikationssystem, og for eksempel ved brug af et videokamera, der betjenes af dykkeren, samt en monitor hvor skibsinspektøren kan følge med i og kontrollere besigtigelsen.
Andre måder til overførsel af informationer kan anvendes, såfremt disse på forhånd er godkendt af Søfartsstyrelsen.
13. De modtagne informationer fra dykkeren skal være af en sådan tydelighed, at de er til Søfartsstyrelsens skibsinspektørs fulde tilfredshed.
Dykkeren skal omhyggeligt undersøge
14. Bund og sideklædningsplader inklusive åbninger og udbygninger, hvis sådanne findes, roret og dets lejer, søforbindelser, spygatter og overbord ventiler og disses forbindelser til skroget.
Skruebladene for revner eller beskadigelser.
Skruehoved for skader, defekter og ved stilbare propeller tegn på lækage ved tætning mellem blade og skruehoved.
Cederwalskærme undersøges for evt. beskadigelser, løsgående bolte etc.
Tolerancer i agterenden af propellerboss.
Møtrikker og sikringer herfor for aksler og pintles.
Pakdåse undersøges for tegn på lækage og evt. fiskegarn eller net, unormalt slid eller andre fejl, bl.a. gennem inspektionshullerne i cederwalskærmene.
Endvidere kontrolleres, om mærker på propellerblade og skruehoved på variable propeller står over et, når maskintelegrafen viser nul.
Tilstanden af andre undervandsdele, f.eks. bovpropeller og stabilisatorer, skal undersøges og vurderes i hvert enkelt tilfælde.
15. Hvis der observeres væsentlige skader, kan skibsinspektøren forlange, at skibet umiddelbart efter synets afslutning sættes i tørdok, og det nødvendige reparationsarbejde foretages.
(* 1) Søfartsstyrelsen vejledning nr. 1 af 29. juli 1988.