Håndbogen om det civile beredskab for kommuner og amtskommuner

BILAG 1

CHECKLISTE FOR PLANLÆGNINGEN AF DATABEREDSKAB.

1. Hvilke af de administrative funktioner, der skal kunne videreføres i en beredskabssituation, er afhængige af, at et eller flere edb-systemer fungerer.

Er der foretaget en prioritering af, hvilke edb-systemer kommunen vil prioritere højest i tilfælde af, at driften af nogle systemer må indstilles.

Er der truffet foranstaltninger med henblik på

- Fysisk beskyttelse af edb-anlæg, kommunikationsfaciliteter, databærende medier (bånd, magnetplader m.v.) mod sabotage, bombeangreb el. lign.

- Sikring af el-forsyning til edb-anlæg, f.eks. i form af anskaffelse af nødstrømsanlæg.

- Etablering af alternative telekommunikationslinier til edb-central.

- Fritagelse af mobiliseringspligtige med særlig edb-ekspertise fra mødepligten, så de kan fortsætte deres arbejde i kommunen henholdsvis hos leverandøren i en mobiliseringssituation.

- Sikring af vedligeholdelse af teknisk udstyr og systemer, f.eks. i form af aftaler med leverandører.

- Sikring mod EMP-effekt (f.eks. bygningsmæssige foranstaltninger i forbindelse med nybygning).

2. Hvilke data, som kommunen normalt har adgang til via et edb-system, skal være til rådighed, i en situation, hvor edb-systemet ikke fungerer.

BILAG 1

Er der truffet foranstaltninger med henblik på at sikre, at datagrundlaget fortsat er til stede, uanset at edb-systemet ikke fungerer, f.eks. ved at kommunen sikrer sig mulighed for hurtigt at fremskaffe data på papir.

3. Er der truffet foranstaltninger med henblik på at sikre, at data og/eller programmer bevares, så normale forhold hurtigt kan retableres efter en krigssituation, f.eks. ved at flytte kopier til særligt sikrede opbevaringssteder.

4. Er nogle data af en sådan art, at de skal bortskaffes/tilintetgøres i henhold til § 12, stk. 3, i loven om offentlige myndigheders registre.

Har kommunen udarbejdet en checkliste for tiltag på edb-området i en beredskabssituation.

MAR 88

INDENRIGSMINISTERIET

AFDELINGEN FOR

PERSONREGISTRERING

BILAG TIL KAP 4

VEJLEDNING TIL FOLKEREGISTRENE OM BEREDSKABSPLANLÆGNING.

Folkeregistret.

Beredskabsplanen iværksættes når

I/S Datacentralen af 1959's aktiviteter ophører, hvorefter Det Centrale Personregister (CPR) ikke kan ajourføres.

Folkeregistrenes forbindelse til Afdelingen for Personregistrering ophører.

Såfremt Datacentralens funktioner ophører, vil der fortsat kunne tildeles personnumre fra Afdelingen for Personregistrering ved tilflytning, hvorimod nyfødte må tildeles et erstatningsnummer, jf. nedenfor.

Folkeregistrenes funktioner skal opretholdes i videst muligt omfang ligesom CPR skal reetableres, når forholdene bliver normaliseret, hvilket indebærer

- CPR-personkortet ajourføres manuelt på grundlag af meddelelserne fra offentlige myndigheder og borgerne,

- der udfærdiges CPR-personkort ved tilgang (fødsler, tilflytning fra anden kommune og indvandring). De udfærdigede CPR-personkort kan opbevares i den for folkeregistret sædvanlige orden. Det overlades dog til det enkelte folkeregister at bestemme, hvorvidt alle tilgangskort samt CPR-personkort, hvorpå der er påført ændringer, skal opbevares i et særligt register eller nedsættes i den almindelige CPR-personkortstamme,

- samtlige bilag vedrørende tilgang og øvrige ændringer opbevares indtil CPR er retableret,

- de lister (indgangsnøgler), som folkeregistrene har pligt til at rekvirere hvert 3. år, tages i anvendelse. Indgangsnøglerne ajourføres i fornødent omfang, medmindre bilagene anvendes som supplement hertil. Det skal altid være muligt at få tilgang til CPR-personkortregistret ved hjælp af personnummer,

MAR 88

BILAG TIL KAP 4

- ved flytning til anden kommune rekvirerer tilflytningskommunen CPR-personkortet (eventuelt kopi heraf) i fraflytningskommunen, idet der samtidigt gives fraflytningskommunen oplysning om flyttedato,

- der bør foreligge et blanketsæt til brug for underretning af den øvrige kommunale forvaltning om tilgang, afgang og andre ændringer. Det er muligt, at sådanne ændringer også skal meddeles andre myndigheder.

Særligt om tildeling af »manuelt« personnummer.

Det anses ikke for praktisk muligt at tildele nyfødte personnummer manuelt. Afbrydes forbindelsen til Afdelingen for Personregistrering kan der heller ikke tildeles personnummer til indvandrere.

Folkeregistret skal derfor tildele en nyfødt og i givet fald tilflyttere et »manuelt« personnummer af følgende indhold

De første 6 cifre: dag: xx, måned: xx, år xx

de næste 3 cifre: kommunekode xxx

de 2 sidste cifre: er et løbenummer xx (01-99), idet sidste ciffer skal angive køn (K: lige tal, M: ulige tal).

I større kommuner bliver der således tale om en løbenummerfunktion.

Navnlig af hensyn til tildelingen af »manuelle« personnumre må eksemplarer af beredskabsplanen for folkeregistret indgå i folkeregistrets almindelige regelsætmateriale, fx. ved indsættelse i CPR-instruksen.

MAR 88

SOCIALMINISTERIET

KAP 8

VEJLEDNING OM KOMMUNERNES PLANLÆGNING AF BEREDSKABET I SOCIALVÆ

SENET

Indledning

Arbejdet indenfor rammerne af Social- og sundhedsforvaltningens område vil stige i omfang i en krigssituation, især fordi efterspørgslen efter ydelser vil øges væsentligt. En række omsorgs/plejeopgaver vil blive flyttet fra den sekundære til den primære sundhedstjeneste. Et øget antal personer kan få behov for kontantydelse. Et ekstra antal børn vil få behov for pasning på grund af forældrenes ændrede arbejdstider, eventuelt merarbejde samt mobilisering og flytning af arbejdssted.

Som ekstraordinær opgave vil kommunen i ekstreme situationer (som følge af problemer med forsyninger f.eks. strøm, fødevarer m.v.) skulle forestå folkebespisninger.

Af hensyn til overskueligheden er Socialministeriets vejledning til kommunerne søgt systematiseret i det følgende.

1.1. Bistandskontorernes bistandsafdelinger og familieafdelinger

1.2. Lovgrundlag

Bistandsloven af 19.6.74 med senere ændringer.

1.3. Personalekategori

Administrativt personale (ass., o.ass., fm. osv. samt socialrådgivere/socialformidlere).

1.4. Bistandsafdelingerne , bør holdes i gang så længe som muligt for at sikre det økonomiske grundlag for de berørte borgere. En række borgere, der normalt ikke modtager bistandshjælp eller andre former for socialydelser, kan få behov for hjælp f.eks. på grund af ændrede økonomiske forhold. Dette aspekt bør indgå i kommunens beredskabsplanlægning.

MAR 88

SOCIALMINISTERIET

KAP 8

2.1. Bistandskontorernes sikringsydelsesafdelinger

2.2. Lovgrundlag

Den sociale pensionslov, familieydelseslovgivningen, dagpengeloven, sygesikringsloven m.fl. sikringslove, f.eks. lov om delpension.

2.3. Personalekategori

Administrativ personale (ass., o.ass., fm. osv.)

2.4. Disse afdelinger bør holdes i gang så længe som muligt. Inden for de nævnte afdelinger må sektionerne for sociale pensioner (dog ikke delpensionafsnittene), og dagpenge anses for de mest vitale.

Sikringsydelsesområdet, såvel som en lang række andre funktioner inden for Social- og sundhedsforvaltningens område, er i høj grad afhængigt af strømforsyning og af EDB. Der henvises til Administrationsdepartementets vejledning vedrørende »planlægning af DATA-beredskabet«.

3.1. Omsorgsområdet

3.2. Lovgrundlag

Bistandsloven af 19.6.74 med senere ændringer.

3.3. Personalekategori

Omsorgspersonale i videste forstand, spændende fra paramedicinsk personale over socialpædagoger til administrativt personale.

3.4. Dette område spænder over et meget bredt spektrum af opgaver - lige fra livsnødvendige funktioner f.eks. særforsorg, til opgaver, der i en beredskabssituation kan nedprioriteres/eventuelt helt ophøre f.eks. aktiviteter på dag-/aktivitetscentre.

MAR 88

SOCIALMINISTERIET

KAP 8

Herved kan personaleressourcer nyttiggøres andet steds og lokaler

eventuelt overgå til andre formål. Kommunen bør - såfremt centrene i længere tid skal benyttes til andre formål - være opmærksom på de mulige negative psykologiske konsekvenser af nedprioriteringen af de omtalte opgaver. Personer, der normalt ikke har andre sociale kontakter end de kommunale tilbud, kan sandsynligvis ikke fuldstændig overlades til sig selv i en beredskabssituation, hvorfor alternative tiltag må overvejes etableret. Der henvises i øvrigt til bilag til KAP 8 om »specielle hensyn i beredskabsplanlægningen til handicappede og svage personer«.

For så vidt angår plejehjem må virksomheden opretholdes og eventuelt udvides ved modtagelsen af patienter fra sygehusene der, som følge af etablering af intern maksimumskapacitet, udskrives på et tidligere tidspunkt end under normale forhold for at give plads til modtagelse af ofre for de krigsmæssige handlinger.

Hjemmeplejen (hjemmesygeplejersker + hjemmehjælpere) skal som følge af etablering af intern maximumskapacitet på sygehusene og øvrige forhold påregne at påtage sig yderligere arbejdsopgaver. Se endvidere Indenrigsministeriets cirkulære af 17. august 1987, vedrørende »vejledende retningslinier for planlægningen af beredskabet i primære sundhedstjeneste under krise eller krig«.

4.1. Daginstitutioner

4.2. Lovgrundlag

Bistandsloven af 19.6.74 med senere ændringer.

4.3. Personalekategori

Socialpædagogisk personale.

MAR 88

SOCIALMINISTERIET

KAP 8

4.4. Daginstitutionerne skal opretholdes og sandsynligvis udvides for

at frigøre forældrene til de af krigsforholdene nødvendiggjorte funktioner. Kommunen bør være opmærksom på behovet for samarbejdet med »samrådets børneordning«. Ordningen sikrer, at børn til frivillige kvinder i Danske Kvinders Beredskab, Danmarks Lottekorps, Kvindeligt Marinekorps, Kvindeligt Flyvekorps og Luftmeldekorpset samt børn til enlige fædre, der forretter frivillig tjeneste i hjemmeværnet eller civilforsvaret, sikres pasning i en beredskabssituation. Der henvises til Socialstyrelsens »Vejledning om gennemførelse af Danske Frivillige Kvindekorps samråds børneordning« 1. april 1976.

Modtagelse af børn udover normeringen må påregnes. Institutionernes eventuelle anvendelse som »midlertidige døgninstitutioner« for børn og unge kan komme på tale. I så fald skal børnene have alle eller de fleste måltider på institutionen. Derfor bør beredskabsplanlægningen indeholde overvejelser vedrørende nødvendige forsyninger m.v.

5.1. Døgninstitutioner

5.2. Lovgrundlag

Bistandsloven af 19.6.74 med senere ændringer.

5.3. Personalekategori

Socialpædagogisk og - i mindre udstrækning - administrativt personale.

5.4. Overbelægning må påregnes med deraf følgende planlægningskrav.

Til supplering og eventuel erstatning for det almindelige/faste personale til pasnings- og omsorgsopgaver på institutioner og i private hjem er der indgået aftale om assistance fra frivillige i Dansk Røde Kors og Civilforsvarsforbundet/Danske Kvinders Beredskab. (Gælder også af-

MAR 88

SOCIALMINISTERIET

KAP 8

snit 3 - omsorgsområdet og afsnit 4 - daginstitutionerne). Såfremt

kommunen har behov for hjælp, der retter sig mod bistand/omsorg i hjemmet, kontaktes Dansk Røde Kors lokalafdeling. Hvor kommunen har behov for hjælp til børnepasning, assistance på sociale institutioner samt bistand ved folkebespisning, kontaktes formanden for pågældende DKB kreds.

6.1. Skolelægeordningen og børnetandplejen

6.2. Lovgrundlag

Lov nr. 266 af 7. juni 1972 og lov nr. 217 af 19. maj 1971.

6.3. Personalekategori

Lægeligt og paramedicinsk personale samt tandlæger, tandplejere, klinikassistenter samt - i mindre omfang - administrativt personale.

6.4. Personalet indgår i denne primære sundhedstjeneste, se nærmere Indenrigsministeriets cirkulære af 17. august 1987.

BILAG TIL KAP 8

SPECIELLE HENSYN I BEREDSKABSPLANLÆGNINGEN TIL HANDICAPPEDE OG SVAGE PERSONER .

1. Indledning

Det er ikke tilstrækkeligt erkendt, i hvilket omfang handicappede borgere er afhængige af ekstraordinær hjælp i en beredskabssituation.

På baggrund af ønske fra Det Centrale Handicapråd gives i det følgende nogen anvisninger på, hvordan kommuner/amtskommuner m.v. gennem deres beredskabsplanlægning kan bidrage til, at problemerne for de handicappede borgere reduceres mest muligt i en beredskabssituation.

Udviklingen inden for social- og sundhedsvæsenet har medført, at mange svage/handicappede bor i individuelle (beskyttede) boliger. Mange klarer sig til daglig med et minimum eller slet ingen hjælp, andre er helt afhængige af (tekniske) hjælpemidler og/eller andres hjælp.

Handicappede borgere er således en integreret, men speciel sårbar gruppe, som der bør tages specielle hensyn til i beredskabsplanlægningen.

Kommunen bør tage kontakt til handicapgrupper i lokalsamfundet, således at de handicappede får en aktiv rolle i beredskabsplanlægningen.

De samvirkende Invalideorganisationer, Randersgade 68, 2100 København Ø, tlf. 01-38 96 86 kan kontaktes med henblik på oplysning om De samvirkende Invalideorganisationers lokale afdelingers adresser.

2. Planlægning

2.1. Oversigter

Kommunen/amtskommunen bør i samarbejde med de lokale invalideorganisationer/handicaporganisationer udarbejde eller forberede udarbejdelse af oversigter med angivelse af enkeltpersoners specielle behov for ekstraordinær hjælp i en beredskabssituation. Personer, der klarer sig uden hjælp i det daglige, men som i en ekstraordinær situation kan få behov for hjælp, bør indgå i disse oversigter.

BILAG TIL KAP 8

Det bør overfor klienterne klart oplyses

- at det står den enkelte frit, om han vil opføres i en oversigt og

- at formålet udelukkende er at sikre, at nødvendig hjælp tilvejebringes i en ekstraordinær situation, hvor der er behov herfor.

Det er vigtigt at pointere, at der er tale om et tilbud og ikke nogen form for pligt. Planlægningen bør etableres således, at de personer, der mener, at de har behov for specialhjælp i en beredskabssituation, selv beder om at blive optaget på en liste. Forudsætningen for, at det sker, er selvfølgelig, at der sker en grundig spredning af informationer om tilbuddet.

Mulighederne for at identificere »svage personer« som man ikke kender i social- og sundhedsforvaltningen bør i den forbindelse klarlægges.

I de tilfælde hvor det vil være tilstrækkeligt at naboer, familie eller venner kan hjælpe, kan det indarbejdes i planlægningen.

2.2. Telefondøgnvagtsordning .

Ud over opbygningen af oversigter ville det være hensigtsmæssigt i en beredskabssituation, at etablere en telefondøgnvagtsordning hvortil bekymrede personer kan ringe.

2.3. Opkald

Behovet for at sikre visse grupper af handicappede/svage borgers telefoner bør overvejes.

De personer, der ikke dagligt modtager besøg af hjemmehjælpere, opsøgende social- og sundhedspersonale eller andre, og som ikke dagligt kaldes op fra en central eller en telefonkæde, kan have behov for at få sikret deres telefon. (Se nærmere afsnittet om telefonsikringsordningen).

Social- og sundhedsforvaltningen bør i samarbejde med de lokale invalideorganisationer foretage en undersøgelse af det eventuelle behov. Såfremt der er tale om et lille antal telefoner kan sikringen praktisk lade sig gennemføre uden problemer. I modsat fald bør alternative muligheder undersøges. F.eks. muligheden

BILAG TIL KAP 8

for, at de pågældende personer i en beredskabssituation automatisk modtager opkald fra en central eller automatisk indkobles i eksisterende telefonkæder.

3. Specielle hensyn til grupper af handicappede

Blinde/svagtseende og læsehæmmede.

Det skal sikres, at skrevne oplysninger og meddelelser af beredskabsmæssig karakter, der sendes ud til kommunens/amtskommunens borgere, også når ud og opfattes af dem der ikke kan læse. Det kan ske ved at informationerne udsendes på lydbånd og/eller blindskrift. Herudover kan det aftales med plejere, naboer m.v., at de sørger for at give muntlige orienteringer.

Døve/svagthørende

I tilfælde af alarmmering og varsling ved brug af sirener skal kommunen have planer, der sikrer, at signalerne også når de døve og svagthørende borgere.

Skrivetelefon kan i visse tilfælde tænkes anvendt. Herudover kan beredskabsinformationer på skrift forberedes og i givet fald sendes ud over lokal/regional-TV (Danmarks Radio har forberedt et sådant system for så vidt angår landsdækkende beredskabsmeddelelser).

Nyresyge og andre patienter der er afhængige af strøm og andre forsyninger (medicin, specialvæsker m.v.)

I planlægningen skal der tages højde for at sådanne grupper sikres tildeling af strøm/nødstrøm og øvrige livsnødvendige forsyninger.

Herudover bør der generelt og specielt i forlængelse af en alarmering opfordres til at hjælpe handicappede og svage naboer.

4. Information

Det er vigtigt, at der informeres grundigt om de specielle tiltag, der er gjort i den enkelte kommune for at hjælpe og tilgodese sårbare grupper i en beredskabssituation. Opbygningen af f.eks. de omtalte oversigter spiller en væsentlig psykologisk rolle for mange svage grupper. Det er vigtigt, at systemet opbygges, så det også kan anvendes i forbindelse med fredstidskatastrofer.

BILAG TIL KAP 8

Information om opbygningen af oversigterne over handicappede/svage personer, der i en given situation ønsker ekstra og/eller specielhjælp, bør ske gennem et flerstrenget informationssystem.

De personer, der modtager invalidepension, er opført på register i Socialforvaltnigen og kan tilskrives. Personer der ikke modtager pension, men alligevel må skønnes at have specielle behov, skal nås ad andre veje. Eksempelvis via kommuneinformation i dagblade/lokalaviser, artikler i invalideorganisationernes fagblade samt igennem lokal- og nærradioerne.

Herudover er det vigtigt, at informere det profesionelle personale i den primære sundhedssektor - herunder hjemmehjælpere. Det kan bl.a. ske igennem fagblade samt på møder i forvaltningerne.

Væsentligst er det i første omgang, at sikre, at personer der kan få behov for ekstraordinærhjælp får viden en om, hvilke planer og muligheder der eksisterer.

Indenrigsministeriets cirkulære af 17. august 1987

KAP 9

Vejledende retningslinier for planlægningen af beredskabet i primær

sundhedstjeneste under krise eller krig

(Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd)

1. Kommunalt beredskab

Ved lov nr. 203 af 22. maj 1985, jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1985, gennemførtes en ændring af lov om det civile beredskab. Lovændringen betød, at der blev pålagt kommunerne en egentlig planlægningsforpligtelse vedrørende det civile beredskab. Denne forpligtelse blev nærmere uddybet i civilforsvarsstyrelsens retningslinier: Planlægning af civilt beredskab i kommuner, amtskommuner og hovedstadsrådet (udsendt marts 1986).

Det påhviler herefter ressortministerierne at give kommunalbestyrelser og amtsråd retningslinier om planlægningen af de enkelte kommunale områder i krise- eller krigstid.

Sundhedsberedskab

Indenrigsministeriet og civilforsvarsstyrelsen vil i samarbejde med en amtskommune og nogle kommuner søge at iværksætte et forsøg på at gennemføre en samlet sundhedsplanlægning på beredskabsområdet for amtskommunen og visse kommuner. Dette forsøg vil tage ca. 1 1/2 år og vil omfatte sygehusvæsen, primær sundhedstjeneste (lægepraksis, speciallægepraksis, tandlægepraksis, fysio- og ergoterapeuter, hjemmesygepleje, sundhedspleje m.v.), visse tilgrænsende sociale områder (typisk plejehjem, hjemmehjælpere) samt lægemidler (såvel produktion og import samt anvendelse på sygehuse og hos læger), altså omfatte hele sundhedsvæsnet.

Der er en sådan sammenhæng i sundhedsberedskabet, at koordinationen så vidt muligt må søges sikret gennem en samlet planlægning. Indenrigsministeriet vil søge at fremme det nævnte forsøg, således at kommunalbestyrelser og amtsråd kan modtage en nærmere orientering om resultatet til eventuel supplering og udbygning af beredskabsplanerne omtalt nedenfor.

Samtidig skal ministeriet imidlertid understrege nødvendigheden af, at kommunalbestyrelser og amtsråd i mellemtiden søger at udarbejde beredskabsplaner som led i den almindelige planlægning for sundhedsvæsnet. Også ved udarbejdelsen af delplanerne er det dog væsentligt at understrege, at sundhedsvæsnet er et samlet væsen, og at man ikke kan planlægge for eet område uden at være bekendt med planlægningen for de øvrige områder.

Primær sundhedstjeneste

Denne tjeneste omfatter bl.a. følgende personalegrupper: Embedslæger, praktiserende læger, praktiserende speciallæger, skolelæger, apotekere, farmaceuter, kliniske psykologer, tandlæger, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker, plejehjemssygeplejersker, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, jordemodre, fysio- og ergoterapeuter. En nærmere beskrivelse af den primære sundhedstjeneste og talmæssige opgørelser er givet i flere redegørelser, bl.a. i betænkning nr. 1044 af juni 1985, afgivet af det af indenrigsministeriet nedsatte samordningsudvalg for sundhedsvæsnet.

2. Ansvaret for planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste

Det påhviler de enkelte amtsråd at udarbejde en overordnet plan for den primære sundhedstjeneste. Det forudsætter, at planen udarbejdes i samarbejde med kommunalbestyrelserne i amtskommunerne, der har ansvaret for de efterfølgende delplaner for den enkelte kommune. På tilsvarende måde har amtsrådene planlægningsforpligtelsen for sygehusvæsnet (sygehusberedskab) og for lægemidler (se nedenfor). Den overordnede plan indsendes til civilforsvarsstyrelsen og sundhedsstyrelsen til orientering og evt. bemærkninger.

Kommunalbestyrelsen skal på grundlag af den overordnede plan og indenfor rammerne af denne udarbejde en selvstændig beredskabsplan for den primære sundhedstjeneste i kommunen.

Amtsrådet må ved udarbejdelsen af den overordnede plan for den primære sundhedstjeneste søge at skabe et overblik for hele amtskommunen. Amtsrådet må gøre sig sine beredskabsforudsætninger klart, herunder koordinationen mellem sygehusvæsnet og primær sundhedstjeneste samt forudsætninger vedrørende lægemidler.

Det henstilles tillige, at amtsrådet ved en samlet forhandling med repræsentanter for de enkelte kommuner søger at opstille en organisationsplan for hele amtskommunen og et udkast til organisationsplan for en kommune. I en beredskabssituation er det selvsagt afgørende, at organisations- og komrnandoforhold er afklaret.

3. Planlægningen i den enkelte kommune af beredskabet i den primære sundhedstjeneste

Udarbejdelsen af et planlægningsgrundlag for den enkelte kommune kan påbegyndes allerede nu i et samarbejde med de implicerede personalegrupper og liberale erhverv (læger, tandlæger, fysioterapeuter).

I et samarbejde med amtskommunen bør opstilles en organisationsplan, hvor kompetence- og kommandoforhold fastlægges. Planen bør indeholde en oversigt over personalet i en beredskabssituation. Endvidere bør foretages en lokalefordeling. For noget større byers vedkommende udarbejdes en distriktsinddeling, f.eks. for samarbejdende læger.

I fornødent omfang skal personalet fritages for mødepligt ved forsvaret eller civilforsvaret.

Beredskabet i primær sundhedstjeneste skal koordineres med andre områder i kommunen, f.eks. social- og sundhedsforvaltningen, teknisk forvaltning og det kommunale civilforsvar.

Information vedrørende sundhedsmæssige forhold i lokalsamfundet og forholdsregler knyttet hertil bør tillægges høj prioritet. Kommunen bør planlægge, hvordan den i krig kan formidle sådan information til borgerne. Planlægningen bør udarbejdes i samarbejde med embedslægen, der er vant til at informere befolkningen om sundheds- og sygdomsforhold.

4. Krigshandlingernes betydning for beredskab i primær sundhedstjeneste

Udgangspunktet for beredskabsplanlægningen, det såkaldte trusselsbillede, er beskrevet i den i indledningen omtalte vejledning fra civilforsvarsstyrelsen.

Virkningerne af krigen omfatter menneskelige og materielle skader som følge af konventionel krigsførelse, anvendelse af atombomber eller kemiske kampstoffer.

antallet af døde og sårede kan som følge af bombninger, sammenstyrtede bygninger, forgiftninger osv. blive stort.

Ændrede hygiejniske forhold på grund af svigtende vandforsyning eller mangelfuld renovation kan resultere i, at der opstår epidemier.

Radioaktivt nedfald eller kemiske kampstoffer kan forårsage forurening af fødevarer og vandforsyning.

Befolkningstallet i et område kan tænkes at stige betydeligt enten på grund af flygtningestrømme fra udlandet eller som følge af behovet for at evakuere befolkningen fra udsatte danske områder.

De ekstraordinære opgaver i primær sundhedstjeneste under krigsforhold kan f.eks. være

- førstehjælp til hårdt sårede samt gas- og strålingsramte,

- behandling af lettere sårede,

- behandling af infektioner og epidemiske sygdomme,

- desinfektion (jf. miljøministeriets vejledning om hygiejnisk beredskab),

- massevaccinationer til forebyggelse af epidemiske sygdomme,

- behandling af psykiske traumer på grund af krigshandlinger,

- behandling af patienter, der er udskrevet fra sygehusene på et tidligere tidspunkt end normalt på grund af etablering af intern maksimumskapacitet på sygehusene,

- identifikation af døde samt

- information

Behandlingen af hårdt sårede patienter er planlagt udelukkende at skulle foregå på sygehusene. Herudover skal sygehusvæsnet behandle de akutte patienter, som ikke kan visiteres til behandling inden for den primære sundhedstjeneste.

Når sygehusberedskabet iværksættes, udvides behandlingskapaciteten i væsentligt omfang, om nødvendigt således, at ca. 75 pct. af patienterne hjemsendes. Dette bevirker et stærkt øget pres på den primære sundhedstjeneste.

5. Særlige beredskabsressourcer

Kommunen bør være opmærksom på, at der i offentligt regi findes ekspertise, som med fordel kan benyttes ved løsning af specielle - uvante - opgaver i en beredskabssituation. Det gælder bl.a. identifikation og måling af kemisk- og radioaktiv forurening, rengøring samt almindelig rådgivning og vejledning angående sundhedsmæssige forhold.

Det drejer sig bl.a. om

- levnedsmiddelkontrolenhederne,

- SICA-laboratorierne (Sampling and Identification of Chemical Agents),

- arbejdstilsynskredsene,

- kredsdyrlægerne,

- klinisk-mikrobiologiske afdelinger på sygehusene.

6. Lægemidler

Ministeriet forudsætter, at de enkelte amtsråd formidler den nødvendige viden om sygehusene og sygehusberedskabet til kommunalbestyrelsen, bl.a. gennem den overordnede plan for amtskommunernes primære sundhedstjeneste.

For lægemidler, der er det tredie led i sundhedsberedskabet, er det hensigten at etablere omsætningslagre og købslagre, der sikrer forsyningen af lægemidler til sygehuse og praktiserende læger.

Amtsrådene vil blive ansvarlige for lægemiddelberedskabet og må derfor planlægge for, at såvel sygehuse som praktiserende læger kan forsynes med lægemidler.

For at begrænse apotekernes udlevering af lægemidler til forbrugerne kan rationeringsordninger indføres.

Når der er taget beslutning om det omfang og det tempo, hvorefter lægemiddelberedskabet skal etableres, vil amtsrådene få særskilt meddelelse herom.

Indenrigsministeriet, den 17. august 1987

KNUD ENGGAARD

/ Johs. Qwist

MAR 88

LEVNEDSMIDDELSTYRELSEN

KAP 11

LEVNEDSMIDDELKONTROL

1. LEVNEDSMIDDELLOVENS RAMMER

Generelt

Sundhedsministeren har på grundlag af levnedsmiddelloven (lov nr. 310 af 6. juni 1973) det overordnede ansvar for tilsynet med, at de levnedsmidler, der omsættes, er forsvarlige, især for såvidt angår sundhedsmæssige forhold og forhold der vedrører beskyttelse af forbrugerne.

Tilvejebringelse samt fordeling af levnedsmiddelforsyninger ligger inden for rammerne af Industri-, Landbrug- og Fiskeriministeriets ansvarsområder.

Denne vejledning vedrører kun foranstaltninger der skal sikre, at tilstedeværende levnedsmidler håndteres og distribueres så de bedst mulige sundhedsmæssige hensyn varetages.

Et væsentlig træk i levnedsmiddelloven er, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for kontrollen med, at loven og de bestemmelser, der er fastlagt med hjemmel i loven, overholdes. Dette princip skal også være grundlæggende for beredskabsplanlægningen. De lokale myndigheder skal derfor, i mulig udstrækning, varetage deres opgaver som under normale forhold.

Ministeren vil træffe en række beslutninger om hvilke regler, der skal opretholdes, og hvilke der bortfalder. En række regler, der er hensigtsmæssige under normale forhold for at sikre forbrugerne varer af en rimelig standard, må revurderes i en krigssituation. Der vil i en krigssituation kunne være behov for særlige bestemmelser, der tilpasser gældende regler til de særlige forhold, der hersker under en krig. F.eks. kunne det vise sig aktuelt at acceptere en kraftigere anvendelse af konserveringsmidler i forbindelse med opbevaring af levnedsmidler, end tilfældet er under normale forhold. Hovedprincipperne i levnedsmiddelloven om sundhedskrav til levnedsmidler og tilsyn med at forbrugerne ikke vildledes skal efterleves i en krigssituation, men aktionsniveauet skal tilpasses forholdene og de ressourcer, der er til rådighed.

MAR 88

LEVNEDSMIDDELSTYRELSEN

KAP 11

Allerede under normale forhold er en lang række opgaver i forbindelse

med levnedsmiddelkontrollen delegeret af kommunerne til levnedsmiddelkontrolenhederne, og beredskabsplanlægningen bør bygge på udnyttelse af den erfaring, disse enheder har opbygget ved at give enhederne yderligere beføjelser. Der vil formentlig i en krigssituation opstå problemer omkring den kapacitet, der er til rådighed, men allerede i planlægningsfasen bør der sigtes imod, at levnedsmiddelkontrolsystemerne kan fungere, og det bør overvejes, hvilke forenklede procedurer der bør indøves og iværksættes i forbindelse med beredskabet. De fremgangsmåder, der påregnes benyttet, må tilpasses de forhold, der kan forventes i en krigssituation, og man bør være forberedt på, at måtte betjene sig af manuelle procedurer, frem for de mange teknisk udviklede hjælpemidler, der er tilrådighed under normale forhold.

De centrale myndigheder på levnedsmiddelområdet - Levnedsmiddelstyrelsen og Veterinærdirektoratet - vil fortsat bistå de lokale myndigheder med støtte i gennemførelse af opgaverne, og de centrale myndigheder vil i den udstrækning kommunikation og forsendelsesforholdene tillader det, kunne tage sig af helt specielle opgaver.

Med henblik på situationer hvor landets administration ikke kan fungere normalt bør der som led i beredskabsplanlægningen indgå procedure/regler for nødadministration og delegering.

Delegering vedrører f.eks. beslutning om godkendelse af dispensationer, der normalt forudsættes truffet af de centrale myndigheder.

Af hensyn til levnedsmiddelkontrolenhedernes virke i en beredskabssituation bør de kommuner, der betjener sig af samme levnedsmiddelkontrolenhed samstemme deres planlægning.

2. LOKAL OPBEVARING AF LEVNEDSMIDLER

Under krigsforhold må det forventes, at de lokale myndigheder sættes overfor en række uvante opgaver med hensyn til håndteringen af levnedsmidler, og de

MAR 88

LEVNEDSMIDDELSTYRELSEN

KAP 11

lokale myndigheder må, som et led i beredskabsplanlægningen, gøre sig

bekendt med opbevaringsmuligheder og behandlingsmuligheder for større partier levnedsmidler i de situationer, hvor den traditionelle opbevaring måtte svigte.

3. LOKALE OPGAVER

Målsætningen for den lokale beredskabsplanlægning på levnedsmiddelområdet er så længe det er muligt at sikre, at de levnedsmidler, der fordeles til befolkningen er sundhedsmæssig forsvarlige.

Som en videreførelse af opgaverne under normale forhold vil det være væsentligt, at de lokale myndigheder medvirker til at sikre, at de forsyninger, der ligger inden for kommunens område bevares længst muligt også under vanskelige opbevaringsbetingelser. Dette vil kunne ske ved tilsyn med lagrene, og medvirken ved de foranstaltninger, som det måtte vise sig nødvendige at træffe for at sikre holdbarheden. I beredskabsplanlægningen bør derfor behovet for at etablere nødforsyninger med elektricitet til bl.a. køle og fryselagre inddrages. I forlængelse heraf, bør beredskabsforanstaltningerne også omfatte overvejelser om foranstaltninger, og muligvis etablering af nødprocedurer til behandling af varer, der ikke længere kan opbevares nedfrosset. Passende konservering eller varmebehandling vil kunne forlænge holdbarheden.

Væsentlig er sygdomsforbyggelse, og indenfor levnedsmiddelområdet må der træffes foranstaltninger for at undgå madforgiftninger, hvorfor de kommunale myndigheder må føre tilsyn med, og rådgive omkring lokalt tilrettelagte bespisningsordninger. Disse aktiviteter må prioriteres højt i beredskabsplanlægningen.

Til støtte for kontrolarbejdet med levnedsmidler vil det være nødvendigt at opretholde laboratorieaktiviteterne. Både mikrobiologiske undersøgelser med henblik på afsløring af forurening og fordærvning af levnedsmidler, og kemiske undersøgelser vedrørende forureninger og forgiftninger kan være nødvendige for at kunne vurdere, om levnedsmidler er tjenlige til menneskeføde under de stærkt belastende forhold en krigssituation må forventes at frembyde.

MAR 88

LEVNEDSMIDDELSTYRELSEN

KAP 11

Behov for nedskæringer af laboratorieundersøgelsernes omfang melder

sig formentlig hurtigt i en krigssituation, og den må tilvejebringes ved en prioritering af opgaverne, men beredskabsplanlægningen må indholde foranstaltninger, der kan sikre at basale, både mikrobiologiske og kemiske undersøgelser kan gennemføres.

I en krigssituation skal det sikres, at sundhedsmæssigt forsvarlige levnedsmidler, der er tjenlige til menneskeføde anvendes i forsyningen af befolkningen, men det kan blive nødvendigt at acceptere, at der anvendes levnedsmidler af en ringere kvalitet end normalt. Såfremt der er ressourcer til rådighed, bør det imidlertid pås es, at varerne ikke er af en ringere kvalitet end hvad de giver sig ud for at være, eller tilbydes til.

4. SÆRLIGE FORHOLD

En særlig situation opstår, hvis der i forbindelse med krigshandlinger anvendes enten A- eller C-våben. Foruden øvrige skadevirkninger, vil A- og C-våbnene kunne medføre forurening af levnedsmidler. Der må tages stilling til, om levnedsmidlerne fortsat er tjenlige til konsum. Med mindre der er tale om grove forureningstilfælde, hvor der umiddelbart kan træffes afgørelse, om at levnedsmidlerne ikke kan anvendes, vil det kræve analytiske undersøgelser, at fastslå om levnedsmidlerne er brugbare. Der arbejdes i øjeblikket i centralt regie med tilrettelægning af mulighederne for gennemførelse af sådanne undersøgelse på landsdækkende basis, idet det påregnes, at en række A-laboratorier inddrages i analyserne for C-forureninger. Håndtering af problemerne omkring C-forurenede levnedsmidler forudsætter derfor, at laboratorierne er funktionsdygtige og hensyn hertil må tages i beredskabsplanerne. Placeringen af målesteder for A-forurening overvejes for tiden. Nærmere retningslinier vil senere fremkomme.

Vejledning om anvendelse af levnedsmidler forurenet med radioaktivitet og C-kampstoffer, vil også blive udarbejdet i centralt regie og vil blive udsendt, når arbejdet er afsluttet.

MAR 88

LEVNEDSMIDDELSTYRELSEN

KAP 11

5. RESSOURCER

Tilsynet med levnedsmidler vil kun kunne gennemføres, hvis en række ressourcer er til rådighed, hvorfor kommunen i sin beredskabsplanlægning, må tilvejebringe muligheder for, at disse stilles til rådighed for tilsynet med levnedsmidler d.v.s. for levnedsmiddelkontrolenhederne.

Personale.

Til trods for vanskeligheder p.g.a. mobilisering og andre opgaver inden for det totale forsvar m.m. må beredskabsplanerne sikre, at uddannet mandskab er til rådighed både for tilsyn og undersøgelser, da kontrol og tilsyn ellers ikke kan gennemføres. Enklere funktioner kan muligvis gennemføres med frivilligt personale.

Kommunikation.

Det er nødvendigt, at kommunikationslinierne fungerer, således at tilsynet kan få meddelelse om opståede problemer, og lige så vigtigt er det, at tilsynets tilbagemelding af resultater og vurderinger kan nå ud til de steder, hvor der er behov for dem.

Derfor anbefales det, at laboratorier m.v. har mindst een sikret telefon. (Se nærmere i »Vejledning om kommunikationsberedskabet«).

Transport.

Inspektion og prøveudtagning kræver endvidere, at tilsynspersonalet kan komme rundt i det lokale område, hvilket kræver at transportmuligheder er til stede, og at der i en nødsituation tildeles det fornødne brændstof til opgaverne. (Se endvidere »Vejledning om transportberedskabet«).

Energiforsyning.

Selv om en række laboratorieundersøgelser vil kunne nedprioriteres, vil vurderinger af levnedsmidlers eg-

MAR 88

LEVNEDSMIDDELSTYRELSEN

KAP 11

nethed til konsum ikke kunne gennemføres uden visse fundamentale

undersøgelser. Dette er nødvendigt, både i en almindelig krigssituation, og især i en situation, hvor der ville kunne være tale om A- og C-forureninger af levnedsmidler. Beredskabsplanerne skal derfor omfatte opretholdelse af laboratoriefaciliteterne, så de kan fungere intakt, eller oprettelse af nødlaboratorier. Selv om mange procedurer kan udføres manuelt, vil det være nødvendigt at benytte elektronisk analyseudstyr, hvorfor elforsyningen må sikres ved nødaggregater. Det bør i beredskabsplanerne forudses, at aktiviteterne tilrettelægges under hensyntagen til at datahåndteringen må foregå manuelt uden brug af EDB.

MAR 88

ENERGIMINISTERIET

KAP 15

PLANLÆGNING AF ENERGIBEREDSKABET

I GENERELT

Energiministeren har det overordnede ansvar for landets energiforsyning.

De dele af energiforsyningen, der har indflydelse på eller berører kommunernes beredskabsplanlægning, omfatter forsyningen med olieprodukter, elektricitet, naturgas, kul, fjernvarme og visse vedvarende energiformer (halm, affald, træflis, vindkraft og solvarme).

Forsyningen med disse energiformer varetages af en række private og offentlige ejede selskaber, herunder et antal kommunale forsyningsvirksomheder.

Under krise og krig fortsætter forsyningsselskaberne deres virksomhed under iagttagelse af de bestemmelser, energiministeren fastsætter i henhold til lov om forsyningsmæssige foranstaltninger. Efter omstændighederne vil der blive indført prioritering af energileverancerne til fordel for brugerne, der har opgaver i totalforsvaret eller som varetager vigtig produktion eller samfundsopgaver, medens der i nødvendigt omfang vil blive gennemført begrænsning af det almindelige forbrug.

Ved planlægning af primær- og amtskommunernes beredskab kan det forudsættes, at de kommunale myndigheder, der har beredskabsopgaver, vil være blandt de brugere, der har forret til leverancer af motorbrændstoffer og anden energi i den udstrækning der er leveringsmulighed.

Energiforsyningen er derimod kun en kommunal opgave i de tilfælde, hvor forsyningsvirksomhederne er kommunale. De kommunale forsyningsvirksomheder vil være undergivet de samme bestemmelser fastsat af energiministeren, som andre tilsvarende energiforsyningsvirksomheder.

2 DE ENKELTE ENERGIFORMER

2.1. Olieprodukter

Forsyningen med olieprodukter varetages af olieselskaberne, under krise og krig efter energiministerens nærmere bestemmelser.

MAR 88

ENERGIMINISTERIET

KAP 15

Det må forudses, at det vil blive nødvendigt at indføre begrænsning

af privatkørsel med motorkøretøjer. Der vil blive givet tilladelse til kørsel med køretøjer, som skal anvendes til totalforsvarsformål eller til vigtige kørselsformål i øvrigt.

Tildelingen af kørselstilladelser vil blive henlagt til kommunerne efter energiministerens nærmere bestemmelser.

Olieselskaberne vil, som en af deres vigtigste opgaver, få pålæg om at holde et antal prioriterede forhandlertankanlæg fyldt op til enhver tid.

De prioriterede forhandlertankanlæg er udvalgt således, at de giver god geografisk dækning. Deres formål er at sikre optankningsmulighed mod normal betaling eller rekvisition til motorkøretøjer med kørselstilladelse.

Kommunale køretøjer med kørselstilladelse vil således kunne benytte de prioriterede forhandlertankanlæg i det omfang, andre salgsanlæg ikke længere er leveringsdygtige.

Olieselskaberne vil herudover modtage pålæg om, at give forret til leverancer af olieprodukter til institutioner og virksomheder, som varetager opgaver i totalforsvaret eller vigtig produktion m.v.

Kommunale institutioner eller virksomheder med sådanne funktioner er omfattet af en sådan forret, herunder sygehuse, brand- og civilforsvarsmyndigheder og vigtige forsyningsvirksomheder.

De berørte kommunale brugere retter henvendelse til deres normale leverandører af olieprodukter om sådanne leverancer.

Såfremt de normale olieleverandører er ude af stand til at levere og ikke kan anvise anden leverandør, bør kommunen rette henvendelse til civilregionen. I civilregionen er der repræsentanter for oliebranchen. De har bl.a. til opgave at formidle vigtige leverancer.

På det nationale plan og i landsdelene overvåges udviklingen af energiministeriet, der bl.a. træffer beslutning om i hvilket omfang, der skal ske udlevering

MAR 88

ENERGIMINISTERIET

KAP 15

fra de særlige mindstelagre og beredskabslagre af olieprodukter.

Kommunale institutioner uden særlig fortrinsstilling, f.eks. boligejendomme, vil være underkastet de almindelige bestemmelser.

2.2. Elforsyningen

Planlægningen af elforsyningsberedskabet er af energiministeren overdraget til elforsyningsvirksomhederne med Danske Elværkers Forening som koordinerende organ. Driften varetages af elforsyningsvirksomhederne, under krise og krig efter energiministerens nærmere bestemmelser.

Elforsyningen vil under krise og krig blive søgt opretholdt i videst muligt omfang, men skader på produktions- og fordelingsanlæg må forudses. Sådanne skader kan resultere i forsyningsafbrydelser af kortere eller længere varighed.

Til brug for elforsyningsvirksomhedernes beredskabsplanlægning vil det være af betydning, at kommunerne på forhånd udpeger de elektricitetsinstallationer, som er af særlig betydning for det kommunale beredskab (som sygehuse, pumper til vandforsynigen og levnedsmiddelvirksomheder). Elforsyningesvirksomhederne vil da have mulighed for at give sådanne brugere forret ved retablering af ledningsanlæg og opretholdelse af forsyningerne.

Løbende kontakt med elforsyningsvirksomhederne vil tjene det samme formål. Der er ligeledes mulighed for forbindelse med elforsyningsvirksomhederne gennem civilregionerne.

2.2.1. Nødstrømsanlæg

I tilfælde, hvor det er af livsvigtig betydning at opretholde en vis strømforsyning under alle forhold, f.eks. operationsstuer, vil det være nødvendigt at installere nødstrømsanlæg, der omgående overtager elforsyningen ved strømsvigt i det offentlige forsyningsnet.

MAR 88

ENERGIMINISTERIET

KAP 15

Kommunen bør foretage en koordineret bedømmelse af behovet for

nødstrømsanlæg, således at flest mulige behov tilgodeses. Der bør planlægges for optimal udnyttelse af de til enhver tid til rådighed værende nødstrømsanlæg i kommunen. (Lån af private anlæg kan også aftales).

2.3. Naturgas

Naturgasforsyningen varetages af Dangas, de regionale naturgasselskaber og i visse områder af kommunale gasforsyningsvirksomheder. Under krise og krig vil de være underkastet energiministerens nærmere bestemmelser.

Naturgasforsyningen vil blive opretholdt i videst muligt omfang, men produktions- og rørledningsanlæg er sårbare og lagringsmulighederne er begrænsede, således at langvarige afbrydelser af forsyningen må forudses.

Hvor der foreligger forsyningsopgaver af væsentlig betydning for beredskabet, vil det være nødvendigt at opretholde en alternativ forsyningsmulighed, f.eks. oliefyring på et sygehus, der normalt opvarmes med naturgas.

Den regionale varetagelse af naturgasforsyningerne sker i de regionale naturgasselskaber, hvor kommunerne må holde sig orienteret om forsyningsmulighederne.

Der er ingen repræsentanter for naturgasselskaberne i civilregionerne.

2.4. Kul

Kulforsyningen varetages af de importerede selskaber. Det meste importeres og forbruges af kraftværkerne, der opretholder betydelige mindstelagre til brug i tilfælde af krig eller forsyningskrise.

Et antal fjernvarmeværker og industrielle forbrugere modtager dog kulforsyninger fra handelsimportører, som må forudses ikke at kunne opretholde importen. Da lagrene er begrænsede, kan der forholdsvis hurtigt opstå mangel på kul.

MAR 88

ENERGIMINISTERIET

KAP 15

Vigtige forsyningsopgaver bør derfor sikret ved anden fyringsmulighed

og et tilstrækkeligt lager af de pågældende brændsel.

2.5. Fjernvarme

Fjernvarmeværkerne og kraftvarmeværkerne varetager forsyningen af fjernvarme. Under krise og krig kan brændsels- og elforsyningen hertil blive formindsket og/eller uregelmæssig, hvorfor alternative opvarmningsmuligheder må etableres, hvor det er muligt.

2.6. Alternative energiformer

De alternative energiformer dækker ca. 3% af det samlede energiforbrug og er derfor af mindre central betydning for energiberedskabet.

Tilmed er udnyttelsen af dem i mange tilfælde afhængig af rådighed over andre energi, f.eks. kræver halmfyring motorbrændstoffer til indsamling og transport af halmen, medens mange vindmøller kun kan producere elektricitet til net under spænding.

Under krise og krig vil det imidlertid være naturligt at udnytte alle hjemlige energiforsyningsmuligheder i videst muligt omfang og lokalt vil der kunne opnås mærkbare tilskud til de knappe energiforsyninger.

Af særlig betydning er brændeovne, der findes i mange småhuse. Brændeovne er simple og kan derfor fungere uden strømforsyning i modsætning til de mere avancerede fyringsanlæg. Under krigsforhold kan brændeovne i ekstreme tilfælde være eneste forsyningsmulighed for en del af befolkningen.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

TRANSPORTBEREDSKABET

I GENERELT

1.1.

Trafikministeren har det overordnede forvaltnings- og beredskabsansvar for opretholdelse af landsdækkende landtransportforbindelser omfattende havne, jernbaner, jernbaneejede færger, vejanlæg, vejtransport og lufthavne samt reparation af ødelagte faciliteter.

Forvaltningen af de enkelte områder påhviler Trafikministeriet, de herunder hørende statsvirksomheder - samt ifølge lovgivningen, bekendtgørelser og særlige overenskomster - kommuner og amtskommuner samt koncessionerede og private selskaber.

Beredskabsplanlægningen påhviler de myndigheder m.v. som normalt har forvaltningsansvaret for de enkelte områder.

1.2.

Trafikministeren kan give rammer og målsætning for planlægningen.

Målsætningen for kommunernes og amtskommunernes beredskabsplanlægning vedrørende transportvirksomhed er, at egne og pålagte opgaver, jfr. ovenstående pkt. 1.1., i spændingsperioder og under krig så længe som muligt skal varetages af kommuner og amtskommuner ved anvendelse af de normalt benyttede ressourcer.

Målsætningen skal dog afpasses efter

at der - afhængig af situationen - kan ske en forøgelse af antallet af opgaver, og at disses løsning kan blive mere ressourcekrævende end normalt, og

at løsningen af de opgaver, der er en del af de samlede landsomfattende opgaver, ret tidligt i en spændingsperiode kan blive omfattet af statslig totalforsvarsmæssig prioritering og styring.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

II CENTRAL OG REGIONAL STYRING

2.1.

Trafikministeren kan tillægges beføjelser til at afgøre, hvilke opgaver der skal gennemføres, og i hvilket omfang og i hvilken rækkefølge de skal udføres. Han kan endvidere få beføjelser til at pålægge virksomheder nærmere anførte opgaver samt bestemme, hvilken trafik og hvilke trafikanlæg der skal holdes i drift.

2.2.

De tillagte beføjelser udøves, så længe det er muligt, gennem de normale administrative kanaler.

Når dette ikke længere er muligt, udøves beføjelserne centralt af to særlige beredskabsadministrationer henholdsvis øst og vest for Store Bælt, benævnt Trafikministeriet/Transportrådene.

Regionalt kan beføjelserne udøves af regionstransportcheferne, som er Trafikministeriets repræsentanter i de områder, der udgør civilregionerne. Se bilag.

Regionstransportcheferne vil efter udflytning være samplaceret med eller repræsenteret hos regionsamtmændene.

2.3.

Baner, havne og lufthavne i civilregionerne - for de to sidstnævnte kun kapacitetsudnyttelsen - vil normalt forblive under central styring, idet de ofte har betydning for mere end en civilregion.

Den centrale styring omfatter også privatbanerne, der vil indgå under DSB.

DSB har udarbejdet en beredskabsplan, der udsendes til visse driftsområder, og der er udsendt en beredskabsinstrukt til alle DSBs driftsområder.

Ministeriet har udsendt

»Direktiv til lokale havnemyndigheder om danske havnes virksomhed under truende udsigt til krig og under krig.«

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

2.4.

Regionstransportcheferne varetager egen planlægning og koordinerer inden for civilregionerne den del af beredskabsplanlægningen, der vedrører ministeriets forretningsområde, og som er omfattet af denne vejledning.

I spændingsperioder og under krig varetager de inden for civilregionernes områder i overensstemmelse med omfanget af tillagte beføjelser normalt prioriteringsopgaver og styringsfunktioner under anvendelse af følgende opgave- og ansvarsfordeling

- Opgaver, der samtidig vedrører flere amtskommuners områder inden for en civilregion, løses koordineret i henhold til regionstransportchefernes prioritering, eventuelt under disses direkte styring.

- Opgaver vedrørende statslige anlæg, hvis udførelse normalt påhviler statslige myndigheder, løses altid under regionstransportchefernes styring.

- Sammenhørende opgaver inden for en amtskommunes område, der berører flere kommuner, kan efter regionstransportchefernes direktiver i hvert enkelt tilfælde løses under amtskommunens koordinering.

- Opgaver, der kun vedrører en kommune eller en amtskommune, løses af denne ved hjælp af egne og eventuelt tilførte ressourcer.

Regionstransportchefen i Civilregion III varetager kontrollen med den grænseoverskridende civile godstransport på landeveje.

Der er udsendt en særlig instruks for regionstransportcheferne.

2.5.

Regionstransportcheferne råder hver over en organisation, der består af sagkyndige inden for vejtransport, vejvedligeholdelse og entreprenørtjeneste samt kontaktpersonale til jernbaner, havne og lufthavne. Desuden råder regionstransportcheferne hver over egen vejgodstransportkapacitet, se pkt. 3.7. og 3.11.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

Det anvendte personale, der udpeges af regionstransportcheferne,

kommer fra Vejdirektoratet, amtskommunernes tekniske tjenester, koncessionerede selskaber og private firmaer. I civilregioner, der omfatter flere amtskommuner, er disse ligeligt repræsenteret i organisationen.

DSB udpeger kontaktpersoner fra DSB's rutebiltjeneste, som indgår i regionstransportchefernes organisation, og anviser de driftsområdechefer, med hvilke der skal holdes kontakt.

Havne og lufthavne udpeger efter behov selv kontaktpersonale.

Regionstransportcheferne har gennem de udpegede kontaktpersoner tæt forbindelse med lokale havne-, bane- og lufthavnsmyndigheder i civilregionerne. De har endvidere ved personale fra DSB (rutebiltjenesten) og HT (kun Civilregion VI) i deres organisationer forbindelse til persontrafikselskaberne, se pkt. 3.4.

III TRANSPORT

3.1.

Kommunernes og amtskommunernes almindeligt forekommende transportopgaver skal længst muligt udføres med egne køretøjer eller igangværende kollektive transportformer, f.eks. DSB.

Køretøjer i kommunerne, der primært er beregnet til civilforsvarsmål, vil i princippet kunne anvendes til løsning af almindelige transportopgaver, hvis der ikke foreligger civilforsvarsmæssige restriktioner, og såfremt situationen tillader det.

3.2.

Udvidelse af transportkapaciteten kan ske ved, at der træffes aftaler med vognmænd, hvis køretøjer endnu ikke er udskrevet til forsvaret eller civilforsvaret. Det skal bemærkes, at ikke udskrevne køretøjer kan være et potentielt emne for motorudskrivningstjenesten til senere brug, se punkt 3.10.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

Har den valgte vognmand afsluttet kontrakt med Trafikministeriet om

rådighedsstillelse, vil kørslen fra det tidspunkt, hvor vognpuljerne, se pkt. 3.11. aktiveres, blive omfattet af regionstransportchefens styring. Anvendte køretøjer indgår efter endt transportopgave i en af vognpuljerne. Anvendelse af vognpuljerne kan kun ske med regionstransportchefernes bemyndigelse.

3.3.

Anvendelse af køretøjer til privat formål vil under truende udsigt til krig og under krig blive stærkt begrænset. Det må påregnes, at kun køretøjer, der anvendes til totalforsvarsformål eller andre vigtige formål, vil få tildelt kørselstilladelse.

Tildeling af kørselstilladelser vil blive varetaget af kommunerne i henhold til en bekendtgørelse, som energiministeren vil udstede.

3.4.

Kollektiv persontrafik gennemføres af DSB samt ved kommunal og amtskommunal foranstaltning efter de bestemmelser, der gælder i fredstid.

DSB, kommuner, amtskommuner og trafikselskaber, herunder også sådanne, hvori DSB indgår på entreprenørbasis, foretager selv de omlægninger af ruter og ændringer af trafikfrekvenser, som de enkelte situationer nødvendiggør.

Regionstransportcheferne kan i visse situationer - enten når de ansvarlige myndigheder anmoder herom, eller der foreligger kaotiske tilstande for kortere

3.5.

perioder tilrettelægge og lede kollektiv trafik med rutebiler. De kan endvidere iværksætte særlige persontransporter, dvs. i første række anvise transportmidler.

Ved fredsstyrkens forøgelse kan forsvaret og civilforsvaret få rådighed over civile motorkøretøjer, jfr. lov nr. 337 af 21. september 1939 vedrørende tilvejebringelse af befordringsmidler til brug for forsvaret og civilforsvaret.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

Udskrivningen varetages af Motorudskrivningstjenesten under Hærens

Materielkommando, Arsenalvej 55, 9800 Hjørring. Udskrivningen sker på grundlag af tilsendte oplysninger fra Centralregisteret for motorkøretøjer (Rigspolitichefen).

3.6.

Fritaget for udskrivning er, jfr. samme lov § 1, stk. 4

- køretøjer, der ejes af offentlige myndigheder, dvs. bl.a. kommunerne og amtskommunerne

- offentligt- og privatejede busser, der anvendes på koncessionerede ruter

- køretøjer, der anvendes af offentligt ansat personale, læger, dyrlæger, sygeplejersker og jordemødre, såfremt de er en forudsætning for, at den enkelte kan udføre sit arbejde.

- køretøjer til offentlige servicefunktioner såsom brandtjeneste, redningstjeneste, sygetransport, renovation m.v.

3.7.

Administrativt friholder motorudskrivningstjenesten

- et antal vognmandsfirmaer med tilhørende køretøjer, hvor firmaerne gennem kontraktafslutning med Trafikministeriet har stillet sig til rådighed for den regionale transporttjeneste i spændingsperioder og under krig

- et antal tankvogne til brug for energimyndighederne

- et antal køretøjer til brug for politiets almindelige virksomhed, varslingstjeneste og evakueringsopgaver.

- et antal køretøjer, som hjemmeværnspersonel stiller til rådighed for hjemmeværnet, jfr. de af motorudskrivningstjenesten givne retningslinier.

3.8.

Friholdelse gælder ikke for privatejede lastvogne, der på kontrakt eller lejlighedsvis udfører almindelige transportopgaver for offentlige myndigheder.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

3.9.

Hvis et køretøj, der er fritaget, jfr. pkt. 3.6., eller friholdt, jfr. pkt. 3.7., fejlagtigt udskrives, sendes udskrivningsbeviset tilbage til motorudskrivningstjenesten med en bemærkning om, hvilken funktion køretøjet har i offentlig tjeneste.

3.10.

Ikke udskrevne køretøjer indgår i et særligt beredskabskartotek, som er regionalt opdelt og udsendt til militærregionerne. For forsvarets vedkommende er opstillet særlige puljer af erstatningskøretøjer.

3.11.

De vognmænd, med hvilke ministeriet har sluttet kontrakt, er organiseret med et antal vognpuljer i hver civilregion. Vognpuljerne henhører under regionstransportchefen og kan aktiveres, når beføjelser hertil er givet af ministeriet.

Vognpuljernes opgaver er at udføre godstransport for offentlige myndigheder, når disse eller deres leverandører ikke selv råder over eller kan skaffe fornøden transportkapacitet.

3.12.

Der udføres kun konkret definerede transportopgaver. Køretøjerne kan ikke afgives til en varig udvidelse af en kommunes eller en amtskommunes transportkapacitet.

Det kan blive nødvendigt at indpasse rekvirerede transportopgaver i en regional eller landsdelsdækkende prioritering.

Evakueringskøretøjer, der er reserveret for politiet, kan efter reservationens ikrafttræden kun anvendes med politimyndighedens tilladelse.

3.13.

Havne er et vigtigt led i transportsystemet, hvorfor det er af vital betydning i spændingsperioder og under en krig, at de fungerer bedst muligt.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

De kommuner, i hvilke havnene er beliggende, skal efter

havnemyndighedernes og/eller regionstransportchefens anmodninger medvirke til at skabe bedst mulige vilkår for afvikling af trafikken. Dette gælder især de havne, som Trafikministeriet i de enkelte situationer udpeger som særligt vigtige for totalforsvaret.

Ministeriet kan anvise den havn, et skib skal benytte.

Ministeriets direktiv angående danske havnes virksomhed i krigstilfælde angiver bl.a. den bistand, som havnemyndighederne kan forvente fra hjemstedskommunerne og regionstransportcheferne.

3.14.

For de lufthavne, der efter de centrale myndigheders bestemmelse skal holdes åbne for civil trafik under en krig, gælder samme forhold som for havne.

IV VEDLIGEHOLDELSE AF VEJNETTET

4.1.

Kommunernes og amtskommunernes vedligeholdelse og ryddeligholdelse af vejnettet, herunder gennemkørsels- og omfartsveje i kommunernes områder, skal fortsat udføres af amtsvejvæsenerne, kommunernes tekniske tjenester eller entreprenørafdelinger med de ressourcer, der normalt benyttes.

De enkelte kommuner og amtskommuner fastsætter under hensyntagen til overenskomster med staten og aftaler med tilgrænsede kommuner rækkefølgen for arbejdernes udførelse.

Materiel-, materiale- og brændstofsituationen kan medføre ændringer i omfanget og rækkefølgen for opgavernes gennemførelse, se endvidere pkt. 4.2. og 4.3.

Udføres en væsentlig del af vejvedligeholdelsen af private firmaer, træffes der foranstaltninger til at fastholde en rimelig kapacitet, se pkt. 5.1. 5.4 og 5.5.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

4.2.

Amtskommunerne kan via regionstransportcheferne pålægges at koncentrere anvendelsen af amtsvejvæsenernes ressourcer til i første række at opretholde et af totalforsvarsmyndighederne udpeget, sammenhængende og landsdækkende vejnet bestående af motorveje og hovedveje samt eventuelt landeveje. Ressourcerne vil normalt blive anvendt inden for den enkelte amtskommune, men kan efter forhandling med pågældende amtskommune i nødsituationer bliver anvendt i andre amtskommuner, se pkt. 5.4.

Det bør vurderes, hvilke landeveje der primært skal vedligeholdes (holdes åbne), når ressourcerne ikke anvendes til udelukkende at vedligeholde det landsdækkende vejnet.

Regionstransportcheferne kan fastsætte tidsterminer for arbejdernes udførelse og eventuelt overtage den direkte styring af arbejderne.

4.3.

Kommunerne kan som amtskommunerne, pkt. 4.2., via regionstransportcheferne pålægges at koncentrere ressourcerne til i første række at holde gennemkørsels- og omfartsveje farbare. Det samme vil gælde for veje, der forbinder jernbanestationer, havne og lufthavne med det samme landsdækkende vejnet.

Ved genetablering af forbindelser gennem tæt bebyggede områder kan arbejdet efter forhandling med vedkommende kommune gennemføres, således at der tages civilforsvarsmæssige hensyn.

Kommunerne vil bevare den fulde rådighed over egne ressourcer, se dog pkt. 4.4.

Det bør vurderes, hvilke gader og veje der primært skal holdes farbare for at opretholde aktiviteterne i kommunerne.

Kommuner bør koordinere udpegning af egne veje med nabokommunerne for at få et sammenhængende vejsystem uden for det - af de centrale myndigheder - udpegede landsdækkende vejnet.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

4.4.

Kan en kommune eller en amtskommune ikke med egne midler løse foreliggende vejopgaver, vil regionstransportcheferne - alt efter situationen - kunne formidle midlertidig bistand fra amtsvejvæsenerne i egen region eller tilgrænsede regioner.

De kan herudover og efter nærmere aftale i hvert enkelt tilfælde med kommunerne formidle bistand med materiel og personal fra disses vejvæsener/entreprenørafdelinger.

Såfremt arbejdet med at udbedre skader på vej- og gadenettet overstiger den rådige kapacitet, kan regionstransportcheferne gennem udpegede entreprenørfirmaer yde bistand, se pkt. 5.5.

4.5.

Regionstransportcheferne deltager i en overordnet planlægning med henblik på at sikre opretholdelse af trafikken over større vandhindringer, såfremt de faste overgange bliver beskadigede eller ødelagte.

De planlagte foranstaltninger gennemføres under udnyttelse af lokale eller tilførte ressourcer.

V REPARATION AF HAVNE, BROER OG FLYVEPLADSER etc.

5.1.

Kommunerne og amtskommunerne fortsætter i princippet med vedligeholdelse og reparation af egne anlæg og statslige anlæg, for hvilke der foreligger overenskomster eller særlige aftaler om vedligeholdelse og reparation ved kommunernes foranstaltning.

Udføres de dagligt forekommende opgaver normalt af private entreprenører, bør der træffes foranstaltninger til at fastholde en rimelig kapacitet. Det skal dog bemærkes, at en del af entreprenørmaskinerne vil være reserveret til anvendelse for forsvaret og civilforsvaret, og at regionstransportcheferne med forret kan råde over udvalgte entreprenørfirmaer, se pkt. 5.4. og 5.5.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

5.2.

Det bør under hensyntagen til de ressourcer, der er til rådighed, vurderes, hvilke anlæg der under alle omstændigheder skal kunne repareres. Det skal endvidere vurderes, hvilket omfang reparationerne skal have for at bringe et anlæg i nødtørftig stand.

For statsejede anlæg, for hvilke kommunerne eller amtskommunerne har ansvaret for vedligeholdelse og reparation, indhentes en tilsvarende vurdering fra den statsmyndighed, der ejer anlæggene.

Det bør endvidere i samarbejde med brugerne overvejes, hvilke andre muligheder der findes, såfremt livsvigtige anlæg ikke kan repareres på grund af angreb med kemiske kampstoffer eller radioaktivt nedfald.

5.3.

Regionstransportcheferne kan, se pkt. 2.2., når situationen gør det nødvendigt, bestemme, hvilke anlæg m.v. der i første række skal bringes i funktionsduelig stand. De kan endvidere fastsætte omfanget og rækkefølgen for udførelsen af øvrige reparationsopgaver.

Ledelsen af reparationsopgaverne varetages af den myndighed, der normalt har ansvaret herfor.

Er kommunernes og amtskommunernes egne og i øvrigt disponible ressourcer ikke tilstrækkelige til at løse de foreliggende opgaver, kan regionstransportcheferne enten på eget initiativ eller efter anmodning anvise ekstra entreprenørressourcer, se pkt. 5.7. Dette vil i første række kun ske, hvor løsning af lokale opgaver, herunder rydning, i den pågældende situation er af væsentlig betydning for landets samlede forsvar.

Regionstransportcheferne kan afbryde udpegede firmaers, se pkt. 5.5., arbejder, når disse anses for mindre væsentlige, og overføre entreprenørmateriel til højt prioriterede arbejder.

5.4.

Entreprenørmateriel kan ikke, som tilfældet er med køretøjer, udskrives til forsvaret eller civilforsvaret.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

I mangel af lovhjemmel til i fredstid at udpege egnet materiel

påregnes det ved en beredskabsforøgelse at leje, købe eller - ifølge forsvarsloven og civilforsvarsloven - at beslaglægge de entreprenørmaskiner, der skal indgå i forsvarets og civilforsvarets enheder, herunder det kommunale civilforsvar. Civilregionerne registrerer derfor allerede i fredstid, hvilke entreprenørressourcer der findes i det regionale område til dette formål, og foretager i samråd med militærregionerne og civilforsvarsregionerne en fordeling af de rådige ressourcer.

Kommunalt og amtskommunalt ejet materiel er ikke omfattet af registreringen.

5.5.

Udpegning af entreprenørfirmaer til opgaver af væsentlig betydning for landets samlede forsvar er foretaget af ministeriet i samarbejde med regionstransportcheferne, idet disse har udpeget en række entreprenørfirmaer i de enkelte regioner. Firmaerne, der er valgt efter speciale, vil stå til rådighed for løsning af vigtige totalforsvarsopgaver.

Ved den regionale fordeling af entreprenørmateriel, jfr. pkt. 5.4., friholdes de udpegede firmaer.

Fastholdelse af lejet entreprenørmateriel kan varetages af kommunerne og amtskommunerne gennem kontraktafslutning med firmaer, der ikke berøres af den regionale fordeling, eller som ikke er til rådighed for regionstransportchefen, se dog pkt. 5.6.

5.6.

De udpegede entreprenørfirmaer har den fulde dispositionsfrihed, indtil regionstransportcheferne pålægger dem at udføre prioriterede opgaver. Såfremt ressourcerne slår til, kan de pågældende firmaer fortsætte andet påbegyndt arbejde og sideløbende påtage sig ny opgaver.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

5.7.

Entreprenørbistand formidles af regionstransportchefen. Såfremt en civil eller militær myndighed ikke på sædvanlig måde kan skaffe sig de nødvendige ressourcer til at udføre en opgave, retter myndigheden henvendelse til vedkommende regionstransportchef. Denne vil, såfremt arbejdet vurderes at være af vigtighed, henvise rekvirenten til et eller flere af de i regionen udpegede firmaer, der er egnet til løsning af den foreliggende opgave.

De nærmere vilkår, herunder betaling, for arbejdets udførelse aftales mellem det anviste entreprenørfirma og den, der har rekvireret arbejdet.

Rekvirenten må regne med, at anvist entreprenørbistand kun tilsigter at gøre installationen brugbar i nødvendigt omfang.

VI SÆRLIGE FORHOLD.

6.1.

Forsyning med drivmidler vil ske fra de prioriterede forhandlertankanlæg, der er udvalgt, således at de giver god geografisk dækning. I spændingsperioder og under krig vil energiministeren udstede påbud til olieselskaberne om at holde de prioriterede forhandlertanke opfyldt til enhver tid.

Alle, der har kørselstilladelse, vil kunne få drivmidler herfra (mod normal betaling og inden for rammerne af en eventuel rationeringsordning). I det omfang andre forhandlertankanlæg råder over beholdninger, vil udlevering herfra kunne ske på lignende vilkår.

Kommuner og amtskommuner, der råder over egne større tankanlæg, eller som fast benytter særlige forhandlertankanlæg, skal, såfremt disse ønskes benyttet i spændingsperioder og under krig, anmode deres normale leverandører om fortsatte leverancer. Leverandørerne vil have modtaget pålæg fra Energiministeriet om at give ubetinget prioritet til forbrugerne med opgaver i totalforsvaret, herunder de kommunale myndigheder. Såfremt de normale olieleverandører er ude af stand til at levere og ikke kan anvise anden leverandør, bør kommunen rette henvendelse til civilregionen.

MAR 88

TRAFIKMINISTERIET

KAP 16

6.2.

Reparation af køretøjer og arbejdsmaskiner forudsættes foretaget af de samme virksomheder som til daglig. Såfremt disse virksomheder på grund af situationen må ophøre, kan reparationer udføres af værksteder, der er udpeget til at fortsætte virksomheden til beredskabsformål. Civilregionerne kan oplyse, hvilke værksteder der er registreret til dette formål.

6.3.

Lokale eller nære forsyningsmuligheder af materialer til vejvedligeholdelse og reparationsarbejder bør kortlægges.

6.4.

Betaling for transportydelser udført af ministeriets transportpuljer afholdes i første række af ministeriet med henblik på senere afregning med brugerne. Danske Vognmænds (DV's) priskurant vil være gældende.

Regionstransportcheferne kan via civilregionerne anmode kommunerne eller amtskommunerne om at afholde udgifterne til kørsel som udlæg for Trafikministeriet.

Betaling for entreprenørbistand ydes direkte af rekvirenterne. Disse skal endvidere erlægge eventuel erstatning til entreprenørfirmaer for afbrudt privatarbejde.

Anker over betalingsvilkår og eventuelle erstatningskrav i forbindelse med anvist entreprenørbistand kan forelægges for Trafikministeriet, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene.

MAR 88

BILAG TIL KAP 16

REGIONSTRANSPORTCHEFER

Civilregion I Teknisk direktør

Ingvard Christiansen

Amtsgården

Niels Bohrsvej 30 Vakant 1/4-1988

9220 Ålborg Ø

08 15 62 22

Civilregion II Sekretariatschef

Jørgen Stenbæk

Amtsgården

Lyseng Alle 3

8270 Højbjerg

06 27 33 44

Civilregion III Forvaltningschef

Knud Jensen

Sønderjyllands Amtskommune

Teknisk forvaltning

Amtsgården Vakant 1/3-1988

Skelbækvej 2

6200 Åbenrå

04 62 51 51

Civilregion IV Forvaltningschef

C.E. Vested

Amtsgården

Ørbækvej 100

5220 Odense SØ

09 15 94 00

Civilregion V Afdelingsingeniør

H.K. Hansen

Motorvejskontoret

Skallegårdsvej 2

4700 Næstved

03 72 34 20

Civilregion VI Afdelingsingeniør

C.S. Berggreen

Vejdirektoratet

Havnegade 23 Vakant 1/3-1988

1058 København K

01 11 33 38

Civilregion VII Forvaltningschef

Ib Andersen

Åkirkebyvej 127

3700 Rønne

03 95 21 23

MAR 88

SKATTEMINISTERIET

KAP 18

VEJLEDNING OM SKATTEFORVALTNINGENS FUNKTIONER

I EN KRISE ELLER KRIGSSITUATION

1.

Skatteforvaltningernes normale funktioner skal videreføres så længe som muligt.

2.

Under krig eller truende udsigt til krig skal skatteforvaltningen prioritere opgaverne, således at ressourcerne anvendes på de vigtigste opgaver. Herunder skal det sikres, at indkomne data vedrørende skattepligtige bevares til fremtidig anvendelse.

3.

Skatteforvaltningen skal forberede en overgang fra edb-behandling af data til manuel behandling.

4.

De manuelle registre, der skal oprettes og vedligeholdes hos skatteforvaltningens enkelte afdelinger, skal forefindes i kopi på et sikkert sted.

5.

De manuelle registres minimumsindhold omfatter den sidst godkendte slutopgørelse (årsopgørelse) samt data for indeværende indkomstår.

6.

De manuelle registre skal være manuelt tilgængelige uden brug af tekniske hjælpemidler.

7.

Af hensyn til en genoptagelse af edb-rutinerne bør formularer udformes således, at de i videst muligt omfang kan anvendes direkte i forbindelse med såvel edb-rutiner som manuel administration.

MAR 88

SKATTEMINISTERIET

KAP 18

8.

De manuelle registre skal ajourføres mindst een gang om året.

MAR 88

RIGSPOLITICHEFEN

BILAG 1

POLITIET

I det daglige foregår der et nært samarbejde mellem kommunen og politiet. På den baggrund indeholder det følgende kun en kort omtale af de vigtigste opgaver, som politiet skal udføre i en krigssituation samt henvisning til mere specifikke beskrivelser.

I en krise-/krigssituation vil en række af de opgaver, som henhører under politiet få øget vægt, og her især opretholdelse af ro og orden, jfr. retsplejelovens § 108.

Herudover skal politiet i henhold til civilforsvarslovens § 15 varetage bl.a. følgende opgaver

- evakuering,

- varsling af civilbefolkningen,

- afspærring og bevogtning i forbindelse med løsning af civilforsvarets opgaver,

- tilsyn med mørkelægning.

En nærmere beskrivelse af samarbejdet mellem politiet og CF findes i »Bestemmelser for samarbejdet mellem Civilforsvaret og Politiet« udgivet af Civilforsvarsstyrelsen i OKT 1978, senest revideret i NOV 1986.

Samarbejdsbestemmelserne indeholder endvidere en nærmere beskrivelse af samarbejdsopgaverne vedr.

- Omsorg for hjemløse

- Indsats i skaderamte områder

- Varsling af civilbefolkningen

- Mørklægning

- Signaltjeneste

- Fordeling af områder og lokaliteter.

Varetagelsen af politiets CF-opgaver vil kunne kræve ressourcemæssig bistand enten fra det kommunale civilforsvar eller fra det kommunale civile beredskab. Dette gælder specielt ved mobilisering og indsats af CF-ordenskoprset, som i en krigssituation skal hjælpe politiet med dets mange CF-opgaver.

For yderligere information henvises til »Vejledning om mobilisering af det lokale Civilforsvar«, Civilforsvarsstyrelsen JUN 1987 og »Retningslinier for civilforsvarets faglige tjeneste«, Civilforsvarsstyrelsen AUG 1987.

MAR 88

RIGSPOLITICHEFEN

BILAG 1

Politiet vil skulle formidle en række informationer til befolkningen, hvoraf en del vil være af lokal karakter. Af hensyn til koordinationen af informationer til befolkningen, bør der foregå et vist samarbejde med kommunen. I situationer, hvor kommunens almindelige anvendte informationskanaler svigter, kan politiet eventuelt være behjælpelig med at udsende informationer gennem højtalervogne.

MAR 88

FORSVARSMINISTERIET

BILAG II

FORSVARET

Orientering om forsvaret i relation til kommunernes beredskabsplanlægning.

Indledning

I en krigssituation kan der opstå situationer, som kræver at forsvaret og det civile samfund samarbejder om løsningen af en række opgaver. Det kan f.eks. dreje sig om evakuering af dele af befolkningen, optimal anvendelse af ressourcer o.s.v. Der er derfor her givet en kort orientering om forsvarets kommandostruktur og planlægning.

Det danske forsvar består dels af mobile operative styrker af Felthæren, Søværnet og Flyvevåbnet, som eventuelt bistået af allierede forstærkninger kan sættes ind over alt i landet og dels af lokalforsvaret som er tildelt opgaver inden for begrænsede områder.

Militærregionen

Militærregionen er den koordinerende militære myndighed. Militærregionen står for militær planlægning og udførelse, samt militær støtte til det lokale civile samfund. Hvad angår den kommunale beredskabsplanlægning kan spørgsmål vedrørende militærets planlægning eller militær hjælp rettes til vedkommende militærregion. Herudover kan kommunen rette henvendelse til nærmeste militære etablissement. Ønsker om hjælp eller støtte fra hjemmeværnet rettes til nærmeste hjemmeværnsdistrikt eller region.

Lokalforsvaret

Lokalforsvaret er bundet til en række opgaver med hensyn til bevogtning og forsvar af samfundsvigtige anlæg, som f.eks. broer der har betydning for forbindelserne mellem landsdelene, kraftværker og teleanlæg m.v.

MAR 88

FORSVARSMINISTERIET

BILAG II

Hjemmeværnet er en del af det lokale forsvar og har som sådan til opgave at støtte lokalforsvaret i løsningen af disse opgaver. I krise- og krigsperioder vil alle lokalsamfund i kortere eller længere perioder kunne være hjemsted for militære enheder.

Chefen for lokalforsvaret i en by/et område kaldes pladskommandanten. Pladskommandantskabet er en ikke mobil enhed. Pladskommandantskaber kan også oprettes i byer, hvor der ikke i fredstid er kaserner, lejre eller lignende.

Pladskommandantskabet etablerer et samarbejde med de lokale civile myndigheder for at være orienteret om lokale forhold, samt for at kunne medvirke, hvor der opstår behov for gensidig støtte mellem forsvaret og de civile myndigheder.

Allierede enheder

Som nævnt er Danmarks forsvar baseret på, at allierede forstærkningsstyrker vil tilgå/deltage i det fælles forsvar. Forstærkningsstyrkerne vil i lighed med danske styrker kunne optræde overalt. Anmodninger fra allierede enheder om støtte vil gå gennem den pågældende danske militærregion.

Mobilisering

Såfremt regeringen bestemmer at dele af, eller hele krigsstyrken skal mobiliseres, vil det få konsekvenser for landets kommuner. De mobiliseringspligtige der ikke er designeret til at varetage funktioner i det civile beredskab, vil forsvinde fra deres job og skal muligvis erstattes af andet personale. Køretøjer og maskiner kan blive udskrevet til brug for forsvaret og civilforsvaret, som omtalt i Ministeriet for Offentlige Arbejders vejledning vedrørende transportberedskabet.

Det skal nævnes, at militære chefer indenfor visse begrænsninger har mulighed for at rekvirere eller beslaglægge civile faciliteter og ressourcer i områder, hvor der foregår eller forventes at foregå krigshandlinger, og hvor det skønnes nødvendigt for kampens

MAR 88

FORSVARSMINISTERIET

BILAG II

gennemførelse. Der gøres opmærksom på, at noget sådant kun vil finde sted, som en sidste udvej og efter nærmere forhandlinger med de pågældende myndigheder. I sådanne tilfælde er militærregionen den koordinerende myndighed.

For en nærmere beskrivelse af det danske forsvars organisation og virke henvises til FKO publikationerne

»Det militære Forsvar«,

FKO PUB. 493-20, 1983

Bilag

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 4. februar 1986

P BEK 32 19860204

Bilag

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 704 af 9. november 1987

P BEK 704 19871109

Håndbogen om det civile beredskab for kommuner og amtskommuner

CIVILFORSVARSSTYRELSEN

5.kt.j.nr. 86-2150-d3

ETB nr. 1632d

Det civile beredskab

FORORD

1. Planlægning af civilt beredskab i kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet'.

2. Information

3. Telekommunikation - herunder postbesørgelse

4. Data - herunder personregistrering

5. Designering af personale

6. Pengeforsyning

7. Omstilling af administrationen

8. Socialvæsen - herunder specielle forhold vedrørende handicappede borgere

9. Primær sundhedstjeneste

10. Hygiejnisk beredskab

11. Levnedsmiddelkontrol

12. Forsyninger - industri

13. Forsyninger - landbrug

14. Forsyninger - fiskeri

15. Forsyninger - energi

16. Transport m.v.

17. Arbejdskraft

18. Skatter- og afgifter

Bilag: - Grænseområder til Politiet

- Grænseområder til Forsvaret

- Øvrige bekendtgørelser + cirkulærer.

CIVILFORSVARSSTYRELSEN

5.kt. j.nr. 86-2150-d3

ETB nr. 1621d

FORORD

I marts 1986 udsendte Civilforsvarsstyrelsen de første generelle vejledende retningslinier om »Planlægning af civilt beredskab i kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet«. Vejledningen var udarbejdet i medfør af Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 4. februar 86 om det civile dskab i kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1985.

Siden da er der indvundet en række erfaringer i kommunerne om planlægning af civilt beredskab. Civilforsvarsstyrelsen har afholdt et stort antal kurser og orienteringsmøder samt stabsøvelser i et mindre antal kommuner. Adskillige kommuner har påbegyndt en planlægning for, hvorledes de kan varetage deres opgaver under beredskabsforhold.

En række ministerier og styrelser har ved udarbejdelsen af vejledninger for de enkelte sektorområder udnyttet de allerede indvundne erfaringer. Myndighederne har lagt vægt på at skitsere, hvilke områder beredskabsplanlægningen bør koncentreres om, og har beskrevet en række planlagte ændringer i kompetenceforhold, procedurer m.v.

Vejledningerne giver ikke detaljerede anvisninger på, hvordan beredskabsopgaverne skal løses, bl.a. fordi beredskabet bør bygge på kommunernes egen praksis, som varierer meget.

Hvert ministerium har ansvaret for sin vejledning. Civilforsvarsstyrelsen har efter samråd med Indenrigsministeriet koordineret bidragene. Der er tilstræbt en funktionel rækkefølge for bidragenes placering i håndbogen.

Planlægning er en dynamisk proces, som følger den administrative og tekniske kling. På den baggrund vil myndighedernes bidrag med tiden skulle ændres. Det er ministeriernes ansvar, at vejledningerne ajourføres og suppleres. Civilforsvarsstyrelsen vil herefter løbende udsende rettelsesblade.

Loven om civilt beredskab indeholder ikke krav til kommunerne om at indsende civile beredskabsplaner til en overordnet myndighed. Civilforsvarsstyrelsen hører imidlertid gerne om kommunernes erfaringer med planlægningsarbejdet og om forslag til ændringer.

Civilregionerne og Civilforsvarsstyrelsen formidler desuden gerne erfaringer med udarbejdelse af planerne.

Civilforsvarsstyrelsen vil gerne takke de mange, der har ydet inspiration og bistand til de første vejledninger.

Det er vort håb, at håndbogen må hjælpe alle kommuner og amtskommuner på vej i det videre planlægningsarbejde.

Ole Forsting

Direktør

1. Planlægning af civilt beredskab i kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet.

Indhold

2. Indledning

4. Hvorfor?

7. Hvad?

Hvad er det civile

beredskabs opgaver?

Normale opgaver.

Ekstraordinære opgaver.

Særligt om amtskommunerne og Hovedstadsrådet.

13. Hvem?

Hvem indgår i beredskabet?

Hvem styrer kommunen under krig eller truede udsigt til krig?

Hvem indgår i den administrative organisation?

17. Forholdet mellem det kommunale civilforsvar og det civile beredskab

20. Hvordan tilrettelægges planlægningen?

22. Hvornår og hvordan etableres beredskabet?

25. Kommunikation

27. Lokaler til det civile beredskab

Denne vejledning er udarbejdet i medfør af indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 4. februar 1986 om det civile beredskab i kommuner, amtskommuner og hovedstadsrådet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 297 af 3. juni 1985. Denne 2. udgave har - bortset fra et ændret format og nogle få mindre rettelser - samme indhold som vejledningens 1. udgave, der blev udsendt i marts 1986.

»Vi håber vel alle, vi aldrig får brug for det«. Sådan lyder en af replikkerne i den video-film, civilforsvarsstyrelsen har udsendt sammen med denne vejledning. Vi håber alle, vi aldrig får brug for det civile beredskab. Vi håber, der aldrig mere bliver krig.

Men skulle det alligevel ske, så er det af afgørende betydning for landet som helhed og for de, enkelte borger - at lokalsamfundet stadig - så godt det er muligt kan klare vitale funktioner. I krig, som i fred, er der behov for rent drikkevand, omsorg for børn, ældre og handicappede, fremkommelige veje o.s.v. Men det kræver planlægning at gennemføre samfundets opgaver under krigsforhold. Denne planlægning kaldes »det civile beredskab«.

Loven om det civile beredskab blev ændret i 1985. Den nye lov bestemmer, at alle kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet har pligt til at planlægge deres civile beredskab. Loven bestemmer også, at indenrigsministeren skal fastsætte almindelige regler for planlægningen. Det er nu sket dels i form af indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 4. februar 1986, dels i form af denne vejledning, der har hjemmel i bekendtgørelsen.

Vejledningen er resultatet af arbejdet i en arbejdsgruppe under civilforsvarsstyrelsen bestående af repræsentanter for indenrigsministeriet, civilforsvarsstyrelsen, de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg kommuer, regionsamtmændene og Foreningen af civilforsvarsledere i Danmark.

Arbejdsgruppen har virket i tæt samarbejde med praktikere i en række kommuner og amtskommuner.

Det er mit håb, at vejledningen må være et effektivt redskab for kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet i arbejdet med planlægningen af det kommunale civile beredskab.

Ole Forsting

Direktør

Den oprindelige lov om det civile beredskab1) fastsatte, at kommunerne skulle yde bistand ved planlægningen og gennemførelsen af beredskabet.

Nu er loven blevet ændret. I den nye lov2) gælder det, at kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet har en selvstændig pligt til at udarbejde en plan for deres civile beredskab. Der er også i den nye lov givet regler for kommunernes styrelse hvis det under krig eller truende udsigt til krig er umuligt at samle kommunalbestyrelsen.

1) Lov nr. 342 af 23. december 1959

2) Lov nr. 203 af 22. maj 1985 jfr. lovbekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1985.

Loven bestemmer videre, at indenrigsministeren fastsætter almindelige regler for planlægningen af det kommunale civile beredskab, og at de enkelte ministerier, hver inden for deres område, fastsætter regler for planlægningen af beredskabet.

De »almindelige regler«, som er indeholdt i denne vejledning, er udarbejdet af en arbejdsgruppe under civilforsvarsstyrelsen med deltagelse af bl.a. de kommunale organisationer, Hovedstadsrådet, Københavns og Frederiksberg kommuner og Foreningen af civilforsvarsledere i Danmark.

Vejledningen fastsætter ikke bindende forskrifter, men er tænkt som et redskab for såvel kommuner som amtskommuner og Hovedstadsrådet. Den er holdt i almindelige vendinger for at give størst mulig frihed i planlægningen. Den bygger på følgende principper

at de, der har ansvaret for et sagsområde i fredstid, som hovedregel også har ansvaret i krig eller truende udsigt til krig og derfor også må have ansvaret for at planlægge beredskabet allerede i fredstid,

at hvis statsadministrationen ikke kan opretholdes uændret, så må samfundets opgaver så vidt muligt søges løst på lokalt plan, og

at planlægningen ikke binder sig til specielle løsninger, men er så smidig, at den kan bruges som grundlag for improvisationer alt efter, hvordan kamphandlingerne udvikler sig.

Vejledningen er tænkt som første kapitel i en håndbog for det kommunale civile beredskab. De resterende kapitler vil blive udsendt, efterhånden som de bliver udarbejdet af de forskellige fagministerier.

Vejledningen vil endvidere blive fulgt op ved afholdelse af orienteringsmøder, kurser og øvelser (planspil), som civilforsvarsstyrelsen og de regionale totalforsvarsmyndigheder vil arrangere i samarbejde med de kommunale organisationer og de enkelte kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet.

Der er i Danmark bred politisk enighed om, at det er nødvendigt at opretholde et forsvarsberedskab. Først og fremmest for at undgå krig, men hvis krigen alligevel skulle komme, for at tilbagevise angreb og begrænse virkningerne af krigen mest muligt. Som baggrund for de politiske forlig om forsvaret og om civilforsvaret og det civile beredskab ligger en vurdering af arten og omfanget af de skader, der kan ramme samfundet på grund af krig, Denne vurdering, der kaldes »trusselsbilledet«, opstilles af forsvaret og ajourføres løbende.

I øjeblikket vurderes trusselsbilledet således

I tilfælde af krig må det forventes, at Danmark rammes af angreb med konventionelle våben, men det kan ikke udelukkes, at en angriber allerede i første fase vil bruge kemiske våben (krigsgas) eller mindre atomvåben. Kamphandlinger uden for Danmarks grænser vil også kunne få følger i Danmark, hvis der anvendes atomvåben eller kemiske våben, da virkningerne af disse våben kan spredes over store afstande.

Det kan ikke siges med sikkerhed, hvor længe kamphandlinger i Danmark vil vare, men det anses for sandsynligt, at et fjendtligt forsøg på at erobre danske øer vil vare fra få døgn op til få uger. Kamphandlinger i Jylland kan ventes at vare længere.

Det er vigtigt at have en fælles mindstemål for beredskabet. Derfor anbefales det at forudsætte, at der vil være en kriseperiode på op til 2 uger forud for krigsudbruddet, at de egentlige kamphandlinger vil vare en måned, og at man også skal kunne klare et par uger i genopbygningsfasen, efter kamphandlingerne er forbi.

Over for det skitserede trusselsbillede bliver det moderne samfund mere og mere sårbart. Specialisering, afhængighed af moderne teknologi og stordrift (f.eks. el-værker, naturgas og fordeling af friskvarer) betyder, at selv små forstyrrelser i samfundets funktioner kan få katastofale følger. Der er derfor større og større behov for et civilt beredskab, der kan sikre, at samfundet bliver ved med at fungere, også under krig eller truende udsigt til krig.

Det civile beredskab udgør en del af landets samlede beredskab, som også omfatter civilforsvaret, politiet og det militære forsvar. Som fælles begreb bruges benævnelsen »Totalforsvaret«, der kan beskrives som den samlede og koordinerede indsats på alle områder med henblik på at opretholde forsvarsviljen og sikre den bedst mulige udnyttelse af alle militære og civile ressourcer til at forebygge krig, at forsvare landet og at opretholde et organiseret og fungerende samfund, herunder beskytte befolkningens liv og ejendom.

På landsplan er det de enkelte ministerier, hver inden for deres område, der har ansvaret for planlægningen af det civile beredskab. Indenrigsministeriet samordner planlægningen og planlægger på områder, der ikke varetages af andre.

På regionalt plan varetages det civile beredskabs opgaver i krigstid af civilregionerne. Landet er opdelt i 7 civilregioner, der omfatter en eller flere amtskommuner.

Regionsinddelingen er ens for det civile beredskab, civilforsvaret, politiet og det militære forsvar.

Civilregionens (regionsamtmandens) opgaver er

at være statsmagtens repræsentant for det civile område inden for regionen,

at udføre de opgaver, som regeringen under krig og truende udsigt til krig delegerer til civilregionerne,

at holde regeringen løbende underrettet om situationen i regionen,

at bistå offentlige myndigheder, institutioner og virksomheder i regionen med løsningen af civile beredskabsopgaver,

at handle selvstændigt i alle spørgsmål vedrørende det civile beredskab, der har betydning for regionen, såfremt forbindelse mellem centraladministrationen og civilregionen afbrydes,

at lede samarbejdet mellem det civile beredskab og de regionale chefer for forsvaret, politiet og civilforsvaret i en regionsledelse, der som formelt samarbejdsorgan koordinerer totalforsvarets virke i regionen.

Civilregionens struktur og opgaver er for tiden genstand for overvejelser i et udvalg nedsat af indenrigsministeriet.

Med kommunalreformen og ændringerne i byrde- og opgavefordelingen mellem stat, kommune og amtskommune spiller kommunerne, amtskommunerne og Hovedstadsrådet en så vigtig rolle i samfundet, at deres medvirken i det samlede civile beredskab er en nødvendighed.

I fredstid er det kommunerne og amtskommunerne, der har det umiddelbare ansvar for borgernes velfærd, og som borgerne henvender sig til, når der er behov. I krigstid er ansvaret det samme, men opgaverne bliver større og vanskeligere, og nye opgaver kan komme til. Kommunerne, amtskommunerne og Hovedstadsrådet må derfor allerede i fredstid planlægge, hvordan de bedst kan løse deres opgaver i krigstid.

Et særligt samarbejde om koordinering af planlægningen af det kommunale civile beredskab i Københavns og Frederiksberg kommuner og kommunerne i Københavns amt bør overvejes etableret, eventuelt svarende til den ordning, der gælder for samordningen af civilforsvaret.

Denne planlægning omfattes under eet af begrebet »kommunalt civilt beredskab«.

Hvad er det civile beredskabs opgaver?

Med det trusselbillede, der er beskrevet i kapitel 2, kan det lokale samfund rammes af krigens virkninger på mange måder. Der kan først og fremmest forekomme direkte krigsskader, brande, sammenstyrtede bygninger, dræbte og sårede personer, ødelæggelser af tekniske værker og trafikknudepunkter. Det er civilforsvarets opgave at begrænse de direkte krigsskader mest muligt.

Men derudover kan krigshandlinger medføre alvorlige forstyrrelser i samfundets funktioner. Der kan opstå strømafbrydelser, afbrydelser i forsyning med (natur)gas, fjernvarme og vand, beskadigelse af veje og havne, mangel på fødevarer, mangel på benzin o.s.v. Der kan også opstå problemer under truende udsigt til krig, selv om der ikke finder kamphandlinger sted: Hvis en stor del af arbejdsstyrken mobiliseres til forsvaret eller civilforsvaret, kan det være vanskeligt at opretholde livsvigtige virksomheder; hvis sygehusene skal etablere den størst mulige behandlingskapacitet, så vil mange patienter blive overført til pleje i hjemmet, på plejehjem eller lignende. Det er det civile beredskabs opgave at begrænse de afledte forstyrrelser i samfundets funktion mest muligt.

Den enkelte kommune og amtskommune må overveje, hvilke særlige problemer, der kan opstå inden for dens område under krig eller truende udsigt til krig.

Afgørende i denne sammenhæng er bl.a.

kommunens udstrækning og befolkningstal

kommunens beliggenhed

kommunens karakter (overvejende industri-, bolig- eller landområde)

særligt vigtige virksomheder eller trafikknudepunkter indenfor kommunen.

På den baggrund er det så kommunens/ amtskommunens opgave at planlægge, hvordan den dels kan blive ved med at løse de vigtigste normale kommunale opgaver, dels kan løse de ekstraordinære opgaver, der kan opstå. I det følgende er der givet en række eksempler på opgaver, som kan indgå i planlægningen.

Normale opgaver.

I almindelighed gælder det, at de normale samfundsfunktioner skal videreføres så længe som muligt. Men under krig eller truende udsigt til krig kan det blive nødvendigt at lade nogle opgaver ligge og at bruge alle kræfter på de livsvigtige opgaver. For en kommunes vedkommende kan det dreje sig om

Kommunens centralforvaltning

Det er af afgørende betydning, at kommunens ledelse kan bevare overblikket og lede alle de kommunale funktioner, også i tilfælde, hvor strømmen svigter, så data-anlæg og elektriske skrivemaskiner bliver ubrugelige,

Personregistrering

Kommunen skal kunne registrere alle de befolkningsændringer (fødsler, dødsfald, til- og fraflytninger), som finder sted, også i tilfælde, hvor forbindelsen til centralpersonregistret (CPR) svigter,

De kommunale værker, vand og kloakvæsen

Fjernvarme drikkevand og et fungerende kloaksystem er af direkte livsvigtig betydning for borgerne Driften af de kommunale værker (eller private værker, som kommunen har kontrakt med) må derfor have den højeste prioritet. Behovet for nødstrømsanlæg og anden alternativ energiforsyning må overvejes.

Renovation

Ligesom vand og kloakvæsen er renovation en nødvendighed, hvis epidemier skal undgås. Kommunen må sikre, at det nødvendige personel, køretøjer og brændstof er til rådighed. Hvis renovationen varetages af private entreprenører, må det aftales, hvordan den kan videreføres i krigstid.

Levnedsmiddelkontrol

Den almindelige levnedsmiddelkontrol skal kunne videreføres, men kommunen skal også overveje, hvordan levnedsmidler kan kontrolleres for tilstedeværelse af kemiske kampstoffer eller radioaktiv forurening,

Socialvæsenet

Det kommunale socialvæsen må indstille sig på at skulle tage sig af langt flere klienter, end under normale forhold. Der kan blive tale om omsorg for patienter som udskrives fra hospitalerne når der skal etableres størst mulig behandlingskapacitet som led i sygehusberedskabet. Der må også forventes store opgaver med omsorg for ældre og handicappede samt for børn, hvis forældre gør tjeneste i forsvaret eller civilforsvaret eller står til rådighed for det civile beredskab. De sociale institutioner skal kunne fungere. Bistandskontorerne kan eventuelt hjælpe med til omsorgen for evakuerede, hjemløse eller andre personer i nød.

Den primære sundhedstjeneste

Den primære sundhedstjeneste i kommuner og amtskommuner omfatter alt sundhedsvæsen uden for sygehusene. Det vil i kommunerne bl.a. sige skolelæger, skoletandlæger, hjemmesygeplejersker og sundhedsplejersker. I kommunen skal sundhedstjenesten fungere i samarbejde med den primære sundhedstjeneste i amtskommunen og sygehusvæsenet. Den primære sundhedstjeneste skal bl.a. kunne varetage den lægelige behandling af udskrevne patienter, men skal også kunne fungere som »skadestue« for letsårede patienter.

Vedligeholdelse af veje og havne

Opretholdelsen af transportsystemerne er en forudsætning for, at livsvigtige forsyninger kan nå frem. Kommunen må samarbejde med bl.a. amtskommunen om,» hvordan opgaverne med vedligeholdelse og nød-reparation skal klares.

Ekstraordinære opgaver

Under krig eller truende udsigt til krig kan situationen også medføre, at kommunen bliver stillet over for uvante opgaver. Det kan f.eks. dreje sig om: Folkebespisning

Hvis den normale forsyning med fødevarer ikke kan opretholdes, eller hvis strømsvigt gør det umuligt for den enkelte husholdning at lave mad, så må kommunen arrangere folkebespisning.

Formidling af arbejdskraft

Når der mobiliseres til forsvaret og civilforsvaret, bliver det en stor opgave at finde egnede personer, som kan overtage det ledige arbejde. Opgaven må søges løst i samarbejde med arbejdsformidlingskontorerne.

Administration af rationeringsordninger

Rationering eller ekstraordinær tilvejebringelse af forsyninger kan blive en kommunal opgave, hvis normale forsyningsveje bryder sammen.

Opretholdelse af pengeforsyning

Kommunen skal kunne udbetale løn, sociale ydelser og i øvrigt foretage pengeoverførsler, også i situationer hvor overførsel ved hjælp af EDB ikke er mulig.

Ekstraordinære begravelsesforanstaltninger

Kommunen må udpege egnede begravelsespladser og sørge for at personel, gravemaskiner m.v. er til rådighed.

Sikring af kulturelle værdier

Kommunen kan tage kontakt til Statens Museumsnævn eller lignende kompetente organer med henblik på at udarbejde en plan for beskyttelse af de kulturelle værdier, der befinder sig i kommunen.

Information af lokalsamfundet

En af kommunens vigtigste opgaver bliver at holde borgerne informeret under krig eller truende udsigt til krig. En løbende orientering om situationen er væsentlig for, at befolkningen psykisk kan leve med det pres, som en krig vil udsætte den for. Information kan også medvirke til, at den enkelte gør sig klart, hvordan han eller hun bedst kan klare de mangler og problemer, der er en følge af krigen. Endelig er det nødvendigt, at befolkningen holdes orienteret om, hvad kommunen gør for at hjælpe folk i nød (rationering, folkebespisning og lignende). Det er væsentligt, at kommunens civilforsvar og civile beredskab koordinerer formidlingen af informationer til borgerne. Kommunen må overveje alternative muligheder for informationsformidling, f.eks. gennem pressen (lokalaviser), civilregionens informationstjeneste, lokalradioer, højttalervogne, husstandsomdelte meddelelser eller andet.

Særligt for amtskommunerne og Hovedstadsrådet )

3) Det bemærkes, at Københavns- og Frederiksberg kommuner har både og amtskommunale opgaver.

Amtskommunerne og Hovedstadsrådet har mange planlæggende og koordinerende opgaver, men også direkte driftsopgaver.

Som eksempler på amtskommunernes driftsopgaver af betydning for beredskabet kan nævnes

Sygehusvæsenet

Sygehusberedskabet har særlig hjemmel i civilforsvarslovens § 2 og i sygehuslovens § 16 a. Sygehusberedskabet betragtes således som en del af civilforsvaret.

Den primære sundhedstjeneste

Den primære sundhedstjeneste i kommuner og amtskommuner omfatter alt sundhedsvæsen uden for sygehusene. Det vil i amtskommunerne bl.a. sige praktiserende læger, tandlæger, apotekere og amtssundhe dsplejersker. I amtskommunen skal sundhedstjenesten fungere i samarbejde med sygehusvæsenet og den primære sundhedstjeneste i kommunen.

Vejvæsenet

Anlæg og drift af landeveje og af visse statsveje efter særlig aftale med staten.

Social- og sundhedsvæsenet

Dag- og døgninstitutioner, forsorgen for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap, døgninstitutioner for børn og unge, forsorgshjem for personer, som har alkohol- eller stofmisbrugsproblemer.

Kollektiv personbefolkning

Opretholdelse af rutebildrift kan få særlig betydning, hvis kørsel med privatbiler begrænses, eller i tilfælde af, at en evakuering skal gennemføres.

Lufthavne

Efter aftale med de berørte kommuner - drift af lufthavne når der er truffet beslutning om, at de skal holdes åbne.

For de direkte driftsområder vil planlægningen stort set have samme karakter som for kommunernes driftsopgaver.

For amtskommunernes og Hovedstadsrådets planlæggende virksomhed må der lægges afgørende vægt på, at der sker et samarbejde mellem de berørte kommuner og amtskommuner. Opgaven består i at indarbejde beredskabsmæssige hensyn i planlægningen. Det gælder især regionplanlægningen med de sektorplaner, der indgår i regionplanen, men også planlægningen af den primære sundhedstjeneste og af vandforsyningen (vandindvindingstilladelser). Amtskommunerne må sammen med kommunerne også overveje, hvilken rolle gymnasierne kan spille i beredskabet.

Hvem indgår i beredskabet?

Spørgsmålet om, hvem der indgår i en kommunes eller amtskommunes civile beredskab, drejer sig dels om, hvem der politisk styrer kommunen/amtskommunen i krig eller truende udsigt til krig, dels hvem der indgår i den administrative organisation.

Hvem styrer kommunen under krig eller truende udsigt til krig?

Så længe det er muligt at sammenkalde kommunens sædvanlige styrende kollegiale organer, er det de sædvanlige styrelsesregler, der gælder. Hvis det ikke er muligt, træder de særlige regler om nødstyre (lovens § 3a) i kraft. De lyder

Stk. 1. Er det umuligt at samle en kommunalbestyrelse til møde under krig eller truende udsigt til krig, overtager kommunalbestyrelsens økonomiudvalg de beføjelser, der tilkommer kommunalbestyrelsen og dens udvalg. I kommuner med magistratsordning overtager magistraten kommunalbestyrelsens beføjelser.

Stk. 2. Er det umuligt at samle økonomiudvalget til møde under krig eller truende udsigt til krig, styres vedkommende kommunes anliggender af borgmesteren. Er det i kommnuner med magistratsordning umuligt at samle magistraten til møde, styres kommunen af borgmesteren (overborgmesteren).

Stk. 3. Meddelelse om anvendelse af reglerne i stk. 1 og 2 skal snarest gives til indenrigsministeren. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunernes styrelse under krig eller truende udsigt til krig.

Hvem indgår i den administrative organisation?

Offentligt ansattes pligt

I loven om det civile beredskab er det bestemt, at alle offentligt ansatte og ansatte i koncessionerede selskaber har pligt til at udføre de opgaver inden for beredskabet, som de får pålagt. Folketinget har fastslået, at man ikke kan fritages for denne pligt af samvittighedsgrunde.

Pligten betyder, at en ansat kan få ansvaret for at udføre beredskabsopgaver inden for sit normale arbejdsområde, men der er også mulighed for, at kommunen eller amtskommunen kan overføre personale fra mindre hastende opgaver (skatteforvaltning, regionplanlægning) til livsvigtige opgaver (socialforvaltnin g, sygehusforvaltning).

I civilforsvarsloven er der en tilsvarende bestemmelse (§ 13), som betyder, at offentligt ansatte kan få pålagt pligt til at løse civilforsvarsopgaver, Kommunen må derfor i planlægningen afgøre, hvem der har opgaver i det civile beredskab og hvem der har opgaver i civilforsvaret. Der er dog ikke noget til hinder for, at samme person kan have opgaver begge steder (se nærmere kapitel 5).

Ved ansættelse af personale kan det være hensigtsmæssigt at gøre opmærksom på beredskabspligten, f.eks. ved en bemærkning i ansættelsesbrevet.

Designering

Personer, der ved mobilisering skal møde i forsvaret eller civilforsvaret, kan normalt ikke indgå i det civile beredskab. Hvis en person imidlertid udfører et livsvigtigt arbejde i kommunen eller amtskommunen og har en særlig sagkundskab, som ikke kan erstattes, så må det overvejes at designere den pågældende til tjeneste i kommunen/amtskommunen.

Designering medfører, at mødepligten ved forsvaret eller civilforsvaret midlertidigt ophører, så længe personen er ansat i den vigtige stilling. Hvis personer skifter til en stilling, som ikke er så vigtig, ophører designeringen, og mødepligten ved forsvaret eller civilforsvaret gælder atter.

Som vejledning kan det anføres, at det normalt vil dreje sig om borgmesteren, den øverste administrative chef og cheferne for de enkelte sektorforvaltninger. Men også andre nøglepersoner indgår i kredsen, f.eks, personale med særlig indsigt og uddannelse, der arbejder »i marken«. Reglerne om designering gælder ikke kun offentligt ansatte, men også personer, der er ansat i private virksomheder, som kommunen har indgået kontrakt med om arbejde eller leverancer, der også gælder under krig og truende udsigt til krig.

Designering foretages ved, at kommunen/amtskommunen retter henvendelse til civilforsvarsstyrelsen med en anmodning om, at den pågældende designeres til tjeneste i kommunen/amtskommunen. )

Anmodningen skal indeholde

1) den pågældendes fulde navn og CPR-nummer,

2) den pågældendes mobiliseringssted (som anført på mødebefalingen i tjenestebogen),

3) fuldstændig angivelse af den myndighed, som den pågældende ønskes designeret til samt

4) angivelse af de særlige omstændigheder, der begrunder ønsket om designering.

Frivillige.

Det civile beredskab omfatter ikke kun offentligt ansatte. I forbindelse med planlægningen er det vigtigt, at kommunen og amtskommunen overvejer, hvilke opgaver der kan løses af frivillige, og eventuelt samarbej der med frivillige organisationer om deres plads i beredskabet. Som eksempler på opgaver, hvor frivillige kan være til stor nytte, kan nævnes børnepasning, omsorg for ældre og handicappede, tilsyn med udskrevne patienter, administration af rationeringsordninger samt folkebespisning.

Civilforsvars-Forbundet (CFF), herunder Danske Kvinders Beredskab (DKB) er oprettet med henblik på løsning af humanitære opgaver i krigstid.

CFF/DKB er ved at etablere beredskabssektioner med en uddannelse, der bl.a. sigter på omsorgsopgaver inden for det civile beredskab. Herudover er der mange frivillige organisationer, som udfører humanitære opgaver i fredstid, og som også kan gøre det under krig. Som eksempler kan nævnes Dansk Røde Kors og ASF/Dansk Folkehjælp.

4) De nærmere bestemmelser indeholdes i forsvarsministeriets bestemmelser særtryk af 21. hæfte (forøgelse af fredsstyrkerne (tillæg 5) bestemmelser for designering ved fredsstyrkens forøgelse) og indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 169 af 26. marts 1976 om designering af civilforsvarets værnepligtige personel. Bestemmelserne er for øjeblikket under revision i forsvarsministeriet og indenrigsministeriet.

Det er vigtigt at gøre sig klart, i hvilket omfang nogle af kommunens opgaver løses af civilforsvaret. Det gælder navnlig for de kommuner, der har pligt til at have en udvidet hjælpetjeneste (civilforsvarslovens § 18, stk. 2).

I amtskommuner og Hovedstadsrådet opstår dette spørgsmål ikke, da de ifølge civilforsvarsloven ikke har andre civilforsvarsopgaver end sygehusberedskabet.

Det kommunale civilforsvar og civile beredskab baseres som udgangspunkt på de ressourcer (personel og materiel), som findes i kommunen i fredstid. Nødvendige supplerende ressourcer kan tilvejebringes enten inden for civilforsvaret eller det civile beredskab.

Alle kommuner har pligt til at have en civilforsvarsleder. To eller flere kommuner kan dog samordne deres civilforsvar og ansætte en fælles civilforsvarsleder.5) Civilforsvarslovens § 22 fastslår, at civilforsvarslederen på borgmesterens vegne leder det personel, som indsættes til løsning af civilforsvarsopgaver i kommunen. Personellet omfatter såvel værnepligtige og frivillige som kommunalt ansatte. Ved civilforsvarsopgaver tænkes på den umiddelbare indsats under krig for at redde liv og ejendom, herunder den første modtagelse og indkvartering af evakuenter og flygtninge.

5) For så vidt angår hovedstadsrådet er det i civilforsvarslovens § 24 bestemt, at kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg kommuner samt kommunalbestyrelserne i Københavns amtsrådskreds skal samordne deres civilforsvar.

Nogle af de personer, der er ansat i kommunen, kan få pålagt opgaver såvel i civilforsvaret som i det civile beredskab. Som typiske eksempler kan nævnes, at personale fra kommunens tekniske forvaltning kan indgå i civilforsvarets tekniske tjeneste, og personale fra socialforvaltningen kan indgå i civilforsvarets indkvarterings- og forplejningstjeneste. Men samtidig skal det tekniske personale vedligeholde driften af de tekniske værker og foretage de nødvendige reparationer og udbedringer af skader, og personalet fra socialforvaltningen skal kunne løse de sociale opgaver, der hører under deres område i en beredskabssituation.

Kommunen må derfor tilrettelægge sit civile beredskab og civilforsvar på en sådan måde, at civilforsvarslederen til enhver tid kan disponere over det fornødne personel i forbindelse med en indsats. Personellet må opstilles som håndterbare enheder, der kan indgå i et beredskab på døgnbasis.

Det er civilforsvarslederen, der træffer beslutning om, hvornår enhederne skal indsættes og leder dem, så længe indsatsen varer.

I forbindelse med den civilforsvarsmæssige indsats er personellet beskyttet efter de internationale regler ) om civilforsvarets status i krig og afmærkes med civilforsvarets internationale kendemærker.

Når indsatsen er udført, eller når civilforsvarslederen i øvrigt skønner, at der ikke er umiddelbar risiko for krigsskader, kan personellet udføre de opgaver, der påhviler dem inden for det civile beredskab. I så tilfælde står de igen under ledelse af deres »normale« forvaltningschef, og den civilforsvarsmæssige beskyttelse ophører. En god løsning kan opnås, hvis det tekniske personale har udrykningsstation (beredskabsstilling) på de tekniske værker, men noget tilsvarende er næppe muligt for socialforvaltningen. Under alle omstændigheder er det af afgørende betydning, at personellet kun fjernes fra deres udrykningspladser efter aftale mellem civilforsvarslederen og den pågældende forvaltningschef.

Uanset hvilken struktur, kommunen vælger for sin organisation, er det i beredskabsplanlægningen vigtigt at fastholde 2 hovedsynspunkter

Ledelsesforholdene må være klare. Civilforsvarslederen varetager på borgmesterens vegne den taktiske ledelse af alt personel, der indsættes til løsning af civilforsvarsopgaver. Kommunens centrale ledelse varetager ledelsen af kommunens civile beredskabsopgaver.

Det må på forhånd sikres, at der løbende er nært samabejde mellem kommunens civilforsvarsleder og kommunens øvrige centrale ledelse.

6) Tillægsprotokol I af 10. juni 1977 til Genevekonventionerne af august 1949.

Loven bestemmer, at kommunen skal udarbejde »en plan« for sit civile beredskab. Planen må omfatte to dele: Dels en plan for, hvordan det civile beredskab skal være organiseret og fungere i krigstid (»organisationsplan«), dels en plan for alarmering af de personer, der indgår i beredskabet (»alarmeringsplan«). Men det er ikke nok blot at udarbejde isolerede planer for beredskabssituationer. Det er lige så vigtigt at sikre, at beredskabsmæssige hensyn indgår i den daglige planlægning i hver enkelt sektor i forvaltningen.

Planlægningen kan begynde med, at der (eventuelt under borgmesterens ledelse) finder en drøftelse sted med deltagelse af den øverste administrationschef og cheferne for de enkelte sektorforvaltninger. Her fastlægges den overordnede organisation af beredskabet. Der kan måske udpeges en særlig planlægningsmedarbejder til at indgå i gruppen. Det vil i øvrigt være naturligt, at civilforsvarslederen fungerer som »beredskabskonsulent«.

Loven forudsætter, at de enkelte fagministerier og styrelser skal udforme vejledninger og retningslinier for hvert af deres forretningsområder. Der vil nok gå nogen tid, inden sådanne vejledninger foreligger. I mellemtiden er der ikke noget i vejen for, at kommunen/amtskommunen fastlægger den overordnede organisation af beredskabet og designerer de nødvendige nøglepersoner. Kommunen kan også udarbejde en alarmeringsplan for de personer, der indgår i den overordnede organiation.

Derefter udarbejder hver enkelt sektor en delplan for sit eget beredskab, herunder alarmeringsplan for sektorens beredskabspersonel. Disse planer forelægges kommunalbestyrelsen (amtsrådet, Hovedstadsrådet) gennem de berørte udvalg (i magistratskommuner: magistraten). Der kræves ikke godkendelse af planen af højere myndighed.

I forbindelse med planens udarbejdelse må man overveje, hvordan de forskellige forvaltningsgrenes beredskabsplaner kan koordineres, ikke mindst med hensyn til ressourcer. Især er det vigtigt, at planerne for det civile beredskab koordineres med civilforsvarsplanen. Muligheden for samarbejde med andre kommuner og amtskommuner må også overvejes. Endelig må man tage hensyn til civilregionens koordinerende bistand og til eventuelle supplerende foranstaltninger, som civilregionen påregner at gennemføre.

Det kommunale civile beredskab og det kommunale civilforsvar har et fælles mål: At sikre det kommunale samfunds overleven.

I fredstid er det kun begrænsede dele af civilforsvaret, der står til rådighed. Størstedelen skal mobiliseres i en kriseperiode med truende udsigt til krig.

I modsætning hertil bygger det civile beredskab på en organisation, der virker i fuldt omfang i fredstid. I en kriseperiode skal det civile beredskab derfor ikke opbygges, men nærmere omstilles fra fredsforhold til krigsberedskab.

Det er regeringen, der vurderer hvornår landet befinder sig i en krise med truende udsigt til krig. Det er derfor også regeringens ansvar at beslutte hvornår forsvaret og civilforsvaret skal begynde at optrappe beredskabet.

Til brug for opbygningen af beredskabet har civilforsvarsstyrelsen udgivet hæftet »Beredskabsbestemmelser for civilforsvaret og det amtskommunale sygehusvæsen (sygehusberedskabet)». Beredskabsbestemmelserne indeholder beskrivelser af, hvad de berørte myndigheder skal foretage sig for at opbygge beredskabet. Bestemmelserne er inddelt i forskellige grader, der kan benyttes afhængigt af, hvor alvorlig situationen er. Inden for hver grad er der beskrevet en række konkrete beredskabsforanstaltninger.

Når regeringen beslutter, at en beredskabsforanstaltning skal iværksættes, går der meddelelser om det til kommunen/amtskommunen via civilforsvarsregionen.

Beredskabsbestemmelserne indeholder (endnu) ikke forskrifter for det civile beredskab, men den enkelte kommune og amtskommune må overveje og opstille »check-lister« for, hvordan det civile beredskab omstilles til krigsforhold gradvist, svarende til opbygningen af beredskabet i civilforsvaret.

I det følgende er formålet med de enkelte beredskabsgrader beskrevet, og der er givet nogle eksempler på, hvad graderne kan betyde for det civile beredskab.

Civilforsvarets og sygehusberedskabets beredskabsgrader

Gruppe 1 (Fredsberedskabet)

Formål

at kunne yde bistand i katastrofetilfælde og under andre ekstraordinære forhold, som gør offentlig indgriben nødvendig.

Gruppe 2

Formål

etablere sådanne signalforbindelser, at ordre om beredskabsændringer hurtigt kan udsendes,

at forberede forøgelse af civilforsvarets og sygehusvæsenets beredskab, og

at øge muligheden for hurtigt at kunne give luftalarm.

Kommunen/amtskommunen bør bl.a. sikre, at de forberedte kommunikationsforbindelser er i orden, og der bør etableres telefonvagt og cheftilkaldevagt. Herudover bør det kontrolleres, at alarmeringsplaner er ajourført.

Gruppe 3

Formål

at mobilisere civilforsvarskorpset og den statslige ambulancetjeneste og visse dele af kommandosystemet,

etablere visse civilforsvarsfaciliteter,

at etablere varslingstjenesten,

at etablere intern maximumskapacitet på sygehusene,

at forberede den videre udbygning af sygehusberedskabets behandlingskapacitet.

Kommunen/ amtskommunen bør kontrollere, at de nødvendige ressourcer (personale såvel som forsyninger) er til rådighed. I den primære sundhedstjeneste forberedes bistand til udskrevne patienter. Særlige børnepasningsordninger etableres. Overgang til døgndrift forberedes, og al ferie inddrages.

Gruppe 4

Formål

at etablere det fulde kommandosystem,

at klargøre det samlede civilforsvar til hurtig indsats

at udvide behandlingskapaciteten på sygehusene med sygehusannekser, og

at klaregøre det samlede sygehusberedskab til maximal ydelse.

Kommunen/ amtskommunen må sikre, at alle institutioner og funktioner, der indgår i beredskabsplanen, gøres klar til maximal ydelse.

Gruppe 5

Formål

at gøre civilforsvaret klar til maximal indsats og at gøre det samlede sygehusberedskab klar til maximal indsats.

Kommunen/amtskommunen sætter alarmeringsplanerne i kraft, og de personer, der er udpeget til bestemte hverv, indtager deres plads.

Et fungerende kommunikationssystem er livsnerven i enhver beredskabsorganisation. Det gælder også for det civile beredskab.

Så længe det er muligt, skal de sædvanlige kommunikationsmidler anvendes. Kommunen og amtskommunen må imidlertid også planlægge, hvordan man kan klare sig, hvis det normale system beskadiges eller overbelastes.

Beskadigelser på telefonsystemet udbedres af teleadministrationen i det omfang, der er kapacitet.

Overbelastning imødegås ved, at teleadministrationen blokerer for opkald, så der kun kan kaldes fra særligt udpegede (sikrede) telefoner (men fra alle telefoner kan kaldes). Kommunen/amtskommunen kan henvende sig til vedkommende statsamt og tilmelde sig telefonsikringsordningen. (Ordningen overvejes for tiden overført til civilregionen). Sikringen kan kun gennemføres for et antal begrænset antal abonnenter, så det kun er de livsvigtige telefoner, der bør sikres.

Det må sikres, at der er størst mulig forstærkning af eksisterende anlæg af vital betydning, anlæg af alternative kabelveje og lignende. Dette er særlig praktisk ved nyanlæg, hvor sådanne arbejder kun vil medføre begrænsede merudgifter.

Også alternative kommunikationsveje må indgå i planlægninggen. Som eksempler kan nævnes direkte telefonforbindelser, der er etableret til civilforsvarsformål. På samme måde vil det være hensigtsmæssigt, at ikke kun civilforsvaret men også kommunens øvrige forvaltningsgrene har beredskabsformål for øje ved opbygningen af radioanlæg. Men også andre radioforbindelser, etableret f.eks. af vognmænd, indgår blandt mulighederne.

Endvidere bør der etableres en intern postbefordring (ordonnanstjeneste) med udpegede personer med beskyttelsesudstyr og køretøjer.

Postvæsenet forudsættes at fungere, så længe det er fysisk muligt. Der kan eventuelt under krig eller truende udsigt til krig etableres en særligt sikret forsendelsesmåde, som kan benyttes af offentlige myndigheder og udpegede virksomheder af livsvigtig betydning.

Som led i planlægningen må kommunen/amtskommunen udpege lokaler, der kan benyttes af kommunens/amtskommunens centrale administrative ledelse i en beredskabssituation. Lokalerne må være udstyret med de nødvendige faciliteter, d.v.s.

kontorinventarer

planer, oversigter, adresselister og lignende

kommunikationsmidler, især forbindelse til civilforsvarslederen (kommandocentral eller kommandostation) og til de øvrige forvaltningsafdelinger.

Det vil være en fordel, om den centrale ledelse kan disponere over kælderlokaler af sikringsrumsstandard. Det vil også være hensigtsmæssigt at udpege alternative lokaler for ledelsen. I den forbindelse er det nødvendigt at samarbejde med civilforsvarsregionen, der koordinerer totalforsvarets anvendelse af særlige lokaliteter.

Det forudsættes ikke, at det kommunale civile beredskab har behov for egentlige kommandocentraler, men i kommuner, hvor civilforsvaret råder over en kommandocentral, må det overvejes, om der kan gøres plads i kommandocentralen til repræsentanter for kommunens øvrige forvaltningsafdelinger. Formålet med en sådan placering vil først og fremmest være at sikre, at civilforsvarslederen så effektivt som muligt kan varetage den taktiske ledelse af alt personel, der indsættes i en skadesituation. Men samtidigt kan placeringen betyde, at alle forvaltningsafdelinger arbejder på grundlag af samme situationsbeskrivelse og derved bedre kan hjælpe med at finde løsning på de problemer, der opstår.

Adresser og telefonnumre

Civilregion I

Aalborghus Slot, Postboks 833

9100 Aalborg

08 13 45 11

Civilregion II

Marselis Boulevard 1

8100 Aarhus C

06 12 00 55

Civilregion III

H.P Hanssensgade 42

6200 Aabenraa

04 62 12 36

Civilregion IV

Slottet

5000 Odense

09 11 90 00

Civilregion V

Slagelsevej 7

4180 Sorø

03 63 17 00

Civilregion VI

Københavns overpræsidium

Nyropsgade 24

1602 København V

01 12 23 80

Civilregion VII

Storegade 36 Postboks 100

3700 Rønne

03 95 27 01

CF-region I

Hasseris Bymidte 21

9000 Aalborg

08 18 22 66

CF-region II

Tretommervej 11 B

8240 Risskov

06 17 76 77

CF-region III

Jernbanegade 28

6000 Kolding

05 52 34 55

CF-region IV

Hunderupvej 67

5230 Odense M

09 12 85 11

CF-region V

Bredegade 16, 1

4200 Slagelse

03 52 48 22

CF-region VI

Jægersborg alle 104

2920 Charlottenlund

01 64 34 30

CF-region VII

Bornholmske

CF-kolonne

3770 Allinge

03 98 01 64

Flere eksemplarer af denne vejledning kan fås i civilforsvarsstyrelsen.

Civilforsvarsstyrelsen Vordingborggade 18 2100 København Ø 01 38 65 45

MAR 88

CIVILFORSVARSSTYRELSEN

KAP 3

VEJLEDNING VEDRØRENDE KOMMUNAL OG AMTSKOMMUNAL

BEREDSKABSPLANLÆGNING FOR TELEKOMMUNIKATION

I. INDLEDNING

En nødvendig forudsætning for at en kommune/amtskommune kan virke i en beredskabs- eller krigssituation er, at der er rådighed over fornødne telekommunikationsmidler, der muliggør, at beslutningstagerne hurtigt kan modtage relevante oplysninger og hurtigt kan formidle trufne beslutninger til dem, der skal udføre dem.

Det er derfor nødvendigt som led i beredskabsplanlægningen at undersøge, om de i fredstid benyttede kommunikationsmidler dækker behovet i en beredskabs- eller krigssituation, herunder om fordelingen og placeringen svarer til beredskabsorganisationens behov.

Beredskabsplanlægningen vedrørende kommunikationer bør primært basere sig på de i fredstid rådige kommunikationsmidler, fordi brugen heraf er kendt og ikke kræver særlig beredskabsuddannelse. Kun hvor beredskabsorganisationens behov ikke kan dækkes af fredstidskommunikationsmidlerne, bør disse suppleres med yderligere midler. Opmærksomheden henledes imidlertid på, at sådanne kommunikationsmidler kræver jævnlig afprøvning i fredstid, såfremt man vil være sikker på, at de er virksomme, når behov for ibrugtagning opstår. Det er endvidere nødvendigt allerede i fredstid at uddanne de personer, der skal benytte disse kommunikationsmidler, så de har fornøden rutine i brugen heraf. Det bør derfor overvejes, om et nødvendigt beredskabssupplement eventuelt kan indpasses i kommunens fredstidsaktivitet under fornøden hensyntagen til at de skal kunne frigøres i en beredskabssituation til brug i beredskabsorganisationen.

Kommunikationsmidlerne omfatter dels de telekommunikationsmidler, der er tilsluttet det offentlige net (herunder offentligt radionet), f.eks. telefon, telefax, telex, mobiltelefon, personsøger og dataterminaler, dels kommunikationsmidler, der ejes af kommunen og indgår i kommunalt ejede, interne net (herunder radionet).

MAR 88

CIVILFORSVARSSTYRELSEN

KAP 3

II. BEREDSKABSFORHOLD VEDRØRENDE DET OFFENTLIGE NET .

Det er telemyndighedernes ansvar at have et sådant reparations- og fejlretningsberedskab, at det offentlige telenet længst muligt kan anvendes til samfundsvigtig trafik.

Det offentlige telefonnet er dimensioneret således, at højst 5% af samtlige abonnenter har chance for at komme igennem på samme tidspunkt uden at få optagettone.

For længst muligt at kunne udnytte det offentlige telefonnet til samfundsvigtig telefontrafik, har telefonselskaberne hjemmel til i en situation med overbelastning af nettet at udelukke ikke-vitale abonnenters mulighed for at kalde op. Muligheden for at kunne blive kaldt op berøres dog ikke. Ordningen, der kaldes »telefonsikringsordningen« er nærmere beskrevet i efterfølgende bilag 1 til kapitel 3 »Vejledning for telefonabonnenter tilmeldt sikringsordningen for telefoner«, udgivet af de danske teleadministrationer. (Vejledningen er udeladt).

Forsvaret, politiet, civilforsvaret og den civile administration på alle niveauer samt livsvigtige virksomheder m.fl. indgår i telefonsikringsordningen.

Kommunernes/amtskommunernes behov for sikrede telefoner anmeldes til vedkommende civilregion, der foretager det videre fornødne over for telefonselskabet.

Det er vigtigt at anmeldelse af sikrede telefoner sker allerede i fredstid, og det er lige så vigtigt, at ordningen holdes ajour, især for så vidt angår afmelding af tidligere sikrede telefoner, som der ikke længere er behov for.

Det er endvidere vigtigt, at alle der skal bruge de sikrede telefoner i en beredskabssituation, allerede i fredstid bliver gjort bekendt med, hvor de findes. Dette bør bl.a. fremgår af beredskabsplanen.

Vitale telefax-abonnenter sikres på samme måde som telefonabonnenter.

For telex-abonnenter gælder en ordning, der ligner telefonsikringsordningen.

MAR 88

CIVILFORSVARSSTYRELSEN

KAP 3

Mobiltelefoner kan ikke sikres. Man må derfor være opmærksom på, at

det i en beredskabssituation kan blive vanskeligt hurtigt at komme igennem på dette net.

III. BEREDSKABSFORHOLD VEDRØRENDE DE AF KOMMUNEN EJE-

DE KOMMUNIKATIONSMIDLER .

Som led i beredskabsplanlægningen bør kommunen gøre sig klart, hvilke lokale firmaer der vil være i stand til reparations- og fejlretningstjeneste på de af kommunen ejede kommunikationsmidler.

Man bør endvidere være opmærksom på eventuelle særlige kommunikationsmidler, der er tilvejebragt til specifikke fredstidsopgaver, der eventuelt vil være suspenderet i en beredskabssituation. Disse kommunkationsmidler bør i så tilfælde indgå i beredskabet.

Opmærksomheden henledes på, at kommunikationsmidler tilvejebragt til civilforsvarsformål kan være et supplement under forudsætning af, at civilforsvarsberedskabet ikke kompromitteres.

IV. KOMMUNIKATIONSPLAN .

Der bør ved igangsætning af kommunikationsplanlægningen udpeges en sagkyndig person eller afdeling, der er ansvarlig for den samlede plan, herunder ansvarlig for

- at planen bliver bekendtgjort for de personer, der i givet fald skal benytte kommunikationsmidlerne,

- at fornøden uddannelse gennemføres samt

- at afprøvning af forbindelserne gennemføres med jævne mellemrum.

Kommunikationsplanen bør tillige indeholde en plan for budtjeneste til brug i tilfælde af, at telekommunikationerne svigter, eller til brug hvor det er mere hensigtsmæssigt at formidle oplysninger pr. bud.

For så vidt angår ekstern postbesørgelse henvises til bilag 2 til kapitel 3 »Bestemmelser om befordring af myndighedernes post under ekstraordinære forhold og under krig«

MAR 88

P&T B-PLAN

Postlinien

Logistikontoret

BILAG TIL KAP 3

BESTEMMELSER OM BEFORDRING AF MYNDIGHEDERNES POST UNDER EKSTRAORDINÆ RE FORHOLD OG UNDER KRIG.

1. Under ekstraordinære forhold og under krig, vil postvæsenet efter behov, oprette en særposttjeneste til besørgelse af postforsendelser mellem de offentlige myndigheder især centraladministrationen, civilregionerne, statsamterne og amts- og primærkommunerne.

Særposttjenesten kan også omfatte forsendelser til og fra institutioner og serviceorganer udpeget af de i stk. 1 nævnte myndigheder samt overordnede militære myndigheder.

Kultur- og kommunikationsministeriet bestemmer, hvornår særposttjenesten iværksættes.

Særpost befordres ad den hurtigste ordinære befordringsvej, medmindre der er uregelmæssigheder i postbesørgelsen, jf. pkt. 6.

Særpost befordres med en høj sikkerhed.

2. Særposttjenesten må kun anvendes til forsendelser, som på grund af

- forsendelsernes omfang, antal og fordeling af adressaterne,

- sikkerhedsmæssige forhold, eller

- forsendelser som ikke kan sendes ad elektronisk eller anden vej.

Særpost kan - om nødvendigt - indleveres til posthuse uden for normal åbningstid. Andre postforsendelser skal indleveres til postbesørgelse på normal vis.

De myndigheder m.v., der i henhold til nærværende vil få ret til at anvende særposttjenesten, udgiver for eget område bestemmelser om, hvilke forsendelser der må befordres som særpost.

MAR 88

P&T B-PLAN

BILAG TIL KAP 3

3. Særpost er omfattet af de samme bestemmelser, som gælder for værdibreve, (herunder registrering og udlevering mod kvittering) med de undtagelser, som fremgår af det efterfølgende.

I stedet for værdiangivelse anføres »særpost«.

4. Særpostforsendelser til centraladministrationen og civilregionerne adresseres kun med myndighedsbetegnelse, et særligt postnummer (0875) samt en adressebetegnelse. Forsendelser til øvrige myndigheder adresseres med den fulde adresse.

Afsenderens myndighedsbetegnelse skal altid påføres. Civilforsvarsstyrelsen vil fra ikrafttrædelsestidspunktet af bestemmelserne holde postvæsenet underrettet om centraladministrationens og civilregionernes beredskabsadresser.

5. Maksimumvægt og -format svarer til det, der er fastsat for postpakker. Taksten fastsættes som grundtaksten for værdipakker.

6. Særpost befordres med fortrin frem for anden post. I tilfælde af uregelmæssighed i postbesørgelsen etablerer postvæsenet ekstraordinære transporter til særpostens befordring.

7. Afbrydes en transport på grund af situationen, afleveres særposten mod kvittering til opbevaring på nærmeste tilgængelige posthus eller hos nærmeste offentlige myndighed, hvorefter forholdsordre indhentes hos eller gennem nærmeste civilregion.

8. Går en forsendelse tabt, underrettes afsenderen via afsendelsesposthuset eller nærmeste posthus snarest muligt.

9. Der ydes ikke erstatning for forsinkelser, beskadigelser eller bortkomst.

MAR 88

P&T B-PLAN

BILAG TIL KAP 3

10. Særposttjenestens gennemførelse søges sikret i samarbejde med politiet.

Berørte postkontorer retter i de enkelte situationer henvendelse til de lokale politimyndigheder om eskorte m.v.

Finansministeriet

Administrations- og Personaledepartementet

KAP 4

PLANLÆGNING AF DATABEREDSKAB

1. INDLEDNING

Den stigende edb-anvendelse i amter og kommuner*) øger afhængigheden af edb-systemerne og gør det nødvendigt at inddrage disse systemer i planlægningen af det civile beredskab.

Den kommunale edb-anvendelse er præget af brugen af standardsystemer på centrale anlæg, først og fremmest placeret på Kommunedatas edb-centraler. Denne centralisering af systemdriften indebærer, at driftsansvaret er placeret hos edb-centralen. Planlægning af databeredskabet kræver derfor en koordinering af kommunens og edb-centralens foranstaltninger. Den edb-tekniske udvikling gør det dog i stigende grad muligt for kommunerne selv at anskaffe edb-anlæg og forestå driften af lokale edb-systemer (teknisk decentralisering). For disse systemers vedkommende er det op til kommunen selv at træffe alle fornødne beredskabsforanstaltninger.

Formålet med de kommunale edb-systemer er at understøtte administrative funktioner på en række sagsområder, som kommunerne varetager. For planlægningen af det civile beredskab på disse sagsområder har/vil ressortministerierne udarbejdet/udarbejde retningslinier.

Dette afsnit beskæftiger sig ikke med forhold, der er specifikke for enkelte sagsområder, men indeholder generel vejledning om beredskabsplanlægning for den kommunale edb-anvendelse. Udgangspunktet for kommunens planlægning for det civile beredskab bør være at foretage en prioritering af, hvilke opgaver der skal løses i en beredskabssituation (eller forskellige beredskabssituationer). Det må i den forbindelse vurderes, i hvilket omfang edb-mæssige forhold får betydning for løsningen af disse opgaver.

*) Udtrykket »kommuner« vil i det følgende blive brugt som betegnelse for såvel amtskommuner som primærkommuner.

MAR 88

FINANSMINISTERIET

Administrations- og Personaledepartementet

KAP 4

Vejledningen beskæftiger sig med følgende spørgsmål

- Hvilke forhold kan true edb-anvendelsen i en beredskabssituation (krig eller truende udsigt til krig), og hvilke foranstaltninger kan træffes for at imødegå disse trusler mod den fortsatte edb-drift (afsnit 2).

- Hvilke foranstaltninger kan der træffes for at sikre en manuel nødadministration i situationer, hvor edb-systemerne ikke længere fungerer (afsnit 3).

2. FORHOLD, DER KAN TRUE EDB-ANVENDELSEN

2.1. Ødelæggelse af edb-installationer

Edb-installationer kan blive beskadiget eller ødelagt som følge af krigshandlinger, sabotage m.m. Der er naturlige grænser for, hvor omfattende foranstaltninger til fysisk sikring af bygninger, lokaler og installationer, der generelt iværksættes for at beskytte civile edb-installationer mod de former for trusler, som kan forekomme i en krigs- eller krigslignende situation.

I forbindelse med etablering af større edb-installationer overvejes foranstaltninger til fysisk sikring af anlægget, f.eks. adgangskontrol til maskinrum, ofte. Sådanne foranstaltninger kan vise sig værdifulde i en beredskabssituation. Kommunen bør imidlertid samtidig overveje, om det inden for rimelige økonomiske rammer er muligt at træffe foranstaltninger, der specielt sigter mod at yde beskyttelse i en beredskabssituation. Sådanne foranstaltninger kunne f.eks. bestå i at anbringe anlægget i kælderlokaler, hvor det i højere grad er beskyttet mod bombeangreb.

2.2. Svigtende elforsyning

Edb-installationer er afhængige af strøm fra den offentlige elforsyning, som ikke nødvendigvis vil kunne opretholdes i sædvanligt omfang i en beredskabssituation.

MAR 88

FINANSMINISTERIET

Administrations- og Personaledepartementet

KAP 4

Ved anskaffelse af batteridrevne »No Break anlæg«, der automatisk

kobler til i tilfælde af strømsvigt, kan man sikre sig mod kortvarige driftsafbrydelser. Hvis man skal kunne fortsætte driften i længere tidsrum, er det nødvendigt at anskaffe nødstrømsanlæg, der drives at dieselmotorer eller lignende.

For store kommunale edb-installationers vedkommende kan anskaffelser af sådanne anlæg overvejes. Hvis nødstrømsanlæg anskaffes med andre formål for øje, f.eks. for at sikre strømforsyning til et sygehus, bør det overvejes at dimensionere nødstrømsanlægget, så det også kan forsyne eventuelle lokale edb-anlæg, som det anses for vigtigt at holde i gang.

Med hensyn til forsyning med motorbrændstoffer til nødstrømsanlæg vil kommunerne være blandt de brugere, der har forret til levering (se Energiministeriets vejledning om energiberedskabet side 2).

2.3. Svigtende kommunikationsforbindelser

De store fælleskommunale edb-systemer på Kommunedata og andre edb-centraler er i dag i vidt omfang terminalbaserede. Kommunerne afskæres således fra adgangen til deres data, hvis forbindelsen til centralen via tele- eller datanet afbrydes. Afbrydelse af teleforbindelse er en mulighed, som der må regnes med i planlægningen, bl.a. fordi telenettet kan blive beskadiget eller ødelagt (se Civilforsvarsstyrelsens vejledning vedrørende kommunal og amtskommunal beredskabsplanlægning for telekommunikation side 2).

2.4. Nøglepersoner mobiliseres

Arbejdet med vedligeholdelse og drift af kommunale edb-systemer kan blive vanskeliggjort derved, at centrale personer (»nøglepersoner«) mobiliseres til tjeneste i forsvar eller civilforsvar.

Som omtalt i hovedvejledningen er der i en vis udstrækning mulighed for at »designere« nøglepersoner til fortsat tjeneste på den sædvanlige arbejdsplads.

MAR 88

FINANSMINISTERIET

Administrations- og Personaledepartementet

KAP 4

Kommunerne må derfor overveje, om der i kommunen eller hos kommunens

leverandører er personer, beskæftiget med edb-opgaver, som man finder det nødvendigt at designere. I givet fald må kommunen henholdsvis leverandøren rette henvendelse til Civilforsvarsstyrelsen herom. (Se nærmere Civilforsvarsstyrelsens »Planlægning af civilt beredskab i kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet« side 5).

Kommunedata vil tilsvarende overveje spørgsmålet om, hvorvidt ansatte i Kommunedata bør søges designeret til fortsat tjeneste på edb-centralerne.

2.5. Vedligeholdelse

Edb-installationer kan blive udsat for driftsstandsninger i beredskabssituationer, fordi reparationer og vedligeholdelse ikke kan gennemføres.

De vedligeholdelsesaftaler, som kommunerne indgår med leverandørerne, kan være af betydning også i en beredskabssituation, f.eks. fordi de forpligter leverandøren til at opretholde et reservedelslager af et vist omfang i Danmark. Der kan imidlertid være grund til at gennemgå vedligeholdelsesaftalerne med henblik på eventuelt at udbygge dem til også at omfatte en beredskabssituation.

Kommunen bør i øvrigt - i et omfang svarende til niveauet for kommunens øvrige civile beredskab - vedligeholde sine lagre af maskinelle komponenter, der erfaringsmæssigt skal udskiftes tit, og af forbrugsvarer (edb-lister, disketter, magnetbånd m.m.).

2.6. EMP-effekt

Ved sprængning af atomvåben opstår der elektromagnetiske svingninger i atmosfæren (Electro Magnetic Pulse), som kan resultere i meget høje spændinger, der får de elektroniske kredsløb i edb-maskinerne til at smelte sammen. Denne effekt kan indtræffe, selvom sprængningen sker i betydelig afstand fra anlægget.

På baggrund af »trusselsbilledet« (se Civilforsvarsstyrelsens planlægning af civilt beredskab i kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet side 5), kan an-

MAR 88

FINANSMINISTERIET

Administrations- og Personaledepartementet

KAP 4

vendelse af atomvåben på dansk område eller i nærheden heraf ikke

udelukkes, og foranstaltninger til sikring mod EMP-effekt må således betegnes som relevante.

Edb-installationer kan beskyttes mod EMP-effekt ved sikring af maskiner, kabler m.v. Maskiner kan sikres enten ved indbygning af i et »Faraday bur« (en beskyttende metalkonstruktion).

Der foreligger ikke i øjeblikket offentligt tilgængelige danske retningslinier for tilvejebringelse af beskyttelse mod EMP-effekt. Civilforsvarsstyrelsen overvejer at udarbejde sådanne retningslinier.

2.7. Sammanfatning

Edb-installationer vil være yderst sårbare i en krigs- eller krigslignende situation. Det må forudses, at fortsat drift af de administrative edb-systemer i mange tilfælde vil blive umuliggjort, omend risikoen i nogen grad vil kunne begrænses ved passende planlægning.

Målsætningen for beredskabsplanlægningen vil være at opretholde driften af edb-systemerne, og dermed alle sædvanlige edb-baserede funktioner, så længe som muligt. For det tilfælde, at nogle, men ikke alle edb-systemer kan holdes i drift, bør der på forhånd være foretaget en prioritering af de enkelte systemers værdi for den kommunale forvaltning.

Hvis der er tale om systemer, der driftsafvikles på en edb-central, bør der være enighed mellem kommunen og edb-centralen om prioriteringen. For de fælleskommunale systemers vedkommende vil en prioritering vanskeligt kunne ske ved aftale mellem den enkelte kommune og edb-centralen. Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening vil derfor tage dette spørgsmål op til drøftelse med Kommunedata i overensstemmelse med de retningslinier, som ressortministerierne har udsendt.

I bilag 1 findes en checkliste, der kan bruges ved planlægningen af kommunens databeredskab. Checklisten skal dog ikke ses som udtryk for, at samtlige omtalte foranstaltninger nødvendigvis skal gennemføres.

MAR 88

FINANSMINISTERIET

Administrations- og Personaledepartementet

KAP 4

3. MANUELLE NØDPROCEDURER

Af hensyn til risikoen for, at den kommunale edb-anvendelse helt eller delvis må indstilles, må beredskabsplanlægningen tillige omfatte foranstaltninger til gennemførelse af manuelle nødprocedurer for de kommunale funktioner, der fortsat skal kunne udføres. Der må foretages en prioritering af, hvilke opgaver det er vigtigst at opretholde, og der må, på grundlag af denne prioritering, tages stilling til, hvordan de vigtigste opgaver kan udføres uden støtte af edb.

Fortsat adgang til de data, som der normalt er adgang til via edb-systemerne, kan være en forudsætning for en manuel nødadministration. Det kan derfor være nødvendigt at sikre, at de pågældende data enten til enhver tid er til stede i papirform hos kommunen eller hurtigt kan skrives ud på papir. For så vidt angår de centrale systemer på Kommunedata og andre centraler bør der på forhånd træffes aftaler herom.

Ved planlægningen af det civile beredskab bør der også henses til, at retableringen af »normale forhold« efter en situation, hvor normale samfundsfunktioner har været suspenderet eller væsentligt indskrænket, skal kunne foregå så let som muligt. Med dette formål for øje bør der træffes forberedelser til at gemme kopier af edb-programmer og data under sådanne forhold, at de vil kunne bevares i uskadt stand.

Hensynet til så længe som muligt at opretholde driften af de kommunale edb-systemer, og hensynet til efter en krigssituation hurtigst muligt at kunne retablere normale forhold, kan komme i konflikt med andre hensyn, f.eks. hensynet til at sikre, at registre, som indeholder oplysninger af særlig interesse for fremmede magter, tilintetgøres eller bortskaffes i tilfælde af krig eller lignende forhold, jf. herved § 12, stk. 3, i lov om offentlige myndigheders registre. Registerloven kan nødvendiggøre, at data tilintetgøres, uanset at de har betydning for den kommunale administration.

Hvad angår de fælleskommunale registre, er det finansministeren, der træffer beslutningen om, hvilke registre der er omfattet af pligten til destruktion eller bortskaffelse, og om hvornår en sådan destruktion i givet fald skal ske.

Ingen