Skrivelse vedrørende omfanget af låneadgangen efter lov om lån til betaling af ejendomsskatter (ejendomme med særskilt matrikuleret haveareal)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende omfanget af låneadgangen efter lov om lån til betaling af ejendomsskatter (ejendomme med særskilt matrikuleret haveareal)
Til samtlige kommunalbestyrelser
----------------------------------
Vedrørende omfanget af låneadgangen efter lov om lån til betaling af
ejendomsskatter.
Resume
Der vil efter omstændighederne kunne ydes lån til ejendomsskatter af arealer, der ikke hører til det matr.nr., boligen ligger på, nemlig hvis der er tale om arealer, der indgår i beregningsgrundlaget ved opgørelse af lejeværdien af bolig i egen ejendom.
Ifølge lov om lån til betaling af ejendomsskatter og om ændring af ligningsloven (Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 576 af 28. august 1987) er der - under visse nærmere betingelser - mulighed for at opnå lån til betaling af de ejendomsskatter »der påhviler de pågældende ejendomme med tilhørende grund, gårdsplads og have«.
Det er ikke defineret i loven, hvad der nærmere forstås ved en ejendom. Men ifølge udstykningsloven forstås ved en ejendom som hovedregel jorder, som i matriklen er anført undet eet matr.nr. eller er anført med flere matr.nr.'e, der ikke må adskilles på ny uden matrikelmyndighedernes samtykke.
Indenrigsministeriet har på den baggrund på telefoniske forespørgsler udtalt, at der ikke i loven om lån til betaling af ejendomsskatter er dækning for ydelse af lån til ejendomsskatter, der ikke påhviler det matr.nr., som boligen er en del af. Heller ikke i et tilfælde, hvor der er tale om et selvstændigt matrikuleret, ubebygget areal, der grænser op til det bebyggede matr.nr., og som i praksis indgår som en del af boligens have.
I forbindelse med et spørgsmål fra Folketingets skatte- og afgiftsudvalg om et sådant tilfælde er det imidlertid oplyst, at der ved opgørelsen af lejeværdi af bolig i egen ejendom ikke kun lægges vægt på de matrikulære forhold, men også på hvilke arealer, der rent faktisk må anses at høre til boligen.
Indenrigsministeriet kan tiltræde, at dette forhold også tages i betragtning ved afgrænsningen af låneadgangen efter loven om lån til betaling af ejendomsskatter. D.v.s. at låneadgangen set i lyset af lejeværdireglerne afgrænses således, at der efter omstændighederne også vil kunne ydes lån til ejendomsskatter af arealer, der ikke hører til det matr.nr., boligen ligger på, nemlig hvis der er tale om arealer, der indgår i beregningsgrundlaget ved opgørelse af lejeværdien af bolig i egen ejendom.
Efter § 4 i loven om lån til betaling af ejendomsskatter skal der til sikkerhed for lånet tinglyses et pantebrev på ejendommen. I et tilfælde som det omtalte skal der således i alt fald tinglyses et pantebrev på det matr.nr., boligen ligger på. Det må bero på låntagers egen afgørelse, om den pågældende som led i sikkerhedsstillelsen også ønsker at lade tinglyse pantebrev på det ubebyggede matr.nr.
Hvis der sker frasalg af det ubebyggede matr.nr., forfalder den del af det samlede lånebeløb, der vedrører ejendomsskatterne af dette matr.nr., til betaling, jf. lovens § 5.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/Ib Jensen