Legislator Case Law & Legislation
C19880502009 DK

Cirkulære om forbud efter varmeforsyningsloven mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse beliggende i kollektive forsyningsområder

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1988 5020 Historic

Cirkulære om forbud efter varmeforsyningsloven mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse beliggende i kollektive forsyningsområder

30. november 1988

Til samtlige kommunalbestyrelser

Forbud efter varmeforsyningsloven mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse beliggende i kollektive forsyningsområder.

1. Baggrund

I overensstemmelse med varmeforsyningslovens målsætning om at fremme samfundsøkonomiske varmeforsyningsformer pålægger Energiministeriet hermed, i medfør af § 21, stk. 2, jfr. § 3, alle kommunalbestyrelser at nedlægge forbud mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse i områder, der er eller bliver udlagt til kollektiv varmeforsyning.

Ifølge § 21, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen i dag, når det skønnes nødvendigt til gennemførelse af varmeforsyningsplanlægningen, bestemme at nærmere angivne opvarmningssystemer ikke må etableres i ny bebyggelse indenfor et afgrænset geografisk område. Denne bestemmelse er allerede i et vist omfang anvendt af en del kommunalbestyrelser.

Efter § 21, stk. 2, kan energiministeren endvidere pålægge kommunalbestyrelsen at træffe bestemmelse om gennemførelsen af sådanne forbud. Bemyndigelsen hertil skal sammenholdes med lovens § 3, hvorefter energiministeren kan bestemme, at nærmere angivne forudsætninger af energimæssig og økonomisk karakter skal lægges til grund for den kommunale varmeforsyningsplanlægning. På grundlag heraf kan der løbende i varmeplanlægningen indpasses målsætninger, der tilstræbes opfyldt med hensyn til, hvilke energiformer og opvarmningsmetoder der skal tillægges en prioriteret anvendelse.

Anvendelsen af varmeforsyningslovens § 21, stk. 2, skal bl.a. ses på baggrund af, at elopvarmningen har vist sig at få en betydelig større udbredelse i kollektive forsyningsområder end forventet, navnlig i nybyggeri. Desuden tillægges miljøhensyn en videregående prioritet med den følge, at miljøkravene til energiforsyningen skærpes. Elopvarmning kræver således større brændselsforbrug end anden varmeforsyning, ligesom forureningen fra elproduktion til varmeformål er større end ved andre opvarmningsmetoder.

Bl.a. på denne baggrund finder jeg det nødvendigt at indpasse elvarme på en mere hensigtsmæssig måde i varmeplanlægningen ved indførelse af en almindelig, og dermed administrativ enklere og hurtigt virkende regulering for ny bebyggelse i kollektive forsyningsområder.

Indførelsen af denne almindelige regulering vil begrænse den fortsatte udbredelse af elvarme og understøtte og fremme mulighederne for at gennemføre den vedtagne og kommende varmeplanlægning. Ved at varmemarkedet dækkes gennem kollektiv forsyning, specielt i de nyetablerede områder, vil rentabiliteten af afholdte og besluttede investeringer sikres mest muligt, ligesom øget tilslutning forbedrer muligheden for at udvide samproduktionen af el og varme.

Samtidig vil et forbud medvirke til, at investeringer i konkurrerende forsyningssystemer undgås, ligesom det bidrager til elbesparelser og dermed mindsker behovet for udbygning med ny elproduktionskapacitet.

I medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 2, jfr. § 3, finder jeg det derfor nødvendigt hermed at pålægge kommunalbestyrelserne at nedlægge forbud mod etablering af elopvarmning for ny bebyggelse i områder, der er eller bliver udlagt til kollektiv varmeforsyning.

Denne skrivelse har, i henhold til varmeforsyningslovens § 38, været forelagt Folketingets Energipolitiske Udvalg, jfr. vedlagte skrivelse af 19. oktober 1988, og har endvidere været drøftet med Kommunernes Landsforening.

2. Gyldighedsområde

I varmeplanlægningen skal det for fremtiden gælde, at alle områder, udlagt til kollektiv forsyning, er undergivet forbud mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse.

For så vidt angår områder, som er udlagt til kollektiv varmeforsyning i vedtagne forslag til eller endeligt vedtagne kommunale varmeplaner, kommunale delplaner eller tillæg hertil eller i godkendte eller anmeldte varmeforsyningsprojekter, skal kommunalbestyrelsen inden for den i afsnit 4 nævnte frist træffe beslutning om elopvarmningsforbud i ny bebyggelse i de pågældende områder.

For så vidt angår områder, som i den videre varmeplanlægning udlægges til kollektiv varmeforsyning, skal kommunalbestyrelsen, samtidig med vedtagelsen af forslag til varmeplan eller tillæg hertil eller samtidig med godkendelsen (anmeldelsen) af varmeforsyningsprojekter, træffe beslutning om forbud mod elopvarmning i ny bebyggelse i de pågældende områder.

Såfremt kommunalbestyrelsen allerede har anvendt varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, for områder, der i henhold til vedtagne kommunale varmeplaner og delplaner m.v. er udlagt til kollektiv forsyning, er det unødvendigt at træffe fornyet beslutning for disse områder, da sådanne forbud anses for omfattet af nærværende pålæg og således forbliver i kraft.

3. Forbudets indhold og omfang

Svarende til den gældende bestemmelse i § 21, stk. 1, angår det af pålægget omfattede forbud alene etablering af elopvarmning i ny bebyggelse og berører således ikke eksisterende bebyggelse.

Forbudet retter sig ligesom den gældende bestemmelse alene mod elopvarmningssystemer, der ikke eller kun vanskeligt vil kunne tilsluttes et kollektivt forsyningssystem. Forbudet omfatter således alene installation af direkte elopvarmning og f.eks. ikke elpatroner i et vandbåret centralsystem eller eldrevne varmepumper. På samme måde er forbudet alene rettet mod installation af elopvarmning som bebyggelsens primære varmekilde. Forbudet hindrer således ikke opsætning af elradiatorer i begrænset omfang som supplerende varmekilde f.eks. i yderrum eller loftsrum.For forbudet gælder samme undtagelser og dispensationsbeføjelser som ved administration af forbudet efter den gældende bestemmelse i § 21, stk. 1, jfr. tilslutningsbekendtgørelsens § 15.

Undtaget vil således være bygninger, som ikke er beregnet til at være konstant opvarmede i fyringssæsonen, f.eks. sommerhuse, fritidshuse, klubhuse og visse kulturelle organisationer. Det samme gælder visse bygningskategorier med begrænset energiforbrug og ringe talmæssig betydning som f.eks. kirker og forsamlingshuse.

For så vidt angår de særlige tilfælde, hvor ombygningen af eksisterende bebyggelse har en så omfattende karakter, at den kan anses som ny bebyggelse i lovens forstand, skal det fremhæves, at byggetekniske forhold kan føre til undtagelse fra forbudet. Det vil være tilfældet, hvor bygningens omstilling til kollektiv varmeforsyning vil være uforholdsmæssig dyr på grund af de herved nødvendiggjorte større installations- eller bygningsændringer. Dette forhold vil være af særlig betydning for byfornyelse.

Der vil endvidere være adgang til at dispensere fra forbudet i andre særlige tilfælde, f.eks. for forsøgs- og demonstrationsbyggeri.

Den hidtidige praksis for dispensation til lavenergihuse fra forbud mod etablering af elopvarmning efter varmeforsyningslovens § 21 forudsættes opretholdt. Der er hidtil i udbyggede områder givet dispensation til lavenergihuse beliggende i områder for kollektiv varmeforsyning, når de har opfyldt visse krav om reduceret energibehov i forhold til kravene ifølge bygningsreglementet.

4. Forbudets gennemførelse og frister

For så vidt angår områder, der allerede er udlagt til kollektiv varmeforsyning, jfr. afsnit 2, skal kommunalbestyrelsen træffe den til gennemførelse af elopvarmningsforbudet nødvendige beslutning inden den 16. januar 1989.

For områder, der senere i varmeplanlægningen udlægges til kollektiv varmeforsyning, skal der træffes beslutning om elopvarmningsforbud samtidig med vedtagelsen af forslag til varmeplan eller tillæg hertil, vedtagelse af forslag til delplantillæg og godkendelsen (anmeldelsen) af et projekt.

Grundlaget for kommunens afgrænsning af områder, hvor der nedlægges elopvarmningsforbud, er den eksisterende energidistriktsinddeling. Kommunalbestyrelsens beslutning om elopvarmningsforbud skal derfor indeholde en angivelse af, for hvilke energidistrikter (angivet ved numre og navne) forbudet gælder. Distrikterne dokumenteres på kort, og suppleres eventuelt med en ajourført liste fra CPR-vejregisteret. I tilfælde hvor et energidistrikt omfatter områder udover de, der er udlagt til kollektiv forsyning, må energidistriktsgrænserne korrigeres.

Kommunalbestyrelsens beslutning om forbud mod etablering af elopvarmning i områder, der allerede er udlagt til kollektiv varmeforsyning bekendtgøres ved annoncering i dagspressen. Forbudet træder i kraft ved offentliggørelsen, som skal finde sted snarest efter vedtagelsen af forbudet i kommunalbestyrelsen. Afgørende for om forbudet er gældende for den enkelte grundejer, vil være tidspunktet for indgivelse af ansøgning om byggetilladelse. Er ansøgning herom indgivet før tidspunktet for offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning om nedlæggelse af forbud, gælder forbudet således ikke.

Med hensyn til ikrafttræden og meddelelse af forbud, der først besluttes senere, i forbindelse med at nye områder udlægges til kollektiv forsyning, gælder de hidtil anvendte regler.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen bl.a. i forbindelse med byggesagsbehandlingen fører kontrol med overholdelse af elopvarmningsforbudet.

Energiministeriet skal henlede opmærksomheden på, at kommunalbestyrelsen for områder, hvor der endnu ikke foreligger vedtagne kommunale varmeplaner m.v., fortsat har mulighed for at anvende den gældende bestemmelse i lovens § 21, stk. 1, og træffe beslutning om nedlæggelse af forbud, såfremt det hidtidige planlægningsarbejde er så langt fremskredent, at det er afklaret, at det pågældende område skal planlægges forsynet med kollektiv varmeforsyning.

Endvidere kan der henvises til Kommunalplanlovens § 18 eller § 36, hvorefter kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der bl.a. i en lokalplan optages bestemmelse om, at ny bebyggelse ved ibrugtagningen skal tilsluttes et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Disse bestemmelser kan anvendes, selv om der endnu ikke eksisterer et kollektivt varmeforsyningsanlæg eller er konkrete planer om etableringen heraf.

Energiministeriet skal endeligt henstille, at kommunalbestyrelserne søger at fremskynde udestående beslutninger om kommende kollektive forsyningsområder, således at elopvarmningsforbudet tidligst muligt får den tilsigtede virkning i alle kollektive forsyningsområder.

Henvendelser vedrørende denne skrivelse bedes rettet til Energistyrelsen, telefon: (01) 92 67 00.

Kopi af denne skrivelse er tilsendt en række selskaber og organisationer, jfr. vedlagte fortegnelse.

Jens Bilgrav-Nielsen

/ Jørgen Staffeldt

Arbejdsministeriet

Boligministeriet

- Byggestyrelsen

Finansministeriet

- Administrations- og Personaledepartementet

- Budgetdepartementet

Industriministeriet

Landbrugsministeriet

Miljøministeriet

- Miljøstyrelsen

- Planstyrelsen

- Skov- og Naturstyrelsen

Trafikministeriet

Amtsrådsforeningen i Danmark

Hovedstadsrådet

Kommunernes Lnadsforening

Københavns Kommune

Frederiksberg Kommune

Håndværksrådet

Industrirådet

Entreprenørforeningen

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Landsorganisationen i Danmark

Forbrugerklagenævnet

Forbrugerrådet

Dansk Olie & Naturgas A/S

KOMGAS I/S

Naturgas Syd I/S

Naturgas Midt/Nord/I/S

Naturgas Fyn I/S

Naturgas Sjælland I/S

Hovedstadsregionens Naturgas I/S

Foreningen Dansk Gas

Danske Fjernvarmeværkers Forening

Danske Elværkers Forening

Organisationen for Vedvarende Energi

Landsforeningen af Landsbysamfund

Landsbyerne i Danmark

Grundejernes Landsforbund

Lejernes Landsorganisation

Monopoldirektoratet

Oliebranchens Fællesrepræsentation

Amtskommunerne og Kommunernes Forskningsinstitution

ELFO - Elektroinstallatørernes Landsforening

FAFGA

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →