Skrivelse vedrørende tilskudssatsen i forsøgsordningen med personlig assistance till personer med handicap i erhverv, jf. AF-cirkulære nr.10/88 af 22. marts 1988.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende tilskudssatsen i forsøgsordningen med personlig assistance till personer med handicap i erhverv, jf. AF-cirkulære nr.10/88 af 22. marts 1988.
Forsøgsordningen med personlig assistance til personer med handicap i erhverv har 1. oktober d.å. virket i et halvt år. I den forløbne periode er spørgsmålet om størrelsen af det tilskud, der kan bevilges til hjælperen, flere gange blevet rejst over for direktoratet. Det er bl.a. blevet fremført, at honoraret til tegnsprogstolke er væsentlig højere end den timelønsats, der i cirkulæret er angivet til normalt højst at kunne andrage et beløb svarende til den overenskomstsmæssige studentertimeløn inden for statens område.
Det som direktoratet og cirkulæret forholder sig til, er tilskuddets størrelse og ikke aflønningen, der er et overenskomstspørgsmål. Direktoratet erkender, at der kan være tilfælde f.eks. tegnsprogstolke, hvor der sagligt er behov for en assistance til højere løn end timelønssatsen for studenter. Problemet har været overvejet i direktoratet og drøftet med den referencegruppe, der er nedsat til at følge forsøgsordningen, jf. cirkulære nr. 10/88, punkt 13. Direktoratet har besluttet indtil videre at godkende, at der kan ydes et højere tilskud pr. time, når karakteren af den assistance, der er behov for, taler for det. Det betyder, at AF får kompetence til at afgøre, om der er grundlag for at yde en højere tilskudssats svarende til timelønnen, hvis overenskomstmæssige forhold og karakteren af den påkrævede assistance taler for dette.
Honorarer til tegnsprogstolke har rejst et specielt problem, idet tolken formentlig ikke vil blive ansat af en arbejdsgiver på grund af det spredte behov for tolkebistand (som oftest af få timers varighed).
Direktoratet har overvejet spørgsmålet, bl.a. på grundlag af Danske Døves Landsforbunds skrivelse af 1. marts 1988 (vedlagt i kopi til orientering), og kan herefter godkende, at der til tegnsprogstolke bevilges et beløb, svarende til den refusionstakst, som er omtalt i skrivelsen fra Danske Døves Landsforbund. Pr. 1. september 1988 udgør taksten kr. 225,00 pr. påbegyndt time.
Dette indebærer, at ansøgninger om bevilling til assistance i form af tegnsprogstolkning skal afgives til Arbejdsformidlingen i samråd med Statens Konsulentvirksomhed for døve og svært tunghøre, jf. punkt 5 i cirkulæret, idet specialkonsulenterne alene kan rekvirere tolkeassistance gennem »Institutionen for døve« (omtalt i skrivelsen fra Danske Døves Landsforening). Herfra vil der efterfølgende blive fremsendt regning for den ydede tolkeassistance til det respektive Arbejdsformidlingskontor.
En adressefortegnelse for Statens Konsulentvirksomhed for døve og svært tunghøre sendes vedlagt.
For at opnå en smidig administration af bevillinger til tolkebestand, som formodes at få en ret spredt karakter og som oftest af få timers varighed, kan direktoratet godkende, at der gives en individuel bevilling for et kalenderår ad gangen byggende på et max. aftalt timetal til en aflønning i henhold til overenskomsten mellem tolkenes fagforening, Socialpædagogernes Landsforbund og Amtsrådforeningen.
Assistance af tolke vil således kunne rekvireres af brugeren ved henvendelse til specialkonsulenten, der formidler anmodningen videre til »Institutionen for døve«, som foretager afregning med Arbejdsformidlingen for hver rekvireret assistance af tegnsprogstolk.
Med venlig hilsen
Anders Kjær, kontorchef
/Mogens Fohlmann, konsulent