At-cirkulæreskrivelse om Mekanisk drevne kraner m.v. med kalibreret lænkekæde som bæremiddel. (* 1) (* 2) (* 3)
Statutory Text (1 Articles)
At-cirkulæreskrivelse om Mekanisk drevne kraner m.v. med kalibreret lænkekæde som bæremiddel. (* 1) (* 2) (* 3)
I. Orientering.
I 1974 gav direktoratet en generel dispensation fra bekendtgørelse nr. 401 af 27. juli 1945 om indretningen og brugen af kraner, § 3, stk. 3, hvorved det blev tilladt at forsyne kraner med kalibreret lænkekæde som bæremiddel.
Endvidere gav direktoratet en generel dispensation til anvendelse af kædetaljer med en pålidelig friktionskobling trods kravet om højdestop i bekendtgørelsens § 4 stk. 1.
Dispensationerne er givet på nedennævnte betingelser og er stadig gældende
1) Spillet må ikke være indrettet til fri firing.
2) Lænkekæden skal være sikret mod afhægtning fra nødden.
3) Krogen skal være således ophængt i kæden, at drejning af byrden ikke kan medføre skadelig vridningspåvirkning i kæden.
4) Kæden skal være fremstillet af ældningsbestandigt stål, der er overfladehærdet og sejhærdet.
5) Kæden skal opfylde gældende bestemmelser om mærkning og certificering - se arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 129 af 25. marts 1977 om mærkning af ståltove, kæder og kroge.
6) Kæderne skal 1 gang årligt underkastes et grundigt eftersyn, som bl.a. skal omfatte undersøgelse af hvert led for slitage. Eftersynet skal udføres af en sagkyndig person og i overensstemmelse med kædeleverandørens retningslinier.
7) Beskadigede eller slidte kæder må ikke repareres, men skal udskiftes. Kæderne skal være forsynet med et holdbart metalskilt med teksten: »Kæden må ikke repareres. Kun original kæde må påsættes.«
8) Kraner m.v. med lænkekæde skal, uanset § 10 i kranbekendtgørelsen, på ophængsstedet prøvebelastes med 50% overbelastning.
9) Kraner m.v. med lænkekæde kan i stedet for mekanisk højdestop tillades forsynet med friktionskobling på følgende betingelser: a) Friktionskoblingen skal kunne indstilles med en tolerance på +/-5% og skal senest glide ved 30% overbelastning. b) Spillet skal forsynes med et holdbart, let læseligt skilt med teksten: »Friktionskoblingen må kun justeres af leverandøren eller en person, som af denne er nøje instrueret i at foretage justeringen«. c) Kraner m.v. med lænkekæde og friktionskobling, der opfylder kravene i pkt. 9 a, prøvebelastes på ophængsstedet i overensstemmelse med kranbekendtgørelsens § 10.
10) Kranbekendtgørelsens bestemmelser skal iøvrigt overholdes, og kranen skal anmeldes i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens § 11 som ændret ved arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 162 af 17. april 1970.
11) Kraner m.v. med lænkekæde og friktionskobling, der ikke opfylder kravene i pkt. 9 a, men som leveres i henhold til en tidligere tilladelse fra direktoratet for arbejdstilsynet, kan fortsat leveres. For sådanne taljer skal en fotokopi af tilladelsesskrivelsen medleveres ved kranens levering eller medsendes anmeldelsen til tilsynet.
II. Instruktion.
Ovenstående skal lægges til grund ved kredsens vejledning om og administration af kranbekendtgørelsen.
III. Ikrafttræden.
Straks.
11. maj 1988
Erik Andersen