Legislator Case Law & Legislation
C19880326060 DK

Vejledende retningslinier om musikeres og artisters forsikringsmæssige status - lønmodtagere/selvstændige?

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1988 3260 Historic

Vejledende retningslinier om musikeres og artisters forsikringsmæssige status - lønmodtagere/selvstændige?

1.

Musikere og artister, som er medlemmer af Tjenernes, Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasse, er i mange henseender en atypisk og speciel lønmodtagergruppe.

Dette manifesterer sig bl.a. i, at indtægtserhvervelsen på mange måder er forskellig fra andre lønmodtagergruppers, idet indtægterne typisk skattemæssigt figurerer som honorarindtægter og »overskud af virksomhed«.

Det viser sig også ved, at de pågældende medlemmer ofte foretager fradrag og afskrivninger, som ellers er typiske for selvstændige erhvervsdrivende.

2. Lønarbejde.

Musikere og artister, der er ansat i egentlige beskæftigelsesforhold - og dermed bl.a. er underlagt en arbejdsgivers instruktionsbeføjelse, indbetaler a-skat, er omfattet af ferieloven eller andre love, der udtrykkeligt eller forudsat henvender sig til lønmodtagere, samt indbetaler bidrag til ATP og AUD - vil altid blive anerkendt som lønmodtagere i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Dette gælder f.eks. musikere, der er ansat i de større danske symfoniorkestre.

Musikere og artister, hvis indtægter skattemæssigt alene figurerer som a-indkomst og honorarindkomst , og hvor der foreligger dokumentation for indtægtserhvervelsen - typisk ved erklæringer fra ejerne af de etablissementer, hvor de pågældende har været ansat, og hvoraf bl.a. deres indtægt og arbejdstid fremgår - vil ligeledes blive anerkendt som almindelige lønmodtagere i arbejdsløshedsforsikringsmæssig forstand.

Det er dog en forudsætning, at de pågældende over for skattemyndighederne alene har benyttet de for musikere og artister af direktoratet anerkendte fradrag, jfr. afsnit 4.

3. Selvstændig virksomhed.

Musikere og artister, der tager del i overskud/underskud af selvstændig virksomhed , vil almindeligvis anses for at udøve selvstændig virksomhed.

Dette må imidlertid afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til bl.a. de foretagne skattemæssige fradrag, jfr. afsnit 4, men også generelt til, om de pågældende løber nogen form for økonomisk risiko i forbindelse med indtægtserhvervelsen. Dette kan bl.a. give sig udtryk i, at de pågældende i princippet ikke på forhånd er sikret indtægter ved arrangementer, og i princippet må anses for at være (med-) ansvarlige for et eventuelt underskud.

Såfremt sidstnævnte er tilfældet, vil udgangspunktet være, at den pågældende må anses for at udøve selvstændig virksomhed.

Musikere og artister kan erhverve deres indkomst i et udadvendt økonomisk driftsfællesskab i form af et interessentskab . Dette kan ske f.eks. som medlemmer af et orkester, en artisttrup eller deraf afledede driftsmæssige aktiviteter.

De pågældende vil i sådanne tilfælde sædvanligvis have fået forholdsmæssig udbytte af de skattemæssige fradrag, som orkestret/truppen som helhed har fået anerkendt af skattemyndighederne, og den enkeltes stilling vil derfor bl.a. blive bedømt ud fra det regnskab, som orkestret/truppen fremlægger.

4. Skattemæssige fradrag.

Efter at spørgsmålet har været underkastet principielle overvejelser kan det oplyses, at følgende former for skattemæssige fradrag vil kunne accepteres, uden at pågældendes status som lønmodtager i forsikringssammenhæng drages i tvivl

1. Særlig påklædning, herunder det såkaldte »skuespillerfradrag«, jfr. de for lønmodtagere gældende skattemæssige regler herom (bl.a. ligningsvejledningen).

2. Rimelige udgifter til telefon (hele udgiften til de med beskæftigelsen forbundne samtaler, samt en del af abonnementsafgiften, men ikke udgifter i forbindelse med oprettelse af telefon).

3. Rimelige udgifter til kontorhold, f.eks. til porto, blyanter og papir (nodepapir), maksimalt op til kr. 1.500.

4. Afskrivning på og vedligeholdelse af musikinstrumenter, samt udgifter i forbindelse med leasing af samme. Endvidere udgifter i forbindelse med leje af lys- og lydanlæg.

5. Fortæring og overnatning.

6. Befordringsudgifter, herunder evt. afskrivning på motorkøretøj, jfr. ligningslovens §§ 9 B og 9 C, samt ligningsvejledningen.

7. Annonceringsudgifter (f.eks. til plakater) i rimeligt omfang, maksimalt op til kr. 6.000 årligt.

8. Udgifter til leje af evt. nødvendigt øvelokale.

Følgende fradrag vil som udgangspunkt medføre, at et medlem vil blive anset for at drive selvstændig virksomhed, jfr. afsnit 5

1. Lønudgifter, f.eks. til lyd- og lyspersonale, kor m.v.

2. Repræsentationsudgifter, f.eks. til gaver, tobaks- og drikkevarer, blomster, restaurationsbesøg, sammenkomster, samt i øvrigt udgifter til underholdning og fornøjelser.

3. Udgifter til koncert- og teaterbilletter, indkøb af grammofonplader o.lign.

4. Henlæggelser til investeringsfonds, jfr. investeringsfondslovens § 2.

5. Skattemæssig overførsel af beløb til, eller modtagelse af beløb som medarbejdende ægtefælle, jfr. kildeskattelovens § 25 A.

Direktoratet skal præcisere, at der ved afgørelsen af, om et medlem driver selvstændig virksomhed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, altid skal foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde , og at afgørelsen heraf ikke alene afhænger af de skattemæssige fradrag, men også i høj grad af indtægtserhvervelsens form (A/B-indkomst, over/underskud af selvstændig virksomhed). F.eks. vil et medlem med overvejende indtægter i form af A-indkomst (jfr. ovenfor under afsnit 2), men med et mindre overskud af virksomhed og fradrag som selvstændig erhvervsdrivende, som hovedregel kunne bevare sit medlemskab af Tjenernes, Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasse og evt. modtage dagpenge efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed (jfr. afsnit 5).

Der skal således foretages en samlet vurdering af det enkelte medlems beskæftigelsesforhold og de i forbindelse hermed oppebårne vederlag og foretagne fradrag.

5. Selvstændig virksomhed som hovederhverv eller bibeskæftigelse.

Når en musiker eller en artist har indkomst som selvstændig erhvervsdrivende, vil det ofte være påkrævet at foretage en vurdering af, om virksomheden er af et sådant omfang, at der er tale om hovederhverv, eller om beskæftigelsen bør anerkendes som bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Er der tale om hovederhverv som selvstændig, d.v.s. hvis medlemmets indkomst overvejende figurerer som overskud af virksomhed, evt. honorarindkomst, skal medlemmet overflyttes til en kasse for selvstændige. Medlemmet vil i så fald være omfattet af reglerne for selvstændige, herunder reglen om, at dagpenge først kan udbetales, når virksomheden er ophørt mere end midlertidigt, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3.

Er der derimod tale om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, vil medlemmet kunne forblive i en kasse for lønmodtagere, og der skal under hensyn til omfanget af virksomheden foretages vurdering af, hvorvidt medlemmet kan oppebære dagpenge med de begrænsninger, der følger af bekendtgørelsen om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Såfremt indtægten hidrører fra selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, vil musikeren/artisten som medlem af Tjenernes, Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasse eller en anden arbejdsløshedskasse for lønmodtagere ikke kunne få omregnet denne indtægt til timer. Det er i denne forbindelse alene den faktisk medgåede tid ved beskæftigelsen, der har betydning, jfr. bibeskæftigelsesbekendtgørelsen, heri medregnet f.eks. transporttid, samt tid brugt i forbindelse med administration (regnskabsførelse, kontraktudfærdigelse m.v.).

6. Øvrige bemærkninger.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at opstille klarere og mere entydige regler til vurdering af, hvorvidt en musiker vil være omfattet af de for lønmodtagere gældende regler, eller om pågældende må anses for selvstændig erhvervsdrivende.

Spørgsmålet vil indgå i det forestående arbejde vedrørende optagelse af selvstændige erhvervsdrivende.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 4. maj 1988

BIRGER STEIN /Søren Balslev

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →