Anvisning om Fremstilling og fyldning af aerosolbeholdere. (* 1) (* 2) (* 3)
Statutory Text (1 Articles)
Anvisning om Fremstilling og fyldning af aerosolbeholdere. (* 1) (* 2) (* 3)
Indledning
Aerosolbeholdere (trykdåser) er omfattet af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 338 af 11. december 1935 om indretningen og brugen af transportable beholdere for sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter, med senere ændringer (flaskebekendtgørelsen).
Bekendtgørelsens bestemmelser om indretning, godkendelse, fyldning og afprøvning er imidlertid fastsat med sigte på beholdere, der er beregnet til gentagen fyldning, og dette medfører nogle uhensigtsmæssige krav til aerosolbeholdere.
Direktoratet har derfor med hjemmel i bekendtgørelsens § 28 lempet kravene hertil, således som det angives i denne anvisning.
Anvisningens bestemmelser svarer til de regler for fremstilling fyldning og kontrol af trykdåser, der blev udsendt med direktoratets meddelelse nr. 1/1968, der nu er bortfaldet.
Aerosolbeholdere kan også fremstilles fyldes og afprøves efter EF-direktivet om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om areosoler (direktiv 75/324/EØF) j. fr. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 443 om EF-direktiv om aerosoler. De skal i så fald mærkes med det heri foreskrevne mærke og kan forhandles såvel i Danmark som i de øvrige EF-medlemslande.
Det bemærkes, at ovennævnte bestemmelser kun vedrører aerosolbeholderes fremstilling, afprøvning, fyldning og mærkning. De omfatter ikke krav vedrørende indholdende. Herom henvises til andre regler navnlig miljølovgivningen.
1. Område
Anvisning omfatter aerosolbeholdere.
Som aerosolbeholder betragtes sådanne trykdåser
- som kun fyldes en gang og
- hvis rumindhold er mindre end lig med 1 liter
og
- som indeholder sammentrykkede luftarter, fordråbede luftarter samt væskeformige eller opløste stoffer når p2 x V er større end 2,5 (p = indholdets damptryk ved 40 grader C, V = dåsens rumfang i liter).
Nævnte beholdere anses for at opfylde §§ 3,5-7,13 og §§ 19-24 i flaskebekendtgørelsen når reglerne i pkt. 2-5 følges.
2. Typegodkendelse (godkendelse af dåsernes konstruktion)
2.1 4 eksemplarer af dåsen med beskrivelse af dens fremstilling og angivelse af det hertil anvendte materiale indsendes til afprøvning på Dantest.
2.2 Dantest underkaster de 3 dåser en vandtrykprøve med et prøvningstryk på mindst 10 bar og højst 18 bar. Vandtrykprøven skal fortsættes ud over prøvningstrykket, indtil sprængning indtræffer (som sprængning betragtes udkrængning af en indadhvælvet endebund). Prøvningstrykket skal kunne tåles uden utæthed eller synlig deformation. Sprængningstrykket skal overstige prøvningstrykket med mindst 20%.
Dåserne skal prøves med påmonteret »endekop«, men kan være uden ventil. Såfremt prøvningstrykket er højere end 10 bar, skal prøvningstrykket være anført på dåsen.
2.3 Den i pkt. 2.2 nævnte officielle godkendelsesprøvning kan også foretages i udlandet, ved anerkendt udenlandsk institution, hvorfra attester i original eller fotokopi da må forelægges Dantest. I så fald sendes kun et eksemplar af dåsen til Dantest.
3. Løbende afprøvning
3.1 Dåsefabrikanten skal hver dag udtage 1 promille af produktionen og underkaste den samme prøvning som ovenfor beskrevet. Der skal føres protokol over disse prøvninger, hvis resultater på forlangende skal forelægges for Dantest.
3.2 Dantest skal mindst en gang om året hos påfylderen (eventuelt importøren af fyldte dåser) udtage 3 eksemplarer til samme afprøvning.
4. Fyldning
4.1 Fyldningens damptryk må ved 40 grader C ikke overstige 50% af prøvetrykket.
4.2 Dåserne må ikke fyldes mere, end at der ved 65 grader C endnu er et luftrum tilbage i dåserne. Fyldningen kan ske ved vejning eller efter rumfang i pålideligt apparatur. I begge tilfælde skal stikprøvevis kontrolvejning finde sted.
4.3 Hver dåse skal efter fyldningen ved opvarmning i vandbad til 55 grader C findes tæt og uden synlig deformation.
5. Dåsernes mærkning
5.1 Den, der påfylder dåser eller importerer fyldte dåser, skal sørge for,
- at kun dåser, der er afprøvet og godkendt efter ovennævnte regler anvendes
- at damptrykket ikke overstiger det tilladte og
- at nærværende regler i øvrigt opfyldes.
5.2 Påfylderens navn eller firma skal være angivet (om ønsket med et hos Dantest registreret kodemærke) på dåsen.
5.3 Dåser fremstillet i Danmark skal i bunden være mærket med et af Dantest accepteret mærke for dåsens fabrikant.
5.4 På dåsen skal være angivet, at den ikke må udsættes for højere temperatur end 40 grader C eller anden overlast under brug og transport, samt at dåsen ikke må punkteres eller kastes bort, før den er helt tømt.
5.5 Er indholdet giftigt eller ætsende, skal advarsel om dette være anført på dåsen.
5.6 Såfremt der ved fyldning medgår brandfarlige stoffer, skal advarsel herom være anført på dåsen, medmindre det ved afprøvning på Dantest er fastslået, at brandfare ikke foreligger under dåsens tømning.
5.7 Brugsvejledning og anden orientering for brugeren skal være affattet på dansk.
Erik Andersen