Legislator Case Law & Legislation
C19880302060 DK

At-meddelelse nr. 2.06.2, januar 1988, erstatter september 1983 Båndsave til træbearbejdning

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1988 3020 Historic

At-meddelelse nr. 2.06.2, januar 1988, erstatter september 1983 Båndsave til træbearbejdning

Båndsave skal være indrettet og bruges forsvarligt efter arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser for tekniske hjælpemidler. Ud fra disse bestemmelser stilles efter Arbejdstilsynets administrative praksis følgende krav

Brugsanvisning

Ved enhver levering (salg, udlejning og udlån) skal der medfølge skriftlige anvisninger på dansk om betjening, brug og vedligeholdelse.

Indretning

Båndsave skal sikres således,

at personer så vidt muligt ikke kan komme i berøring med klinge og klingehjul

at klingen ikke kan udslynges til fare for sikkerheden

at farligt efterløb er imødegået.

Savklingen skal med undtagelse af den arbejdende del være forsynet med afskærming.

Begge klingehjul skal være helt afskærmet fortil samt på siderne og øverste klingehjul desuden på toppen.

Savklingen skal under bordet, og over bordet fra klingestyret og op, være afskærmet fortil og på siderne. Se fig. 1.

1. Højdeindstilling af klingestyr

2. Afskærmning af klingehjulenes forside

3. Afskærmning på siderne og på toppen

4. Afskærmning over klingestyret.

Klingehjul med eger el. lign. skal på begge sider være forsynet med runde plader, der lukker hjulene, medmindre hjulene også er indkapslet på bagsiden.

Styret på båndsavklingen skal let kunne indstilles i ønsket højde, og afskærmningen af savklingen ovenfor styret skal automatisk følge dette ved indstilling.

Hver båndsav skal have spændingsfaldudløser, som forhindrer, at den utilsigtet går i gang efter spændingsfald eller strømsvigt. Indkobling skal ske i nærheden af startindretningen.

Start- og stopindretning skal være let tilgængelig.

Startindretningen skal være sikret mod utilsigtet påvirkning. Det kan ske ved,

- at startknap er forsænket, overdækket eller forsynet med krave

- at drejeafbryder er forsynet med krave, medmindre konstruktion eller placering hindrer utilsigtet påvirkning.

Båndsave skal være forsynet med bremse, hvis klingen ikke standser senest 10 sekunder efter, at der er afbrudt for maskinen.

Brug

Under brugen skal klingestyret altid stilles så tæt mod emnet som muligt.

Savklingens tykkelse bør ikke være større end 1/1000 af klingehjulsdiameteren.

På grund af fare for brud af hjulkransen på støbejernshjul med eger må hjulkransens hastighed ikke være større end 30 m/s.

Længdesavning langs anlæg kan udføres sikkert med fremføringsværktøj, som vist i fig. 2.

Savning af runde emner kan udføres sikkert med kilestøtte som vist i fig. 3.

Savning af kantstillede emner kan udføres sikkert med anlægsvinkel og stødpind som vist i fig. 4.

Ved savning af lange emner skal der benyttes rullebuk eller bordforlænger, der hindrer, at emnet vipper (kipper).

Vedligeholdelse

Båndsave skal vedligeholdes, så de altid er i forsvarlig stand. Leverandørens anvisninger om eftersyn og vedligeholdelse skal følges.

Klingehjulenes bandager skal være afdrejede og rengjorte.

Klingen skal være skarp og have rigtigt udlæg. Klinger med revner må ikke benyttes.

Vedligeholdelses- og reparationsarbejde skal udføres forsvarligt. Energiforsyningen skal være effektivt afbrudt, fx ved afbryder med nøgle.

Indlægsklodsen i arbejdsbordet skal udskiftes, når luftrummet mellem klinge og side overstiger 1 mm.

Udskiftning kan lettes ved at benytte indlægsklods med udskifteligt indlæg. Se fig. 5. Klodsen skal være i plan med bordets overflade.

1. Slidt indlægsklods

2. Indlægsklods med udskifteligt indlæg

Klinger må kun repareres af en sagkyndig.

Unge under 18 år

Unge under 18 år må ikke beskæftiges ved båndsave. Der er særlige regler for lærlinge og elever.

Erik Andersen

---------------------------------------------------------------------

Baggrund

- Bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om tekniske hjælpemidlers indretning og anvendelse.

- Bekendtgørelse nr. 31 af 12. februar 1969 om unge menneskers farlige arbejde.

---------------------------------------------------------------------

Nummer og dato på nævnte bekendtgørelser findes i At-meddelelse nr. 0.02.1, der indeholder en fuldstændig fortegnelse over gældende love, bekendtgørelser og At-anvisninger om arbejdsmiljø.

---------------------------------------------------------------------

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →