At-meddelelse nr. 2.04.1, januar 1988, erstatter september 1983 Løfteborde
Statutory Text (2 Articles)
At-meddelelse nr. 2.04.1, januar 1988, erstatter september 1983 Løfteborde
Løfteborde benyttes til at løfte materialer op til en passende højde for en arbejdsproces. De kan være fast opstillede eller transportable. Ladet bevæges normalt hydraulisk enten direkte af eet eller flere hydraulstempler eller indirekte gennem saksearme.
For fast opstillede løfteplatforme til lodret transport af materialer og personer henvises til At-meddelelse nr. 2.04.2.
Løfteborde skal opfylde arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser for tekniske hjælpemidler. Ud fra disse bestemmelser stilles efter arbejdstilsynets administrative praksis følgende krav
Brugsanvisning
Ved enhver levering (salg, udlejning og udlån) skal der medfølge skriftlige anvisninger på dansk om betjening, brug og vedligeholdelse.
Indretning
Løftehøjden må højst være 1,7 m over omgivende gulv eller terræn.
Betjeningsorganerne skal virke således, at bevægelsen straks standser, når betjeningsorganet slippes (dødmandsknapfunktion).
Betjeningsorganer skal være placeret eller udformet således, at utilsigtet påvirkning er forhindret. Fx skal trykknapper være forsænket eller forsynet med krave. Pedaler skal have overdækning.
Betjeningsorganernes funktion skal være angivet ved let forståelige symboler eller tekst på dansk.
Transportable løfteborde med hjul skal have bremse eller anden blokeringsanordning for hjulene.
Et transportabelt løftebord til vandret transport af gods skal være forsynet med et fast håndtag eller bøjle ca. 1 m over gulv og med en friafstand til det løftede bords kant på mindst 100 mm. Bremse eller blokeringsanordning for hjulene skal kunne betjenes af operatøren i stående stilling.
Vandret transport af gods på løfteborde må kun ske med helt sænket bord.
Bordets og undervognens kanter bør være malet med gul-sorte advarselsstriber.
Klemningsfare imellem saksearme skal være forebygget således
- Afstanden fra bordets og bundrammens kant og ind til saksearmene skal være mindst 50 mm
- Afstanden mellem de enkelte arme skal være mindst 30 mm
Klemningsfare under bordets underkant skal være forebygget således
- Enten skal der hele vejen rundt være en føleliste, som ved berøring standser bevægelsen, inden følelisten har nået sin endestilling,
- eller der skal altid være en friafstand under bordets kant på mindst 100 mm.
Ved nye løfteborde har arbejdstilsynet stillet krav om friafstand på mindst 120 mm.
Løftebordet skal være tydeligt mærket med størst tilladte belastning i kg.
Brug
Under brugen skal løftebordet stå vandret, fast og bæredygtigt underlag. Er det fast opstillet, bør det være spændt forsvarligt fast til underlaget. Er det forsynet med hjul, skal de være afbremset eller på anden måde forsvarligt blokeret.
Gods skal anbringes forsvarligt på bordet, så det ikke kan vælte eller falde ned.
Under vandret transport bør godset ikke rage uden for bordets kanter.
Vedligeholdelse
Løfteborde skal vedligeholdes, så de altid er i forsvarlig stand. Leverandørens anvisninger skal følges.
Under vedligeholdelse, reparation eller rengøring under løftet bord, skal bordet fastholdes sikkert i løftet stilling med en forsvarlig spærreanordning. Der skal være et advarselsskilt.
Et løftebord kan være indrettet, så bordet kan klappes op for at lette vedligeholdelse og tilsyn. Et sådant opklappet bord skal fastholdes sikkert i sin åbne stilling.
Erik Andersen
---------------------------------------------------------------------
Baggrund
- Bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om tekniske hjælpemidlers indretning og anvendelse.
---------------------------------------------------------------------
Nummer og dato på nævnte bekendtgørelser findes i At-meddelelse nr. 0.02.1, der indeholder en fuldstændig fortegnelse over gældende love, bekendtgørelser og At-anvisninger om arbejdsmiljø.
---------------------------------------------------------------------
Ingen