Skrivelse vedrørende folkeregistrenes attestation af vælgererklæringer til brug ved partianmeldelser (Til alle kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende folkeregistrenes attestation af vælgererklæringer til brug ved partianmeldelser
(Til alle kommunalbestyrelser)
Ved den nye folketingsvalglov (lov nr. 271 af 13. maj 1987), der trådte i kraft 1. juli 1988, er gennemført den ændring af reglerne om vælgererklæringer til brug ved partianmeldelse, at personnummer skal anføres i stedet for som hidtil fødselsdato. Til gengæld stilles ikke mere krav om anførelse af fulde navn, men om navn.
De hidtil gældende regler om vælgererklæringernes indhold finder dog fortsat anvendelse for de partier, der har fået godkendt en formular til vælgererklæringer inden for de seneste 2 år før den nye lovs ikrafttræden. Det drejer sig bl.a. om partierne Danmarks Retsforbund, De Grønne, Det Humanistiske Parti, Danmarks Kommunistiske Parti, Marxistisk-Leninistisk Parti, Fælles Kurs og Venstrsocialisterne.
I Indenrigsministeriets vejledning af 19. november 1987 (* 1) om folkeregistrenes attestation af vælgererklæringer til brug ved partianmeldelser er bl.a. anført følgende (s. 2, sidste afsnit)
»Oplysningerne om fulde navn, fødselsdato og bopæl har til formål at give en sikker identifikation af den pågældende. Attestation bør derfor ikke meddeles, såfremt vælgererklæringens oplysninger ikke er i nøje overensstemmelse med folkeregistrets oplysninger. Der kan dog ses bort fra uvæsentlige uoverensstemmelser vedrørende angivelse af fulde navn, fx vedrørende stavemåden.«
Indenrigsministeriet har erfaret, at den citerede bestemmelse i vejledningen om uvæsentlige uoverensstemmelser vedrørende angivelse af fulde navn har givet anledning til tvivl, navnlig vedrørende betydningen af, at samtlige fornavne ikke er angivet.
Man skal i den anledning oplyse, at spørgsmålet om, hvorvidt en uoverensstemmelse vedrørende angivelse af fulde navn er væsentlig eller uvæsentlig, beror på en konkret vurdering, hvorved der må lægges vægt på, om det oplyste navn sammenholdt med oplysningerne om fødselsdato og bopæl giver en sikker identifikation af den pågældende.
Indenrigsministeriet, den 3. november 1988
P.M.V.
E.B.
Anne Birte Pade
(* 1) Vejledningen er optaget som nr. 178 i Ministerialtidende hæfte 11/1987