Legislator Case Law & Legislation
C19880012909 DK

Cirkulære om placering af landanlæg til en fast Storebæltsforbindelse mellem Halsskov og Knudshoved (Til Vestsjællands og Fyns amtsråd samt Korsør og Nyborg kommunalbestyrelser)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1988 129 Valid

Cirkulære om placering af landanlæg til en fast Storebæltsforbindelse mellem Halsskov og Knudshoved

(Til Vestsjællands og Fyns amtsråd samt Korsør og Nyborg

kommunalbestyrelser)

1. Cirkulærets formål og indhold

Folketinget har den 26. maj 1987 vedtaget lov om anlæg af fast forbindelse over Storebælt, lov nr. 380 af 10. juni 1987.

Den faste forbindelse over Storebælt omfatter en jernbaneforbindelse anlagt i en tunnel under Østerrenden mellem Sjælland og Sprogø og på en lavbro over Vesterrenden mellem Sprogø og Fyn, samt en motorvejsforbindelse, der krydser Østerrenden enten i en sænketunnel eller på en højbro og Vesterrenden på samme lavbro som jernbaneforbindelsen.

På land omfatter den faste forbindelse de nødvendige tilslutningsanlæg til vej- og jernbaneforbindelser og nye stationsanlæg i både Korsør og Nyborg kommuner. Den faste forbindelse omfatter også andre nødvendige anlæg, samt ændringer i det bestående vej- og spornet.

Det er i bemærkningerne til forslaget til lov om anlæg af fast forbindelse over Storebælt forudsat, at der »vil blive udarbejdet et landsplandirektiv, der sikrer tilvejebringelsen af nødvendige forudsætninger for den kommunale planlægning«.

Dette er baggrunden for nærværende cirkulære, som dels fritager anlægget for overholdelse af regler i medfør af lov om lands- og regionplanlægning, lov om kommuneplanlægning, og lov om by- og landzoner og dels indeholder bindende forskrifter for regionplanlægningen og for kommune- og lokalplanlægningen samt for administrationen af lov om by- og landzoner i anlæggets konsekvensområder.

Cirkulæret udsendes i henhold til § 4 i lov om lands- og regionplanlægning, jf. Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 735 af 21. december 1982 som ændret ved lov nr. 355 af 13. maj 1987 og lov nr. 393 af 10. juni 1987, og i henhold til § 29, stk. 1, i lov om kommuneplanlægning, jf. Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 391 af 22. juli 1985 som ændret ved lov nr. 287 af 13. maj 1987, samt i henhold til § 9, stk. 6 i lov om by- og landzoner, jf. Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985, som ændret ved lov nr. 286 af 13. maj 1987.

Cirkulæret har været forelagt berørte ministerier, styrelser, amtskommuner og kommuner i perioden 1. marts 1988 - 1. juni 1988, samt været fremlagt til orientering for borgerne i Korsør og Nyborg kommuner i perioden 1. marts 1988 - 1. maj 1988.

Cirkulæret er disponeret således, at punkt 2 indeholder de forudsætninger, der skal lægges til grund for regionplanlægningen. Punkt 3 indeholder de bindende forskrifter for planlægningen af de enkelte områder og punkt 4 de bindende forskrifter for administrationen af lov om by- og landzoner. Punkt 5 indeholder hjemmel til mindre fravigelser fra cirkulærets bestemmelser, og punkt 6 ophæver de gældende landsplandirektiver for området. Punkt 7 handler om revision af cirkulæret.

På det til cirkulæret knyttede kortbilag er foretaget en afgrænsning af det geografiske område, der er omfattet af cirkulæret. De af cirkulæret omfattede arealer er inddelt i tre områder - område I-III - på baggrund af de forskellige retningslinier, der fastsættes ved cirkulæret.

2. Forudsætninger for regionplanlægningen

I medfør af § 4, stk. 1 i lov om lands- og regionplanlægning fastsættes herved, at regionplanlægningen skal udføres ud fra den forudsætning, at der indenfor de på kortbilaget angivne områder skal anlægges en Storebæltsforbindelse med tilhørende stationer, serviceanlæg, vejtilslutninger, sporforbindelser, midlertidige arbejdsanlæg m.v.

3. Bestemmelser for områderne

Område I (selve anlægsområdet og midlertidige arbejdsanlæg).

Område I er det område, der er omfattet af anlægsloven, og efterfølgende reguleret af ekspropriationskommissionen.

I medfør af § 4, stk. 2 i lov om lands- og regionplanlægning bestemmes udover det under punkt 2 fastsatte, at de under punkt 2 nævnte forudsætninger har retsvirkning som regionplan.

Der skal således ikke udarbejdes regionplantillæg som forudsætning for bygge- og anlægsarbejdernes iværksættelse, men retningslinier skal optages i regionplanen ved førstkommende revision.

I medfør af § 4, stk. 3, i lov om lands- og regionplanlægning bestemmes endvidere, at bygge- og anlægsarbejderne kan iværksættes uden forudgående tilvejebringelse af kommune- og lokalplan, og at de bygninger og anlæg, der skal opføres i området, er undtaget fra bestemmelserne i kommuneplanlovens § 43 om højdebegrænsning og fra bestemmelserne i by- og landzonelovens § 6-8 om zonetilladelse til udstykning, opførelse af ny bebyggelse og ændret anvendelse.

Område II (stationsbygninger og stationsforpladser).

I medfør af § 4, stk. 2, i lov om lands- og regionplanlægning bestemmes udover det under punkt 2 fastsatte, at de under punkt 2 nævnte forudsætninger har retsvirkning som regionplan.

Der skal således ikke udarbejdes regionplantillæg som forudsætning for bygge- og anlægsarbejdernes iværksættelse, men retningslinier skal optages i regionplanen ved førstkommende revision.

I medfør af lov om kommuneplanlægning, § 29, stk. 1, pålægges det kommunalbestyrelserne senest den 1. januar 1990 at offentliggøre lokalplanforslag til nærmere regulering af området med henblik på endelig vedtagelse senest den 1. januar 1991.

For denne lokalplanlægning skal resultatet af ekspropriationskommissionens beslutning m.v. lægges til grund som en bindende forudsætning.

Område III (den faste forbindelses umiddelbare konsekvensområder).

Udover det under punkt 2 fastsatte vedrørende regionplanlægningen, pålægges det i medfør af § 29, stk. 1, i lov om kommuneplanlægning kommunalbestyrelserne senest den 1. januar 1992 at offentliggøre lokalplanforslag til nærmere regulering af området med henblik på endelig vedtagelse senest den 1. januar 1993.

For denne lokalplanlægning skal det lægges til grund, som en bindende forudsætning, at fremtidig anvendelse af området skal ske under varetagelse af støjhensyn.

Der må således ikke ved lokalplan udlægges arealer til boligområder, hvor den udendørs døgnækvivalente støjbelastning overstiger 60 dB(A) fra jernbanen og 55 dB(A) fra vejen. Der kan dog ved lokalplanlægningen skabes grundlag for etablering af kontor og liberalt erhverv, hvor støjbelastningen er 5 dB(A) højere, medens støjbelastningen skal være 5 dB(A) lavere, hvor lokalplanen åbner mulighed for etablering af rekreative områder.

For at sikre ny bebyggelse mod vibrationsgener, skal lokalplaner fastlægge, at der skal være mindst 50 m mellem jernbane og ny boligbebyggelse eller det skal på anden måde ved lokalplanlægningen sikres, at vibrationsniveauet i boligerne ikke overstiger 75 dB.

4. Bindende forskrifter for zonelovsadministrationen

I medfør af § 9, stk. 6, i lov om by- og landzoner fastsættes, for områderne II og III, at zonemyndigheden ikke i henhold til § 9, stk. 1, må meddele tilladelser, der er i strid med dette cirkulære.

5. Fravigelser fra cirkulærets bestemmelser

Planstyrelsen bemyndiges til efter forhandling med berørte myndigheder og A/S Storebæltsforbindelsen at tillade mindre afvigelser fra cirkulæret.

6. Ophævelse af gældende landsplandirektiver

Miljøministeriets cirkulære af 25. maj 1981 om reservation af arealer i tilslutning til en eventuel Storebæltsbros landsfæster og ministeriets cirkulære nr. 9 af 18. januar 1985 om placering af et nyt færgeleje ved færgehavnen Knudshoved og anlæg af jernbaneforbindelse fra færgehavnen til Nyborg Station, ophæves hermed. Samtidig bortfalder den i sidstnævnte cirkulære fastsatte forpligtelse til tilvejebringelse af lokalplan.

7. Revision af cirkulæret

Det er aftalt mellem Miljøministeriet og de berørte ministerier, amtskommuner, kommuner og A/S Storebæltsforbindelsen, at indholdet af nærværende cirkulære tages op til vurdering i 1990 bl.a. med henblik på en vurdering af de arealer, der er omfattet af dette cirkulære, men efter valget af anlægsmodel ikke påregnes anvendt.

Miljøministeriet, den 13. oktober 1988

LONE DYBKJÆR

/Ole Christiansen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →