Cirkulære om behandling af mindre jordfordelingssager
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om behandling af mindre jordfordelingssager
I forbindelse med, at administrationen af landbrugslovens kap. I-IV og jordfordelingslovens § 9 er blevet overført fra Matrikeldirektoratet til Jordbrugsdirektoratet, er der ved bekendtgørelse nr. 668 af 14. oktober 1988 om jordfordeling mellem landejendomme fastsat nye regler for fremgangsmåden ved behandlingen af mindre jordfordelingssager, dvs. sager om jordomlægninger, der kan opnå begunstigelser efter jordfordelingslovens § 9.
1. Generelle bemærkninger
Efter bestemmelserne i § 9 i jordfordelingsloven kan parterne i sager om jordomlægninger mellem landbrugsejendomme opnå begunstigelser efter lovens § 8, stk. 1 og 3, når et jordstykke overdrages til anden ejer, og Jordbrugsdirektoratet finder, at overdragelsen vil virke til fremme af en hensigtsmæssig fordeling af landbrugsjorderne eller disses landbrugsmæssige udnyttelse.
Reglerne for, hvilke jordomlægninger der kan behandles som mindre jordfordelingssager, fremgår nærmere af pkt. 2 i dette cirkulære. Reglerne har til formål at fremme initiativet til jordfordeling i forbindelse med omlægning af jorder mellem landbrugsejendomme, herunder at fremme en hensigtsmæssig arrondering af de enkelte ejendomme og at tilskynde til, at flere ejendomme inddrages i sagerne.
2. Betingelser for tilskud efter lovens § 9
Efter § 3, stk. 3, i bekendtgørelsen kan begunstigelser efter jordfordelingslovens § 9 normalt kun forventes i tilfælde, hvor en sag omfatter jordomlægninger mellem mindst 3 landbrugsejendomme. Bestemmelsen gælder både mageskifter og overdragelser, hvor der ikke er tale om mageskifter. Følgende jordomlægninger vil i almindelighed kunne godkendes efter jordfordelingslovens § 9 som mindre jordfordelingssager
1) Jordomlægninger, hvorved der opnås en forbedret jordarrondering eller beliggenhed af jorder til eksisterende landbrugsejendomme.
Det vil normalt være en forudsætning,
at vejafstanden fra ejendommens bygninger til suppleringsjorden ikke overstiger 500 m, (ved eng- og moselodder m.v. kan dog accepteres større afstande, normalt indtil 2 km), og at der ikke er tale om færdsel ad eller tværs over stærkere trafikeret vej eller vej gennem tæt bebygget område, og
at de fremtidige ejendomme mindst får en sådan størrelse, at de må anses som bevaringsværdige jordbrugsbedrifter, der skønnes egnet til at opretholdes på længere sigt.
2) Overdragelser, hvorved fraliggende lodder sammenkøbes på en hensigtsmæssig måde, så mulighederne for en landbrugsmæssig udnyttelse af jorderne fremmes. Det vil normalt være en forudsætning, at lodderne er sammengrænsende.
3) Skelforandringer, hvorved der opnås en væsentlig driftsmæssig forbedring for ejendommene.
Hvis ganske særlige forhold taler for det, kan der gives tilskud, selv om der kun indgår 2 landbrugsejendomme i en sag.
Der vil ikke blive givet tilskud til sammenlægning af hele landbrugsejendomme eller til jordomlægning, hvor hele jordtilliggendet sammenlægges med en anden landbrugsejendom, medens en parcel med ejendommens bygninger fraskilles til beboelse.
Det samme gælder, hvis en væsentlig del af jordtilliggendet sammenlægges med anden landbrugsejendom, og restparcellen nedbringes til at omfatte ejendommens bygninger og et mindre jordtilliggende, der ønskes opretholdt som et fritidslandbrug med landbrugspligt.
3. Godkendelse af mindre jordfordelingssager
Ønskes en sag om jordomlægning mellem landbrugsejendomme behandlet som en mindre jordfordelingssag, skal parterne anmode om det i forbindelse med ansøgning om jordomlægningen efter landbrugsloven.
Jordbrugsdirektoratet meddeler i forbindelse med afgørelsen efter landbrugsloven, om jordomlægningerne kan godkendes som tilskudsberettigede efter jordfordelingslovens § 9. Hvis kun en del af jordomlægningerne kan godkendes som tilskudsberettigede, oplyser Jordbrugsdirektoratet, hvilke parceller der kan opnå begunstigelser efter jordfordelingsloven. Jordbrugsdirektoratet oplyser tillige, hvor stor en del af landinspektørudgifterne der kan ydes tilskud til.
Det tilskud, der kan ydes til udgifterne til landinspektørbistand efter jordfordelingslovens § 9, jf. § 8, stk. 3, vil normalt være 50 pct. af landinspektørens honorar, befordringsgodtgørelse og udlæg. Hvis de samlede jordomlægninger vedrører mindst 5 landbrugsejendomme, og alle jordomlægningerne kan godkendes efter retningslinierne i pkt. 2, kan der ydes tilskud på indtil 100 pct.
Landinspektøren kan efter de nævnte regler få afklaret, om der kan opnås tilskud efter jordfordelingsloven, inden der iværksættes udstykningsarbejder, opmåling i marken m.v.
Der kan kun forventes tilskud efter jordfordelingsloven, hvis der har været søgt tilskud i ansøgningen om tilladelse efter landbrugsloven.
4. Fritagelse for udstykningsafgift og gebyr til Matrikeldirektoratet
Kopier af matriklens kort og oplysninger om arealer og lignende fra matriklen, der er nødvendige for registreringen af jordomlægningerne i matriklen, leveres af Matrikeldirektoratet uden gebyr, jf. lovens § 8, stk. 1. Det er en forudsætning, at der ved bestillingen af kopier i Matrikeldirektoratet vedlægges dokumentation for, at Jordbrugsdirektoratet har godkendt jordomlægningerne som tilskudsberettigede efter lovens § 9.
Udgifter til kopier, der har været nødvendige for udarbejdelse af ansøgningen til Jordbrugsdirektoratet, refunderes dog også, hvis tilskud bliver bevilget. Sådanne udgifter anføres som et særligt udlæg i landinspektørens opgørelse.
Jordomlægningerne er fritaget for udstykningsafgift i henhold til § 3, stk. 2, i lov om afgift for ekspedition af udstykningssager. Jordomlægningerne er ligeledes fritaget for gebyr for attestation af parcelkort. Kort, der ikke vedrører jordomlægninger, der er godkendt som tilskudsberettigede, er derimod ikke fritaget for attestationsgebyr.
5. Tilskud til udgifter til landinspektør
Jordbrugsdirektoratet giver - som nævnt i pkt. 3 - meddelelse om, hvor stor en del af landinspektørudgifterne der kan ydes tilskud til i forbindelse med godkendelse af sagen efter landbrugsloven.
Af hensyn til beregningen af tilskuddets størrelse skal landinspektøren (uden for Sønderjylland) fremsende den færdigt udarbejdede udstykningssag, vedlagt en opgørelse over landinspektørens honorar m.v., til Jordbrugsdirektoratet, inden sagen indsendes til Matrikeldirektoratet. Efter gennemgang af sagen videresender Jordbrugsdirektoratet sagen til Matrikeldirektoratet, medmindre andet er ønsket. Samtidig får landinspektøren meddelelse om det beløb, der kan ydes som jordfordelingstilskud.
I Sønderjylland, hvor matrikulært arbejde udføres af en statslandinspektør, sker udbetaling af jordfordelingstilskud på grundlag af en opgørelse fra statslandinspektøren.
Tilskuddet udbetales, når Jordbrugsdirektoratet har modtaget meddelelse fra Matrikeldirektoratet om, at sagen er godkendt endeligt i henhold til udstykningsloven, jf. punkt 6.
Tilskuddets størrelse fastsættes på grundlag af opgørelsen over udgifterne, herunder landinspektørhonorar, befordringsudgifter og udlæg. Honoraret skal beregnes efter honorarregler, der er udarbejdet af Praktiserende Landinspektørers Forening. Opgørelsen skal indeholde henvisning til benyttede takster i honorarreglerne og indeholde oplysning om grundlaget for honorarberegningen. Alle timebetalingsarbejder og udlæg skal være specificerede. I opgørelsen kan medtages tillæg efter honorarreglerne for betinget approbation for så vidt angår parceller, der overdrages til sammenlægning med anden landbrugsejendom.
Som det fremgår af pkt. 4 er sager, der godkendes som tilskudsberettigede efter lovens § 9, fritaget for gebyr for kopier af kort og oplysninger om areal m.v. fra matriklen samt for udstykningsafgift og gebyr for attestation af parcelkort. Disse udgifter skal derfor normalt ikke medtages i opgørelsen over udgifter til landinspektørbistand.
Der må ikke i opgørelsen medtages honorar for arbejder, der ikke efter reglerne i udstykningsbekendtgørelsen er nødvendige for, at sagen kan ekspederes. Der gives ikke tilskud til udfærdigelse af kort, der ikke vedrører omlagte arealer, f.eks. parcelkort over restparceller. Sådanne kort kan heller ikke forventes fritaget for gebyr for attestation, jf. pkt. 4. I opgørelsen må ikke medtages udgifter til undersøgelse i marken af grænserne for andre lodder end dem, der indgår i jordomlægningen.
Tilskud til landinspektørbistand angår alene udgifter til den matrikulære berigtigelse af jordomlægninger. I opgørelsen må derfor ikke medtages udgifter til planlægning, forhandling m.v. Der kan i almindelighed ikke medtages udgifter til skelsætning.
6. Udbetaling af jordfordelingstilskud
Jordbrugsdirektoratet udbetaler jordfordelingstilskud umiddelbart efter, at direktoratet har modtaget meddelelse fra Matrikeldirektoratet om, at sagen er godkendt endeligt i henhold til udstykningsloven. Udbetaling af tilskud sker normalt gennem postvæsenet (pr. giro eller udbetalingskort).
Indsendelse af kvittering for beløbets modtagelse er unødvendig. Af praktiske hensyn foretrækker Jordbrugsdirektoratet at udbetale tilskuddet til den landinspektør, der har indsendt sagen. De sager, der indsendes til Jordbrugsdirektoratet med honoraropgørelse, jf. punkt 5, skal derfor ved indsendelsen til Jordbrugsdirektoratet være vedlagt fuldmagt for landinspektøren til at modtage beløbene på parternes vegne. Hvis tilskudsbeløb undtagelsesvis skal udbetales til parterne, skal der i ansøgningen være oplyst vedkommendes navn, stilling og postadresse samt eventuelt girokontonummer.
7. Ikrafttræden m.v.
Reglerne i dette cirkulære gælder fra den 1. januar 1989. Samtidig ophæves cirkulære nr. 95 af 8. juli 1983 om behandling af mindre jordfordelingssager.
Landbrugsministeriet, den 14. oktober 1988
LAURITS TØRNÆS
/John B. Kjær
Ingen