Legislator Case Law & Legislation
C19880011154 DK

Skrivelse om kommuners og amtskommuners deltagelse i eksportforretninger (Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1988 111 Historic

Skrivelse om kommuners og amtskommuners deltagelse i eksportforretninger

(Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd)

Industriministeriets cirkulære om systemeksport

Med henblik på at fremme den samlede danske eksport har Industriministeriet den 22. september 1988 udsendt vedlagte cirkulære om offentlige styrelsers deltagelse i eksportfortforretninger (systemeksport), jfr. tillige det ligeledes vedlagte cirkulære af samme dato fra Finansministeriet om adgangen til at udføre indtægtdækket virksomhed. Cirkulæret retter sig umiddelbart til statslige myndigheder og fastlægger de nærmere regler for disses deltagelse i eksportvirksomhed. Cirkulæret afløser Industriministeriets cirkulære af 20. marts 1985 vedrørende offentlige styrelsers deltagelse i eksportforretninger. I forhold til dette cirkulære er der sket en vis udvidelse i de statslige myndigheders adgang til at deltage i eksportforretninger.

I det tidligere cirkulære var der en henstilling til kommuner og amtskommuner om ved deltagelse i eksportforretninger at følge cirkulærets regler med henblik på at sikre, »at kommuners og amtskommuners eksportaktiviteter ikke strider imod Danmarks erhvervs- og handelspolitik, ikke påfører erhvervene konkurrence og ikke kolliderer med det generelle eksportfremmearbejde og planlægningen heraf.«

Disse hensyn må fortsat betragtes som væsentlige i forbindelse med kommuners og amtskommuners deltagelse i eksportforretninger. Indenrigsministeriet skal derfor henstille, at kommuner og amtskommuner, herunder kommunale fællesskaber, følger reglerne i Industriministeriets og Finansministeriets cirkulærer, for så vidt de efter deres indhold kan finde anvendelse på kommunale forhold. Økonomisk støtte

Industri- og Handelsstyrelsen kan efter reglerne i Industriministeriets cirkulære, pkt. 12 og 13, yde støtte til offentlige styrelsers eksportarbejde og til produktudvikling med henblik på eksport. Folketingets finansudvalg har tiltrådt, at kommuner og amtskommuner på linje med statslige myndigheder vil kunne søge andel i disse midler. Det vil i givet fald være et vilkår for tildeling af støtte, at cirkulærets bestemmelser følges. Anmeldelse af eksportvirksomhed

Som led i vurderingen af den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af offentlige styrelsers deltagelse i eksportforretninger, herunder tilrettelæggelse af eventuelle støtteordninger, indsamler Industriministeriets løbende statistiske oplysninger om det offentliges eksportvirksomhed. Det må tillægges stor betydning, at denne statistik også omfatter den kommunale sektors eksport. Indenrigsministeriet skal derfor henstille til kommuner og amtskommuner, at oplysninger om eventuel eksportvirksomhed indsendes til Industri- og Handelsstyrelsen, også selvom der ikke søges om tilskud fra de nævnte støtteordninger. Det samme gælder den forudgående orientering om påtænkte eksportforretninger, jfr. cirkulærets pkt. 7.

Man skal henlede opmærksomheden på, at Industri- og Handelsstyrelsen og Udenrigstjenesten gerne bistår kommuner og amtskommuner med rådgivning i forbindelse med eksportforretninger. Almindelige kommunalretlige regler om kommunal virksomhed

Det understreges, at cirkulæret ikke indebærer nogen ændring af de rammer, som efter almindelige kommunalretlige regler gælder for kommunal deltagelse i handels- og produktionsvirksomhed.

I den forbindelse skal Indenrigsministeriet bemærke, at kommuner som udgangspunkt ikke lovligt kan beskæftige sig med almindelig handels- og produktionsvirksomhed, medmindre der foreligger særlig lovhjemmel. Dette udgangspunkt modificeres efter de kommunalretlige regler på forskellig måde. Modifikationen kan oversigtligt resumeres således

Kommunerne kan lovligt producere til eget brug, samt afsætte biprodukter, der opstår som en naturlig følge af varetagelsen af i øvrigt lovlige kommunale opgaver, såfremt afsætningen kan ske på en økonomisk forsvarlig måde. Kommunerne kan endvidere varetage en række traditionelt bestemte opgaver på forsyningsområdet. Endelig kan kommunerne i en vis - begrænset - udstrækning udføre opgaver som accessorisk virksomhed, dvs. en virksomhed, der i princippet ikke er en lovlig kommunal opgave, men som knytter sig naturligt og tæt til en i øvrigt lovlig kommunal opgave på en sådan måde, at det ville forekomme urimeligt, at kommunen ikke kunne påtage sig opgaven.

Opsamlet viden (know-how) kan betragtes som et biprodukt, som en kommune lovligt vil kunne sælge. I forbindelse med salg af biprodukter, herunder know-how, vil det være lovligt at foretage en forarbejdning og udføre et salgsarbejde med henblik på en økonomisk forsvarlig afsætning. Det vil dog ikke være lovligt, at biproduktet forarbejdes så meget, at det kun udgør en mindre del af det nye forarbejdede produkt. Tilsvarende må salgsarbejdet ikke være så omfattende, at det får karakter af en ny selvstændig virksomhed.

Det skal understreges, at udnyttelsen af biprodukter kun må ske, såfremt det er økonomisk forsvarligt for kommunen. Kommunen skal derfor have alle sine omkostninger ved forarbejdning og salgsarbejde dækket, og det vil ikke med det formål at fremme afsætningen være lovligt for kommuner at yde tilskud til denne virksomhed.

Med venlig hilsen

Thor Pedersen

/Kåre Stevns

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →