Cirkulæreskrivelse om parkeringslempelser m.v. for alvorligt gangbesværede trafikanter. (Til politiet)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om parkeringslempelser m.v. for alvorligt gangbesværede trafikanter. (Til politiet)
Med henblik på at lette de alvorligt gangbesværede trafikanters parkeringsbehov skal Justitsministeriet anmode om, at køretøjer, som er forsynet med et af Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget udleveret 10 X 28 cm rektangulært blåt skilt med påskriften INVALIDEVOGN og det internationale invalidesymbol i hvidt, anbragt synligt inden for forruden eller rude i fordør, ikke pålægges parkeringsafgift i følgende tilfælde.
1. Parkering i indtil 15 minutter tolereres
- på steder, hvor alene af- og pålæsning er tilladt,
- på steder, hvor der er parkeringsforbud, og
- på gågader i det omfang, der er tilladt varekørsel og af- og
pålæsning i forbindelse hermed, idet tillige indkørsel tillades med det ovenfor beskrevne invalideskilt anbragt i forruden eller fordørs rude.
2. Parkering i indtil 1 time tolereres
- på steder, hvor 15 eller 30 minutters parkering er tilladt.
3. Tidsubegrænset parkering tolereres
- på steder, hvor 1, 2 eller 3 timers parkering er tilladt, såfremt parkeringsskivens visere ved ankomsten indstilles på ankomsttidspunktet, samt
- på parkometerpladser eller på pladser med parkomat (billetautomat), såfremt der ved ankomsten til pladsen betales maksimumbeløb, og parkeringsskivens visere indstilles på ankomsttidspunktet.
Det bemærkes, at lempelserne ikke medfører fritagelse for anvendelse af påbudt parkeringsskive, og at lempelserne ikke omfatter parkering i strid med standsningsforbud.
Hvor den gangbesværede har et særligt parkeringsbehov, f.eks. ved bopæl eller arbejdsplads, kan ansøgning om afmærket parkeringsbås indgives til politiet. I Københavns kommune indsendes ansøgningen gennem Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget til politiet.
Såfremt der i øvrigt opstår behov for en enkelt langvarig parkering, kan henvendelse herom rettes til politiet.
Invalideskiltet udleveres gennem Bolig-, Motor- og Hjælpemideludvalget, Hans Knudsens Plads 1 A, 2100 København Ø. Skiltet udleveres til gangbesværede trafikanter, der opfylder betingelserne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 for at få den af Socialministeriet fastsatte støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.
Skiltet udleveres endvidere til institutioner, som har behov for transport af alvorligt gangbesværede klienter. Det er en forudsætning for udleveringen af invalideskiltet, at skiltet alene anvendes, når institutionen transporterer alvorligt gangbesværede klienter.
Man skal anmode om, at politiet i forbindelse med håndhævelse af parkeringsrestriktionerne sidestiller udenlandske invalideskilte, anvendt af udlændinge, med det danske invalideskilt, såfremt det pågældende skilt er forsynet med det internationale invalidesymbol.
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 59 af 11. maj 1983 om parkeringslempelser m.v. for alvorligt gangbesværede trafikanter ophæves.
Ingen