Vejledning om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

§ 4 indeholder regler om, hvad der beregnes som kommunal låntagning. Det er allerede nævnt, at værdien af lejede lokaler m.v. regnes med. Men også lån, der optages af f.eks. selvejende og private institutioner, der er økonomisk afhængige af kommunen, regnes med, (§ 4, stk. 1, litra c-d).

Hvis f.eks. en ikke-kommunal idrætshal ønsker at optage lån, vil der i mange tilfælde være sådanne økonomiske relationer mellem kommunen og idrætshallen, at det i realiteten er kommunen, som står inde for lånoptagelsen. Og hvis kommunen endvidere gennem repræsentation i bestyrelsen eller på anden måde har indflydelse på virksomhedens drift, vil der reelt være tale om en virksomhed med kommunal deltagelse. Virksomhedens låntagning vil derfor efter § 4, stk. 1, litra c, skulle fragå i kommunens låneramme.

Investeringer i kommunale trafikhavne er ikke omfattet af § 2, men havnene kan optage lån efter Trafikministeriets regler herom, uden at kommunens låneramme berøres. Dog vil lånet skulle fragå i kommunens låneramme, hvis kommunen stiller garanti for lånet jvf. § 4, stk. 1, litra e.

Ad 4. Reglerne om garantistillelse.

Allerede i bekendtgørelsen fra 1982 blev garantistillelse i en række tilfælde sidestillet med lån. Denne sidestilling er nu gjort generel med bestemmelsen § 4, stk. 1, litra e, om, at garanti for lån henregnes til kommunens låntagning, hvis lånet anvendes til finansiering af udgifter, der sidestilles med en kommunal anlægsopgave.

Garanti for boligindskudslån betragtes således ikke som et kommunalt lån. Kommunen kan altså kun stille garanti for lån, hvis der er tale om formål, som kommunen selv automatisk kan låne til, hvis det beløb, garantien lyder på, fradrages i kommunens låneramme, eller hvis kommunen deponerer et beløb efter reglerne i § 4, stk. 2-6, svarende til det, garantien lyder på.

Det er som hidtil en betingelse for kommunens garantistillelse, at der er tale om et lovligt kommunalt formål, og at lånet opfylder vilkårene for kommunal låntagning, § 7, jvf. § 6.

Ad 5. særligt om lån til sanering og byfornyelse.

Låneadgangen omfatter alene kommunens udgifter til foranstaltninger omfattet af en saneringsplan eller en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og boligforbedring. Det vil sige, at kommunerne kan optage eller stille garanti for lån, som nævnt i saneringslovens §§ 47, 47 a, 49, 50, 52, 52 a og 54 a samt byfornyelseslovens §§ 58, 58 a, 59 og 62. Der kan endvidere optages lån til udgifter, der er berettigede til statsrefusion efter byfornyelseslovens § 66, stk. 3, herunder til ejendomserhvervelse i medfør af beslutningen. De optagne lån nedskrives/ indfries med statens andel af saneringstabet, straks den modtages. Endvidere nedskrives/indfries de optagne lån med indtægter som følge af salg af ryddede grunde mv., således at den endelige låneadgang alene omfatter kommunens nettoudgifter.

Lånefinansiering kan som hovedregel finde sted, enten når udgiften er omfattet af en godkendt saneringsplan, når der foreligger bindende tilsagn til udgifternes afholdelse, eller når en beslutning efter byfornyelseslovens § 8, stk. 3, er indberettet til Boligministeren (Boligstyrelsen). Dog kan udgifter, som afholdes fra tidspunktet for kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte planlægningen inden for et konkret område i henhold til lov om byfornyelse og boligforbedring ligeledes lånefinansieres, i det omfang udgifterne er omfattet af en forventet senere beslutning i medfør af byfornyelsesloven.

Ad 6. Særligt om naturgasselskabernes låneadgang .

Ifølge § 2, stk. 1, litra c, er der adgang til lånefinansiering af driftsunderskuddet, inkl. renter og afdrag, ved distribution af naturgas.

Låneadgangen omfatter ikke naturgasselskabernes driftsunderskud generelt, men alene underskuddet ved den del af selskabernes aktivitet, der vedrører naturgasdistributionen.

Til driftsudgifter vedrørende naturgasdistribution henregnes

- udgifter til køb af naturgas, vedligeholdelse af naturgasnettet og administration,

- udgifter ved markedsføring, herunder ydelse af rabatter, finansiering af kundernes konvertering til naturgas, tilvejebringelse af komponenter til og udførelse af konverteringen samt service overfor brugernes naturgasinstallationer,

- samt endelig de jyske naturgasselskabers udgifter ved køb af aktier i Jydsk Naturgas A/S, jvf. drøftelse i møde den 18. juni 1987 mellem energiministeren, indenrigsministeren og formændene for Naturgas Syd, Naturgas Midt/Nord og Jydsk Naturgas.

En række af naturgasselskabernes aktivitetsområder falder uden for denne afgrænsning. Det gælder selskabernes aktiviteter og udviklingsprogrammer inden for andre energiformer, og det gælder aktiviteter, som er afledede af naturgasdistributionen.

Som eksempel på afledet virksomhed, der ikke giver låneadgang, kan nævnes systemeksport og genbrugsvirksomhed. Med genbrugsvirksomhed sigtes specielt til reparation og salg af de oliebrændere, som naturgasselskaberne i en række tilfælde har købt af kunderne ved konverteringen. Udgiften til købet af oliebrændere vil dog kunne anses for at være en markedsføringsudgift og dermed berettige til låneadgang. Skulle der ved naturgasselskabernes aktiviteter i forbindelse med systemeksport opstå behov for mellemfinansiering, henvises naturgasselskaberne til lånebekendtgørelsens kassekreditregler, (§ 6, stk. 4).

Ad 7. Hvor kan kommunerne låne?

Lånebekendtgørelsen indeholder ingen begrænsninger, m.h.t. hvor kommunerne kan optage lån.

For så vidt angår lån i fondene for frigørelses- og afståelsesafgift der med § 2, stk. 1, litra n, som hidtil automatisk låneadgang til udgiften ved erhvervelse af ejendomme i medfør af lov om tilbudspligt eller lov om frigørelsesafgift af fast ejendom. Når det drejer sig om lån i frigørelses- og afståelsesafgiftsfondene til andre formål, gælder de almindelige regler, d.v.s. at kommunerne kan låne i fondene i det omfang, de har uudnyttet låneadgang efter § 2 eller dispensation efter § 11, stk. 1.

Kommunerne kan også låne i udlandet. Det fremgår af bekendtgørelsens § 6, stk. 2, at udlandslån maksimalt må have en løbetid på 20 år, og at den beregnede, gennemsnitlige løbetid højst må være 15 år.

Ved gennemsnitlig løbetid forstås et vejet gennemsnit af de enkelte afdrags løbetid. Neden for er der givet eksempler på, hvordan den gennemsnitlige løbetid beregnes. Der er tale om 10-års lån på nominelt 100 kr. med helårlig rente på 9 pct.

Serielån med årlige afdrag

(a) (b) (c) Tidspkt.(år) Afdr. (kr.) = (a) x (b) 1 10 10 2 10 20 3 10 30 4 10 40 5 10 50 6 10 60 7 10 70 8 10 80 9 10 90 10 10 100 Sum 100 550 Gennemsnitlig løbetid = Sum(c) = 550 = 5,5 år Sum(b) 100 Annuitetslån med årlige ydelser. (a) (b) (c) (d) (e) (f) Tidspkt. Ydelse Restgæld Rente Afdrag =(a)x(e) før beta- = 9 pct. = (b) ling af af (c) - (d) ydelser 1 15,58 100,00 9,00 6,58 6,58 2 15,58 93,42 8,41 7,17 14,35 3 15,58 86,24 7,76 7,82 23,46 4 15,58 78,42 7,06 8,52 34,10 5 15,58 69,90 6,29 9,29 46,46 6 15,58 60,61 5,45 10,13 60,76 7 15,58 50,48 4,54 11,04 77,27 8 15,58 39,44 3,55 12,03 96,26 9 15,58 27,41 2,47 13,12 118,04 10 15,58 14,30 1,29 14,30 142,95 Sum 100,00 620,00 Gennemsnitlig løbetid = Sum (f) = 620 ------------- = 6,2 år Sum (e) 100

Stående (= fast) lån.

Der er kun eet afdrag, nemlig det fulde lånebeløb, som forfalder efter 10 år. Altså er gennemsnitlig løbetid også 10 år.

Da omkostninger ved lån i udlandet ofte vil være større end ved indenlandsk låntagning, vil det kunne være hensigtsmæssigt at lånefinansiere et anlægsarbejde, der løber over flere år, med eet lån. Der er derfor med undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 3, 2. punktum åbnet mulighed for, at man det første år kan optage udlandslån svarende til det samlede finansieringsbehov ved det pågældende, flerårige anlægsarbejde.

Finansministeriet har i cirkulæreskrivelse af 5. juli 1985 skitseret retningslinier for lån i udlandet. Den væsentligste regel er, at udlandslån skal løbe afdragsfrit i mindst eet år. Umiddelbart efter hjemtagelsen skal Finansministeriet underrettes om låntagningen.

Ad 8. Overtagelse af lån.

Hvis kommunen i forbindelse med køb af en ejendom overtager et lån, vil lånet skulle fragå i kommunens låneramme. Fra denne hovedregel er der dog tre undtagelser.

For det første gælder det, at et lån aldrig skal belaste kommunens lånerammer mere end een gang. Det får betydning, hvis kommunen f.eks. køber en selvejende institution, hvis lån har været henregnet under kommunens låntagning efter § 4. (§ 2, stk. 2, litra f).

For det andet fremgår det af § 2, stk. 2., litra g, at kommunen har adgang til uden for lånerammen at overtage indestående prioriteter i forbindelse med erhvervelse af fast ejendom, såfremt ejendommen erhverves af kommunen som ufyldestgjort panthaver på en tvangsauktion. Det er i denne forbindelse en betingelse, at kommunen søger ejendommen afhændet. Såfremt ejendommen overgår til kommunalt formål, skal prioriteterne indfries, medmindre kommunen har,en uudnyttet låneadgang.

Endelig for det tredie kan kommunen benytte sig af deponeringsreglerne i § 4, stk. 2-6.

Ad 9. Konvertering af lån.

Nyt i forhold til 1982-bekendtgørelsen er det, at lånereglerne nu omfatter en generel adgang til at foretage konvertering af lån. Den nye regel er indføjet for at gøre det muligt for kommunerne at opnå en mere fordelagtig rente. Derimod er det ikke hensigten, at konvertering skal kunne medføre en øjeblikkelig likviditetsgevinst. Derfor er der knyttet en række betingelser til konverteringsadgangen. (§ 2, stk. 2, litra e.)

For det første skal provenuet af det nye lån fuldt ud anvendes til indfrielse af eksisterende lån.

For det andet skal den totale finansiering respektere de i § 6 fastsatte regler. Det vil sige, at hvis et indlandslån konverteres til et udlandslån må summen af den forløbne afdragstid på det indenlandske lån og løbetiden på udlandslånet ikke overstige 20 år, og den gennemsnitlige løbetid må tilsvarende ikke overstige 15 år. Hvis flere indlandslån konverteres til et udlandslån, anvendes en vægtet sum af de forløbne afdragstider.

Endelig for det tredie skal værdien af den afdragsfri periode fragå provenuet af det nye lån, når der er tale om konvertering fra indenlandsk til udenlandsk låntagning. Værdien af den afdragsfri periode opgøres som det beløb, der skulle være betalt i afdrag på det gamle lån i den pågældende periode, hvis man ikke havde indfriet det. Denne regel vil altid være aktuel, fordi det jvf. pkt. 7 kræves, at udlandslån skal være afdragsfri i mindst eet år.

Ad 10. Kassekreditter og byggelån.

Både kommuner, amtskommuner, Hovedstadsrådet og kommunale fællesskaber har mulighed for i et vist omfang at trække på kassekreditter.

For kommunale fællesskaber gælder, at kassekreditten maksimalt må andrage 50 kr. pr. indbygger. For kommunerne opgøres det tilladte træk på kasse- og byggekreditter som gennemsnittet af meget likvide beholdninger over de seneste 365 kalenderdage.

Begrebet "meget likvide beholdninger" defineres som summen af indeståender på kasse-, giro-, check- og anfordrings konti, jvf. funktionerne 8.01-8.04/9.01-9.04 i "Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner". Trækket på kasse- og byggekreditter opgøres i henhold til funktion 8.50/9.50.

Saldi vedr. byggelån, der snarest efter byggearbejdet konverteres til langfristet låntagning inden for kommunens låneramme, skal dog ikke regnes med.

Beregningen af gennemsnittene, såvel gennemsnitsbeholdningen af likvide aktiver som gennemsnitstræk på kasse- og byggekreditter på en given dag, f.eks. den 2. december 1988 kan ske på følgende måde

For hver dag i perioden 3. december 1987 til 2. december 1988, hvor der er foretaget kasseopgørelse, noteres dagens saldo på 9.01 - 9.04 i en kolonne og dagens saldo på 9.50 (excl. saldi vedrørende byggelån, der senere konverteres til langfristede lån) i en anden kolonne. For hver kolonne tælles saldiene sammen og divideres med det samlede antal kasseopgørelser, der er foretaget i perioden. (D.v.s. det fremkomne gennemsnit på 9.50 fratrækkes, hvis det repræsenterer kreditsaldi, det tilsvarende gennemsnit på 9.01 - 9.04). Det derefter fremkomme resultat må aldrig blive negativt.

Med henblik på mulighederne for kontrol af overholdelsen af reglen vil det være nødvendigt, at kommunen tilrettelægger kasseopgørelsen således, at kommunen på foranledning kan rekonstruere saldiene dagligt på de respektive konti i den forløbne 12 måneders periode.

Ad 11. Dispensationsmulighederne.

Indenrigsministeren kan i særlige tilfælde meddele kommunen dispensation til at optage lån uden for lånerammen (§ 11, stk. 1). Dispensationerne tildeles inden for en samlet ramme for det enkelte regnskabsår.

Ansøgninger om forhåndstilsagn om lånedispensation bør være Indenrigsministeriet i hænde senest den 1. september i året forud for det regnskabsår, hvor lånet ønskes optaget. Kommuner, der søger om dispensation inden denne dato, vil kunne modtage svar inden den endelige vedtagelse af budgettet.

Der kan kun undtagelsesvist gives dispensation til kommuner, der indsender anmodning om lånetilladelse efter budgetvedtagelsen.

En ansøgning om lånetilladelse bør dels indeholde en angivelse af låneformålet og dels en redegørelse for størrelsen af kommunens kassebeholdning set i relation til summen af bruttodriftsudgifterne og bruttoanlægsudgifterne. Der kan som hovedregel kun opnås dispensation til lånefinansiering af anlægsudgifter, og kun kommuner med en lav likviditet kan komme i betragtning.

Et forhåndstilsagn om lånedispensation er knyttet til det projekt, der har begrundet forhåndstilsagnet. Såsnart der er truffet endelig beslutning om iværksættelse af projektet, kan kommunen anmode om endelig dispensation. Såfremt det vedtagne projekt i det væsentlige er identisk med det, som begrundede forhåndstilsagnet, er det kun en formsag at opnå en endelig dispensation. Beslutter kommunen derimod at opgive det pågældende projekt, falder forhåndstilsagnet automatisk bort.

Som et led i gennemførelsen af regeringens vandmiljøhandlingsplan er der for 1988 fastsat en lidt mere lempelig dispensationsadgang for lån til rensningsanlæg.

Retningslinierne for ansøgning om tilladelse til lånefinansiering af rensningsanlæg er beskrevet i Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af 30. juni 1987.

Ad 12. Kommunens tilsagn om regelmæssige ydelser.

Under forudsætning af at kommunalbestyrelsen forfølger et lovligt kommunalt formål, kan kommunalbestyrelsen med tilsynsmyndighedens samtykke retligt forpligte sig til over en flerårig periode at erlægge en række ikke nærmere fastsatte økonomiske ydelser, som kommunen ikke efter loven er forpligtet til at præstere. Samtykkekravet er opretholdt i disse tilfælde, idet en præcisering af de minimumskrav til indsigt i modtagerens økonomiske forhold og dispositioner samt til kontrol med regnskabsaflæggelse og revision, som kommunalbestyrelsen skal stille som vilkår for tilsagnet, ikke kan foretages generelt, men må fastlægges i hvert enkelt tilfælde under hensyn til den konkrete modtagers forhold.

Det centrale område for bestemmelsen i § 8 er tilsagn til lokale foreninger, selvejende institutioner og lignende om underskudsdækning over en vis periode. De fremtidige ydelser vil i disse tilfælde være ukendte på tidspunktet for afgivelsen af tilsagnet. Samtykkekravet i § 8 gælder imidlertid også, selv om såvel antallet som størrelsen af de af tilsagnet omfattede ydelser på forhånd er fastlagt. Dog anses tilsagn om ydelse af et fast tilskud i op til 3 år for et engangstilskud med ratevis afvikling frem for et tilsagn om en "regelmæssig ydelse". Samtykke hertil vil således være ufornødent.

Ad 13. Kommunens indtræden i kommunale fællesskaber m.v.

Hensigten med § 9 er, at en kommune skal have tilsynsmyndighedens forudgående samtykke til indtræden i et fællesskab, der påfører kommunen økonomiske forpligtelser, men som ikke er omfattet af styrelseslovens § 60, fordi fællesskabet har andre deltagere end kommuner, eller fordi fællesskabet ikke medfører indskrænkninger i de deltagende kommuners beføjelser efter styrelsesloven.

Som eksempel på dispositioner, som vil kræve samtykke efter § 9, kan nævnes indtræden i et interessentskab eller i et andelsselskab med ubegrænset ansvar, når der i sådanne selskaber deltager andre end kommuner.

Herudover omfatter § 9 en kommunes indtræden i en forening, et selskab eller lignende, hvor kommunen forpligtes til at præstere eventuelle fremtidige ydelser i overensstemmelse med de beslutninger, der træffes af foreningens kompetente organer. Også her er det forudsat, at fællesskabet ikke er omfattet af godkendelseskravet efter styrelseslovens § 60.

Samtykke efter lovens § 60 er som hidtil nødvendigt ved indgåelse af aftaler om samarbejde udelukkende mellem kommuner, der vil medføre indskrænkning i de deltagende kommunalbestyrelsers beføjelser efter styrelsesloven.

Indenrigsministeriet, den 26. juni 1988

Thor Pedersen

/Ib Jensen

Vejledning om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

(Til samtlige kommuner, amtskommuner og tilsynsråd)

Indledning

Indenrigsministeren har ved bekendtgørelse nr. 309 af 13. juni 1988 fastsat regler om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Bekendtgørelsen erstatter Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 683 af 20. december 1982 med senere ændringer. Formålet med udsendelsen af en ny bekendtgørelse har i første række været at skabe overblik over de gældende regler. Men der er også ved denne lejlighed foretaget enkelte ændringer. Blandt de væsentligste nye regler er den automatiske låneadgang til anlægsudgifter ved vandforsyning, muligheden for at indgå lejekontrakter mod at deponere et kontant beløb (se nedenfor afsnit 2), de ændrede regler for kommunal garantistillelse (se nedenfor afsnit 4), samt indførelsen af en generel adgang til konvertering af lån (se nedenfor afsnit 9).

I denne vejledning findes omtale af følgende emner

1. Generel beskrivelse af lånereglerne

2. Reglerne om leje og leasing

3. Reglerne om selvejende og private institutioners låntagning

4. Reglerne om garantistillelse

5. Særligt om lån til byfornyelse

6. Særligt om naturgasselskabernes låneadgang

7. Hvor kan kommunerne låne

8. Overtagelse af lån

9. Konvertering af lån

10. Kassekreditter og byggelån

11. Dispensationsmulighederne

12. Kommunens tilsagn om regelmæssige ydelser

13. Kommunens indtræden i kommunale fællesskaber m.v.

Ad 1. Generel beskrivelse af lånereglerne.

I det enkelte regnskabsår råder kommunen over en låneramme; den svarer til summen af udgifter, som kommunen afholder til de formål, der er nævnt i § 2. og med de regnskabsførte beløb, det vil normalt sige excl. købsmoms.

Med denne bekendtgørelse er lånerammen udvidet til også at omfatte investeringer i vandforsyning og ældreboliger.

Låneadgangen efter § 2 er ikke betinget af, at lånebeløbene direkte anvendes til betaling af de udgifter, som har givet adgang til lånoptagelse. Men det er en betingelse, at de udgifter, der har udløst låneadgangen, er afholdt i samme regnskabsår, som lånet hjemtages. Låntagning kan dog finde sted i det følgende år, blot hjemtagelsen af lånet sker inden udløbet af supplementsperioden for det gamle regnskabsår.

Den automatiske låneadgang til en række formål indebærer, at kommunale indskud i fælleskommunale virksomheder kan lånefinansieres, hvis indskuddene fuldt ud anvendes til investeringer, for hvilke der er automatisk låneadgang.

Ordningen med lånerammer gælder alene for primærkommunerne. Amtskommunerne er som udgangspunkt afskåret fra at optage lån, men der er dog enkelte undtagelser; se § 3.

Derudover er der i 1988 særlige muligheder for, at amtskommunerne kan opnå dispensation til lånefinansiering af sygehusbyggeri m.v.

Den maksimale løbetid for lån fremgår af § 6. Herudover gælder, at lån normalt ikke bør have en løbetid, der overstiger afskrivningsperioden for det anlæg, der skal finansieres. Specielt for lån til rensningsanlæg gælder, at disses løbetid normalt ikke bør overstige den periode, over hvilken brugerbetalingen vedrørende anlægget bliver opkrævet (vedrørende lån til rensningsanlæg henvises til Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af 30. juni 1987 om finansiering af rensningsanlæg m.v.).

I følge § 2, stk. 1 litra m, n og o skal lån, der optages svarende til udgiften til areal- eller ejendomserhvervelser til kommunal jordforsyning, indfries, når ejendommen sælges eller overgår til kommunal formål, eller der skal ske deponering.

Det må derfor kræves, at der i regnskabsbemærkningerne for det år, hvor en ejendom købes, er redegjort for hvor stor en del af købssummen, der er medregnet i den sum af udgifter, der i henhold til § 2 har givet kommunen låneadgang i det pågældende år. I regnskabsbemærkningerne til det år, hvor hele eller en del af ejendommen sælges, skal det oplyses, hvor stor en del af det pågældende lån, der er indfriet, eller hvor stor en deponering, der er foretaget. Deponeringen/indfrielsen behøver ikke overstige den del af købssummen, der er medregnet i de udgifter, der har givet låneadgang.

Hvis kun en del af ejendommen sælges/overgår til kommunal formål skal der indfries/deponeres svarende til den solgte dels andel af den samlede købssum.

Ad 2. Reglerne om leje og leasing.

Indgåelse af leje og leasingaftaler opfattes i nogle tilfælde som lån. Det gælder, når leje/leasingaftalen erstatter en kommunal anlægsudgift . Hvis f.eks. en daginstitution etableres i lejede lokaler, skal værdien af det lejede fragå i kommunens låneramme. Har kommunen ingen låneramme, må der søges om dispensation. Leasing af f.eks. kontorteknik erstatter derimod ikke en anlægsudgift, men en driftsudgift, så her sker der ikke noget fradrag i lånerammen.

Når man skal opgøre værdien af det lejede, kan for nyopførte ejendomme anvendes den samlede anlægsudgift og for ældre ejendomme den seneste ejendomsvurdering. Udvidelse eller forbedring af det lejede, som medfører forøgelse af lejeudgiften, skal også sidestilles med kommunal lånoptagelse, og her kan tilsvarende anlægsudgiften anvendes ved opgørelse af det beløb, som skal fragå i lånerammen.

Med den nye bekendtgørelse er der indført en mulighed for bl.a. at indgå leje- og leasingaftaler, uden at det påvirker lånerammen: Kommunen kan deponere et beløb svarende til værdien af det lejede, (§ 4, stk. 2-6). Denne mulighed vil være af interesse som alternativ til køb eller nyopførelse, når kommunen har et midlertidigt lokalebehov.

For ældreboliger gælder, at der nu er indført en generel låneadgang, uanset om ældreboligerne finansieres efter ældreboliglovens regler, (§ 2, stk. 1, litra k og l). Det medfører, at kommunerne også frit kan leje ældreboliger, uden at det belaster lånerammen. Ligeledes kan der frit indgås aftaler om leje af lokaler til indretning af bofællesskaber for psykisk og fysisk handicappede efter bistandslovens § 68.

Ad 3. Reglerne om selvejende og private institutioners låntagning.

Vejledningen knytter sig til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 309 af 13. juni 1988 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.