Legislator Case Law & Legislation
C19880007360 DK

Vejledning for værnepligtige, der ønsker at opfylde værnepligten ved bistandsarbejde i udviklingslandene

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1988 73 Valid

Vejledning for værnepligtige, der ønsker at opfylde værnepligten ved bistandsarbejde i udviklingslandene

1. Grundlaget for denne vejledning

Reglerne om bistandsarbejde i udviklingslandene i stedet for almindelig værnepligt findes i lovbekendtgørelse nr. 428 af 30. september 1980 (u-landsværnepligtsloven) og i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 247 af 31. marts 1987 om behandling af ansøgninger om værnepligtens opfyldelse på denne måde.

2. Hvem kan komme i betragtning?

Hvis du endnu ikke er mødt til tjeneste, kan du aftjene værnepligt ved bistandsarbejde i et udviklingsland, hvis du opfylder de betingelser, der er nævnt nedenfor under punkt 3.

Det samme gælder, hvis du er værnepligtig læge, der har gjort tjeneste ved Forsvarets Lægekorps Rekrutskole som studerende, men endnu ikke er mødt ved det underlæge- og reservelægekursus, som finder sted ved Forsvarets Sanitetsskole.

3. Betingelser

Tilladelse til at opfylde værnepligten ved bistandsarbejde i et udviklingsland kræver, at du af sessionen er fundet egnet eller begrænset egnet til aftjening af værnepligt, og at du er indkaldt til værnepligtstjeneste.

Det kræves også, at du er egnet til at udføre bistandsarbejde, der i en nærmere fremtid forventes at blive behov for i udviklingslande. Det er Mellemfolkeligt Samvirke, der afgør dette efter, at du har gennemgået en bedømmelse, som Samvirket indkalder til. Du kan få nærmere oplysning om bedømmelsens indhold og omfang hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Den bedømmelse af din egnethed, som er foretaget af Mellemfolkeligt Samvirke, kan du indbringe for Udenrigsministeriet inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt dig.

4. Tjenestetiden

Tjenestetiden er 24 måneders bistandsarbejde. Forud for det egentlige bistandsarbejde afholdes uddannelseskursus i u-landsforhold og sprog efter Mellemfolkeligt Samvirkes anvisning.

5. Fremgangsmåde

Du skal vente med at indsende ansøgning, indtil du har modtaget en indkaldelsesordre til en anden form for værnepligt (forsvaret, civilforsvaret eller civilt arbejde). Fra dette tidspunkt har du 14 dage til at indsende ansøgning om udsendelse til bistandsarbejde i et udviklingsland i stedet for almindelig værnepligt.

Ansøgningen skal være skriftlig og sendes inden for 14-dages fristen til Mellemfolkeligt Samvirke.

Ansøgningsblanketter kan fås i Mellemfolkeligt Samvirke.

6. Udsættelse

Mellemfolkeligt Samvirke lægger vægt på, at bedømmelsen af dig først sker, når du har afsluttet din uddannelse.

Hvis du derfor ønsker at opfylde værnepligten ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande, skal du - så vidt muligt - udnytte de normale muligheder for udsættelse med værnepligtstjeneste i henhold til værnepligtsloven, inden ansøgning indsendes til Mellemfolkeligt Samvirke.

Så længe du ikke har fået tilladelse til at opfylde værnepligten ved bistandsarbejde i udviklingslande gælder de almindelige regler om udsættelse med værnepligtstjeneste. Det samme gælder, hvis en tilladelse er bortfaldet.

Det gælder også, hvis der ikke er givet udsættelse endnu efter u-landsværnepligtsloven som nævnt nedenfor.

Indenrigsministeriet har fastsat almindelige retningslinjer om udsættelse i en vejledning fra september 1984.

Du bør være opmærksom på, at et ønske om at opfylde værnepligten ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande ikke i sig selv er grundlag for at få udsættelse i henhold til værnepligtsloven.

Hvis Mellemfolkeligt Samvirke, når det behandler din ansøgning, endnu ikke anser dig for egnet til bedømmelse, meddeler Samvirket dig dette. Samtidig får du besked om, at du automatisk vil få udsættelse i henhold til u-landsværnepligtsloven, hvis du ikke trækker din ansøgning tilbage overfor Mellemfolkeligt Samvirke. Denne udsættelse gives i alle tilfælde af den myndighed, der er nævnt nedenfor, hvis beredskabsmæssige hensyn ikke taler imod det. Udsættelsen kan af praktiske grunde højst gives i et tidsrum af 14 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at du endnu ikke er egnet til bedømmelse, og kan kun gives een gang. Udsættelsen gives først og fremmest til opnåelse af den nødvendige arbejdserfaring efter uddannelsens afslutning. Ønsker du ikke en sådan udsættelse, må du altså kalde din ansøgning tilbage.

Udsættelse gives af følgende myndigheder

a. Forsvarskommandoen, hvis du har modtaget indkaldelse til at møde ved forsvaret,

b. Civilforsvarsstyrelsen, hvis du har modtaget indkaldelse til at møde ved civilforsvaret,

c. Værnepligtsstyrelsen, hvis du har modtaget indkaldelse til civilt arbejde.

7. Tilladelsen

Tilladelse til at opfylde værnepligten ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande gives af Værnepligtstyrelsen.

8. Bortfald af tilladelsen

En tilladelse bortfalder, hvis forudgående uddannelse i Mellemfolkeligt Samvirke ikke er begyndt, eller udsendelse til bistandsarbejde ikke har fundet sted inden et år efter udløb af det halvår, hvor tilladelsen er meddelt. Tilladelsen bortfalder også, hvis du er udeblevet fra indkaldelse til uddannelsen eller udsendelsen til bistandsarbejde. Tilladelsen bortfalder endelig, hvis uddannelsen afbrydes.

Det kan forekomme, at Mellemfolkeligt Samvirke må konstatere, at det ikke er muligt at anbringe dig i et u-land indenfor 1-årsfristen. I så fald kan Værnepligtsstyrelsen tilbagekalde din tilladelse. Værnepligtsstyrelsens afgørelse herom kan indbringes for Indenrigsministeriet.

Værnepligtsstyrelsen kan efter ansøgning bestemme, at tilladelsen ikke bortfalder.

Denne afgørelse kan indbringes for Indenrigsministeriet inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt dig.

Ved afgørelsen skal der navnlig tages hensyn til, om bortfaldsgrunden beror på dine egne forhold.

1-årsfristen kan forlænges i følgende tilfælde

a. Ved din ægtefælles eller samlevers graviditet og nedkomst. Der tages bl.a. hensyn til, at et barn skal være ca. 1 år, inden forældrene eventuelt tager det med til udlandet,

b. hvis fristforlængelsen vil være af afgørende betydning for dig eller dine pårørendes velfærd, eller

c. hvis du på grund af sygdom eller tilskadekomst forhindres i at rejse eller begynde en forudgående uddannelse inden fristens udløb.

Fristforlængelsen i disse tilfælde kan højst gives for et år, og du kan kun få fristen forlænget een gang.

I tilfælde af sygdom eller tilskadekomst, der hindrer rettidig udsendelse, skal Mellemfolkeligt Samvirke snarest muligt underrette Værnepligtsstyrelsen herom, ledsaget af fornøden lægeerklæring.

Hvor det på grund af foreliggende erklæringer og oplysninger må anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen er af kortvarig karakter og ikke vil påvirke din egnethed, kan Værnepligtsstyrelsen efter forhandling med Mellemfolkeligt Samvirke forlænge fristen for udsendelse. Udsendelse bør herefter ske så snart som muligt, efter at sygdommen er overstået.

9. Ny sessionsbehandling

Hvis en sygdom eller dens følger antages at være længerevarende eller påvirke din egnethed, forelægges sagen for sessionen, der afgør, om din tjenstdygtighed varigt eller for tiden ændres til under begrænset egnet, jf. pkt. 3.

Er sessionens afgørelse kun midlertidig, kan fristen for din udsendelse forlænges med et år.

Ved sagens forelæggelse for sessionen oplyser Værnepligtsstyrelsen efter forhandling med Mellemfolkeligt Samvirke, på hvilket tidspunkt du senest ønskes bedømt igen med henblik på eventuel senere udsendelse.

10. Afbrydelse af u-landsværnepligtstjenesten

Udfører du ikke bistandsarbejde i mindst to år, afgør Værnepligtsnævnet, om og i hvilket tidsrum du skal indkaldes til den værnepligtstjeneste, som du oprindelig er udskrevet eller overført til. Ved afgørelsen skal der navnlig tages hensyn til, om afbrydelsen af bistandsarbejdet beror på dine egne forhold.

Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

11. Bevis for bortfald af værnepligten på grund af udført bistandsarbejde

Når bistandsarbejdet er afsluttet, modtager du et bevis for værnepligtens bortfald. Beviset udfærdiges af Værnepligtsstyrelsen.

12. Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 10-14, 1300 København K, telefon 01-32 62 44.

Værnepligtsstyrelsen, den 15. juni 1988

STEEN THORBEK

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →