Vejledning om tilvejebringelse af oplysninger om fremmed ret
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om tilvejebringelse af oplysninger om fremmed ret
1. Indledning
Efter den europæiske konvention af 7. juni 1968 om oplysninger om fremmed ret kan der i sager, som her i landet behandles af domstolene, Justitsministeriet eller anklagemyndigheden, og i hvilke oplysninger om fremmed ret er af betydning, tilvejebringes oplysninger herom på den måde, der er fastsat i konventionen. Oplysninger kan indhentes fra de stater, som har ratificeret konventionen eller senere ratificerer den, jf. nedenfor pkt. 7.
Anvendelsesområdet for konventionen er ved kapitel I i en tillægsprotokol af 15. marts 1978 blevet udvidet til at omfatte områderne strafferet og strafferetspleje. Endvidere kan anmodning om oplysning om fremmed ret og procesmåde på civile og handelsmæssige områder samt om domstolenes organisation efter tillægsprotokollens kapitel II fremsættes ikke blot af judicielle myndigheder, men også af myndigheder eller personer, der inden for officielle ordninger vedrørende retshjælp eller juridisk rådgivning optræder på ubemidledes vegne. Af dette kapitel følger også, at anmodning om oplysning kan fremsættes allerede, når sagsanlæg påtænkes.
Konventionen og tillægsprotokollen er optaget som bilag 1 og 2 til denne vejledning.
2. Hvilke oplysninger?
Selve konventionen omfatter oplysninger om fremmed ret vedrørende civile, handelsmæssige og civilprocessuelle spørgsmål.
Der kan således fremsættes anmodning om oplysninger om regler inden for person-, familie- og arveret, ejendomsret, obligationsret, handelsret, skifteret og konkursret. Også om regler inden for transportret, selskabsret, ophavsret og ansættelsesret kan oplysninger tilvejebringes i det omfang, der ikke er tale om regler, der må anses for at være af offentligretlig karakter.
Efter tillægsprotokollen (kapitel I) kan der anmodes om oplysninger vedrørende strafferetlige og straffeprocessuelle spørgsmål. Til strafferetlige spørgsmål henregnes også reglerne om fuldbyrdelse af straffeforanstaltninger.
De civil- og straffeprocessuelle spørgsmål, om hvilke der efter henholdsvis konventionen og tillægsprotokollen kan anmodes om oplysninger, kan f.eks. angå domstolenes og anklagemyndighedens organisation samt fremgangsmåden ved sagernes behandling.
Udover disse hovedemner kan en anmodning om oplysninger omfatte offentligretlige spørgsmål, når disse har tilknytning til de hovedspørgsmål, som er angivet i anmodningen. For konventionen betyder det blandt andet at en anmodning også kan omfatte strafferetlige spørgsmål, når blot spørgsmålet har tilknytning til hovedspørgsmålet. Derimod kan der ikke selvstændigt tilvejebringes oplysninger om offentligretlige, f.eks. skatteretlige og forvaltningsretlige spørgsmål, der ikke har tilknytning til de hovedspørgsmål, der er nævnt i anmodningen.
3. Hvem kan anmode om oplysninger?
Anmodning om oplysninger kan ifølge konventionen fremsættes af judicielle myndigheder. Justitsministeriet anser ved anvendelsen af konventionen domstolene, Justitsministeriet og anklagemyndigheden som judicielle myndigheder.
Hvis myndigheden ikke selv udarbejder anmodningen, men f.eks. overlader dette til sagens parter eller til en af disse, skal anmodningen være godkendt af myndigheden, og dette skal fremgå af anmodningen eller af bilag, som vedlægges denne.
Efter tillægsprotokollen (kapitel II) kan imidlertid også myndigheder eller personer, der inden for officielle ordninger vedrørende retshjælp eller juridisk rådgivning optræder på ubemidledes vegne, fremsætte anmodning om oplysninger om fremmed ret, men kun på områder, der er omfattet af konventionens art. 1, stk. 1 (civile og handelsmæssige områder samt domstolenes organisation). Dette medfører f.eks., at advokater i civile sager, hvor deres klient har fået fri proces, samt offentligt beskikkede forsvarere vil kunne fremsætte en sådan anmodning.
4. Hvornår kan anmodning fremsættes?
Efter konventionen kan anmodning kun fremsættes, når sagens behandling er påbegyndt hos en judiciel myndighed.
Efter tillægsprotokollen (kapitel I og II) kan anmodning imidlertid også fremsættes, hvor retsforfølgning eller sagsanlæg påtænkes. Anmodningen skal sigte til en konkret retssag, og der er ikke mulighed for at anmode om oplysninger om fremmed ret i andre tilfælde, f.eks. i forbindelse med udfærdigelse af en kontrakt. Derimod kan f.eks. anklagemyndigheden anmode om oplysninger allerede under efterforskningen af en straffesag.
5. Anmodningens affattelse m.v.
Anmodningen skal angive sagens art og den stat, om hvis ret der ønskes oplysninger. Er der flere retssystemer i den pågældende stat, skal det også anføres, hvilket af disse anmodningen gælder.
I anmodningen skal der så nøjagtigt og konkret som muligt gøres rede for de spørgsmål, hvorom der ønskes oplysninger, og for de faktiske omstændigheder i sagen, der er nødvendige for en rigtig forståelse af anmodningen og for en nøjagtig og fuldstændig besvarelse. Kopier af dokumenter kan vedlægges, når det er nødvendigt for at klargøre anmodningens rækkevidde.
Anmodningen og eventuelle bilag skal affattes på sproget i den stat eller på et af de officielle sprog i den stat, hvorfra oplysninger ønskes. Forspørgsler om islandsk, norsk eller svensk ret kan dog affattes på dansk.
Anmodningen indsendes til Justitsministeriet, der sender den videre til vedkommende fremmede stat til besvarelse.
6. Besvarelsen
Besvarelsen vil oftest blive udarbejdet gratis af et statsligt eller officielt organ i den stat, hvorfra oplysninger ønskes. Vedkommende stat kan dog lade svaret udarbejde af en privat institution eller af en kvalificeret jurist. Hvis dette vil medføre omkostninger, skal der indhentes samtykke fra den, der har fremsat anmodningen. I forbindelse hermed skal størrelsen af de sandsynlige omkostninger oplyses.
Hvis udarbejdelsen af besvarelsen kræver lang tid, skal den, der har fremsat anmodningen, underrettes herom og så vidt muligt om den dato, svaret sandsynligvis vil blive afsendt.
Besvarelsen skal være objektiv og uvildig. Den vil således ikke angive, hvorledes det konkrete problem, som har givet anledning til forespørgslen, bør løses eller noget forslag herom. Derimod vil besvarelsen indeholde de retsregler og retsafgørelser, som er af betydning, og vil i fornødent omfang være ledsaget af supplerende dokumenter, f.eks. uddrag af retsvidenskabelige værker og lovmotiver, ligesom forklarende bemærkninger vil kunne medfølge.
Besvarelsen er ikke bindende for den, er har fremsat anmodningen.
7. Konventionen er indtil nu foruden af Danmark ratificeret eller tiltrådt af Belgien, Costa Rica, Cypern, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Grækenland, Holland (inkl. Aruba), Island, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Malta, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien (inkl. Jersey), Sverige, Tyrkiet og Østrig.
Samtlige ovennævnte lande undtagen Costa Rica, Island, Liechtenstein, Malta og Tyrkiet har endvidere ratificeret tillægsprotokollen. I forhold til disse 5 lande vil der indtil videre stadig kun være adgang til at få oplysninger om fremmed ret i det omfang, der er angivet i selve konventionen.
Af de lande, der har ratificeret tillægsprotokollen, har Cypern, Forbundsrepublikken Tyskland, Holland, Schweiz og Storbritannien afgivet erklæring om, at de kun er bundet af kapitel I. Derimod er Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Spanien, Sverige og Østrig bundet af hele protokollen.
Luxembourg har ved tiltrædelsen af konventionen erklæret, at statens ansvar i tilfælde af ufuldstændigt, falsk eller fejlagtigt svar på en anmodning om oplysninger inden for konventionens rammer er begrænset til tilfælde af svig eller uundskyldelig, grov forsømmelighed.
Der vil ved senere ratifikationer af konventionen og tillægsprotokollen blive udsendt meddelelse herom.
8. Vejledning nr. 311 af 6. november 1970 om tilvejebringelse af oplysninger om fremmed ret og vejledning nr. 86 af 30. april 1981 om tilvejebringelse af oplysninger om fremmed ret bortfalder.
Justitsministeriet, den 15. juni 1988
Erik Ninn-Hansen
/Jens K. A. Dinesen
(* 1) Vejledningens bilag 1 og 2 er ikke medtaget