Vejledning til bekendtgørelse om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed

Vejledning til bekendtgørelse om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed

Formålet med bekendtgørelsen er at fastsætte de nærmere betingelser for dagpengeretten for medlemmer, der har selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed har den særlige virkning, at medlemmet skal opfylde arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72 inden for de seneste 18 måneder.

Det er derfor væsentligt at få afgrænset den personkreds, der er omfattet af bekendtgørelsen, der i § 1 indeholder

dels en »nedre« afgrænsning af de selvstændige aktiviteter, jf. § 1, stk. 1,

dels en generel definition af begrebet »bibeskæftigelse«, jf. § 1,

stk. 2

Det skal præciseres, at det formelle ejerskab af en virksomhed ikke i sig selv medfører, at pågældende bliver omfattet af bekendtgørelsen. Det afgørende er, om pågældende deltager eller anses for at deltage i driften af virksomheden.

Spørgsmålet om fradrag for de aktiviteter, der herefter ikke er omfattet af bekendtgørelsens regler, skal afgøres efter reglerne i bekendtgørelsen om arbejde og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.

Selv om der i henhold til § 1 foreligger selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er dette ikke automatisk forbundet med retten til dagpenge. Hertil kræves efter bekendtgørelsens § 2, at virksomhedens tilrettelæggelse m.v. afgiver en rimelig sikkerhed for, at medlemmet faktisk er og kan være fuldt, normalt til rådighed for arbejdsmarkedet som lønmodtager.

Til § 1, stk. 1.

Personkreds.

Et medlem anses for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, når pågældende - alene eller sammen med andre - for egen regning og risiko udøver en virksomhed af erhvervsmæssig karakter med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Ved deltagelse i et aktie- eller anpartsselskab, der helt eller delvis ejes af medlemmet eller dennes ægtefælle, henvises til reglerne i direktoratets cirkulære af 9. juli 1986 vedrørende medlemskab m.v. for ansatte, der har aktier eller anparter i virksomheden.

A. Hvornår er der tale om udøvelse af selvstændig virksomhed efter bekendtgørelsen?

1. Afgrænsning over for fritidsaktiviteter.

En selvstændig virksomhed, som ikke har til formål at opnå økonomisk udbytte, har normalt ikke erhvervsmæssig karakter og er derfor ikke omfattet af bekendtgørelsens regler. Dette kan f.eks. gælde hundeopdræt, bistader og anden hobbypræget produktion, når den udøves i så ringe omfang, at den alene må betegnes som en fritidsaktivitet.

Det kan i visse tilfælde være nødvendigt at vurdere, om en selvstændig aktivitet indgår som element i en større sammenhæng, der generelt set har til formål at opnå økonomisk udbytte.

Den økonomiske virksomhed er almindeligvis kendetegnet ved regnskabsføring, skattemæssig afskrivning, investering, momsregistrering, reklame o.l.

Afgrænsningen mellem selvstændig erhvervsvirksomhed og fritidsaktivitet er endvidere beskrevet i vejledningen til direktoratets bekendtgørelse om arbejde og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.

Der henvises endvidere til cirkulære af 2. december 1983 om biavl i ledigheds- og efterlønsperioder og til cirkulære af 16. april 1986 om dagpengeret for medlemmer, der driver selvstændig virksomhed ved fiskeri.

2. Eje/drive.

Drift af selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt knyttet til det forhold, at man helt eller delvis bærer den økonomiske risiko ved virksomheden.

Bortforpagteren af en erhvervsvirksomhed kan derfor som hovedregel ikke anses for selvstændig erhvervsdrivende i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.

Derimod anses et medlem for at drive virksomhed, selvom der er ansat en bestyrer e.l. til at lede virksomheden, eller selvom en jordbruger lader en maskinstation udføre arbejdet.

Det forhold, at et medlem formelt står som ejer af en virksomhed - f.eks. et jordbrug - der reelt drives af ægtefællen eller af medejer(e), vil ikke medføre, at medlemmet anses for selvstændig erhvervsdrivende, medmindre medlemmet også selv udfører funktioner i virksomheden.

Et medlem, der ejer aktier, anparter m.v., et mindre antal udlejningsejendomme eller værdipapirer, uden at den pågældende i forbindelse hermed udfører personligt arbejde, jf. særligt pkt. 3 nedenfor om erhvervsudøvelse, anses heller ikke for selvstændig erhvervsdrivende i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.

3. Erhvervsudøvelse/underordnede funktioner.

Et medlems personlige arbejdsindsats i en virksomhed, der ejes af pågældende eller ægtefællen - alene eller sammen med andre - anses som hovedregel for selvstændig erhvervsudøvelse.

Til personlig arbejdsindsats medregnes ikke kun fysisk arbejde, men også enhver form for administration, regnskabsføring, beslutninger vedrørende driften af virksomheden m.v.

En arbejdsindsats i en underordnet funktion, der ikke har indflydelse på virksomhedens drift, kan i visse tilfælde falde uden for begrebet »udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed«.

Som eksempler kan nævnes ægtefællens rengøring af erhvervslokalerne, føring af en mindre kassekladde eller tilfældig telefonpasning.

4. Særligt om »hjemmedemonstrationer«.

Videresalg af produkter ved demonstrationer i private hjem (Tupperware, JAFRA m.v.), hvor medlemmets (forhandlerens) salg sker i eget navn og for egen regning og risiko, anses for selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.

Det gælder, uanset om leverandøren eller medlemmet selv fører momsregnskab og afregner over for toldvæsenet, og uanset om leverandøren tilbageholder skat.

B. Regelmæssigt og mere end midlertidigt (kontinuitet).

For at virksomheden skal være omfattet af bekendtgørelsen kræves det, at den udøves regelmæssigt og mere end midlertidigt.

En tilfældig arbejdsindsats vil derfor ikke være omfattet, selv om den aktuelt måtte gribe ind i virksomhedens drift.

Dette gælder f.eks. et medlems overtagelse af arbejde i ægtefællens selvstændige virksomhed i tilfælde af akut og kortvarig sygdom, men ikke, hvis medlemmet fungerer som fast sygdomsafløser.

Endvidere kan nævnes tilfældig ekspedition af kunder eller tilfældig telefonpasning.

Overtagelse af eet enkeltstående arbejdsforhold, der har karakter af selvstændig virksomhed, er heller ikke omfattet af bekendtgørelsen, medmindre der er tale om indledning til en varigere virksomhedsudøvelse.

Dette gælder f.eks. en lønmodtager, der i en ledighedsperiode påtager sig en enkeltstående fotografisk opgave på freelance-basis, uden at der foreligger indledning til en - regelmæsig - varigere freelance-virksomhed.

Endvidere vil en håndværker, der sædvanligvis er beskæftiget som lønmodtager, kunne påtage sig et enkeltstående arbejde efter regning, uden at det betragtes som selvstændig virksomhed.

Derimod vil drift af en selvstændig erhvervsvirksomhed, hvori der indgår arbejdsfri perioder som et tilbagevendende element, være omfattet af bekendtgørelsen. Dette gælder f.eks. ved sæsonmæssig virksomhedsudøvelse.

Til § 1, stk. 2.

Selvstændig erhvervsvirksomhed vil ofte efter arten, omfanget og tilrettelæggelsen kunne fremtræde som en bibeskæftigelse.

I mange situationer vil en selvstændig erhvervsvirksomhed dog snarere have karakter af bibeskæftigelse, alene fordi den udøves sideløbende med lønarbejde eller selvstændigt hovederhverv, der i sig selv kan danne grundlag for optagelse i forsikringen.

Selvstændig virksomhedsudøvelse, der ikke opfylder bekendtgørelsens betingelser for dagpengeret, kan derfor ikke nødvendigvis betegnes som en hovedbeskæftigelse for medlemmet med deraf følgende krav om overflytning, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 42. Det er samtidig afgørende, i hvilket omfang medlemmet har været eller er beskæftiget ved lønarbejde.

Til § 2.

Som udgangspunkt skal medlemmets egen oplysning på ledighedserklæring med bilag om, at virksomheden kun udøves som bibeskæftigelse, lægges til grund for vurderingen.

Dette forudsætter imidlertid, at medlemmets erklæring indeholder

præcise oplysninger om

- virksomhedens art og medlemmets arbejdsfunktioner

- tidspunkterne for udøvelsen af virksomheden

- det på virksomheden anvendte timetal

- virksomhedens eller medlemmets indtjening.

Disse oplysninger skal indgå i kassens vurdering af, om det er sandsynliggjort, at virksomhedsudøvelsen til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid.

Vurderingen foretages ved ledighedens indtræden eller ved virksomhedens påbegyndelse, såfremt virksomheden påbegyndes i en ledighedsperiode. Hvis vurderingen har medført, at medlemmet bliver dagpengeberettiget, vil kassen kun skulle foretage en ny vurdering, når der modtages oplysninger om ændringer, der er relevante for spørgsmålet om medlemmets fortsatte dagpengeret efter bekendtgørelsen.

Ved vurderingen påses følgende

Ad virksomhedens art og medlemmets arbejdsfunktioner

Der sondres imellem,

om medlemmet alene udøver selvstændig bibeskæftigelse eller

om medlemmet sammen med ægtefællen eller sammen med andre udøver selvstændig virksomhed.

Hvis medlemmet alene udøver selvstændig bibeskæftigelse, forudsættes det, at virksomheden baseres på medlemmets egen arbejdsindsats. En selvstændig virksomhed, hvor medlemmets arbejdsindsats løbende begrænses til acceptable tidspunkter og timetal (jf. nedenfor) ved hjælp af ansat arbejdskraft (bestyrer, ekspedienter o.l.) vil som hovedregel skabe tvivl om medlemmets rådighed.

Ved selvstændig bibeskæftigelse, der udøves sammen med ægtefællen eller sammen med andre, stilles der tillige krav om, at medlemmets arbejdsfunktioner er klart beskrevne og afgrænsede, idet det skal være muligt at vurdere sandsynligheden af det angivne timetal og tidspunkterne for udøvelsen.

Det er i denne forbindelse principielt uden betydning, om virksomheden er hoved- eller bibeskæftigelse for de øvrige deltagere, men medlemmets eventuelle oplysninger herom kan være af betydning for vurderingen af, hvorvidt der er tale om en bibeskæftigelse for medlemmet.

Det bemærkes, at der principielt ikke er begrænsninger i de virksomhedsformer, der kan anerkendes som bibeskæftigelse.

Ad tidspunkterne for udøvelse af virksomheden

Medlemmets erklæring om, at virksomheden til enhver tid kan udføres uden for fagets normale arbejdstid, skal sammenholdt med virksomhedens art eller medlemmets arbejdsfunktioner forekomme sandsynlig.

Virksomheden må på intet tidspunkt være baseret på medlemmets arbejdskraft inden for normal arbejdstid, jf. f.eks. sæsonmæssig virksomhed. Som eksempel kan nævnes en lønmodtager, der hver sommer ophører med lønarbejde for at arbejde på fuld tid som selvstændig tækkemand.

Betingelsen er heller ikke opfyldt i tilfælde, hvor en virksomhed det meste af året udøves sideløbende med lønarbejde på fuld tid, men hvor virksomheden på visse tider af året har et sådant omfang, at medlemmet ikke kan have lønarbejde sideløbende hermed.

Som eksempler kan nævnes

- En minkfarmer, der i sæsonen for pelsning af mink arbejder hermed i døgndrift.

- En jordbruger, der i det meste af året udøver selvstændig virksomhed i et omfang, der er foreneligt med lønarbejde på fuld tid, men som i forbindelse med høsten må opsige/holde fri fra lønarbejdet for at arbejde på fuld tid på jordbruget i en periode.

Ad det på virksomheden anvendte timetal

Et medlem, der ønsker at bevare retten til dagpenge under udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, bør som vejledende udgangspunkt begrænse sin ugentlige arbejdsindsats til 15 timer i gennemsnit.

Timebegrænsningen skal sikre, at medlemmet uanset den selvstændige virksomhed kan være fuldt normalt til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmets arbejdsindsats skal dog i det konkrete tilfælde altid sammenholdes med virksomhedens drift og tilrettelæggelse i øvrigt.

Ad virksomhedens eller medlemmets indtjening

Virksomhedens nettoindtjening defineres som overskud opgjort efter fradrag af de dokumenterede, nødvendige udgifter, der er forbundet med indtjeningens opnåelse og godkendt som fradragsberettigede af skattemyndighederne.

En selvstændig virksomhed vil som hovedregel ikke fremtræde som bibeskæftigelse, hvis medlemmet har sin væsentligste indtægt fra denne. Kassen skal derfor lade oplysninger om indtjeningen indgå i vurderingen. Kassen skal derimod ikke selv tage initiativ til at skaffe løbende oplysninger om indtjeningen, men skal alene vurdere modtagne oplysninger.

Derimod har medlemmets manglende indtægt ved virksomheden ikke nogen indflydelse på, om virksomheden fremtræder som bibeskæftigelse.

Virksomhedens omsætning kan, sammenholdt med virksomhedens art, danne grundlag for en vurdering af den af medlemmet angivne arbejdsindsats.

Hvis medlemmets oplysninger ikke ud fra en umiddelbar vurdering synes overensstemmende, bør medlemmet afgive en detaljeret redegørelse for, hvorledes virksomheden lader sig drive inden for den angivne tidsramme. Medlemmet vil normalt på denne måde få anledning til at korrigere eventuelle fejl. Kasserne bør derimod ikke som konsekvens af vurderingen selv foretage forhøjelser af medlemmets timetalsoplysninger. Hvis medlemmet ikke i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre, at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid, har medlemmet efter § 2 ikke ret til dagpenge.

Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt et medlem, der driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er til rådighed for arbejdsmarkedet, i øvrigt afgøres efter reglerne i den gældende rådighedsbekendtgørelse med vejledning.

Til § 3, stk. 1.

Retten til dagpenge er begrænset ved, at der for samtlige medlemmer, der alene eller sammen med ægtefælle eller andre driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, gælder et særligt arbejdskrav. Medlemmet skal forud for hver dagpengeudbetaling have haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, normale arbejdstid i mindst 26 uger (for deltidsforsikrede 17 uger) inden for de seneste 18 måneder eller i tilsvarende omfang have udøvet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i forbindelse med medlemskab af en kasse for selvstændige erhvervsdrivende.

Beregningen af, om det særlige arbejdskrav er opfyldt, foretages efter reglerne om beregning af det almindelige arbejdskrav i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55/72, jf. direktoratets bekendtgørelse. Heraf følger også, at medlemmets bibeskæftigelse i den selvstændige virksomhed ikke kan medregnes.

Til § 3, stk. 2.

Et medlem, der påbegynder selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, skal først opfylde det særlige arbejdskrav 1 år efter påbegyndelsen.

I det første år skal medlemmet således alene opfylde arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 eller 72.

Et medlem vil dog ikke kunne sikre sig en ny 1-års-frist ved at ophøre med sin selvstændige bibeskæftigelse en kort periode. Har medlemmet inden for de seneste 12 måneder før påbegyndelsen udøvet bibeskæftigelse i en periode, skal denne periode fratrækkes fristen på 1 år.

Eksempel 1

Et ledigt medlem påbegynder selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse den 1. april 1988.

Den 1. august 1988 ophører medlemmet med bibeskæftigelsen.

Den 1. januar 1989 påbegynder medlemmet igen selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Ved den 1. påbegyndelse gælder det særlige arbejdskrav 1 år efter påbegyndelsen, dvs. fra den 1. april 1989.

Ved den 2. påbegyndelse gælder det særlige arbejdskrav 8 måneder efter påbegyndelsen (1 år - 4 måneder fra den 1. påbegyndelse), dvs. fra den 1. september 1989.

Eksempel 2

Et medlem er under beskæftigelse påbegyndt selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse den 1. januar 1988.

Medlemmet bliver ledig fra lønarbejdet den 1. oktober 1988.

Den 1. juni 1989 ophører medlemmet med bibeskæftigelsen.

Den 1. januar 1990 påbegynder medlemmet igen selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i forbindelse med en ny ledighedsperiode.

Ved den 1. påbegyndelse gælder det særlige arbejdskrav 1 år efter påbegyndelsen, dvs. fra den 1. januar 1989.

Ved den 2. påbegyndelse gælder det særlige arbejdskrav 7 måneder efter påbegyndelsen (1 år - 5 måneder fra den periode i 1989, hvor den 1. virksomhed blev drevet), dvs. fra den 1. august 1990.

Det bemærkes, at der ikke løber en ny 1-års-frist ved sæsonvirksomhed.

Til § 4, stk. 1.

Undtaget fra det særlige arbejdskrav i § 3, stk. 1, er jordbrugere, hvis landejendoms grundværdi, ansat i kontant prisniveau, androg mindre end 72.000 kr. ifølge 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986.

Ved 18. almindelige vurdering har man for føste gang foretaget vurderingsansættelserne direkte i kontant prisniveau, det vil sige uden anvendelse af værdien ved »sædvanlig prioritering« som mellemregning.

Som jordbruger betragtes et medlem, der er ejer eller forpagter eller på anden måde er bruger af en landejendom, på hvilken der er landbrugspligt eller faktisk drives landbrug. Et medlem betragtes som bruger af en landejendom, uanset om pågældende eventuelt har andre ansat til at udføre arbejdet, eller dette udføres af en maskinstation.

Beregninger viser, at den valgte grundværdigrænse på 72.000 kr. gennemsnitligt omfatter jordbrug i størrelsesordenen 1-5 ha. Disse udgør i de fleste tilfælde ikke nogen driftsøkonomisk enhed, men må antages at tjene primært beboelses- og trivselsmæssige hensyn. De holdes derfor uden for det særlige arbejdskrav i § 3, stk. 1. Det er dog herved forudsat, at ejendommens drift er sammensat med en produktion væsentligst til eget forbrug.

Om fradrag for det erhvervsarbejde, der trods alt måtte være forbundet med ejendommens drift, henvises til bemærkningerne til § 5.

Hvis der derimod på landejendommen drives specialproduktion, vil medlemmet - uanset at landejendommens grundværdi er mindre end 72.000 kr. - være omfattet af det særlige arbejdskrav i § 3, stk. 1.

Specialproduktion drives, hvis produktionen i overvejende grad er indrettet på fremstilling og salg af et eller flere ensartede produkter f.eks. inden for områderne gartneri, hønsehold, svineavl, fåreavl, pelsdyravl eller skovbrug.

Til § 4, stk. 2.

En jordbruger kan ved bortforpagtning af ejendommens jord i et sådant omfang, at grundværdien af den resterende del af ejendommen ikke overstiger beløbsgrænsen på 72.000 kr., fritages for det særlige arbejdskrav i § 3, stk. 1.

Det er en betingelse, at jordbrugeren fremlægger dokumentation for bortforpagtningen og for den herved reducerede grundværdi.

Om kravene til forpagtningsaftalen henvises til vejledningen til § 6 nedenfor.

Fyldestgørende dokumentation for den reducerede grundværdi vil normalt kunne ske ved at sammenholde forpagtningsaftalen med kopi af det seneste, specificerede ejendomsvurderingsskema, såfremt dette angiver en utvetydig og tilstrækkelig reduktion i værdien af den resterende ejendom.

Til § 5.

Medlemmet skal løbende på sine dagpengekort opgive de timer, der anvendes på den selvstændige bibeskæftigelse, således at der kan foretages fradrag herfor i dagpengene. Dette gælder også jordbrugere, som på grund af landejendommens grundværdi ikke er omfattet af det særlige arbejdskrav.

Fradraget skal uanset karakteren af den selvstændige virksomhed altid finde sted på grundlag af et faktisk timetal, idet indtægtsforholdene almindeligvis ikke er egnede til en vurdering af, hvilken tid der har været forbundet med virksomhedsudøvelsen. Vanskeligheden ved at knytte vurderingen af arbejdets omfang sammen med indtægtsopgørelsen kan f.eks. være begrundet i en række regnskabstekniske forhold, i virksomhedens sæsonbetonede karakter eller i det forhold, at arbejdets udførelse ikke umiddelbart har tilknytning til den opnåede indtægt.

Ved opgørelsen af det faktiske timetal medregnes samtlige de arbejdsfunktioner, der er forbundet med virksomhedsudøvelsen, herunder også den tid, der medgår til administrative funktioner. Endvidere medregnes arbejdet, uanset om det udføres inden for eller uden for normal arbejdstid eller på søn- og helligdage.

Det skal i denne forbindelse indskærpes, at medlemmet samtidig har pligt til - på eget initiativ - at meddele kassen sådanne oplysninger, som måtte have betydning for vurderingen af medlemmets fortsatte ret til dagpenge efter § 2. Medlemmet er således bl.a. forpligtet til at give kassen særskilt meddelelse om eventuel udvidelse af den selvstændige virksomhed eller om andre forhold, som ændrer grundlaget for kassens vurdering, dvs. som hovedregel de oplysninger, som er afgivet på bilaget til ledighedserklæringen. Oplysningspligten omfatter også forhold, som måtte kunne begrunde en mindre ugentlig arbejdsindsats, hvorved henvises til kassens fortsatte mulighed for at anmode medlemmet om en detaljeret redegørelse for, hvorledes virksomheden lader sig drive inden for den angivne tidsramme.

Såfremt kassen finder, at medlemmets oplysninger om omfanget af deltagelsen i driften klart er forkerte, og en efterfølgende henvendelse ikke bringer klarhed over forholdet, må kassen undlade at udbetale dagpenge, indtil medlemmet har givet korrekte oplysninger.

Spørgsmålet om fradrag for arbejde, som ikke er omfattet af reglerne i denne bekendtgørelse, afgøres efter bekendtgørelsen om arbejde og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.

Til § 6, stk. 1 og stk. 2.

Et medlem anses for ophørt med udøvelsen af selvstændig bibeskæftigelse, når medlemmet på tro og love har erklæret at være ophørt.

Medlemmets erklæring skal være underbygget af medlemmets samtidige oplysninger om årsagen til ophøret, jf. stk. 2.

Kravene til medlemmets virksomhedsophør er en parallel til det tro og love-princip, som er grundliggende for anerkendelsen af dagpengeret efter bekendtgørelsens § 2.

Der kan således ikke ved ophør af selvstændig bibeskæftigelse stilles de samme restriktive betingelser og dokumentationskrav som ved ophør med hovedbeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

De angivne ophørsgrunde i stk. 2 skal gøre det klart for medlemmerne, at de ikke kan unddrage sig bekendtgørelsen og dermed det særlige arbejdskrav i § 3 under f.eks. midlertidig arbejdsmangel eller arbejdsfri perioder, der indgår som tilbagevendende elementer i driften af en sæsonbetinget virksomhed.

Til § 6, stk. 3.

Bortforpagtning af erhvervsvirksomheden til andre end ægtefælle eller umyndige børn sidestilles med ophør efter § 6, stk. 1.

Da forpagtning kun indeholder en aftale om brugsretten, skal forholdet dokumenteres ved en skriftlig kontrakt med oplysning om forpagtningens omfang, herunder arealets størrelse, antal af dyr m.v. og forpagtningsafgiftens størrelse.

Der kan derimod ikke stilles krav til varigheden af bortforpagtningen, således som det er tilfældet ved selvstændig hovedbeskæftigelse. Dog vil ophør af bortforpagtningen i en ledighedsperiode medføre, at medlemmet igen omfattes af bekendtgørelsen og dermed det særlige arbejdskrav.

Forpagtningskontrakten vil normalt være stempelpligtig, men der kan ikke generelt stilles krav om tinglysning.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 10. maj 1988

BIRGER STEIN

/Lone Helder

Vejledningen er faldet væk pr. 1. januar 1994