Vejledning om klageregler og tilsyn på det sociale område

Bilag 1

Love, bekendtgørelser m.v., der er omtalt i vejledningen.

Bekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 af lov om arbejdsskadeforsikring.

Bekendtgørelse nr. 171 af 25. marts 1987 af lov om social bistand.

Lov nr. 350 af 4. juni 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Bekendtgørelse nr. 949 af 23. december 1986 af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Lov nr. 346 af 4. juni 1986 om delpension.

Bekendtgørelse nr. 890 af 12. december 1986 af lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Forvaltningsloven. Lov nr. 571 af 19. december 1985.

Bekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984 af lov om kommunernes styrelse.

Lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen.

Bekendtgørelse nr. 624 af 28. september 1987 af lov om social pension.

Bekendtgørelse nr. 530 af 13. august 1986 af lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Bekendtgørelse nr. 526 af 13. august 1986 af lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender.

Bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1987 om afgørelse og påklage af sager om aktindsigt efter offentlighedsloven i den sociale og sundhedsmæssige planlægning.

Bekendtgørelse nr. 301 af 26. juni 1979 om betaling for personer under 60 år med højere lønindtægter for ophold på de bistandslovens § 112, stk. 1, nævnte institutioner.

Bekendtgørelse nr. 985 af 30. december 1986 om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel.

Bekendtgørelse nr. 885 af 11. december 1986 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer.

Bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 som ændret ved bekendtgørelse nr. 237 af 14. april 1987 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts 1985 om indsendelse af klager over afgørelser truffet af sociale udvalg/magistrater og regionale nævn inden for det sociale område og om genvurdering i forbindelse med klager (Remonstration).

Cirkulære af 12. februar 1987 om afgørelse og påklage af sager om aktindsigt efter offentlighedsloven i den sociale og sundhedsmæssige planlægning.

Cirkulære af 21. maj 1982 om hjælpeforanstaltninger uden samtykke efter bistandsloven samt om adoption uden samtykke.

Vejledning om forvaltningsloven (Justitsministeriet, 1986).

Vejledning om klageregler og tilsyn på det sociale område

Indledning

I. Klager over indholdet af en afgørelse.................

1. Hvilke myndigheder .....................................

2. Hvilke love ............................................

3. Hovedreglen om een klagemulighed .......................

4. Begrundelse ............................................

5. Klagevejledning ........................................

6. Hvem kan klage .........................................

7. Hvordan klager man .....................................

8. Klagefrister ...........................................

9. Hvordan udregnes klagefristen ..........................

10. Hvem tager stilling til, om klagefristen er overholdt ..

11. Hvornår skal klages sendes videre til klagemyndigheden .

12. Underretning til klageren ..............................

13. Remonstration (genvurdering) ...........................

14. Afvisning, hjemvisning og videresendelse af en klage ...

15. Afgørelser uden klagemulighed ..........................

16. Ekstra klagemulighed ...................................

16.1. Kun principielle sager..........................

16.2 Hvornår har en sag principiel betydning..........

16.3 Særligt om sager af principiel betydning-frister m.v.

17. Særlige klageregler ....................................

18. Specielt om klagemyndighedens behandling af klagesager..

II. Om tilsyn på det sociale område......................

19. Det sociale tilsyn .....................................

19.1. Hvilke myndigheder..............................

19.2. Tilsynsmyndighedens opgaver.....................

20. Det almindelige kommunale tilsyn .......................

20.1. Hvilke myndigheder..............................

20.2. Tilsynsmyndighedens opgaver.....................

III. Klager over den måde, en sag er blevet behandlet på (formalitetsklager)....................................

21. Tilfælde, hvor der samtidig klages over indholdet af afgørelsen .

21.1. Klare tilfælde...................................

21.2. Andre tilfælde...................................

21.3. Særligt om klager over rådgivning og vejledning..

22. Tilfælde, hvor der udelukkende klages over den måde, en sag er blevet behandlet på (rene formalitetsklager) .............

22.1. Generelt om formalitetsklager inden for det sociale område...................................

22.2. Klage over behandling i kommuner.................

22.3. Klage over behandling i amtskommuner.............

22.4. Klage over behandling i amtsankenævn.............

22.5. Klage over behandlingen i revaliderings- og pensionsnævn 22.6. Klage over behandlingen i Socialstyrelsen, Sikringsstyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse....

23. Klage over aktindsigtsspørgsmål .........................

IV. Klager over »bistandsudøvelsen« under f.eks. institutionsophold

24. Begrebsmæssig afgrænsning ...............................

25. Klagemulighed ...........................................

V. ..........................................................

26. Bortfald af tidligere vejledning ........................

Bilag.....................................................

Oversigt over love, bekendtgørelser m.v., der er omtalt i vejledningen .............................................

Indledning

Denne vejledning behandler følgende 3 typer af klager

- Klager over indholdet, d.v.s. den afgørelse, der er truffet. (Afsnit I).

- Klager over formaliteten, d.v.s. den måde, en sag er behandlet på. (Afsnit III).

- Klager over bistandsudøvelsen, d.v.s. den måde, hvorpå sociale opgaver over for klienter varetages under f.eks. institutionsophold. (Afsnit IV).

I afsnit II behandles reglerne om tilsyn på det sociale område, da de er en forudsætning for reglerne i afsnit III og IV.

Socialministeriet har tidligere udgivet en vejledning om reglerne for klage over indholdet af en afgørelse på det sociale område (afsnit I). Denne vejledning (VEJ af 30/06/1983 om reglerne for klage til amtsankenævn og Den Sociale Ankestyrelse på det sociale område) bortfalder hermed.

Tilsyn på det sociale område samt klager over formaliteten eller bistandsudøvelsen har derimod ikke før været behandlet i en vejledning.

Socialministeriet mener, at der - ikke mindst på grund af de nye regler i forvaltningsloven - nu er behov for en samlet vejledning til især de kommunale og amtskommunale forvaltninger.

Det store stofområde kan naturligvis ikke inden for en nogenlunde begrænset plads beskrives udtømmende.

Det er da heller ikke tilsigtet med denne vejledning.

Forvaltningslovens regler er derfor kun medtaget i det omfang, de har særlig betydning for behandling af klagesager og som hovedregel ved en henvisning til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Når teksten er af vejledende karakter, er der anvendt udtryk som »bør«, »efter Socialministeriets opfattelse« og lign.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, at der normalt kan klages over afgørelser, der træffes efter delegation, til den myndighed, der har delegeret kompetencen. Hvis det sociale udvalg således f.eks. har delegeret sin kompetence til at fastsætte en betalingsordning i henhold til bistandslovens § 27, stk. 1, til den lokale pantefoged, kan der klages over dennes afgørelser til den delegerende myndighed, d.v.s. til det sociale udvalg.

I. Klager over indholdet af en afgørelse

1. Hvilke myndigheder

1. De kommunale sociale udvalg (magistraten).

2. Revaliderings- og pensionsnævnene.

3. Amtsankenævnene.

4. De amtskommunale social- og sundhedsudvalg.

5. Sikringsstyrelsen.

6. Socialstyrelsen.

7. Den Sociale Ankestyrelse.

8. Socialministeriet.

1. - 3. er omfattet af Socialministeriets remonstrationsbekendtgørelse (BEK nr. 122 af 28/03/1985).

2. Hvilke love

Vejledningen omfatter klager over afgørelser truffet efter bistandsloven, lov om social pension, lov om delpension, dagpengeloven, arbejdsskadeforsikringsloven, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om erstatning til besættelsestidens ofre og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Reglerne om klagebehandlingen findes - foruden i de nævnte love - i den sociale styrelseslov, i lov om Den Sociale Ankestyrelse og i forvaltningsloven.

Herudover træffer det sociale udvalg, henholdsvis social- og sundhedsudvalget, afgørelser efter visse andre love. Klagereglerne heri ligner ofte de, der findes i de sociale love, men da lovene ikke hører under Socialministeriets område, er klagereglerne ikke beskrevet i denne vejledning.

Det drejer sig om lov om en børnefamilieydelse, lov om erstatning for vaccinationsskader, lov om inddrivelse af underholdsbidrag, lov om offentlig sygesikring og lov om sygehusvæsen. Klagereglerne i lov om individuel boligstøtte og i lov om boligbyggeri (vedrørende afgørelser om godkendelse af lejemål i almennyttigt boligbyggeri), der også ligner de, der findes i de sociale love, er heller ikke nærmere omtalt.

3. Hovedreglen om een klagemulighed

Der er som regel een (og kun een) klagemulighed indenfor det sociale område.

Det betyder, at afgørelser truffet af

- det sociale udvalg kan indbringes for amtsankenævnet (i København og Frederiksberg kommuner for Den Sociale Ankestyrelse),

- revaliderings- og pensionsnævnene kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse,

- amtskommunens social- og sundhedsudvalg kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse,

- Sikringsstyrelsen kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse,

- Sikringsstyrelsen vedrørende administrationen af de særlige dagpengeordninger efter dagpengelovens §§ 11 og 13 samt kapitel 11 (f.eks. beregning af bidrag, tilbagebetaling af indbetalte bidrag) dog for Socialministeriet. Afgørelser om adgang til og forbliven i ordningerne for selvstændigt erhvervsdrivende og husførende efter kapitel 11 angår den enkelte forsikredes ret til dagpenge og kan derfor indbringes for Den Sociale Ankestyrelse,

- Socialstyrelsen efter bistandslovens § 4 og § 84, stk. 1, 1. punktum for Socialministeriet,

- Direktoratet for Søfarende efter § 34 i Socialministeriets bekendtgørelse om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel (BEK nr. 985 af 30/12/1986) for Den Sociale Ankestyrelse.

Men der er undtagelser fra reglen om een og kun een klagemulighed

- Der er enkelte områder, hvor der slet ikke er klageadgang. Se pkt. 15.

- Der er i enkelte tilfælde mulighed for at få en sag prøvet endnu engang (principielle sager) Se pkt. 16.

- Der er i enkelte tilfælde særlige klageregler. Se pkt. 17.

Det fremgår af de enkelte sociale love, hvem der er klagemyndighed m.m. indenfor lovens område.

Begrundelse

Det er ofte vigtigt for parten at kende begrundelsen for afgørelsen, når der skal tages stilling til eventuel klage.

Når en afgørelse meddeles skriftligt, skal den derfor være ledsaget af en skriftlig begrundelse, der omtaler de bestemmelser, der danner grundlag for afgørelsen, og de forhold, der er afgørende for sagens udfald.

Begrundelsen kan undlades, når afgørelsen fuldt ud giver ansøgeren medhold. En sådan situation vil i almindelighed foreligge, når en ansøger til en økonomisk ydelse ikke nærmere har specificeret sine forventninger og efter afgørelsen vil få så meget, som normalt gives efter reglerne eller praksis.

Den, der har fået en mundtlig afgørelse, der ikke fuldt ud giver medhold, kan forlange at få en skriftlig begrundelse.

Se nærmere Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, afsnit VII om begrundelse.

For de sociale udvalg i kommunerne og for social- og sundhedsudvalgene i amtskommunerne træder forpligtelsen til at give begrundelse først i kraft den 1. januar 1989.

Socialministeriet henstiller dog, at der allerede nu gives begrundelse i kommuner og amtskommuner.

5. Klagevejledning

Det bør fremgå af alle afgørelser, om der er klagemulighed, eller om afgørelsen er endelig. Hvis der er klagemulighed, og afgørelsen meddeles skriftlig, skal der gives klagevejledning.

Klagevejledningen skal oplyse om, hvilken myndighed der er klageinstans, og til hvilken myndighed klagen skal indgives. Den skal også oplyse, om der er en klagefrist, der skal overholdes.

Vejledningen bør i øvrigt indeholde de oplysninger, der er egnede til at fremme behandlingen af klagen, herunder f.eks. en opfordring til at lade bestemte dokumenter eller oplysninger ledsage klagen.

Gælder der en særlig begrænsning i klageinstansens kompetence eller andre indskrænkninger i klageadgangen, skal dette oplyses.

Hvis en klager f.eks. henvises til at rette henvendelse til en social tilsynsmyndighed (Sikringsstyrelsen, Socialstyrelsen eller Socialministeriet) må den pågældende samtidig gøres opmærksom på, at disse myndigheder normalt ikke kan ændre en afgørelse, der er truffet af de kommunale myndigheder. Socialstyrelsen kan f.eks. som social tilsynsmyndighed tage spørgsmål om bistandsudøvelsen op til nærmere undersøgelse. En sådan undersøgelse kan resultere i en udtalelse, der kan indeholde kritik eller vejledning til kommunalbestyrelse eller amtsråd om fortolkning af regler m.v., men den kan ikke resultere i et pålæg om at ændre en afgørelse.

Klagevejledningen bør udformes så klart og letlæseligt som muligt. Den bør endvidere indeholde oplysninger om, hvor man kan henvende sig for at få nærmere rådgivning, hvis man er i tvivl.

Hvis afgørelsen fuldt ud giver ansøgeren medhold, kan klagevejledning undlades.

Se i øvrigt nærmere Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, afsnit VIII om klagevejledning, herunder pkt. 142-143.

6. Hvem kan klage

Den, der er part i en sag, kan klage over afgørelsen.

Det samme gælder den, der optræder som partsrepræsentant for vedkommende. Se nærmere om repræsentation i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 38-44.

Partsbegrebet omfatter typisk afgørelsens adressat, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen. Se nærmere herom i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 49-55.

Det sociale udvalg kan klage til Den Sociale Ankestyrelse over revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser og - efter reglerne om principielle sager - over amtsankenævnets afgørelser, selv om udvalget ikke er part i forvaltningslovens forstand.

7. Hvordan klager man

Klager er normalt skriftlige. Hvis en klage indgives mundtligt, skal den skrives ned af den myndighed, der modtager klagen.

Klager over afgørelser, der er truffet af de sociale udvalg eller revaliderings- og pensionsnævnene (og i særlige tilfælde amtsankenævnene) skal sendes til den myndighed, der traf afgørelsen. Den skal dog stiles til klageinstansen (amtsankenævn eller Ankestyrelsen).

Denne fremgangsmåde kaldes populært »vending af postgangen«.

Klager over afgørelser, der er truffet af Sikringsstyrelsen, skal stiles og sendes direkte til Ankestyrelsen (eller i særlige tilfælde til Socialministeriets departement).

8. Klagefrister

Der er normalt en klagefrist på 4 uger.

Amtsankenævnet og Ankestyrelsen kan dog se bort fra fristen, når der er særlig grund til det.

For en skadelidt eller en efterladt, der klager over Sikringsstyrelsens afgørelse efter lov om arbejdsskadeforsikring eller efter lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. gælder i visse tilfælde en længere klagefrist: Opholder den skadelidte eller efterladte sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark på afgørelsestidspunktet, er fristen 6 uger. Opholder vedkommende sig uden for Europa, er fristen 3 måneder.

Ved afgørelser med krav om tilbagebetaling gælder en klagefrist på 4 uger ved klager over selve afgørelsen om tilbagebetaling og en klagefrist på 4 uger ved klager over gennemførelsen af tilbagebetalingen og over størrelsen af de enkelte afdrag. Den sidstnævnte frist regnes fra modtagelsen af meddelelsen om gennemførelsen af tilbagebetalingen.

Der er enkelte tilfælde, hvor der ikke gælder nogen klagefrist

Bistandsloven

- Klage til ankestyrelsen over afgørelser, der er truffet af amtskommunens social- og sundhedsudvalg.

- Indbringelse af uenighed mellem kommuner for amtsankenævnet (lovens § 16).

- Klage til Socialstyrelsen over det sociale udvalgs afgørelser efter § 67, stk. 2, jf. stk. 3.

- Klage til Socialministeriet over Socialstyrelsens afgørelser efter § 4 og § 84, stk. 1, 1. punktum.

Dagpengeloven

- Klage over Sikringsstyrelsens afgørelser til Socialministeriet (lovens §§ 11 og 13 samt administrationen af de frivillige dagpengeordninger efter kap. 11, f.eks. beregning af bidrag, tilbagebetaling af indbetalte bidrag. Afgørelser om adgang til og forbliven i ordningerne for selvstændigt erhvervsdrivende og husførende efter kapitel 11 angår den enkelte forsikredes ret til dagpenge og kan derfor indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden for den normale klagefrist på 4 uger.

9. Hvordan beregnes klagefristen

a. Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er nået frem til adressaten. Hvis meddelelsen er sendt med posten, kan den i almindelighed anses for at være kommet frem dagen efter afsendelsen. Hvis der er almindeligt forekommende forsinkelser i postgangen, eller hvis modtageren kan godtgøre, at meddelelsen først er modtaget på et senere tidspunkt end det, myndigheden regner med, begynder fristen at løbe fra den dag, afgørelsen må anses for at være kommet frem.

b. Hvis klagefristen er fastsat i uger, udløber den på samme ugedag, som meddelelsen er kommet frem, det fastsatte antal uger senere. Er meddelelse f.eks. nået frem onsdag den 23. marts 1988 udløber en 4 ugers frist onsdag den 20. april 1988 ved kontortids ophør.

c. Udløber klagefristen på en lørdag, en helligdag eller på en dag, hvor der er tale om en usædvanlig tidlig lukketid, forlænges klagefristen til førstkommende hverdag ved kontortids ophør.

d. En skriftlig klage, der kommer senere frem, bør dog anses for rettidig, hvis den er poststemplet (eller afleveret i administrationens postkasse) på sidste rettidige dato.

e. Der kan forekomme situationer, hvor poststemplet er ulæseligt, eller hvor det medfører stort merarbejde at gemme samtlige kuverter. Klagen er her rettidig, hvis den må antages at være poststemplet på sidste rettidige dato.

f. Disse beregningsregler gælder også for løbende ydelser. Hvis en klage over en sådan ydelse er kommet for sent, er det Socialministeriets opfattelse, at klageren kan bede om en ny afgørelse, der må træffes på grundlag af de aktuelle forhold. Der vil derimod ikke i en sådan situation være grundlag for at tage ydelsesberegningen op med tilbagevirkende kraft. Den nye afgørelse om fremtidige ydelser kan indbringes for klagemyndigheden.

g. Hvis en klage er sendt til en forkert myndighed (førsteinstansen eller ved »vending af postgangen« klageinstansen) indenfor klagefristen, beregnet som angivet oven for, anses fristen for overholdt. Klagen sendes omgående videre til den rette myndighed.

10. Hvem tager stilling til, om klagefristen er overholdt

Det er altid klagemyndigheden, der afgør, om en klagefrist er overholdt.

Hvis en klage efter reglerne skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen i første instans (»vending af postgangen«), tager denne myndighed straks stilling til, om klagen er rettidig. Mener myndigheden, at klagefristen er overskredet, sendes klagen straks til klageinstansen med angivelse af dette.

Klagemyndigheden tager så stilling til, om klagefristen er overskredet og i givet fald, om der er grundlag for at se bort fra overskridelsen.

Den myndighed, der har truffet afgørelsen i første instans, bør i denne forbindelse være opmærksom på reglen i forvaltningslovens § 17, hvorefter en klagefrist kan afbrydes, hvis der er begæret partsaktindsigt inden fristens udløb. Se videre i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 102.

11. Hvornår skal klagen sendes videre til klagemyndigheden

Den myndighed, der modtager en klage, skal hurtigst muligt - normalt inden 14 dage - sende den til klagemyndigheden med begrundelse for afgørelsen samt de sagsakter, der forelå ved afgørelsen af sagen.

Hvis myndigheden har en genvurderingsordning (se pkt. 13) skal der først ske en genvurdering af sagen.

Men der er tilfælde, hvor klagen straks skal sendes til klagemyndigheden

- når klagen ikke er rettidigt indgivet,

- når sagen må anses for hastende.

Om en sag haster, må afgøres efter et konkret skøn.

Klager over afgørelser efter bistandslovens afsnit VIII (hjælpeforanstaltninger uden samtykke) skal altid behandles som hastesager.

12. Underretning til klageren

a. En myndighed, der modtager en klage, der er stilet til klagemyndigheden (»vending af postgangen«) bør hurtigst muligt give klageren besked om, at klagen er modtaget. Samtidig bør det oplyses, at sagen vil blive videresendt til klageinstansen hurtigst muligt med begrundelse for afgørelsen.

Ofte vil den pågældende myndighed have en genvurderingsordning (se pkt. 13), og i så fald bør der gives klageren besked om, at sagen bliver taget op til ny vurdering. Samtidig skal klageren have at vide, at myndigheden inden for en nærmere angiven frist vil fortælle, om klagen er imødekommet. Se nærmere i remonstrationsbekendtgørelsen (BEK nr. 122 af 28/03/1985).

b. Når en klagemyndighed modtager en klage - enten direkte fra klageren eller gennem første instansen - bør den hurtigst muligt give klageren besked om, at klagen er modtaget.

Brevet bør indeholde angivelse af sagens journalnummer, eventuelt navn på sagsbehandleren, samt eventuelt opfordring til snarest at fremkomme med yderligere oplysninger. Endvidere bør brevet indeholde oplysning om, hvor lang tid der ventes at gå med sagens behandling.

Hvis den oplyste sagsbehandlingstid senere overskrides, bør klageren underrettes om grunden hertil og om et nyt tidspunkt, hvor sagen kan ventes afgjort. Se nærmere i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 205-208.

13. Remonstration (genvurdering)

Størstedelen af de sociale udvalg og revaliderings- og pensionsnævn har fulgt Socialministeriets henstilling i remonstrationsbekendtgørelsen og indført en genvurderingsordning. Der henvises til de nærmere regler herom i remonstrationsbekendtgørelsen.

Der gøres specielt opmærksom på, at der i § 3, stk. 3, er fastsat en frist på 4 uger for videresendelse af en klage.

Socialministeriet opfordrer de øvrige socialudvalg og revaliderings~ og pensionsnævn til fortsat at overveje indførelse af en sådan ordning, der i praksis har vist sig at frasortere en del klagesager.

I forbindelse med genvurderingen af sagen skal de nye regler om partshøring tages i betragtning.

Reglerne om partshøring er trådt i kraft pr. 1. januar 1987 for revaliderings- og pensionsnævnenes vedkommende, medens partshøringsreglerne i forvaltningslovens §§ 19 og 20 først træder i kraft den 1. januar 1989 for de sociale udvalgs og social- og sundhedsudvalgenes afgørelser.

Reglerne i forvaltningslovens § 21 om retten til at afgive udtalelse er trådt i kraft for alles vedkommende den 1. januar 1987.

Der henvises nærmere til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven afsnit VI.

14. Afvisning, hjemvisning og videresendelse af en klage

Klagemyndigheden kan afvise at behandle en klage, hvis de formelle krav - som f.eks. overholdelse af en klagefrist - ikke er opfyldt, jf. de tidligere punkter.

Behandles sagen, kan myndighedens afgørelse gå ud på en tiltrædelse, en ophævelse eller en ændring af den tidligere afgørelse.

Klagemyndigheden har endvidere mulighed for at hjemvise sagen til fornyet behandling i første instansen eller at henvise sagen til behandling hos en myndighed, der ikke tidligere har behandlet den.

15. Afgørelser uden klagemulighed

Bistandsloven

- Tildeling af hjemmehjælp (§ 57).

- Hjælp til dækning af udgifter til medhjælp eller særlige indretninger i kollektive boliger (§ 59, stk. 2).

- Omsorgsarbejde (§ 60).

- Tilskud til kollektive eller individuelle transportmidler (§ 61).

- Børns optagelse i (og opsigelse fra) dagpleje (§ 64, stk. 1).

- Godkendelse af opholdssteder for børn og unge (§ 66, stk. 1 og 2, jf. stk. 3).

- Fastsættelse af plejevederlag i familiepleje (§ 66, stk. 5 og § 68, stk. 2).

- Børns optagelse i (og opsigelse fra) daginstitution (§ 72).

- Kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 73, stk. 1, 2. punktum, af den måde forældrebetalingen til daginstitutioner skal beregnes.

- Optagelse i daghjem eller dagcentre (§ 77, stk. 3).

Dagpengeloven

- Dagpengeudvalgets afgørelser om retten til dagpenge fra en arbejdsgiver efter dagpengelovens afsnit I.

Lov om social pension

- Sikringsstyrelsens afgørelser om at se bort fra kravet om fast bopæl her i Danmark ved udbetaling af social pension (§ 3, stk. 4).

Børnetilskudsloven

Afgørelser truffet af de sociale myndigheder i København og Frederiksberg kommuner om en bidragsskyldigs evne til at tilbagebetale et forskudsvis udbetalt bidrag (§ 21, jf. § 22, stk. 4).

Den Sociale Ankestyrelse kan dog tage en sådan sag til behandling, hvis Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel betydning (§ 22, stk. 5).

16. Ekstra klagemulighed

16.1. Kun principielle sager

Amtsankenævnets afgørelser er normalt endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kun i de særlige tilfælde, hvor sagen skønnes at være af principiel betydning, kan den efterprøves af Den Sociale Ankestyrelse. Det er Ankestyrelsen, der afgør, om en sag er principiel, og beslutning om dette træffes af 1 ankechef.

Hvis Ankestyrelsen finder, at sagen ikke indeholder spørgsmål af principiel betydning, kan sagen herefter ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Går beslutningen ud på, at sagen kan optages til behandling, vil sagen blive behandlet efter reglerne i ankestyrelseslovens § 6, stk. 3 og 4.

16.2 Hvornår har en sag principiel betydning

På baggrund af lovens forarbejder og Ankestyrelsens praksis kan det lægges til grund , at en sag har principiel betydning, hvis den omfatter forhold, Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til. Det vil hyppigst være i forbindelse med gennemførelse af ny lovgivning, hvor det kan have principiel betydning at få klarlagt, hvordan de nye bestemmelser fortolkes af Ankestyrelsen, men også en afklaring af spørgsmål i relation til bestående lovgivning kan være principielle.

Det skal fremhæves, at det forhold at afgørelsen har dybtgående indflydelse på klagerens sociale situation ikke efter Socialministeriets opfattelse i sig selv er tilstrækkelig grund til, at sagen har principiel betydning. Selv om afgørelsen af klageren opfattes som velfærdstruende, skal den for at blive optaget i Ankestyrelsen indeholde momenter af generel karakter, særligt vedrørende retsanvendelsen, som det er af betydning af få klarlagt Ankestyrelsens holdning til.

16.3. Særligt om sager af principiel betydning - frister m.m.

Det er i loven fastsat, at Ankestyrelsen inden 14 dage fra sagens modtagelse skal træffe beslutning om, hvorvidt en sag kan optages til behandling.

Det er Socialministeriets opfattelse, at 14 dages fristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor Ankestyrelsen har modtaget klagen samt akterne i sagen, og at Ankestyrelsens behandling skal ske på grundlag af de oplysninger, der forelå ved amtsankenævnets behandling af sagen, d.v.s. sagens akter.

Amtsankenævnets afgørelse er omfattet af »vending af postgangen«.

Klagen sendes derfor til amtsankenævnet, der hurtigst muligt sender klagen til Ankestyrelsen med begrundelse for den trufne afgørelse sammen med de sagsakter, der forelå ved sagens afgørelse.

Om underretning til klageren gælder reglerne omtalt i pkt. 12.

Hvis Ankestyrelsen kommer til det resultat, at sagen er af principiel betydning og derfor vil behandle klagen, giver styrelsen besked til klageren og amtsankenævnet.

17. Særlige klageregler

Bistandsloven

Det sociale udvalgs afgørelser om anvisning og om betaling for husvildebolig kan indbringes for amtsankenævnet, men ikke for anden administrativ myndighed (§ 31).

En afgørelse om optagelse på visse typer af amtskommunale institutioner (forsorgshjem m.v. § 105), der træffes af lederen af den pågældende institution, kan indbringes for amtsankenævnet. Træffes afgørelsen derimod af amtets social- og sundhedsudvalg kan den - efter hovedreglen - indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Klager over den beregning af betaling for ophold for visse personer på de i bistandslovens § 112, stk. 1, nævnte institutioner, der foretages af amtets social- og sundhedsudvalg, kan indbringes for Socialstyrelsen. Socialstyrelsens afgørelse kan indbringes for Socialministeriet (BEK. nr. 301 af 26/06/1976).

Der findes særlige klageregler for afgørelser efter bistandslovens afsnit VIII om hjælpeforanstaltninger over for børn og unge uden samtykke. Der henvises til vejledningen herom i Socialministeriets cirkulære om hjælpeforanstaltninger uden samtykke m.v. (CIR af 21/5/1982).

Træffer det sociale udvalg en afgørelse om afbrydelse af et barns forbindelse med forældremyndighedens indehaver for en periode af mindre end 3 måneder, kan denne afgørelse indbringes for Socialstyrelsen (§ 67, stk. 2 og 3).

Ifølge Socialministeriets bekendtgørelser om magtanvendelse m.v. i henholdsvis døgninstitutioner for børn og unge (BEK. nr. 885 af 11/12/1986) og i institutioner for voksne med vidtgående fysiske og psykiske handicap (BEK. nr. 568 af 21/12/1979 som ændret ved BEK. nr. 237 af 14/4/1987) kan klager over amtsrådets beslutninger i medfør af bekendtgørelserne indbringes for Socialstyrelsen. Socialstyrelsens afgørelser kan indbringes for Socialministeriet.

Lov om erstatning til besættelsestidens ofre

Sikringsstyrelsens afgørelse af, om en person er omfattet af lovens § 1a, § 1b eller § 65 kan indbringes for Erstatningsrådet, hvis afgørelse kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Arbejdsskadeforsikringsloven

Afgørelser efter lovens § 40, stk. 1, om udbetaling af kapitalbeløb, truffet af det sociale udvalg, kan indbringes for amtsankenævnet (for Københavns og Frederiksbergs vedkommende for Den Sociale Ankestyrelse), der har den endelige administrative afgørelse.

18. Specielt om klagemyndighedens behandling af klagesager

Opmærksomheden henledes på reglerne om partshøring, der omtales udførligt i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, afsnit VI.

Disse regler er for klagemyndighedernes vedkommende trådt i kraft den 1. januar 1987.

II. Om tilsyn på det sociale område

19. Det sociale tilsyn

19.1. Hvilke myndigheder

Socialministeren er øverste sociale tilsynsmyndighed indenfor hele sociallovgivningens område.

Efter § 22 i den sociale styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale område.

Det sociale tilsyn udøves i praksis af Socialstyrelsen inden for bistandslovens område og af Sikringsstyrelsen inden for de sociale sikringsloves område. Hjemmelen hertil findes i den sociale styrelseslov, § 24.

Disse bestemmelser suppleres for bistandslovens område med bistandslovens § 14, hvorefter socialministeren er øverste administrative myndighed vedrørende social bistand.

19.2. Tilsynsmyndighedens opgaver

Det sociale tilsyns opgaver er ikke nærmere reguleret ved lov.

Det kan imidlertid slås fast, at de sociale tilsynsmyndigheder har pligt til at reagere, såfremt der fremkommer oplysninger, der kan være udtryk for, at der består forhold, der er ulovlige, eller at sociallovgivningens generelle niveaukrav ikke opfyldes.

Disse oplysninger kan komme frem ved en offentlig omtale, ved henvendelser, som led i en undersøgelse, ved statistikker m.m.

Det sociale tilsyns opgaver er således mere vidtrækkende end det rene legalitetstilsyn.

De sociale tilsynsmyndigheder kan afkræve kommunen de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udøve tilsynet, jf. den sociale styrelseslov § 23 og den kommunale styrelseslov § 63.

På grundlag heraf kan tilsynet alene komme med udtalelser og henstillinger.

Det sociale tilsyn kan ikke ændre den kommunale afgørelse og det sociale tilsyn har ingen sanktionsmuligheder.

Hvis det sociale tilsyn konstaterer ulovligheder og i den forbindelse finder behov for sanktioner, kan tilsynsmyndigheden dog rette henvendelse til de almindelige tilsynsmyndigheder med anmodning om iværksættelse af sanktioner, se pkt. 20.2.

Det sociale tilsyn omfatter både kommunalbestyrelsens respektive amtsrådets dispositioner, og de dispositioner, som det sociale udvalg respektive social- og sundhedsudvalget træffer.

Beslutninger eller udtalelser fra de sociale tilsynsmyndigheder kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Tilsynet på f.eks. institutionsområdet supplerer den forpligtelse til driftstilsyn, der påhviler kommunalbestyrelsen og amtsrådet, da disse myndigheder har ansvar for, at institutionerne fungerer tilfredsstillende.

20. Det almindelige kommunale tilsyn

20.1. Hvilke myndigheder

Reglerne om det almindelige tilsyn med kommunerne findes i lov om kommunernes styrelse og lov om Københavns Kommunes styrelse.

Tilsynsrådene har tilsynet med kommunerne.

Indenrigsministeriet har tilsynet med amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner.

20.2. Tilsynsmyndighedens opgaver

Det almindelige tilsyn er alene et legalitetstilsyn, d.v.s. et tilsyn med, om kommunerne overholder lovgivningen. Lovgivningen omfatter både skreven og uskrevet ret, herunder almindelige retsgrundsætninger som f.eks. lighedsgrundsætningen.

Derimod omfatter tilsynet ikke spørgsmål om, hvorvidt en kommunes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig i forhold til borgerne.

Hvis der foreligger ulovlige forhold i kommunestyret, vil tilsynsmyndigheden kunne træffe afgørelse om anvendelse af sanktioner, jf. § 61 i den kommunale styrelseslov. Sanktionerne kan bestå i annullation, tvangsbøder eller (fuldt eller delvist) erstatningsansvar for kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Disse sanktioner kan ikke alene anvendes over for kommunalbestyrelsens ulovlige beslutninger eller undladelser, men også over for ulovligheder i de stående udvalg, herunder socialudvalget. Det gælder også, når socialudvalget handler inden for sin selvstændige kompetence.

Den grundlæggende betingelse for at anvende sanktioner er, at der foreligger en klar ulovlighed, d.v.s. at der ikke er rimelig tvivl om, at lovgivningen er tilsidesat. De kommunale tilsynsmyndigheder er imidlertid - så lidt som de sociale tilsynsmyndigheder - klagemyndigheder, og de kan således ikke ændre en afgørelse. De kan desuden kun annullere en afgørelse, der endnu ikke er bragt til udførelse.

I praksis består tilsynsmyndighedens opgave især i at afgive vejledende udtalelser om fortolkningen af den kommunale styrelseslovgivning og de kommunalretlige grundsætninger. Sådanne udtalelser kan være neutralt lovfortolkende, men kan også have karakter af henstillinger, anmodninger m.v. Da de kommunale myndigheder normalt vil følge tilsynsmyndighedens udtalelser, er der sjældent behov for anvendelse af sanktioner.

III. Klage over den måde, en sag er blevet behandlet på (formalitetsklager)

21. Tilfælde, hvor der samtidig klages over indholdet af afgørelsen

21.1. Klare tilfælde

En klage over den måde, en sag er blevet behandlet på (formalitetsklage), f.eks. en klage over, at forvaltningslovens regler ikke er fulgt, vil som regel være forbundet med en samtidig klage over den afgørelse, der er truffet (realitetsklage). Oftest må formalitetsklagen opfattes som et led i argumentationen for realitetsklagen.

Klagen behandles i så fald i sin helhed af de sociale klageinstanser - amtsankenævn og Ankestyrelsen.

21.2. Andre tilfælde

Hvis der f.eks. klages over socialforvaltningen i en kommune, kan det være svært at vurdere, om klagen går på utilfredshed med socialforvaltningens afgørelse eller den måde, sagen er blevet behandlet på.

Ofte vil en klager fremhæve visse formelle fejl og mangler i sagsbehandlingen. Det kan f.eks. dreje sig om, at sagsbehandleren har udvist manglende forståelse eller ligefrem modvilje, eller har været speciel inhabil. Klageren kan også hævde, at der ikke er indhentet tilstrækkelige oplysninger eller ikke er lagt vægt på en lægeerklæring.

I sådanne tilfælde må det bero på en konkret vurdering, om klagen skal opfattes som en klage over afgørelsen eller over sagsbehandlingen. Ordvalget i klagen er selvfølgelig vigtigt, men må ikke tillægges afgørende vægt.

I overvejelserne af, hvilken myndighed, der skal behandle sagen, bør indgå, at borgeren sikres den bedst mulige retsstilling. Ofte vil en klager være bedst tjent med, at klagen indgives til de sociale klageinstanser, fordi disse (i modsætning til tilsynet) umiddelbart kan ændre førsteinstansens afgørelse. Er der tvivl, om klagen skal opfattes som en klage over afgørelsens indhold eller over formen, bør den derfor normalt opfattes som en klage over indholdet. Den skal så i sin helhed behandles af de sociale klageinstanser - amtsankenævn og Ankestyrelsen.

Opfattes klagen som udelukkende at handle om den måde, sagen er blevet behandlet på, anvendes den fremgangsmåde, der er beskrevet i pkt. 22 nedenfor.

21.3. Særligt om klager over rådgivning og vejledning

Rådgivning og vejledning er ydelser i bistandslovens forstand, og klager over afgørelser om rådgivning og vejledning i en konkret sag kan derfor efter de almindelige regler indbringes for amtsankenævnet.

Det sociale tilsyn kan udtale sig om en kommunes generelle niveau på rådgivningsområdet. Tilsynsmyndigheden kan give henstillinger og vejledning.

Er der tale om, at personalet i kommunen ikke lever op til kommunens generelle niveau på området, må en klage over dette rettes til borgmester/kommunalbestyrelse.

22. Tilfælde, hvor der udelukkende klages over den måde, en sag er blevet behandlet på (rene formalitetsklager)

22.1. Generelt om formalitetsklager inden for det sociale område

Som eksempler på formalitetsklager kan nævnes klager over personalets optræden, sagsbehandlingstiden, generel eller speciel inhabilitet, spørgsmål om aktindsigt og brud på tavshedspligt.

I pkt. 22.2. til 22.6. beskrives de formelle regler for klagegangen. Det vil dog som regel være mest hensigtsmæssigt først at henvende sig om problemet til ressortchefen eller eventuelt til den øverste administrative chef det pågældende sted.

Klager over aktindsigtsspørgsmål behandles særskilt i pkt. 23.

Det sociale område afgrænses som i punkt 2 i afsnit I.

22.2. Klage over behandlingen i kommuner

Klager over personalets optræden, ekspeditionsfejl, sagsbehandlingstiden, personalenormeringen eller lokaleforhold og lignende skal rettes til borgmester/kommunalbestyrelse.

Ved øvrige rene formalitetsklager vil der i en del tilfælde være tale om, at både det almindelige tilsyn (tilsynsrådene/Indenrigsministeriet) og det sociale tilsyn (Socialstyrelsen eller Sikringsstyrelsen) formelt er kompetente til at behandle sagen.

For at skabe det enklest mulige system for borgerne mener Socialministeriet, at borgerne i de fleste tilfælde bør henvises til at rette henvendelse til i første omgang det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen og herefter de sociale tilsynsmyndigheder. De sociale tilsynsmyndigheder kan eventuelt høre de almindelige tilsynsmyndigheder på områder, hvor disse har en særlig ekspertise, f.eks. i spørgsmål om inhabilitet, eller iøvrigt i alle spørgsmål vedrørende den kommunale styrelseslovgivning. Se nærmere under pkt. 19.2. i afsnit II. Spørgsmål om fortolkning af forvaltningslovens regler kan eventuelt forelægges for Justitsministeriet.

Fremgangsmåden ved øvrige rene formalitetsklager bør altså være

Henvendelse rettes først til det sociale udvalg, hvis det drejer sig om spørgsmål inden for dettes særlige kompetence, ellers kommunalbestyrelsen. Dernæst Socialstyrelsen eller Sikringsstyrelsen (afhængig af hvilken lovgivning, der indholdsmæssigt er tale om).

Det sociale tilsyn vil kunne vejlede og komme med henstillinger, men kan ikke ændre en kommunal afgørelse.

Klager over brud på tavshedspligten bør ikke rettes til tilsynsmyndighederne, da disse ikke vil kunne udtale misbilligelse i forhold til enkeltpersoner. Der er nemlig i straffeloven fastsat en straframme for overtrædelse af tavshedspligten for personer, der virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og spørgsmålet hører derfor under domstolene. En borger eller en myndighed, som mener, at der er sket en krænkelse af tavshedspligten, må rette henvendelse til politiet, som tager stilling til, om der er anledning til at rejse tiltale.

22.3. Klage over behandlingen i amtskommuner

Med samme begrundelse som ovenfor bør anvises følgende fremgangsmåde

Ved klager over personalets optræden m.v. rettes henvendelse til amtsborgmester/amtsråd.

Ved øvrige rene formalitetsklager rettes henvendelse til i første omgang social- og sundhedsudvalget eller amtsrådet. Dernæst Socialstyrelsen eller Sikringsstyrelsen.

22.4. Klage over behandlingen i amtsankenævn

Klager over sagens forberedelse i nævnssekretariatet kan rettes til nævnets formand.

Da det overordnede ansvar for amtskommunens socialcenter påhviler amtsrådet, skal visse klager over behandlingen i nævnssekretariatet, f.eks. over personalets optræden m.v., i stedet rettes til amtsborgmester/amtsråd.

Klage over nævnets formand (statsamtmanden) kan rettes til Indenrigsministeriet, hvis det drejer sig om spørgsmål om amtmandens embedsførelse.

22.5. Klage over behandlingen i revaliderings- og pensionsnævn

Klager over sagens forberedelse i nævnssekretariatet kan rettes til nævnets formand.

Som det er anført ovenfor om amtsankenævn, vil visse klager over sagsbehandlingen i nævnets sekretariat kunne rettes til amtsborgmester/amtsråd.

Klager over nævnets formand kan rettes til Socialministeriet, der udpeger formanden.

22.6. Klage over behandlingen i Socialstyrelsen, Sikringsstyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse

Klager over den måde, en sag er behandlet på eller personalets optræden m.v. kan rettes til Socialministeriet, jf. dog Ankestyrelseslovens § 1, stk. 3.

23. Klage over aktindsigtsspørgsmål

Reglerne om aktindsigt findes i lov om offentlighed i forvaltningen og for partens vedkommende (for så vidt, der er tale om sager, hvor der er truffet eller vil blive truffet en egentlig afgørelse) i forvaltningsloven.

Der henvises til reglerne om aktindsigt i disse love samt til Justitsministeriets vejledninger om lovene.

Afgørelser i spørgsmål om aktindsigt træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag.

Klage over at aktindsigt er nægtet - helt eller delvist - kan særskilt rettes til klagemyndigheden (amtsankenævn eller Ankestyrelsen). Der gælder ingen klagefrist.

Der er dog tilfælde, hvor en klage over, at aktindsigt er nægtet, i stedet må rettes til det sociale tilsyn (Sikringsstyrelsen eller Socialstyrelsen), nemlig hvis

- der efter reglerne ikke kan klages over den afgørelse, der træffes i den underliggende sag (se pkt. 15 i afsnit I), eller hvis

- der ikke træffes en egentlig afgørelse i den underliggende sag.

Det sociale tilsyn kan ikke ændre en afgørelse, der er truffet af de kommunale myndigheder, men kan vejlede om reglerne og eventuelt henstille, at der træffes en anden afgørelse.

Det sociale tilsyn kan eventuelt rette henvendelse til det almindelig tilsyn, se pkt. 20.2 om dette tilsyns mulighed for indgriben.

Et amtsankenævns afgørelse i sager om aktindsigt kan indbringes selvstændigt for Den Sociale Ankestyrelse, uanset om styrelsen efter reglerne om principielle sager ville optage den underliggende sag til behandling.

Den Sociale Ankestyrelses afgørelser i sager om aktindsigt kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

I sager, der skal afgøres af revaliderings- og pensionsnævnet ligger kompetencen i spørgsmål om aktindsigt hos nævnet, selv om forberedelsen af sagen ligger hos det sociale udvalg. Der er dog ikke noget i vejen for, at en kommune kan formidle aktindsigt, når den har en stiltiende forståelse herom med nævnet. Kommunen kan imidlertid ikke give afslag på en anmodning om aktindsigt, men må i så fald forelægge den for nævnet.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på Socialministeriets bekendtgørelse om afgørelse og påklage af sager om aktindsigt efter offentlighedsloven i den sociale og sundhedsmæssige planlægning (BEK. nr. 70 af 12/02/1987) og det uddybende cirkulære (CIR. af 12/02/1987).

IV. Klager over »bistandsudøvelsen« under f.eks. institutionsophold

24. Begrebsmæssig afgrænsning

Begrebet »bistandsudøvelsen« eller »forsorgens udøvelse« anvendes traditionelt som fællesbetegnelse for en række konkrete dispositioner med hjemmel i bistandsloven vedrørende enkeltpersoner, hvor dispositionerne indgår som led i en større samlet støttende indsats, der hviler på en egentlig afgørelse fra det sociale udvalg.

Under bistandens udøvelse falder f.eks. spørgsmålet om, hvornår den enkelte plejehjemsbeboer hjælpes i seng, eller hvilke tekniske installationer, der skal være i pågældendes værelse.

Under begrebet falder også f.eks. betaling for rejser m.m. til børn og unge optaget på døgninstitutioner, eller betaling til besøgsrejser for forældrene, hvis barnet eller den unge ikke er i stand til at rejse hjem.

Når det sociale udvalg, jf. bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, har truffet beslutning om at anbringe et barn uden for hjemmet, skal udvalget efter § 33, stk. 4, i samarbejde med amtskommunens socialcenter vælge et egnet opholdssted. Valget af opholdssted falder under begrebet bistandsudøvelse.

Begrebet omfatter også en beslutning om at begrænse (men ikke afbryde) forbindelsen mellem et barn, der er anbragt uden for hjemmet, og forældremyndighedens indehaver samt en beslutning om at afbryde eller begrænse barnets forbindelse med andre nære pårørende.

Begrebet afgrænses på den ene side i forhold til spørgsmålet om den generelle tilrettelæggelse af støtteforanstaltninger, f.eks. vedrørende hjemmehjælpsordning, omsorgsarbejde, dækning med institutionspladser eller serviceniveauet på institutionerne.

På den anden side afgrænses begrebet bistandsudøvelse i forhold til egentlige afgørelser (der følger de almindelige klageveje til ankeinstanserne, amtsankenævn og Ankestyrelsen).

Selv om bistandsudøvelse forekommer i forbindelse med ophold i familiepleje m.v., vil en meget betydelig del af denne virksomhed være knyttet til institutionsophold.

25. Klagemulighed

En myndighed bør, når der skønnes at være behov derfor, oplyse borgerne om muligheden for at klage over bistandsudøvelsen.

Klager over bistandsudøvelsen indgives til kommunalbestyrelsen, og hvis forholdet hører under det sociale udvalgs selvstændige kompetence, til socialudvalget. De sociale tilsynsmyndigheder (i første instans Socialstyrelsen) kan herefter tage et spørgsmål om bistandsudøvelsen op til nærmere undersøgelse.

Drejer spørgsmålet sig om forhold under amtskommunen, indgives klager på tilsvarende måde til amtsrådet, respektive social- og sundhedsudvalget, hvis forholdet hører under dette udvalgs selvstændige kompetence.

Også for disse sagers vedkommende vil Socialstyrelsen kunne tage spørgsmålet op til nærmere undersøgelse.

Det sociale tilsyns undersøgelse kan resultere i en henstilling eller en vejledning, men tilsynet kan ikke ændre afgørelser, truffet af de kommunale eller amtskommunale myndigheder. Se nærmere under pkt. 19.2. foran om det sociale tilsyns opgaver.

V

26. Bortfald af tidligere vejledning

Vejledning af 30/06/1983 om reglerne for klage til amtsankenævn og Den Sociale Ankestyrelse på det sociale område bortfalder hermed.

Socialministeriet, den 11. januar 1988

MIMI STILLING JAKOBSEN

/Kirsten Thorball

Ingen