Legislator Case Law & Legislation
C19880000809 DK

Statsskattedirektoratets cirkulære vedrørende taksation (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1988 8 Historic

Statsskattedirektoratets cirkulære vedrørende taksation (* 1)

1. Såfremt behørig selvangivelse af indkomst og formue ikke foreligger, inden ansættelse foretages, skal ansættelsen foretages skønsmæssigt (takseres) i henhold til skattekontrollovens § 1, stk. 2, § 2, stk. 2, og selskabsskattelovens § 28, stk. 1.

Foreligger der ikke behørigt årsregnskab på det tidspunkt, hvor ansættelsen foretages, skal skatteansættelsen ligeledes foretages skønsmæssigt, jfr. skattekontrollovens § 3, stk. 3, sammenholdt med § 2, stk. 2, og selskabsskattelovens § 28, stk. 1. Det berettiger ikke i sig selv til en skønsmæssig ansættelse, at driftsregnskabet tilsidesættes, fordi det ikke opfylder mindstekravsbekendtgørelsen, eller at selvangivelsen er mangelfuldt udfyldt, når den selvangivne indkomst og formue efter ligningsmyndighedens bedømmelse kan godkendes.

Taksationen skal altid omfatte almindelig indkomst og for selvstændig skattepligtige personer tillige formuen. Særlig indkomst takseres kun, hvis der foreligger oplysninger, der giver grund til at antage, at særlig indkomst foreligger, jfr. skattedepartementets cirkulære nr. 162 af 19. september 1975 om ændring af skattekontrolloven (ændringer vedrørende for sen indgivelse af selvangivelsen).

2. Taksationen foretages efter de samme principper, som gælder for almindelig skønsmæssig ansættelser. Skønnet skal således foretages ud fra en realistisk bedømmelse af, hvad der må antages at svare til skatteyderens virkelige indkomst.

Indgivelse af selvangivelsen må ikke søges fremtvunget gennem en urealistisk høj ansættelse, idet selvangivelse alene kan fremtvinges ved hjælp af daglige bøder i henhold til skattekontrollovens § 4, og selskabsskattelovens § 28, stk. 3.

Ved taksationen skal der tages hensyn til de i sagen foreliggende oplysninger, herunder foreliggende kontrolmateriale, og til tidligere års ansættelser, selvangivelser og foretaget forskudsregistrering. Endvidere bør der tages hensyn til eventuelle oplysninger fra inkassoafdelingen og socialforvaltningen om den skattepligtiges forhold.

Ansættelsen skal sammensættes ved taksation af enkeltkomponenter, hvorved opmærksomheden særligt henledes på følgende poster

2.1. A-indkomst

Hvor der foreligger oplysning på kontrolbilaget, R 75, om A-indkomst, kan disse oplysninger i almindelighed uden videre lægges til grund ved taksationen.

2.2. B-indkomst

I tilfælde hvor eventuelle oplysninger om løn ikke omfatter hele inkomstperioden, kan der være grundlag for ansættelse af B-indkomst.

Renteindtægter ifølge kontrolbilaget R 75

Overskud af ejendom

2.3. Fradrag

Fast lønmodtagerfradrag/fradrag for faktiske udgifter Almindeligvis vil der alene være grundlag for at indrømme det faste lønmodtagerfradrag af de på kontrolbilaget R 75 anførte lønindtægter.

Underskud af ejendom

Andre fradrag, herunder forsikringsudgifter, bidrag m.v.

Normalt vil der ikke være grundlag for at indrømme sådanne fradrag, bortset fra de på kontrolbilaget R 75 anførte bidrag.

Renteudgifter

Hvor der foreligger oplysninger på kontrolbilaget R 75 om renteudgifter, kan disse oplysninger umiddelbart lægges til grund ved taksationen, medmindre det må antages, at renterne ikke er eller vil blive betalt, således at de ikke er fradragsberettigede, jfr. ligningslovens § 5, stk. 1.

Herudover bør i almindelighed kun indrømmes fradrag for stipulerende renteudgifter på lån i fast ejendom, hvor renteudgifterne ikke er omfattet af oplysningspligten, når det må antages, at renterne er eller vil blive betalt.

Overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder selskabsindkomst

Taksationen skal ske på grundlag af en samlet bedømmelse af virksomhedens økonomiske situation. Som vejledning for skønnet kan anvendes oplysninger om virksomhedens tidligere årsindtægter, de aktuelle konjukturer inden for branchen m.v.

3. Særlige forhold

Børn , der alene skal slutlignes, fordi de modtager bidrag, ansættes til en B-indkomst lig med kontrolbilagets oplysninger om bidrag, subsidiært normalbidraget, og formue 0 kr.

Hvis et barns forældre i deres selvangivelser har medregnet et børnebidrag eller andre af barnets indtægter, overføres disse til barnets indkomstansættelse og anses for behørigt selvangivet.

4. Partshøring

Der gøres opmærksom på, at der i forbindelse med foretagelse af en takseret ansættelse er pligt til partshøring, jfr. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Dette indebærer, at hvis der i grundlaget for ansættelsen indgår faktiske oplysninger af væsentlig betydning og til ugunst for skatteyderen, skal der forinden ansættelsen foretages ske partshøring, såfremt det må antages, at skatteyderen ikke er bekendt med, at de pågældende oplysninger er i myndighedens besiddelse.

Den sidstnævnte betingelse er ensbetydende med, at partshøring ikke skal foretages, når der f.eks. er tale om indberettede oplysninger, som skatteyderen gennem de indeholdelses- eller oplysningspligtiges underretningspligt må antages at være bekendt med indgår i ligningen. Tilsvarende gælder oplysninger fra en offentlig myndighed om, at skatteyderen har fået udbetalt bestemt beløb fra det offentlige, uanset oplysningen ikke er tilgået skattemyndigheden i henhold til en lovbestemt oplysningspligt.

5. Begrundelse

En taksation skal begrundes ved angivelse af de foreliggende oplysninger og hensyn, der er tillagt betydning, jfr. punkt II. Herudover skal begrundelsen indeholde en henvisning til den lovbestemmelse, der hjemler taksation, jfr. skattekontrollovens § 1, stk. 2, § 2, stk. 2 og selskabsskattelovens § 28, stk. 1.

6. Strafansvar

I forbindelse med meddelelsen om en takseret ansættelse skal ligningsmyndigheden underrette skatteyderen om eventuelt strafansvar efter skattekontrollovens § 16.

7. Cirkulæret erstatter SD-cirkulære 1980-4- af 21. januar 1980.

Hans Westerberg

Hjørdis Nordling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →