Legislator Case Law & Legislation
C19875133860 DK

Ferieloven og ældre lønmodtagere

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1987 51338 Historic

Ferieloven og ældre lønmodtagere

Ferieloven gælder for alle lønmodtagere, uanset alder og uanset om man stadig er på arbejdsmarkedet eller har forladt dette.

Hovedreglen.

Ferie og feriepenge optjenes i et optjeningsår (kalenderåret) til brug i det efterfølgende ferieår, der går fra 2. maj - 1. maj.

Feriepenge optjent i 1986 kan således ikke komme til udbetaling før den 2. maj 1987.

Feriepengene kommer til udbetaling, når ferien holdes.

Man kan derfor ikke kræve at få sine feriepenge udbetalt på det tidspunkt, man holder op som lønmodtager, fordi man går på pension, efterløn eller lignende.

Særlige regler for ældre lønmodtagere.

Der er visse undtagelser for ældre mennesker fra ferielovens regler om, at feriepengene først kan komme til udbetaling, når ferien holdes, f.eks.

1. Lønmodtagere over 67 år.

2. Lønmodtagere mellem 60-67 år. (førtidspensionister).

3. Efterlønsmodtagere.

4. Delpensionister.

1. Lønmodtagere over 67 år

Er De over 67 år, kan De kræve at få Deres feriepenge udbetalt, når ferieåret er startet , uden at der stilles krav om, at De skal holde ferie på dette tidspunkt. Dette gælder, hvad enten De har penge stående på FerieGiro, eller der er udstedt feriekort til Dem fra Deres tidligere arbejdsgiver.

Hvis Deres feriepenge står på FerieGiro, vil De fra FerieGiro modtage et udbetalingskort på det indestående beløb helt automatisk.

De skal altså ikke have Deres feriegiro/feriekort attesteret, før udbetalingen kan finde sted, uanset om De er i beskæftigelse.

2. Lønmodtagere mellem 60-67 år

Førtidspensionister.

Er De gået på »førtidspension« efter reglerne i lov om socialpension, kan De få Deres feriepenge udbetalt, når ferieåret er startet , uden at det kræves, at De holder ferie.

De vil fra FerieGiro modtage et almindeligt udbetalingskort på det beløb, der står i FerieGiro, hvis De inden den 1. april sender dokumentation for pensioniststatus til FerieGiro. Dette kan enten ske i form af

- en kendelse fra revaliderings- og pensionsnævnet

- den seneste betaling

- reguleringsmeddelelse vedrørende pensionen

- eller en særlig anmodning, der attesteres af de sociale udvalg.

Særligt skema kan rekvireres i FerieGiro, på kommunekontorer og i A-kasser.

Lignende dokumentation skal forevises arbejdsgiveren, hvis der er udstedt et feriekort.

Privat pension

Hvis De oppebærer alders- eller invalidepension i henhold til en godkendt pensionsordning, der er oprettet mellem Dem og Deres arbejdsgiver, og De er fyldt 60 år, kan De ligeledes få Deres feriepenge udbetalt, hvis De fremviser dokumentation for dette til FerieGiro eller arbejdsgiver. Særligt skema kan rekvireres i FerieGiro, på kommunekontorer og i A-kasser.

3. Efterlønsmodtagere

Hvis De er gået på efterløn, før det ferieår er startet, som De har optjent feriepenge til, kan De også få Deres feriepenge udbetalt, uanset om ferie holdes.

Dette forudsætter, at De inden den 1. april - altså senest en måned før det relevante ferieår - til FerieGiro indsender dokumentation i form af en blanket, der attesteres af Deres arbejdsløshedskasse. Blanket kan rekvireres i FerieGiro, på kommunekontorer og i A-kasser.

Spørgsmål om fradrag i efterlønnen på grund af udbetalt feriegodtgørelse afgøres af A-kassen.

Spørgsmål om dette besvares af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, tlf. 01 10 60 11.

4. Delpensionister

Delpensionister skal sidestilles med almindelige lønmodtagere. Ferielovens almindelige regler gælder derfor for lønmodtagere, der modtager delpension. Det vil sige, at det er en forudsætning for at få feriepenge udbetalt, at ferie holdes , og at arbejdsgiveren dermed skal attestere feriegiroanvisningen eller feriekortet. Undtagelse er delpensionister, der er fyldt 67 år. - Se under »1«.

De nærmere regler om delpension fås ved henvendelse til Sikringsstyrelsen, tlf. 01 29 95 33.

Øvrige oplysninger.

Har De spørgsmål om ferie og feriepenge eller spørgsmål til denne pjece, kan De rette telefonisk henvendelse til Arbejdstilsynet, Feriekontoret, Landskronagade 33-35, 2100 København Ø, tlf. 01 18 10 50 i tiden mandag - torsdag kl. 12.00 - 16.00, og fredag kl. 12.00 - 15.00.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →