Cirkulæreskrivelse om køreuddannelsen
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om køreuddannelsen
I forbindelse med udarbejdelsen af Justitsministeriets undervisningsplan med tilhørende lærervejledning udsendte Justitsministeriet ved skrivelse af 3. december 1985 en orientering om den ny køreuddannelse til kørelærerne og de berørte myndigheder, herunder polititet. Orienteringsskrivelsen indeholdt en gennemgang af målsætningerne for og kravene til den ny køreuddannelse, herunder kravene til indretning af lukkede øvelsespladser.
På given foranledning skal Justitsministeriet hverved henlede opmærksomheden på, at lukkede øvelsespladser ifølge den nævnte skrivelse samt lærervejledningens side 4 og 5 skal opfylde følgende krav
a) Øvelsespladsen skal omfatte et jævnt areal med kørefast overflade og skal iøvrigt være indrettet således, at de i undervisningsplanen anførte øvelser kan udføres. Et areal på ca. 100 x 50 m vil være velegnet og vil erfaringsmæssigt tillade samtidig undervisning af 3 elever. Som absolut minimum til undervisning af 1 elev ad gangen vil et areal på ca. 80 x 40 m kunne anvendes.
b) Øvelsespladsen skal være afspærret (f.eks. med trådhegn, levende hegn, grøft, jordvold el.lign.), således at området ikke er åbent for almindelig færdsel, og indkørslen skal være forsynet med aflåselig kæde eller bom. Hvor pladsen støder op til vej eller lignende samt til arealer, hvor ventende elever, tilskuere m.v. opholder sig, mens der foregår øvelseskørsel, skal der etableres en sikkerhedsafspærring, som kan bringe de benyttede køretøjer til standsning ved de normalt benytte hastigheder. Langs områder, hvor der kan risikeres udskridning, skal der etableres sikkerhedsarealer af en sådan beskaffenhed, at udskridende køretøjer ikke risikerer væltning.
Justitsministeriet skal endvidere henlede opmærksomheden på, at den køreprøvesagkyndige i tilfælde, hvor der måtte opstå tvivl om, hvorvidt en elev, der er indstillet til køreprøve, har modtaget den fornødne undervisning på lukket øvelsesplads, med henvisning til kørekortbekendtgørelsens § 13 vil kunne anmode såvel eleven, som dennes kørelærer om nærmere oplysninger om kørslen på lukket øvelsesplads, herunder oplysning om hvor denne kørsel har fundet sted.
P. M. V.
E. B.
Kaspar Linkis
Ingen